Autoritet i religion

o-thor'-i-ti rabhah; toqeph; exousia; exousiazo; katexousiazo; epitage; huperoche; authenteo; dunastes

I. ALMINDELIG IDÉ

1. Af to slags

(1) Ydre

(2) Indre

2. Alment behov for autoritet

3. Nødvendigheden af et ufejlbarligt kriterium for sandhed

4. Autoritetens endelige natur

5. Den er Gud

6. Forskellige forestillinger om Gud og forskellige syn på autoritet

7. Et kundskabsproblem for kristne

II. DE BIBELSKE HENVISNINGER

1. I Det Gamle Testamente

2. I Det Nye Testamente

3. Fælles elementer i deres betydning

III. BIBELSK LÆRE

1. Det Gamle Testamentes lære

(1) Tidligste form patriarkalsk

(2) Stammeautoritet og personlig autoritet

(3) Seere og præster

(4) Konger og etableret religion

(5) De store profeter

(6) Kanon og rabbinsk tradition

2. Det Nye Testamentes lære

(1) Jesu Kristi autoritet (a) Hans lære

(b) Hans gerninger

(c) Tilgivelse og dom

(d) Liv og frelse

(e) Afledt af hans sønneforhold

(f) I hans ophøjede tilstand

(g) Kristus og Parakleten

(2) Disciplenes autoritet

(a) Afledt af Kristus

(b) Paulus' autoritet

(c) Alle troendes autoritet

(d) Autoritet over folkeslagene

(3) Kirkens autoritet moralsk og personlig

(4) Bibelens autoritet

IV. RIDS AF HISTORIEN OM DEN KIRKELIGE LÆRE OM AUTORITET

1. Appel til fornuften som Logos

2. Ortodoks dogme

3. Skolastik

4. Kirkelig absolutisme

5. Reformationens principper

6. Ny skolastik

7. Det indre lys

8. Tilbage til erfaringen

9. Mistillid til fornuften

10. Kristen skepticisme

V. KLASSIFIKATION AF TEORIER

1. Ydre

(1) Begyndende katolicisme

(2) Almindelige konciler

(3) Romanisme

(4) Pavelig ufejlbarlighed

(5) Skriftens fejlfrihed

(6) Anglikansk appel til oldtiden

(7) Begrænsninger ved ydre autoritet

(a) Ikke ufejlbarlig (b) Hviler på personlig autoritet

(c) Ingen apostolsk tradition bevaret

(d) Ingen enighed blandt fædrene

(e) Bibelen behøver fortolkning

(f) Autoritet er nødvendigvis åndelig

2. Indre autoritet

LITTERATUR

I. Almindelig idé.

1. Af to slags:

Udtrykket har en mangfoldig og tvetydig betydning. De forskellige ideer om autoritet falder i to hovedklasser: som en ydre eller offentlig domstol eller norm, der derfor efter sagens natur kun kan anvendes på religionens ydre udtryk; og som et immanent princip, der styrer de mest hemmelige bevægelser i sjælens liv.

(1) Ydre.

Et karakteristisk eksempel på den førstnævnte idé om autoritet findes i A. J. Balfours Foundations of Belief: "Autoritet, sådan som jeg har brugt udtrykket, står i alle tilfælde i modsætning til fornuften og betegner den gruppe af ikke-rationelle årsager, moralske, sociale og uddannelsesmæssige, som frembringer deres resultater ved psykiske processer, der er andre end ræsonnement" (s. 232, 8. udgave). Hovedparten af menneskers vigtige overbevisninger frembringes og autoriseres af "skik, opdragelse, den offentlige mening, landsmænds, familiens, partiets eller kirkens smittende overbevisninger" (s. 226). Autoritet og fornuft er "rivaliserende kravstillere" (s. 243). "Autoritet som sådan er efter sagens natur stum over for argumentation" (s. 234).

Newman foretager en beslægtet skelnen mellem autoritet i åbenbaret religion og samvittighed i naturlig religion, skønt han ikke tildeler autoritet et lige så vidt område, og han tillader samvittigheden en slags autoritet. "Samvittighedens overhøjhed er den naturlige religions væsen, apostlens eller pavens eller kirkens eller biskoppens overhøjhed er den åbenbaredes væsen; og når en sådan ydre autoritet fjernes, falder sindet nødvendigvis tilbage på den indre vejleder, som det besad, allerede før åbenbaringen blev skænket" (Development of Doctrine, 86, udgave 1878). Fra et meget anderledes standpunkt fremtræder den samme modsætning i selve titlen på Sabatiers bog, The Religions of Authority and the Religion of the Spirit. Han kender begge slags autoritet. "Den materielle magts, skikkens, traditionens, lovbogens autoritet viger mere og mere pladsen for samvittighedens og fornuftens indre autoritet og bliver i samme mål for subjektet forvandlet til en sand autonomi" (s. xxxiii, engelsk oversættelse).

(2) Indre.

Martineau skelner mellem de to typer autoritet for at forkaste den førstnævnte og antage den sidstnævnte. "Den blotte tyen til vidnesbyrd for at få oplysning uden for vort område udfylder ikke betydningen af `autoritet'; den anerkender vi aldrig, før det, som taler til os fra en anden og højere, rammer os hjemme og vækker genklangen i os selv og derved straks overføres fra ydre bevidnelse til selvindlysende sandhed. Og det er dette svar, der gør de moralske intuitioner, fremkaldt ved ydre appel, reflekteret tilbage ved indre ærbødighed, til mere end egoistiske fænomener, og ved at gøre dem til en overensstemmelse mellem det universelle og det individuelle sind iklæder dem sand autoritet" (Seat of Authority, forord, udgave 1890).

Forvirringen ville forsvinde, hvis man anerkendte den kendsgerning, at autoritet for forskellige personer, og endda for de samme personer til forskellige tider, betyder forskellige ting. For et barn er hans fars eller hans lærers ord et dekret med absolut autoritet. Han accepterer dets sandhed og anerkender sin forpligtelse til at lade det bestemme sin adfærd. Men når fornuften vågner i ham, kan han tvivle på deres kundskab eller visdom, og han vil søge andre vejledere eller autoriteter. Sådan er det også i den religiøse udvikling. Nogle forkaster autoriteter, som andre anerkender. Men ingen har monopol på udtrykket eller begrebet, og ingen kan med rette sige til dr. Martineau eller nogen anden, at "han slet ikke har ret til at tale om `autoritet'."

2. Alment behov for autoritet:

Al religion indebærer en bestemt holdning i tanke og vilje over for Gud og universet. Følelseselementet er også til stede, men det ignoreres i teorier om ydre autoritet. Al religion indebærer da bestemte ideer eller trosforestillinger om Gud og en adfærd, der svarer til dem; men ideer kan være sande eller falske, og adfærd rigtig eller forkert. Mennesker har brug for at vide, hvad der er sandt, for at de kan gøre det, som er rigtigt. De har brug for en prøve eller en målestok eller en appelinstans, som skelner sandheden og håndhæver den, forbyder det forkerte og befaler det rigtige. Ligesom der i al styring findes en lovgivende og en udøvende funktion, hvor den ene udspringer af den anden, sådan kræver mennesker i enhver form for religiøs autoritet, der anerkendes som sådan, at den skal sige dem, hvilke ideer de bør tro på, og hvilke gerninger de skal udføre.

