Barn; børn

child, chil'-dren (ben, "søn," yeledh, "barn" na`ar, "dreng"; teknon, paidion): Hebræerne betragtede børns tilstedeværelse i familien som et tegn på guddommelig gunst og som noget stærkt ønskværdigt (1 Mos 15,2; 1 Mos 30,1; 1 Sam 1,11; 1 Sam 1,20; Sl 127,3; Luk 1,7; Luk 1,28). Fødslen af et drengebarn var især en anledning til glæde (Sl 128,3, hebraisk); flere mænd betød flere forsvarere for stammen. Hvis der ikke blev født sønner i et hus, gik den familie eller gren tabt. Hvis hustruen viste sig barnløs, kunne en anden hustru eller flere hustruer føjes til familien (1 Mos 16). Desuden håbede enhver jødisk mor, i hvert fald i senere tider, at hendes søn kunne vise sig at være Messias. Skikken med leviratsægteskab, som ikke var begrænset til det hebraiske folk, byggede på det princip, at hvis en mand døde barnløs, skulle hans bror gifte sig med hans enke, idet børnene af en sådan forbindelse blev anset for at tilhøre den bror, hvis navn og slægt således blev bevaret fra at uddø (5 Mos 25,5; 1 Mos 38,26; Matt 22,24).

Børn blev undertiden indviet til Gud, endog før deres fødsel (1 Sam 1,11). Navne havde ofte betydning: Moses (2 Mos 2,10); Samuel (1 Sam 1,20); Ikabod (1 Sam 4,21; jf. 1 Mos 30) (se egennavne). Den førstefødte søn tilhørte Gud (4 Mos 3,44). Ceremonien for at løskøbe den førstefødte fandt sted på den tredivte dag. Familiens venner blev indbudt til et festmåltid, og rabbineren var også til stede. Barnet blev lagt i præstens hænder. Faderen bar noget guld eller sølv i et bæger eller kar. Præsten spurgte moderen, om dette var hendes førstefødte, og da han fik et bekræftende svar, gjorde han krav på barnet som Jahves. Faderen tilbød løskøbningspengene, som blev modtaget i bytte for barnet (jf. 1 Pet 1,18). Se førstefødte. Andre stadier i barnets liv blev fejret med passende ceremonier. I det fjerde år, i Israels land, på den anden dag i påsken, fandt ceremonien med den første klipning af drengens hår sted, hvor vennerne delte privilegiet. Undertiden, som hos de velhavende, blev barnets vægt i mønt givet som gave til de fattige. I overensstemmelse med andre østlige folks skik blev drengebørn omskåret (1 Mos 17,12), idet ritualet blev udført på den ottende dag.

Den tidlige oplæring blev varetaget i hjemmet, hvor børnene i større eller mindre grad voksede op hos moderen (Ordsp 6,20; Ordsp 31,1; 2 Tim 1,5; 2 Tim 3,14; 2 Tim 3,15), og pigen blev hos sin mor indtil sit ægteskab. I rigere familier blev der ansat lærere (1 Krøn 27,32). Skoler for børn nævnes først af Josefus (Ant., XV, x, 5). Ifølge Talmud blev den første skole for børn oprettet omkring 100 f.Kr., men på Jesu tid var sådanne skoler almindelige. Børn blev undervist i at læse og skrive, selv i familier med moderate midler, idet disse færdigheder var vidt udbredte allerede så tidligt som 600 f.Kr., om ikke tidligere (Es 8,1; Es 10,19). Der blev lagt stor vægt på Toraen, dvs. Moseloven. Drenge blev også oplært i landbrug, kvægpasning og håndværk. Drengens religiøse oplæring begyndte i hans fjerde år, så snart han kunne tale tydeligt. Også pigens religiøse liv begyndte tidligt. I senere tider deltog i hvert fald børn i sabbats- og påskefesterne, og drenge gik regelmæssigt i synagoge og skole.

Børn var underlagt faderen (Neh 5,5 viser det ekstreme), som til gengæld var forpligtet til at beskytte dem, selv om han selv havde magt over liv og død (3 Mos 18,21; 3 Mos 20,2 ff). Respekt for og lydighed mod forældre blev kraftigt opretholdt af den offentlige mening (2 Mos 20,12; 5 Mos 5,16; jf. Ordsp 6,20; Mika 7,6; 5 Mos 21,18-21; 2 Mos 21,15).

