Banner

Flaget eller banneret af den større slags, som tjente for tre stammer, der marcherede sammen. Disse faner, som der var fire af, var udført med broderi og smukt udsmykket (4 Mos 1,52; 2,2, 3, 10, 18, 25; Højs 2,4; 6,4, 10).

Flaget, der blev båret af hver enkelt stamme, i en mindre form. Sandsynligvis bar det navnet på den stamme, det tilhørte, eller et særligt kendetegn (4 Mos 2,2, 34).

Et højt signalflag, som ikke blev båret omkring, men stod fast. Det blev sædvanligvis rejst på et bjerg eller et andet højt sted. Så snart det blev set, blev krigstrompeterne blæst (Sl 60,4; Es 5,26; 11,12; 13,2; 18,3; 30,17; Jer 4,6 21; Ez 27,7).

Et “ildtegn” (Jer 6,1) blev undertiden brugt som signal.

Den romerske hærs bannere og felttegn havde afgudsbilleder på sig, og derfor kaldes de “ødelæggelsens vederstyggelighed” (se dette opslag). Den vigtigste romerske fane var dog en ørn. (Se Matt 24,28; Luk 17,37, hvor det jødiske folk sammenlignes med et dødt legeme, som ørnene samles om for at fortære.)

Når Gud rejser eller giver et banner (Sl 20,5; 60,4; Højs 2,4), betegner det hans nærvær, beskyttelse og hjælp, som rækker ud til hans folk.