I denne almene betydning anerkendes autoritet på ethvert område af livet, også ud over det, som sædvanligvis kaldes religiøst liv. Videnskaben opbygger sit system i overensstemmelse med naturfænomenerne. Kunsten har sine skønhedsidealer. Politik søger at virkeliggøre en bestemt idé om staten. Metafysikken rekonstruerer universet i overensstemmelse med et eller andet princip for sandhed eller virkelighed.

3. Nødvendigheden af et ufejlbarligt kriterium for sandhed:

"Hvis vi .... skal tillægge sondringen mellem tingene, som de virkelig er, og tingene, som de blot synes at være, nogen bestemt, forståelig betydning, må vi tydeligvis have et eller andet universelt kriterium eller en prøve, hvormed sondringen kan foretages. Dette kriterium må for det første være ufejlbarligt; det vil sige, det må være af en sådan art, at vi ikke kan betvivle dets gyldighed uden at falde i en modsigelse i vores tanke ..... Frihed fra modsigelse er et kendetegn, der tilhører alt, hvad der er virkeligt .... og vi kan derfor bruge det som en prøve eller et kriterium for virkelighed" (Taylor, Elements of Metaphysics, 18-19). En mere skeptisk filosof skriver:

"At sandheden selv er én og hel og fuldstændig, og at al tænkning og al erfaring bevæger sig inden for dens anerkendelse og under dens åbenlyse autoritet, har jeg aldrig betvivlet" (Joachim, The Nature of Truth, 178). Kun en gennemført skeptiker kunne undvære autoritet, en "Pyrrho", som mener, at tilbageholdelse af dommen er sindets eneste rette holdning; og for at være logisk må han også suspendere al handling og ophøre med at være til. Der kan derfor ikke være noget spørgsmål, undtagen i fuldstændig uvidenhed, om autoritetens faktum i almindelighed; og det problem, der skal afgøres, er: "Hvad er autoriteten i religion?"

4. Autoritetens endelige natur:

Det er et problem, der er indviklet i vanskelighederne ved alle endelige problemer, og al argumentation om det er tilbøjelig til at bevæge sig i en cirkel. For det endelige må vidne om sin egen endelighed, det absolutte om sin egen absoluthed og autoriteten om sin egen suverænitet. Hvis der fandtes en appelinstans eller en referencestandard, som noget, der kaldes endeligt, absolut og øverste, kunne henvende sig til for at få sine legitimationspapirer, ville det derved blive relativt og underordnet dette andet kriterium. Der er en betydning, hvori hr. Balfours udsagn er sandt: "at autoritet er stum i argumentets nærvær." Ingen proces af indirekte ræsonnement kan fastslå den, for der kan ikke findes nogen præmis, hvoraf den fremgår som en konklusion. Den dømmer alle ting, men dømmes ikke af nogen. Den er sit eget vidne og sin egen dommer. Alt, hvad fornuften kan sige om den, er Parmenides' dictum: "den er."

5. Den er Gud:

I denne betydning kan der igen ikke være noget spørgsmål blandt religiøse mennesker om, at autoriteten er Gud. Den ene idé indebærer den anden. Han alene er selveksisterende og øverste, han som er, hvad han er, i kraft af sin egen ret. Hvis Gud eksisterer, er han det endelige kriterium og den endelige kraft for sandhed og virkelighed. Al sandhed bor i ham og udgår fra ham. Problemet om autoritet bliver således ét med beviset for og definitionen af Gud. Disse spørgsmål ligger uden for nærværende artikels formål; (se GOD). Deres løsning forudsættes i denne drøftelse af autoritet, selv om forskellige teorier om autoritet uden tvivl indebærer forskellige ideer om Gud.

6. Forskellige ideer om Gud og forskellige syn på autoritet:

Ydre teorier indebærer almindeligvis det, der kaldes en deistisk opfattelse af Gud. Spiritualistiske teorier om autoritet svarer til teistiske syn på Gud. Hvis han er immanent såvel som transcendent, taler han direkte til mennesker og har ikke brug for mellemmænd. Panteisme resulterer i en naturalistisk teori om sandhed. Guds sind er naturens lov. Men panteisme har i praksis en tendens til at blive polyteisme og dernæst at ende i et råt anarki, som er fornægtelsen af al autoritet og sandhed. Men inden for kristenheden ligger problemet om autoritet mellem dem, der er enige om at tro på én Gud, som er personlig, transcendent og i en vis grad immanent. Forskellene på disse punkter er i virkeligheden følger af forskelle i synet på hans måde at meddele sig selv på.

7. Et erkendelsesproblem for kristne:

Det er derfor et epistemologisk snarere end et ontologisk problem. Spørgsmålet er: På hvilken måde gør Gud sig selv, sit sind og sin autoritet kendt for mennesker i almindelighed? Formålet med denne artikel er at fremstille Bibelens lære om autoritet, med et vist forsøg på at placere den i dens rette stilling i kirkens liv.

II. De bibelske henvisninger.

1. I Det Gamle Testamente:

Kun for

(1) rabhah (Ordsp 29,2): "at være stor" eller "mange." "Når de retfærdige har myndighed, glæder folket sig." Sådan KJV og RV, randnote, men RV (britisk og amerikansk) "Når de retfærdige bliver flere" (sådan BDB). Toy bemærker på det anførte sted: "Hebraisk har: `Når de retfærdige bliver flere,' idet antydningen er, at de da har kontrol over forholdene; en ændring af et bogstav giver læsningen `herske,' som kræves af `styre' i anden linje."

(2) toqeph (Est 9,29): "Dronning Ester .... skrev med al myndighed for at stadfæste dette andet purim-brev" (RV randnote "styrke" [sådan BDB]).