Både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente giver rigeligt vidnesbyrd om styrken af det bånd, der bandt den hebraiske familie sammen (1 Mos 21,16; 2 Sam 18,33; 1 Kong 3,23; 2 Kong 4,19; Es 8,4; Job 29,5; Matt 19,13; Matt 20,20; Mark 9,24; Luk 2,48; Joh 4,47; Hebr 2,13; Hebr 11,23). Gaven af en søn fra Jahve var glædens højdepunkt; tabet af et barn markerede sorgens dyb. Et antydning findes i skikken med at benævne en mand som fader til sin førstefødte søn (Hastings Dictionary of the Bible, I, 382), eller endog brugen af faderens navn som efternavn (Bar-Jona, Bartimæus), og dette fortsætter i Syrien den dag i dag. Denne tanke ses yderligere i brugen, både i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, af udtrykkene til at udtrykke forholdet mellem Gud og mennesker (2 Mos 4,22; 5 Mos 14,1; 5 Mos 32,6; Jer 3,4; Zak 12,10; Mal 1,6).

Se også familieforhold; sønner.

LITTERATUR. Benzinger, Hebraische Archaologie, 2. udgave, 1907, 112-23; om rabbinsk overlevering, Friedenberg i Jewish Encyclopedia, IV, 27 f.

W. N. Stearns

Billedligt: Barn er i de engelske bibeloversættelser gengivelsen af det græske teknon. De tilsvarende hebraiske ord (ben og yeledh) oversættes sædvanligvis "søn," men de har praktisk talt samme betydning i den billedlige brug af termen. Barn bruges billedligt til at beskrive:

(1) En kærlig hilsen. Jesus tiltalte den syge med lammelse som "barn" (Mark 2,5 den reviderede oversættelse, randnote).

(2) En lærers disciple eller tilhængere. Jesus tiltaler sine disciple som børn (Mark 10,24). Paulus omtaler Timotheus som sit barn (1 Tim 1,2), og også Onesimus (Filem 1,10). Johannes betegnede også de disciple, som han skrev til, som sine børn (2 Joh 1,4). Den samme brug af "børn" eller "sønner" er almindelig i Det Gamle Testamente (se 1 Kong 20,35; 2 Kong 2,3; 2 Kong 2,5; 2 Kong 2,7; 2 Kong 4,38). Som et særligt kærligt udtryk kaldes disciple undertiden "små børn" (teknia). Sådan tiltaler Jesus sine disciple, da han taler om sin bortgang (Joh 13,33). Sådan tiltaler Paulus galaterne (Gal 4,19), og det var et yndlingsudtryk hos Johannes (se 1 Joh 2,1; 1 Joh 4,4; 1 Joh 5,21). Et udtryk, der var endnu mere kærligt, var paidia, som betyder "små" eller "spædbørn". Jesus brugte dette udtryk én gang, da han tiltaler sine disciple efter sin opstandelse (Joh 21,5), og Johannes brugte også lejlighedsvis dette udtryk, når han hilste dem, som han skrev til (1 Joh 2,18).

(3) Dem, der tilhører Gud. Guds børn er et almindeligt udtryk både i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Det bygger på forholdet mellem forældre og børn og beskriver i almindelighed Guds kærlighed til sine egne, deres afhængighed af ham og deres moralske lighed med ham. Udtrykket bruges undertiden om dem, der er illoyale mod Gud, og de betegnes som "oprørske børn" (se Es 30,1).

Se Guds børn.

(4) Dem, der tilhører djævelen. De, der ligner djævelen i tanke og handling, betegnes som "djævelens børn" (1 Joh 3,10).

(5) Ens forhold til noget, som man tilhører, eller som man er behersket af i sin hengivenhed for det. Således har vi:

(a) en bys eller et lands børn (se Jer 2,16; Matt 23,37), og dette betegner dem, der tilhører den pågældende by eller det pågældende land;

(b) visdommens børn (Matt 11,19 King James Version; Luk 7,35), og det er dem, hvis liv er behersket af visdom. Westcott og Hort, The New Testament in Greek, antog ergon i stedet for teknon i Matt 11,19, men dette synes at være uden nogen god grund;

(c) lydighedens børn (1 Pet 1,14), og det er dem, som er ivrige efter at adlyde;

(d) lysets børn (Ef 5,8), og dette betegner dem, hvis sjæle er oplyst af lyset.

(6) Dem, der er hjemfaldne til en bestemt skæbne. Således har vi

(a) forbandelsens børn, eller dem, der er udsat for forbandelse (2 Pet 2,14), og

(b) vredens børn, eller dem, der er udsat for vrede (Ef 2,3).

(7) Moralsk lighed eller åndeligt slægtskab (Gal 3,7 King James Version; sammenlign Joh 8,39; "Abrahams børn"). Se afsnit (3), (4).

A. W. Fortune