Barn

Dette ord har en betydelig bredde i betydning i Skriften. Således kaldes Josef et barn på et tidspunkt, hvor han sandsynligvis var omkring seksten år gammel (1 Mos 37,3); og Benjamin kaldes sådan, da han var over tredive år (44,20). Salomo kaldte sig selv et lille barn, da han kom på tronen (1 Kong 3,7).

En mands efterkommere, hvor fjerne de end er, kaldes hans børn; som “Edoms børn”, “Moabs børn”, “Israels børn”.

I de tidligste tider vænnede mødre ikke deres børn fra, før de var fra tredive måneder til tre år gamle; og den dag, de blev vænnet fra, blev holdt som en festdag (1 Mos 21,8; 2 Mos 2,7, 9; 1 Sam 1,22-24; Matt 21,16). I femårsalderen begyndte børn at lære livets færdigheder og pligter under deres fædres omsorg (5 Mos 6,20-25; 11,19).

At have en talrig familie blev betragtet som et tegn på guddommelig gunst (1 Mos 11,30; 30,1; 1 Sam 2,5; 2 Sam 6,23; Sl 127,3; 128,3).

Billedligt bruges navnet om dem, der er uvidende eller snæversynede (Matt 11,16; Luk 7,32; 1 Kor 13,11). “Da jeg var barn, talte jeg som et barn.” “Brødre, vær ikke børn i forstand” (1 Kor 14,20). “For at vi ikke længere skal være børn, kastet hid og did” (Ef 4,14).

Børn omtales også som udtryk for enkelhed og ydmyghed (Matt 19,13-15; Mark 10,13-16; Luk 18,15-17). Troende er “lysets børn” (Luk 16,8; 1 Thess 5,5) og “lydighedens børn” (1 Pet 1,14).