2. I Det Nye Testamente:

(1) Hyppigst for exousia; exousiazo; og katexousiazo:

(a) om Guds autoritet (ApG 1,7): som pottemagerens over leret (Rom 9,21, ret; Jud 1,25 "magt"; Åb 9, "magt");

(b) om Kristi undervisning og gerninger (Matt 7,29; Matt 21,23; Matt 21,24; Matt 21,27 = Mark 1,22; Mark 1,27; Mark 11,28; Mark 11,29; Mark 11,33 = Luk 4,36; Luk 20,2; Luk 20,8; Joh 5,27, autoritet til at fuldbyrde dom. Det samme græske ord, oversat med "magt" i KJV, men som regel med "autoritet" i RV (britisk og amerikansk) eller i RV, randnote, forekommer også i Matt 9,6; Matt 9,8, at tilgive synder: Matt 28,18; Mark 2,10; Luk 4,32; Luk 5,24; Joh 10,18; Joh 17,2; Åb 12,10);

(c) om disciplene, som Kristi repræsentanter og vidner (Luk 9,1, de tolv; 2 Kor 10,8, Paulus); også om deres rettigheder og privilegier; (det samme græske ord i Matt 10,1; Mark 3,15; Mark 6,7; Luk 10,19 = RV (britisk og amerikansk) "autoritet"; Joh 1,12; ApG 8,19; 2 Kor 13,10; 2 Thess 3,9; Hebr 13,10; Åb 2,26; Åb 22,14 = RV (britisk og amerikansk) "ret");

(d) om underordnede himmelske myndigheder eller magter (1 Kor 15,24; 1 Pet 3,22; og det samme græske ord i Ef 1,21; Ef 3,10; Ef 6,12; Kol 1,16; Kol 2,10; Kol 2,15; Åb 11,6; Åb 14,18; Åb 18,1);

(e) om borgerlig myndighed, som hos konge, embedsmand eller forvalter (Luk 7,8=Matt 8,9 [officer]; Mark 13,34; Luk 19,17; Luk 20,20; Luk 22,25 = Matt 20,25 = Mark 10,42; og ApG 9,14; ApG 26,10; ApG 26,12 [om Saul]; og det samme græske ord i Luk 12,11; Luk 23,7; Joh 19,10; Joh 19,11; ApG 5,4; Rom 13,1; Rom 13,2; Rom 13,3; Tit 3,1; Åb 17,12; Åb 17,13);

(f) om ondskabens magter (Åb 13,2, "dyret, der steg op af havet"; og det samme græske ord i Luk 4,6; Luk 12,5; Luk 22,53; ApG 26,18; Ef 2,2; Kol 1,13; Åb 6,8; Åb 9,3; Åb 9,10; Åb 9,19; Åb 13,4; Åb 13,5; Åb 13,7; Åb 13,12; Åb 20,6).

(g) om menneskets indre magt til selvbeherskelse (det samme græske ord i 1 Kor 7,37; 1 Kor 8,9, "frihed"; 1 Kor 6,12; 1 Kor 7,4; 1 Kor 9,4; 1 Kor 9,5; 1 Kor 9,6; 1 Kor 9,12; 1 Kor 9,18, RV (britisk og amerikansk) "ret"; 1 Kor 11,10).

(2) For epitage: bud, autoritet til at formane og irettesætte kirken (Tit 2,15).

(3) For huperoche: "for konger og alle, som er højt stillet" (RV (britisk og amerikansk) 1 Tim 2,2).

(4) For authenteo: "Jeg tillader ikke en kvinde .... at herske over en mand" (RV, 1 Tim 2,12).

(5) For dunastes: "En eunuk med stor myndighed" (ApG 8,27).

3. Fælles elementer i deres betydning:

Af de ord, der oversættes med "autoritet", er det alene exousia, der udtrykker ideen om religiøs autoritet, hvad enten det gælder Gud, Kristus eller mennesket. De øvrige anvendelser af dette ord er her lærerige, idet de fremdrager det fælles element i verdslig og religiøs autoritet.

Statens kontrol over sine undersåtter, hvad enten den er øverste i kejserens eller kongens person, eller er delegeret til og udøves af prokonsul, embedsmand eller soldat, og en husfaders kontrol over sin familie, sine tjenere og sin ejendom, udøvet direkte eller indirekte gennem forvaltere, har nogle kendetegn, som også hører til religiøs autoritet; og forskellene, hvor væsentlige de end er, må udledes af sammenhængen og sagens omstændigheder. I ét stykke nævnes den borgerlige type autoritet ganske vist for at blive afvist som noget, der ikke bør gælde inden for det religiøse fællesskab (Matt 20,25-27 = Mark 10,42-44 = Luk 22,25; Luk 22,26). Men selv om dens princip og magt er så helt forskellige i forskellige områder, gennemtrænger autoritetens faktum, som bestemmende for religiøs tanke, adfærd og relationer, hele Bibelen og udtrykkes ved mange udtryk og vendinger ud over dem, der oversættes med "autoritet".

III. Bibelsk lære.

Et sammendrag af Bibelens fremstilling af autoritet gives i Hebr 1,1; "Gud, som i gammel tid talte til fædrene i profeterne i mange dele og på mange måder, har ved afslutningen af disse dage talt til os i en Søn [RVm]." Bag alle personer og institutioner står Gud, som åbenbarer sit sind og udøver sin suverænitet på mange måder, gennem mange personer og institutioner, stykkevis og fremadskridende, indtil hans endelige åbenbaring af hans sind og vilje kulminerer i Jesus Kristus.

1. Det Gamle Testamentes lære:

(1) Den tidligste form patriarkalsk

Den tidligste form for autoritet er patriarkalsk. Familiens far er på én gang dens profet, præst og konge. Bevidstheden om individualitet var endnu svag. Livets enhed var familien, og faderen sammenfatter familien i sig selv over for Gud og står i forhold til den som Gud. Sådan er det tidligste billede af religiøst liv, der findes i Bibelen. For hvilket syn man end anlægger på historiciteten af Gen, kan der næppe være tvivl om, at fortællingerne om patriarkerne repræsenterer et tidligt stadium af religiøst liv, før den nationale eller endog den stammemæssige bevidsthed havde udviklet sig.

(2) Stammeautoritet og personlig autoritet

Når stammens bevidsthed træder frem, er den iklædt et netværk af skikke og traditioner, som var vokset frem sammen med den, og som styrede størstedelen af stammens liv. Faderen var nu blevet den ældste og dommer, som udøvede myndighed over den større familie, stammen. Men der optræder også mænd med en bydende personlighed og indflydelse, som ændrer og omformer stammens skikke. De kan være mænd med praktisk visdom som Jetro, store krigere som Josva, eller mænd til krisetider som dommerne. Moses står for sig selv, en profet og reformator, som vidste, at han bar et budskab fra Gud om at reformere sit folks religion, og som gav Israel en kundskab om Gud og en pagt med Gud, der for altid skilte dem ud fra alle andre folk. Andre stammer kunne have en Jetro, en Josva og en Jefta, men Israel alene havde sin Moses. Hans autoritet er forblevet en betydelig faktor i Israels liv til denne dag og bør herefter forudsættes som eksisterende side om side med andre autoriteter, der nævnes.

(3) Seere og præster

I vores tidligste glimt af hebraisk liv i Kanaan finder vi grupper af seere eller profeter knyttet til religionen i Israel, såvel som et uorganiseret præsteskab, der forestod den offentlige tilbedelse af Jahve. Disse træk var sandsynligvis fælles for Israel og de semitiske nabostammer. Her træder igen den enkelte person frem, som hæver sig over skik og tradition og udøver en individuel autoritet direkte fra Gud over folkets liv. Også Samuel var profet, præst og konge, men han betragtede sin funktion som så fuldstændig tjenende, at man kunne sige, at Gud styrede sit folk direkte og personligt, skønt han gjorde sin vilje kendt gennem profeten.

