Barbar; barbarisk

bar-ba'-ri-an, bar'-ba-rus (barbaros): Et ord, der sandsynligvis er dannet ved efterligning af de uforståelige lyde i fremmed tale, og derfor betød det i en grækers mund alt, hvad der ikke var græsk: sprog, folk eller skikke. Med udbredelsen af græsk sprog og kultur kom det til almindeligt at blive brugt om alt, hvad der var ikke-græsk. Filon og Josefus kaldte undertiden deres eget folk "barbarer," og det samme gjorde romerske forfattere indtil den augustæiske tidsalder, da de antog græsk kultur og regnede sig selv sammen med grækerne som de eneste kultiverede folk i verden. Derfor betød græker og barbar hele menneskeslægten (Rom 1,14).

I Kol 3,11 er "barbar, skyte" ikke en klassifikation eller modsætning, men et "klimaks" (Abbott) = "barbarer, ja skytere, den laveste type barbarer." I Kristus forsvinder alle racemæssige skel, selv de mest udtalte.

I 1 Kor 14,11 bruger Paulus udtrykket i dets mere oprindelige betydning om én, der taler et fremmed og derfor uforståeligt sprog: "Hvis jeg da ikke kender stemmens betydning, vil jeg være en barbar for den, der taler, og den, der taler, vil være en barbar for mig." Tungetalen ville ikke være et middel til kommunikation. De ophidsede, uartikulerede udbrud hos de korinthiske vækkelsesfolk var værre end unyttige, medmindre nogen havde gaven til på forståeligt sprog at artikulere styrken i den følelse, som frembragte dem (dunamis tes phones, bogstaveligt "lydens kraft").

I ApG 28,2; ApG 28,4 (i KJV af ApG 28,2 "barbariske folk" = barbarer) kalder forfatteren, måske ud fra det græsk-romerske standpunkt, indbyggerne på Melita for barbarer, fordi de var efterkommere af de gamle fønikiske kolonister, eller muligvis i den mere generelle betydning "fremmede." For den senere betydning "brutal," "grusom," "vild," se 2 Makk 2,21; 4,25; 15,2.

T. Rees