Tegn

sin ('oth "et tegn" "mærke" mopheth, "under"' semeion, "et tegn," "signal," "mærke"): Et mærke, hvorved personer eller ting skelnes fra andre og gøres kendt. I Skriften bruges det almindeligvis om en henvendelse til sanserne, som bevidner eksistensen af en oversanselig og derfor guddommelig kraft. Således var Egyptens plager "tegn" på guddommelig mishag mod egypterne (2 Mos 4,8; Jos 24,17, og ofte); og Jesu mirakler var "tegn", der bevidnede hans enestående forhold til Gud (Matt 12,38; Joh 2,18; ApG 2,22). Derfor bliver "tegn" naturligt nok, både i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, sidestillet med det mirakuløse og overvejende forbundet med direkte guddommelig indgriben. Den folkelige tro på denne form for kommunikation mellem den synlige og den usynlige verden har altid været, og er stadig, udbredt. Såkaldt "naturlige" forklaringer, hvor sindrige eller tvingende de end er, formår for det store flertal ikke at forklare noget. Wesley og Spurgeon troede lige så fast på gyldigheden af sådanne former for samkvem mellem menneske og Gud, som Moses og Gideon, Peter og Johannes gjorde.

Den tro, der vandrer ved tegn, skal på ingen måde ringeagtes. Den har været forbundet med den højeste karakteradel og med de mest bemærkelsesværdige bedrifter. Moses tog imod ledelsen af sit folk som svar på en række tegn: f.eks. den brændende tornebusk, staven der blev til en slange, den spedalske hånd osv. (ApG 3; ApG 4); det samme gjorde Gideon, som ikke fandt det under sin værdighed at sætte Gud på prøve ved tegnet med uldskindet (Dom 6,36-40). I oplæringen af de Tolv foragtede Jesus ikke brugen af tegn (Luk 5,1-11, og ofte); og de syner, ved hvilke Peter og Paulus blev ledt til evangeliseringen af hedningerne, blev af dem tolket som tegn på Guds hensigt (Luk 10; Luk 16).

Den sakramentale brug af tegnet går tilbage til den tidligste periode, og tegnets karakter er lige så mangfoldig som anledningen. Regnbuen giver en strålende antydning af Guds altomspændende kærlighed og forsikring om, at vandene ikke mere skal blive til en flod, der ødelægger jorden (1 Mos 9,13; sammenlign 1 Mos 4,15); de usyrede brøds fest er en påmindelse om Guds omsorg, da han førte sit folk ud af trældommen (2 Mos 13,3); sabbatten er en hyppigt tilbagevendende forkyndelse af Guds nådige tanke for menneskets velbefindende (2 Mos 31,13; Ez 20,12); kobberslangen, et tidligt forbillede på korset, viderefører det uforgængelige løfte om tilgivelse og forløsning (4 Mos 21,9); omskærelsen gøres til seglet på den særlige pagt, under hvilken Israel blev et folk sat til side (1 Mos 17,11); dåben, den kristne modpart til omskærelsen, bliver tegnet og seglet på det indviede liv og mærket på dem, der åbent søger at få del i Guds riges salighed (Luk 3,12-14; ApG 2,41, og ofte); brød og vin, et symbol på den åndelige manna, ved hvilken sjæl og legeme bevares til evigt liv, er det helligede minde om Herrens død, indtil han kommer igen (Luk 22,14-20; 1 Kor 11,23-28). Mest almindelige af alle var de lokale altre og høje, indviet på enkel og oprigtig måde til troen på Guds styrende og overstyrende forsyn (Jos 4,1-10).

Tegn blev givet som bevis på profetens (Es 20,3) og apostlens (2 Kor 12,12) guddommelige udsendelse og på Messias selv (Joh 20,30; ApG 2,22); og de blev fremlagt som påvisning af budskabets guddommelige karakter (2 Kong 20,9; Es 38,1; ApG 3,1-16). Ved foregribelse skal barnet, der skal fødes af en ung kvinde (Es 7,10-16; sammenlign Luk 2,12), bekræfte profetens tilsagn om en befrier for et folk i fangenskab.

Se IMMANUEL.

Efterhånden som troen vokser, vil nødvendigheden af tegn gradvis aftage. Jesus antyder dette (Joh 4,48), ligesom Paulus også gør (1 Kor 1,22). Ikke desto mindre skal "tegn", i betydningen udfoldelser af mirakuløse kræfter, følge de troendes tro (Mark 16,17), indlede og straks kendetegne Helligåndens husholdning og markere tidsaldrenes fuldendelse (Åb 15,1).

Se også MIRAKEL.

Om "tegn" på et skib (parasemos, "kendemærke," ApG 28,11).

Se DIOSCURI; SKIBE OG BÅDE, III, 2.

Charles M. Stuart