(4) Konger og etableret religion

I kongedømmets periode blev religiøs autoritet mere organiseret, institutionel og ydre. Stammernes lejlighedsvise samarbejde udviklede sig til nationalitet, og den sporadiske ledelse ved høvdinge i krisetider veg for kongens permanente styre. Præster og profeter blev organiserede og anerkendte laug, som handlede sammen under kongens beskyttelse og indflydelse, langs den traditionelle morals og religions linjer. Den hebraiske kirke i sin middelalder var en etableret kirke og gennemført »erastiansk«. Vi ved meget lidt om detaljerne i dens organisation, men det er klart, at de religiøse ordener som regel ydede ringe modstand mod hoffets og det omgivende hedenskabs fordærvende indflydelse.

(5) De store profeter

Modstand mod fordærv og fremskridt til højere niveauer af religiøst liv udgik altid fra steder uden for de anerkendte religiøse autoriteter. Gud oprejste sig profeter som Elias, Amos, Esajas og Jeremias, som talte ud fra bevidstheden om et umiddelbart syn eller budskab eller bud fra Gud. De påvirkede til gengæld de etablerede religiøse autoriteter, som det ses i Hizkijas og Josijas reformer. Alt, hvad der er særpræget i Israels religion, al åbenbaring af Gud i Det Gamle Testamente, udgik fra de irregulære profeters indre erfaringer.

(6) Kanon og rabbinsk tradition

I jødedommen i perioden efter eksilet skabte kongedømmets forsvinden og profetiens ophør nye forhold, som krævede en ny tilpasning af de religiøse autoriteter. Præsteskabets relative stilling blev stærkt styrket. Dets ledere blev Jerusalems fyrster og udøvede alle de teokratiske beføjelser, der var tilbage under fremmed herredømme. Og nye udviklinger trådte frem.

Dannelsen af Det Gamle Testamentes kanon opstillede en samling skrifter, som stod som en permanent og ydre norm for lære og gudsdyrkelse. Men man følte nødvendigheden af at fortolke Skrifterne og anvende dem på de eksisterende forhold. De gamle profetlaug blev afløst af den nye stand af rabbinere og skriftkloge. Efterhånden sikrede de sig en andel sammen med præsterne i forvaltningen af loven. »I de sidste to førkristne århundreder og gennem hele den talmudiske tid omfattede de skriftkloge tsopherim, også kaldet de vise chakhamim, som hævdede at have modtaget den sande fortolkning af Loven som `de ældstes og fædrenes tradition' i direkte linje fra Moses, profeterne og mændene i den store synagoge, .... mennesker fra alle klasser. De udgjorde domstolen i hver by såvel som den højeste domstol, Sanhedrinet i Jerus« (Kohler i Jew Encyclopedia, II, 337). På Kristi tid var disse domstole de anerkendte autoriteter i alle religionsspørgsmål.

2. Det Nye Testamentes lære:

(1) Jesu Kristi autoritet.

Da han begyndte at undervise i Israels land, blev al kundskab om Gud og al udøvelse af hans autoritet formidlet gennem præsterne og de skriftkloge, som dog hævdede Det Gamle Testamente som deres kilde. Kristus var hverken institutionernes ødelægger eller skaber. Han diskuterede aldrig de jødiske ordeners abstrakte ret eller evne til at være religiøse lærere. Han påbød lydighed mod deres undervisning (Matt 23,2; Matt 23,3). Endnu mindre satte han spørgsmålstegn ved Det Gamle Testamentes autoritet. Han kom ikke for at ødelægge, men for at opfylde loven og profeterne (Matt 5,17). Men han gjorde to ting, som indebar hævdelsen af en ny og overlegen autoritet hos ham selv. Han forkastede de skriftkloges fortolkning af loven (Matt 23,13-16), og han erklærede, at visse af bestemmelserne i selve den mosaiske lov var midlertidige og foreløbige og skulle erstattes eller suppleres af hans egen mere fyldestgørende undervisning (Matt 5,32; Matt 5,34; Matt 5,39; Matt 5,44; Matt 19,8; Matt 19,9).

Ved at gøre dette opfyldte han i virkeligheden en tankegang, som gennemtrænger hele Det Gamle Testamente. Alle dets forfattere afviser endelighed og ser frem mod en fyldigere åbenbaring af Guds sind på en Jahves dag eller i en ny pagt eller en Messias. Jesus Kristus betragtede disse forventninger som virkeliggjort i sig selv og gjorde krav på at fuldende og opfylde den udvikling, der havde løbet gennem Det Gamle Testamente. Som sådan gør han krav på endelighed i sin undervisning om Guds vilje og absolut autoritet på religionens og moralens område.

(a) Hans undervisning

Hans undervisning er med autoritet. Hans tilhørere stiller den i kontrast til de skriftkloges, som, trods al traditionens og institutionens prestige, i sammenligning med ham helt manglede autoritet (Matt 7,29; Mark 1,22; Luk 4,32; Joh 7,46).

(b) Hans gerninger

Hans autoritet som lærer er nøje forbundet med hans gerninger, især når disse åbenbarede hans autoritet over den verden af onde ånder, hvis indflydelse blev mærket i de sindslidelser, som plagede mennesker (Mark 1,27; Luk 4,36).

(c) At tilgive og dømme

I sit krav på at tilgive synder, bekræftet ved helbredelsesgerninger, syntes han at udøve et guddommeligt prærogativ (Matt 9,6; Matt 9,8; Mark 2,10; Luk 5,24). Det indebar en ufejlbarlig moralsk dom, en magt til at dispensere fra de anerkendte gengældelseslove og til at fjerne skyld, hvilket kun kunne høre hjemme hos Gud. Alle disse magter hævdes i en anden form i udsagnet om, at han er den endelige dommer (Joh 5,27).

(d) Liv og frelse

Han besidder derfor autoritet over liv og frelse. Faderen gav ham autoritet over alt kød, »for at alt, hvad du har givet ham, skulle han give dem evigt liv« (Joh 17,2 American Revised Version, randnote). Denne autoritet begynder i hans magt over sit eget liv, til at give det som offer for mennesker (Joh 10,18). Ved tro på ham og lydighed mod ham opnår mennesker frelse (Matt 10,32; Matt 11,28-30). Deres forhold til ham bestemmer deres forhold til Gud og til Himmeriget (Matt 10,40; Luk 12,8).

(e) Afledt af hans sønneforhold

Da ypperstepræsterne og de ældste, de etablerede religiøse autoriteter, udfordrede ham til at sige, med hvilken autoritet han underviste, giver han intet kategorisk svar, men fortæller dem lignelsen om vingården. Alle de profeter og lærere, der før ham var kommet fra Gud, var tjenere, men han er Sønnen (Matt 21,23-27; Matt 21,37; Mark 11,28-33; Mark 12,6; Luk 20,2; Luk 20,8; Luk 20,13). Det Fjerde Evangelium grundlægger bestemt hans autoritet på hans sønneforhold (Joh 5,19-27). Paulus udleder den af hans selvopofrelse (Fil 2,5-11).

