Varseltagning

o'-gu-ri o'-gur-i: Dette ord forekommer i Revised Version (British and American) i 3 Mos 19,26; 5 Mos 18,10; 5 Mos 18,14; 2 Kong 21,6 og parallellen i 2 Krøn 33,6. I alle disse tilfælde gengives verbet "practice augury" i King James Version med "at tage varsler af tider". Det verbum, der således oversættes, er `onen, som sandsynligvis betyder at frembringe en lav, kvækkende lyd, sådan som man gjorde ved spådomskunst. Se spådomskunst.

I. Definition.

Afledningen af "augur" er usikker, men at det strengt taget betyder at spå ud fra fugles flugt, antydes af den mest sandsynlige etymologi (avis, gur) og især af den kendsgerning, at auguren på tidligt latin blev kaldt auspex ( = avi spex). Men begge ord kom til at blive anvendt om alle former for spådom ud fra varsler.

II. Varseltagning hos romerne.

Den romerske augur var en embedsmand, betalt for at vejlede nationens råd i freds- og krigstid. De vigtigste tegn, hvoraf disse augurer udledte deres varsler, var disse:

(1) himmelske tegn, især lyn og torden, retningen af det første (fra højre mod venstre et godt tegn, og omvendt);

(2) tegn fra fugles flugt, skrig og fødeindtagelse;

(3) tegn fra dyrs bevægelser og hørbare lyde, herunder slanger;

(4) tegn fra undersøgelsen af dyrs indvolde;

(5) belomanti, eller spådom ved pile;

(6) sortilegi, eller spådom ved lodkastning. Hos romerne, som hos andre folkeslag (babyloniere osv.), blev der bragt et offer, før man tog varsler, for at formilde guderne.

III. Varseltagning hos grækerne.

Næsten den eneste form for spådomskunst, der blev praktiseret eller overhovedet kendt hos romerne, var den ved tegn eller varsler, skønt Cicero (de Div. i.1 f) nævner en anden slags, som kan kaldes spådom ved direkte inspiration fra guderne. Det er denne højere og mere åndelige måde at spå på, der fik størst udbredelse blandt grækerne, hvis hovedord for spåmand antyder dette. Alligevel blev den lavere form for spådomskunst, kendt som varseltagning, til en vis grad praktiseret blandt grækerne.

IV. Varseltagning hos hebræerne.

Generelt kan man sige, at Israels religion fast og konsekvent stillede sig imod varseltagning; en meget bemærkelsesværdig kendsgerning, når man husker, hvor udbredt den var blandt de omgivende folk--arabere, assyrere, babyloniere, egyptere osv. Der er sikkert i dette vidnesbyrd om særlig guddommelig vejledning, for disse gamle hebræere tåler ikke sammenligning med babylonierne eller egypterne eller romerne, når det gælder præstationer i kunst og almindelig verdslig litteratur. Om Det Gamle Testamentes holdning til varseltagning, se de passager, der er opregnet i begyndelsen af denne artikel. Flere slags varseltagning nævnes i Det Gamle Testamente, og i nogle tilfælde uden udtrykkelig fordømmelse.

1. Belomanti:

Belomanti var en metode til spådom ved pile, hvoraf et antal blev mærket på bestemte måder, derefter blandet og trukket tilfældigt. Vi har en henvisning til dette i Hos 4,12: `Mit folk spørger sit træ [bogstaveligt, "træ"] til råds, og dets stav [dvs. "pil"] meddeler dem (deres orakelsvar)'; og også i Ez 21,21: `For Babylons konge .... brugte spådom, idet han rystede pilene frem og tilbage.' Det første sted viser, at belomanti blev praktiseret af israelitter, skønt profeten fordømte det. Det andet er interessant, fordi det viser, hvordan babylonieren brugte sine pile. Det bør bemærkes, at profeten Ezekiel gengiver hændelsen uden at kommentere den, hverken positivt eller negativt. Hvis han imidlertid havde udtalt sig, ville han næsten sikkert have fordømt den. Muhammed forbød denne brug af pile som "en vederstyggelighed af Satans værk" (Koranen, sura 5 92).

