Hær

Israelitterne drog ud af Egypten i militær orden (2 Mos 13,18, “udrustede”; randnote: “fem i række”). Hver stamme udgjorde en bataljon med sit eget banner og sin egen leder (4 Mos 2,2; 10,14). I krig blev hæren inddelt i tusinder og hundreder under deres respektive førere (4 Mos 31,14), og også efter slægter (4 Mos 2,34; 2 Krøn 25,5; 26,12). Fra den tid, da de kom ind i Kanaans land, og indtil kongernes tid gjorde israelitterne kun små fremskridt i militære anliggender, selv om de ofte var indblandet i krig. Kongerne indførte skikken med at opretholde en livvagt (gibborim; dvs. “helte”), og således blev kernen til en stående hær dannet. Saul havde en hær på 3.000 udvalgte krigere (1 Sam 13,2; 14,52; 24,2). David havde også en flok soldater omkring sig (1 Sam 23,13; 25,13). Til denne flok føjede han senere keretitterne og peletitterne (2 Sam 15,18; 20,7). Til at begynde med bestod hæren kun af fodfolk (1 Sam 4,10; 15,4), da brugen af heste var forbudt (5 Mos 17,16); men stridsvogne og heste blev senere tilføjet (2 Sam 8,4; 1 Kong 10,26, 28, 29; 1 Kong 9,19). I 1 Kong 9,22 gives der en liste over de forskellige rangtrin, som de, der udgjorde hæren, havde. Hærens udrustning og underhold blev betalt af det offentlige (2 Sam 17,28, 29; 1 Kong 4,27; 10,16, 17; Dom 20,10). Ved udvandringen var antallet af mænd over tyve år, som kunne bære våben, 600.000 (2 Mos 12,37). På Davids tid steg det til 1.300.000 (2 Sam 24,9).