(f) I hans ophøjede tilstand

I hans ophøjede tilstand er al autoritet i himlen og på jorden givet ham (Matt 28,18). Det er ikke blot autoritet i kirken og i det moralske rige, men i universet. Gud har sat ham »højt over al myndighed og autoritet og magt og herredømme og hvert navn, der nævnes, ikke blot i denne verden, men også i den kommende« (Ef 1,21; jf. Kol 2,10; 1 Pet 3,22; 1 Kor 15,24; Åb 12,10).

(g) Kristus og Parakleten

Hans autoritet i kirken som åbenbarer af sandheden og åndernes Herre er ikke begrænset til eller fuldendt inden for hans jordiske liv. Ved sin opstandelse og ophøjelse lever han videre i kirken. »Hvor to eller tre er samlet .... i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem« (Matt 18,20). »Se, jeg er med jer altid, lige til verdens ende« (Matt 28,20). Større gerninger end dem, han gjorde i kødet, skal gøres i kirken på grund af hans ophøjelse: (Joh 14,12); og ved at han sender Parakleten, »Trøsteren« (American Revised Version) (Joh 14,16). Parakleten, som er Helligånden, vil lære disciplene alle ting og minde dem om alt, hvad han sagde til dem (Joh 14,26).

Han har meget at sige dem, som de i hans køds dage ikke kan tage imod, men sandhedens Ånd skal vejlede dem til hele sandheden (Joh 16,12; Joh 16,13). Og Parakleten er hverken adskilt eller forskellig fra ham i hans ophøjede og varige liv (Joh 14,18; Joh 14,28). Heri bliver Kristi autoritet fuldstændig og varig. Hans undervisning, gerninger og karakter, som kendsgerninger uden for menneskene, kunne, selv mens han levede, og endnu mere da han var død, kun delvist og ufuldkomment herske over deres ånder. »Har jeg været så lang tid hos jer, og kender du mig ikke, Filip?« På dagen for Åndens åbenbaring »skal I vide, at jeg er i min Fader« (Joh 14,9; Joh 14,20). Heller ikke definerede han, eller kunne han definere, sandheden sådan som den gjaldt for enhver tænkelig situation gennem alle tider, mens han levede under tidens og stedets begrænsninger.

En sådan åbenbaring, hvis den havde kunnet gives, ville have været ganske nytteløs, for mennesker kan kun opfatte sandheden gradvist og i forhold til den position, de indtager i tid og sted. Men ved sit varige åndelige nærvær i kirken træder han ind i, bebor og styrer hele dens liv og bestemmer for den, hvad der er sandt og ret på hvert trin af dens udvikling. (Se Forrest, Authority of Christ, 202-3.) At spørge, hvorfra Kristus udleder, eller hvordan han besidder, den ovenfor beskrevne autoritet, er at rejse hele spørgsmålet om hans metafysiske eksistens. Empirisk ser vi den udgå fra to kendsgerninger, som i væsentlig grad er én--hans sønlige bevidsthed og hans moralske fuldkommenhed. Disse er især de empiriske kendsgerninger, som kirken har søgt at fortolke og udtrykke i den metafysiske lære om inkarnationen. (Se Forrest, op. cit.)

(2) Disciplenes autoritet.

De første disciple anerkendte Kristus i alle ting som deres Herre og Mester; ikke den lære, de havde hørt, eller det eksempel, de havde været vidner til, men Kristus i hans vedvarende, levende nærvær. De beder til ham om at udfylde Judas' plads blandt de Tolv (ApG 1,24; ApG 1,25). Han gav Ånden ved pinsen (ApG 2,33). I hans navn udfører de deres undere (ApG 3,6; ApG 9,34). Med ham møder Saul på vejen til Damaskus (ApG 9,5; Gal 1,12). Fra ham modtager de den lære og de befalinger, som de overgiver til menighederne (1 Kor 11,23).

Men også de udøvede en autoritet, som er afledt, sekundær og afhængig af ham.

(a) Afledt fra Kristus

Mens Jesus Kristus endnu levede, gav han de Tolv, og siden de Halvfjerds, myndighed til at uddrive urene ånder og til at helbrede alle slags sygdomme, mens de drog omkring og prædikede (Matt 10,1; Mark 3,15; Mark 6,7; Luk 9,1; Luk 10,19). Efter sin opstandelse gav han dem den opgave at vidne om ham, døbe og undervise alle folkeslag (Matt 28,18-20; Luk 24,48; Luk 24,49). Også Paulus førte sin myndighed til at prædike direkte tilbage til Jesus Kristus (Gal 1,1; Gal 1,12). Fra ham modtog de deres udrustning med Helligånden til arbejdet (ApG 1,5; ApG 2,33).

(b) Paulus' autoritet

Paulus gjorde krav på, for sig selv og ved slutning også for de andre apostle, myndighed til at udøve tugt i menighederne, »som Herren gav for at opbygge jer« (2 Kor 10,8; 2 Kor 13,10). Alle menighedens tjenere udøver tilsyn og formaning over for menighederne (1 Thess 5,12; 2 Tim 4,2; 2 Tim 2,2).

(c) Alle troendes autoritet

Barnekårets autoritet og delagtigheden i livets træ tilhører alle troende (Joh 1,12; Åb 22,14).

(d) Autoritet over folkeslagene

Og i kraft af deres tro har de autoritet over folkeslagene (Åb 2,26; Åb 20,4). Kristus gør dem til konger (Revised Version (British and American) et kongerige) og præster (Åb 1,6), et kongeligt præsteskab (1 Pet 2,9).

I alt dette skal vi se troens og karakterens autoritet, autoriteten hos mennesker, der er Kristi sendebud, fordi de er i levende forening med ham. Den hører ikke til noget embede eller nogen institution og findes kun, hvor Kristus hersker i mennesker og derfor gennem dem.

(3) Kirkens autoritet er moralsk og personlig.

Den er moralsk og personlig og har mere med livet at gøre end med læren. Paulus var den tidlige kirkes største lærer, men han gør ikke krav på ufejlbarlighed, kundgør intet dogme, pålægger ingen norm for rettroenhed ud over troen på Kristus. Han ræsonnerer, argumenterer og søger at overbevise mennesker om at tage imod det evangelium, han havde modtaget fra Herren, men han kender ingen anden autoritet end sandheden, sådan som den er en levende kendsgerning i Jesus Kristus.

I Pastoralbrevene læser vi ganske vist om en »sund lære«, som skulle læres og tros, men den er ikke størknet til en trosbekendelse, og den eneste betingelse for frelse, der opstilles, er levende tro på Jesus Kristus. Se lære.

Den apostolske kirkes autoritet er altså i første række autoriteten hos enkelte mennesker, i hvem Jesus Kristus lever, en direkte personlig og individuel autoritet. Det er sandt, at den enkelte kun kan leve det kristne liv og derfor kende den kristne sandhed i et fællesskab, men det svækker ikke hans vidnesbyrds individuelle og personlige karakter. Men eftersom kirken lever et fælles liv, er der en forstand, hvori man kan sige, at den aflægger et fælles vidnesbyrd. Mennesker bliver naturligt lettere påvirket af en idé, som mange fastholder. Det er rigtigt, for så vidt som sandsynligheden for en læres sandhed øges med antallet af sind, der godkender den.