2. Hydromanti:

Hydromanti, eller spådom ved vand, blev praktiseret af Josef (1 Mos 44,3-5) uden nogen dadel fra forfatterens side. Blandt romerne og andre gamle folkeslag, ligesom blandt moderne arabere osv., fandtes der mange måder at spå ved hjælp af vand på. Almindeligvis blev et stykke sølv eller guld eller en ædelsten kastet i et kar med vand: vandets bevægelser, der fulgte, og de figurer, der dannedes, blev fortolket efter bestemte faste tegn. Se August., de Civ. Dei, vii.31; Strabo xvi.11.39; Iamblichus, de Myst., iii.4.

3. Sortilegi:

Af sortilegi, eller spådom ved lod, har vi eksempler i 3 Mos 16,8; Matt 27,35; 1 Krøn 25,8; Jon 1,2 ff; ApG 1,26 osv. Urim og Tummim var ganske enkelt et tilfælde af sortilegi, skønt man i dette tilfælde, som i de ovenfor opregnede tilfælde, antog, at Gud styrede udfaldet. En rigtig oversættelse af 1 Sam 14,41 f, baseret på en tekst rettet efter Lucians Septuaginta, er følgende: "Og Saul sagde: Herre, Israels Gud, hvorfor har du ikke svaret din tjener i dag? Hvis skylden er hos mig eller hos min søn Jonatan, så giv Urim; og hvis du siger således: Den ......" Skylden er hos folket, så giv Tummim. Det synes næsten sikkert, at disse ord henviser til to kugler, der blev lagt i ypperstepræstens efod og trukket tilfældigt af ham, den ene forudsagde ét svar, og den anden det modsatte.

4. Andre metoder:

Vi møder flere andre tegn. Profeten Elisa pålægger kong Joash at skyde to pile gennem vinduet for at finde ud af, om kongen vil sejre eller ej (2 Kong 13,14-19). Hvis Gideons uld var våd og jorden tør, skulle dette være et tegn på kommende sejr over midjanitterne. Der er intet i beretningen, som misbilliger den fremgangsmåde, der blev fulgt (Dom 6,36-40). I 1 Sam 14,8 ff fremstilles Jonatan som en, der afgør, om han skal angribe filistrene eller ej, ud fra de ord, han vil høre dem sige. Se videre 1 Mos 24,12-19; 2 Kong 20,9.

5. Drømme:

Drømme nævnes meget ofte i Bibelen som et middel til at forudsige fremtiden. Se 1 Mos 20,3; 1 Mos 20,6 f (Abimelek); 31,10-13 (Jakob); 37,5; 40,3 ff (Josef), og også Dom 7,13; 1 Kong 3,5 f; Matt 1,20; Matt 2,12 ff; 27,19 osv. Den del af Pentateuken, som Wellhausen osv. tilskriver Elohisten, er rig på beretninger om sådanne betydningsfulde drømme.

6. Astrologi:

At varsler blev taget fra himmellegemerne af babylonierne og andre gamle folkeslag, er noget, man har sikker viden om, men det godkendes aldrig i Det Gamle Testamente. Den eneste udtrykkelige henvisning til det i de hebraiske skrifter forekommer faktisk i Es 47,13, hvor den eksilske forfatter spottende opfordrer Babylon til at vende sig til sine astrologer, for at de kan frelse hende fra hendes truende undergang.

Flere kileskriftindskrifter giver lister over himmelske varsler, ved hvilke babyloniske varseltydere forudsagde fremtiden. I Matt 2 fik de vise mænd deres første meddelelse om barnet Jesu fødsel fra en lysende stjerne, som de så i øst.

V. Den hebraiske profetis højere karakter.

Selv om gammeltestamentlig profeti i sine laveste former har træk fælles med hedensk spådomskunst, står den på et uendeligt højere plan. Profeten taler under en stærk tilskyndelse og ud fra en pligtfølelse. Den hedenske spåmand udøvede sit kald for penge. Den græske mantis bragte sig selv i en tilstand af ekstase, som man mente indebar inspiration, ved hjælp af musik og bestemte droger. Profeten troede sig direkte ledet af Gud. Se astrologi, 1; spådomskunst.

LITTERATUR.

T. Witton Davies, Magic. Divination and Demonology among the Hebrews, 1898, 72 ff.; artikler om “Divination” i Hastings, Dictionary of the Bible (five volumes) (Jevons); Encyclopedia Biblica (T. Witton Davies), og om “Augury” i Jewish Encyclopedia (Blau), værdifuld, fordi den også giver den rabbinske side.

T. Witton Davies