Bank; bankvæsen

1. Indledning:

"Bankvæsen" i fuld moderne betydning, hvor man modtager penge som indskud og låner dem ud mod rente, er af forholdsvis ny oprindelse. Nogle få "indskudsbanker" blev grundlagt i Italien i middelalderen, men de tidligste "seddeludstedende banker" af moderne art var dem i Amsterdam (1609) og Hamburg (1619), fra begyndelsen af det 17. århundrede. Moseloven forbød israelitter at kræve rente af hinanden (2 Mos 22,25; 3 Mos 25,35; 3 Mos 25,37; 5 Mos 23,19), men lod dem låne ud mod rente til hedninger (5 Mos 23,20), selv om denne lov ofte blev omgået eller tilsidesat (Neh 5,10; Neh 5,12). Banker og bankvæsen findes dog i funktion i de græske byer; "pengevekslere", som sad ved deres borde (trapezai) på torvet, vekslede både mønter og modtog penge som indskud, idet de gav høj rente; og en form for bankvæsen, i dets begyndende stadier, fandtes blandt de gamle hebræere. Men fønikerne menes nu at have opfundet det system med pengeveksling og pengelån, som findes i mere eller mindre ændrede og udviklede former blandt oldtidens folk og i fuldt udviklet og fungerende form i Romerrigets glansdage. I den græsk-romerske periode modtog bankfolk uden tvivl både penge som indskud, betalte rente og lånte dem ud til en højere sats, eller anvendte dem i handel, sådan som publicani i Rom gjorde, når de forpagtede indtægterne fra en provins (Plumptre).

2. Bankvæsen blandt de gamle hebræere:

(1) Den hebraiske pengeveksler skiftede, ligesom hans moderne syriske modstykke, saraf (se PEFS, 1904, 49 ff, hvor kompleksiteten i nutidens vekselhandel i Israels land beskrives levende), de store mønter, der var i omløb, til mindre pålydender, f.eks. ved at give denarer for tetradrakmer, eller sølv for guld, eller kobber for sølv.

(2) Men en ikke ringe del af hans forretning bestod i at veksle udenlandske penge, og endog landets egne penge af en ikke-fønikisk standard, til shekler og halve shekler efter denne standard, idet de sidstnævnte alene blev godtaget som betaling af tempelafgifterne (se penge). "Pengevekslerne" i Matt 21,12, sådan som græsken angiver, var mænd, der skaffede småmønt. Sådanne mænd kan man nu se i Jerusalem med forskellige mønter stukket fast i slanke søjler på et bord (sammenlign epi trapezan, Luk 19,23), parate til at blive brugt ved veksling af penge mod et gebyr til sådanne former eller pålydender, som ville være mere gangbare eller mere praktiske til øjeblikkelig brug.

(3) "Usury" i engelske bibeloversættelser er ganske enkelt gammelengelsk for det, vi i dag kalder "rente", dvs. den sum, der betales for brugen af penge, latin usura; og "rente" bør træde i stedet for det i alle passager i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, hvor det har denne betydning.

3. Bankvæsen på Det Nye Testamentes tid:

Det græske ord, der gengives (tokos), "åger" i Det Nye Testamente (se Luk 19,23 f), betyder bogstaveligt "det, der fødes af penge", "det, som penge frembringer eller producerer". "Åger" er kommet til at betyde "urimeligt høj rente", men det betød ikke dette på King James-oversættelsens tid, 1611.

(1) På Kristi tid og umiddelbart derefter var der stort behov for pengevekslere og pengeveksling, især for udenlandske jøder, som skikken forbød at lægge andet end jødiske mønter i templets skatkammer (se Mark 12,41). Det var hovedsagelig af hensyn til disse jøder i diasporaen, og fordi det var med henblik på en hellig brug, at folk mente, det var passende at lade pengevekslerne opstille deres borde i templets ydre forgård (se Matt 21,12).

(2) Sproget i Matt 25,27, `Du burde have sat mine penge hos bankfolkene,' osv., synes at pege på, at Kristus anerkendte skikken med og det passende i at låne penge ud mod rente (sammenlign 19,23). "Vekslerne" her er "bankfolk" (sammenlign Matt 25,27). Det græske (trapezitai) kommer af et ord for "bank" eller "bænk" (trapeza), dvs. det "bord" eller den "disk", hvor pengene plejede at blive modtaget og udbetalt. Disse "bankfolk" var tydeligvis af en højere klasse end "småpenge-mændene" i Matt 21,12 osv. (sammenlign "dem, der solgte okser og får og duer, og pengevekslerne", Joh 2,14, og "vekslerne", Joh 2,15, engelske oversættelser). Kristus bebrejder den "dovne tjener", fordi han ikke havde givet sit pund til "banken" (eller "bankmanden", epi trapezan, bogstaveligt "på en bankmands bord"), som det antydes ville have opbevaret det sikkert og betalt rente for det (Luk 19,23). Det er bemærkelsesværdigt, at de "ti miner" i Luk 19,24 er dem, som "den gode tjener" erhvervede ud fra den "ene", der først blev lånt ham. Så disse mere velhavende bankfolk modtog allerede dengang på en måde penge som indskud til investering og betalte rente af dem, efter grækernes skik.

4. Fortolkninger, billedlig brug osv.:

(1) I Kristi lignelse (Luk 19,23) opfattes "banken" (bogstaveligt "en bank", "et bord") af nogle som "synagogen", af andre som "kirken" (Lange, LJ, II, 1, 414); dvs. man mener, at Kristus ville lære, at det organiserede legeme, "synagogen" eller "kirken", kunne bruge en tilhængers eller discipels gaver eller kræfter, når han ikke selv kunne udøve dem (sammenlign DCG, artikel "Bank").

(2) Dernæst har nogle ment, at Kristus her pegede på bøn som en erstatning for gode gerninger, når disciplen ikke var i stand til at gøre sådanne. Sådanne synspunkter virker søgte og unødvendige (sammenlign Bruce, Parabolic Teaching of Christ, 209 f).

(3) "Pengevekslerne" måtte dengang som nu altid være på vagt over for falske penge, hvilket giver pointe til det ofte citerede udenbibelske udsagn (agraphon) af Jesus til sine disciple: "Vær dygtige pengevekslere" (græsk ginesthai trapezitai dokimoi; se Origenes, in Joam, XIX), som blev forstået (Clem., Hom.,. III, 61) som: "Vær dygtige til at skelne sand lære fra falsk" (HDB, 1-bind).

George B. Eager