Det er sandhedselementet i den katolske sentens quod ubique, quod semper, quod ab omnibus creditum est (»hvad der tros overalt, altid og af alle«). Men de manges tilslutning udgør ikke sandheden i en idé eller en kendsgerning og øger heller ikke dens autoritet. Og der findes sandhedsniveauer, som kun få sind kan nå, så de manges tilslutning kan være en formodning imod en idés sandhed. Og i sidste instans tager mennesker ikke imod idéer med sind og hjerte, fordi mange tror dem, men på grund af deres iboende sandhed, deres magt til at styre deres sind. Og en læres væsentlige sandhed er ikke større, hvad enten én eller en million tager imod den.

Den apostolske kirke anerkendte dette princip, for den gjorde aldrig krav på større autoritet for sig selv end den, en tugtemester har for at føre mennesker til Kristus, den ene Herre. Peter, Paulus og Johannes kendte hver især Kristus i en vis grad, og hver talte om ham så godt, han kunne, men ingen af dem gør krav på at sige alt eller kræver, at hans egen lære absolut skal beherske menneskers sind; og kirkens fælles autoritet kan aldrig hæve sig højere end autoriteten hos dens bedste ånder.

(4) Bibelens autoritet.

Og Bibelens autoritet som helhed er af samme natur som kirkens. Den er en beretning om erfaringerne hos mennesker, der kendte Gud på forskellige måder og i forskellig grad, men blandt dem alle er der kun én Mester. 'Ingen kender Faderen undtagen Sønnen, og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.' I varierende grad bør der vises lydighed mod mange mennesker i kirken og uden for den, når de opfylder fornuftens og samvittighedens krav, men i sidste instans må hver sjæl for sig selv finde, vælge og adlyde sin egen konge. For kristne er Kristus alene konge, sådan som han åbenbarede sig i sin menneskelige personlighed, i kirkens erfaring og historie og til sidst i hver enkelt troendes personlige erfaring. (For et andet synspunkt se J. H. Leckie, Authority in Religion.)

IV. Rids af den kirkelige lære om autoritetens historie.

1. Appel til fornuften som Logos:

Forskellige ideer, hentet fra mange kilder, erstattede snart Det Nye Testamentes principper for autoritet i kirkens liv og tænkning. De græske apologeter og fædre var i almindelighed domineret af den platoniske lære om Logos og tænkte på Gud som boende i mennesket og meddelende sit sind til det ved at give det del i sit eget sind og sin egen fornuft. Selv om de accepterede Skrifterne og kirkens traditioner som guddommelig undervisning, betragtede de dem ikke som ydre og suveræne autoriteter, men snarere som aftryk af den guddommelige fornuft, der boede i ethvert menneske, men fuldstændigt og fuldkomment kun i Jesus Kristus.

2. Ortodoks dogme:

Nyplatonismen fulgte, og den ligger til grund for meget af kirkens lære fra Origenes til Augustin. Gud som ren væren kunne ikke gøre sit væsen kendt for mennesker, og hans Logos i alle dets åbenbaringsformer havde tendens til at blive et talt ord, som Gud havde sendt ud fra sig selv, snarere end Guds levende iboen hos mennesker. Da Logos ophørte med at være levende, havde det tendens til at blive ydre og fastlåst, og på dette grundlag voksede den græske ortodoksi frem. Mennesker, der kun kendte lidt til det levende personlige Ord, følte behov for at definere og fastslå kristendommens centrale sandheder i faste og varige former, som skulle blive målestokken for al tænkning. Logos' indre vidnesbyrd forsvinder, og den ydre autoritet fra tradition og dogme, sådan som den blev defineret af koncilerne, indtog dens plads. Biskopperne bevarede traditionen og udgjorde koncilerne og blev således autoritetens organer. Skrifterne blev stadig æret i ord, men i praksis underordnet bispeembedet.

3. Skolastik:

Aristoteles' filosofi dominerede middelalderen, eller rettere den blege skygge af Aristoteles' system, alene den formelle logik. Tankeformerne blev forvekslet med dens væsen. Sandhed bestod i logisk konsekvens og systematisk sammenhæng. Tidligere tiders dogmer blev antaget som præmisser, hvorfra man ved syllogistisk slutning kunne udlede hele kirkens opbygning og dens embeder og sakramenter som Guds ufejlbarlige repræsentanter på jorden.

4. Kirkelig absolutisme:

Nominalismen tømte tankeformerne for al virkelighed og rejste det kirkelige system på negation. Desto mere nødvendigt var det at hævde kirkens absolutte og ubestridte autoritet, eftersom den ikke hvilede på nogen fornuft eller virkelighed, som man kunne appellere til for at retfærdiggøre dens stilling og lære. Således gik absolutismens vækst i kirken pari passu med idealismens forsvinden, med at sindet mistede enhver kontakt med virkelighed, sandhed og Gud. En anden måde at udtrykke denne sandhed på er, at læren om Helligånden og om den levende Kristus led en total formørkelse i middelalderen, mens kirkens autoritet som åbenbaringens organ blev absolut.

5. Reformationens principper:

Reformationen var ikke bevidst baseret på nogen filosofiske principper. Den var et produkt af praktiske nødvendigheder. Menneskers åndelige behov drev dem tilbage til Gud, og de fandt ham i to kilder: i Bibelen, som var beretningen om hans selvåbenbaring gennem profet, salmist, apostel og frem for alt gennem Jesus Kristus, og i Helligåndens samstemmende vidnesbyrd i deres egne hjerter. Men de underliggende principper i denne lære blev ikke formuleret i en filosofi om erkendelse og åbenbaring i to århundreder.

6. Ny skolastik:

Derfor blev anden og tredje generation af reformatorer, som ikke længere var grebet af Luthers og Calvins syner og overbevisninger, kastet tilbage på den gamle skolastiske filosofi, som ikke anerkendte noget åndsslægtskab mellem Gud og menneske og ikke kendte nogen direkte kommunikation mellem dem. Derfor var det nødvendigt at finde en ny ydre autoritet, og den fandt de i Bibelen, som de gjorde til en sandhedens lov, på ny defineret af kirkelige konciler.

7. Det indre lys:

Men den mystiske side af reformatorernes lære gik ikke helt tabt, og nogle få ukendte grupper af kristne fortsatte med at holde fast ved læren om det indre lys. Men ligesom de skolastiske protestanter kun tog halvdelen – den objektive halvdel af reformatorernes lære – tog mystikerne kun den subjektive halvdel, og ethvert menneskes forestillingsevne havde tendens til at blive en lov for sig selv.

8. Tilbage til erfaringen:

Kant gjorde for filosofien, hvad Luther havde gjort for religionen. Han forkastede dens dogmer og ydre autoriteter for at vende tilbage til dens realiteter. Han var den første filosof for det protestantiske princip. Han søgte at opdage en direkte relation mellem menneskets sind og virkeligheden. Han lykkedes ikke fuldt ud. Det gamle dogme om noumenon som noget, der lå fuldstændigt uden for menneskets erkendelse, hang ved ham og fordærvede hans system. Men gennem menneskets moralske natur fandt han en vej til virkelighedens hjerte og til Gud. Hans idealistiske principper blev af hans efterfølgere udviklet til den moderne idealisme, på hvilken det har været muligt at rejse en erkendelsesteori, der bringer menneskets sind i direkte kontakt med Gud, og derfor en autoritetsteori, som fremstiller Gud som sjælens direkte suveræn.

9. Mistillid til fornuften:

Men også den anden side af Kants filosofi blev udviklet til en teori om religiøs skepticisme og ydre autoritet. Menneskets fornuft, havde han lært, kunne ikke komme i kontakt med virkeligheden, med tingen i sig selv, og derfor kunne den intet vide om Gud. Denne mistillid til fornuften blev gjort til grundlag for to forskellige systemer af ydre autoritet af Dean Mansol og kardinal Newman. Det skeptiske element stammede i virkeligheden fra Locke og Hume, men mennesker, som ville have foragtet at lære deres teologi af Hume, accepterede Humes principper fra Kant og byggede på dem, som et hus på sand: den ene anglikanismens autoritet, den anden romanismens autoritet.

10. Kristen skepticisme:

Kants skepticisme forbandt sig også med elementer af Luthers lære og fulgte en middelvej i Ritschls skole. Mens de hævdede, at mennesket kan have kundskab og erfaring om guddommelige ting i Jesus Kristus, som har Guds praktiske værdi for religiøs erfaring, tøver ritschlianerne med at bekræfte, at dette er en direkte og virkelig kundskab om Gud, sådan som han er i sit væsen. Dette vil de hverken benægte eller bekræfte, men afslaget på at bekræfte har for mange sind samme virkning som benægtelse, og det fører til en subjektivisme, der ikke er langt fra skepticisme og fornægtelsen af al autoritet.

V. Klassifikation af teorier:

De forskellige teorier om autoritet kan nu klassificeres således:

1. Ydre:

(1) Begyndende katolicisme

Begyndende katolicisme i det 2. og 3. århundrede.--Alle forestillinger om en levende og prosefit åbenbaring blev undertrykt, som i tilfældet med montanismen. Tre mere eller mindre sideordnede autoriteter blev opstillet, som for de enkelte kristne bestemte, hvad der var kristen sandhed og kristen adfærd. Det Nye Testamentes kanon blev gradvis dannet for at definere, hvilke skrifter, ud over Det Gamle Testamente, som var overtaget fra den jødiske kirke, der var inspireret af Helligånden og havde guddommelig autoritet. Omridset af en fælles trosbekendelse eller trosregel voksede frem som den normative fortolkning af Skriften. Over alt stod episkopatet, som man mente bevarede apostlenes uskrevne lære i en ubrudt tradition. Som den eneste levende faktor i dette autoritetssystem sikrede det sidste sig let den dominerende plads. (Se Harnack, History of Dogma, II, kapitel ii, engelsk oversættelse.)

(2) Almindelige konciler.

Episkopatets autoritet blev organiseret i en varig og almen form i koncilerne, hvis afgørelser man krævede lydighed mod under trussel om ekskommunikation. Koncilerne bekendte og troede, at de blot definerede den lære, der altid havde været gældende i kirken, og tillagde derfor sig selv og deres afgørelser Kristi autoritet.

(3) Romanisme.

I middelalderen koncentrerede kirken i Rom i sig selv, det vil sige i sit episkopat, al den autoritet, som traditionen, biskopperne, koncilerne og alt andet, der havde haft herredømme over kirkens sind, havde haft. Skriften blev ignoreret, og biskoppen af Rom udøvede Guds fulde autoritet over menneskers sind og liv. "Bonifacius VIII antog i bullen Unam sancram (ecclesiam) af 18. november 1302 den thomistiske lære om pavedømmet: `Vi erklærer, siger, definerer og udtaler, at det er nødvendigt for frelse, at enhver menneskelig skabning underordner sig den romerske pontifex'" (Loofs, Dogmengeschichte, 307).

(4) Paveufejlbarlighed.

Denne teori kulminerede i 1870 i den formelle erklæring om pavens ufejlbarlighed. "Når den romerske pontifex taler ex cathedra .... har han den ufejlbarlighed, hvormed den guddommelige Forløser udstyrede sin kirke, når han definerer en lære om tro eller moral" (Vatikankoncilet, 1870, Session 4, cap. 4). Denne pavens autoritet strækker sig over alle spørgsmål om kundskab og adfærd, om disciplin og styre i hele kirken. Teorien bygger på læren om traditionen, sådan som den blev fastlagt på koncilet i Chalkedon. "Den katolske læres doktrin er, at mængden af offentligt åbenbaret lære ikke har modtaget nogen objektiv forøgelse siden apostlenes dage," og "det er ingen læreændring, når det, som altid er blevet holdt implicit, bliver genstand for en eksplicit erklæring" (Hunter, Outlines of Dogmatic Theology, I, 159, 164).

Newman og nyere modernister indrømmer dog en udvikling i kirkens læresætninger, men på grundlag af den traditionelle lære, der stammer fra apostlene. Men så snart en udvikling indrømmes, opstår der spørgsmål om dens principper og betingelser, og hele den autoritet, der hviler på dem, falder til jorden ved selve det forhold, at der appelleres fra den til de principper, som styrer dens udvikling. Forsøget på at undgå kritik ved at hævde, at traditionen mirakuløst er blevet bevaret fra fejl, indebærer en yderligere appel fra den formodede autoritet til et hypotetisk mirakel, som der ikke findes det mindste bevis for. Alle beviser taler imod det. Kirkens historie viser, at den har været lige så udsat for fejl og lige så let påvirkelig af naturlige betingelser som enhver anden menneskelig institution.

(5) Skriftens fejlfrihed.

Da protestanter søgte en ydre autoritet, hævdede de Bibelens fejlfrihed og ufejlbarlighed, og hele den kristne tro blev grundlagt på dette dogme. "Den Hellige Skrift er dommeren, eller rettere den øverste og ufejlbarlige dommers, Helligåndens, stemme, og normen, som en underordnet dommer bør henvise til, når han afgør trosstridigheder, og efter hvilken alene han bør afsige dom" (Quenstedt, citeret i Hutterns Redivivus, 119, 10. udgave). Protestanter fandt det nødvendigt at fortolke Skriften og at definere læresætninger på synoder og konciler, men deres afgørelser havde kun autoritet, fordi de blev anset for at være udlægninger af Skriften og i den forstand udtryk for Guds sind. De adskilte sig fra de "katolske" konciler ved, at de ikke gjorde krav på nogen autoritet i sig selv og afviste enhver autoritet, der kunne være afledt af traditionen eller det kirkelige embede.

(6) Anglikansk appel til oldkirken.

Også i den anglikanske kirke var Skrifterne, som ufejlbarlige, den endelige autoritet, men en form for sideordnet autoritet blev gjort gældende for præsteskabet, fordi det stod i apostlenes succession, og for kirkefædrene og koncilerne fra de første seks århundreder. Og tendensen har været at lægge stadig større vægt på de sidstnævnte faktorer, efterhånden som kritikken har undermineret Skriftens bogstavelige og ydre autoritet.

(7) Begrænsninger ved ydre autoritet.

Alle de ovennævnte teorier rummer et element af sandhed, og de autoriteter, de opstiller, har på skift hersket over menneskers sind og liv; men ingen af dem kan betragtes som fyldestgørende og endelige udtryk for Guds sind til mennesket.

(a) Ikke ufejlbarlig

Det er overflødigt at påvise, at de ikke er ufejlbarlige; på trods af det kunne de stadig være al den autoritet, som mennesket kan have eller behøve.

(b) Hviler på personlig autoritet

De hviler alle på den antagelse, at Guds selvåbenbaring ophørte med den apostolske tidsalder. Den bibelske teori gør det ganske vist, og traditionsteorierne, strengt fortolket, befinder sig i nøjagtig samme situation. En autoritet, der hviler på en traditionel lære, som trofast er blevet overleveret fra apostlene, ville i ingen væsentlig henseende adskille sig fra en, der hviler på apostlenes skrevne ord. De ville være lige begrænsede, bogstavelige, ydre og mekaniske. Men der er opstået problemer vedrørende tanke og adfærd, som apostlene aldrig forestillede sig, og som deres lære (om den er bevaret i skriftlig eller mundtlig tradition, er uden betydning) ikke kunne løse.

(c) Ingen apostolsk tradition bevaret

I virkeligheden er der aldrig blevet opdaget, og kan der heller ikke opdages, nogen traditionel lære fra apostlene, som supplerer deres skrifter. Det, der er blevet fremsat som sådan, står i åbenbar modsigelse til deres skrifter.

(d) Ingen enighed blandt fædrene

Forestillingen om, at der findes en meningsenhed blandt kirkefædrene, er ligeledes illusorisk. Hvis den fandtes, måtte det bevises, at en sådan mening kunne have nogen bindende autoritet i religion.

(e) Bibelen behøver fortolkning

Bibelen er ikke én samlet sandhedsmasse, hvor alt står på samme niveau, og uanset hvilket syn man måtte have på dens inspiration, vil der være behov for en yderligere autoritet til at skelne mellem det lavere og det højere i dens lære.

(f) Autoritet er nødvendigvis åndelig

Frem for alt er en autoritet, som blot er ydre og objektiv, slet ingen autoritet for det modne religiøse liv. Blind underkastelse under enhver ydre autoritet, trosbekendelse, kirke eller bog, er en slaves tilstand, og i et sådant tilfælde »bliver vor åndelige intelligens ikke levendegjort og udviklet ved fællesskab med den uendelige visdom, men standset og kuet. Kun da, på den anden side, er vi åndeligt frigjorte, når vi modtager en åbenbaring som fra Gud, ikke fordi vi imponeres eller skræmmes eller lokkes af vore selviske interesser til at modtage den, men fordi vort eget sind og hjerte svarer på den, fordi vi ser og ved, at den er sand« (J. Caird, University Sermons (1898), 204-5).

2. Indre autoritet:

Teorier om indre autoritet er i sagens natur ikke så lette at klassificere eller definere som teorier om ydre autoritet; og de har heller ikke hidtil indtaget en lige så stor plads i kirkens offentlige liv. Men det ville være en alvorlig fejl at antage, at alle de mennesker, som sluttede sig til systemer med ydre autoritet, levede i ren underkastelse under dem. Mystikkens historie i kirken er historien om selvstændig tænkning, der hviler i en direkte kundskab om Gud, som overskred al ydre autoritet. Montanismen og gnosticismen appellerede hver på sin måde til et indre kriterium for sandhed. Alle kætterier indebar en form for selvstændig dømmekraft og appellerede til autoriteter, som hverken var objektive eller etablerede. Den protestantiske reformation var et åbent oprør mod ydre autoritet, og selv om den for en tid resulterede i, at en anden ydre autoritet blev sat i stedet, havde hverken dens oprindelige motiv eller dens varige kraft noget slægtskab med den.

Luthers frie kritik af Bibelen og Calvins appel til Helligåndens vidnesbyrd som det endelige princip for dens fortolkning er velkendte. Ingen gruppe protestanter bygger i dag sin tro på Skriftens eller trosbekendelsens blotte bogstav. Indre autoritet er blevet opfattet på mange måder og udtrykt med mange betegnelser, såsom Logos (græske apologeter); Parakleten (Montanus); ekstase (mystikere); kundskab i modsætning til tro eller trosbekendelse (gnostikere); troens personlige erfaring (Luther); Helligåndens vidnesbyrd (Calvin); det indre lys (kvækerne); individuel erfaring (pietister); praktisk fornuft (Kant); religiøs følelse (Schleiermacher); den historiske Kristus (Ritschl); samvittighed (Martineau); den levende Kristus (R. W. Dale); Kristus-bevidstheden (A. M. Fairbairn); historiens og erfaringens Kristus (D. W. Forest) og mange flere. Mangfoldigheden synes først at antyde en benægtelse snarere end en bekræftelse af autoritet, men det er kun i en sådan mangfoldighed, at principperne for en fyldestgørende autoritet kan erkendes.

Den endelige autoritet i religion er Gud, sådan som han regerer i menneskers hjerter. Men både selve erfaringen og udtrykket for og fortolkningen af den varierer fra individ til individ. En religiøs autoritet må, for at være virkelig og virksom, vinde menneskeåndens svar, og i dette personlige forhold mellem Ånd og ånd ligger betingelserne for variation. Alligevel tenderer menneskelig fornuft og samvittighed overalt mod at anerkende én målestok, at erkende ét ideal og at adlyde én Herre. Intet kan fremtvinge en sådan ensartethed undtagen den indre egnethed i én højeste åbenbaring til menneskehedens fælles krav. Der findes endnu ingen enighed om muligheden eller virkeligheden af en sådan åbenbaring. Men hvor som helst mennesker åbner sig for Jesu Kristi åndelige kontakt med deres sjæle, uden menneskelige trosbekendelsers eller institutioners mellemkomst, godkender deres samvittighed og fornuft hans moralske overhøjhed, og deres ånder erkender hans nære kendskab til Faderen.

LITTERATUR:

Ud over de allerede nævnte bøger: Bruce, Chief End of Revelation; Sanday, Inspiration, and Oracles of God; Oman, Vision and Authority, og The Problem of Faith and Freedom; Asia Minor Fairbairn, Catholicism, Roman and Anglican; Sabatier, The Religions of Authority; Watson, The Philosophical Basis of Religion; Kaftan, The Truth of the Christian Religion; Gwatkin, The Knowledge of God; Iverach, artikel "Authority" i Hastings, Encyclopedia of Theology and Ethics; E. O. Davies, Prolegomena to Systematic Theology, især med henblik på bibliografi.

T. Rees