Grækere; græske

gre'-shanz, greks: I Det Gamle Testamente forekommer ordet "Grækere" kun én gang (Joe 3,6). For henvisninger til Grækenland i Det Gamle Testamente se Javan. I King James Version af Det Gamle Testamentes Apokryfer bruges "Grækere" og "græske" uden skelnen, fx 1 Makk 1,10; 1 Makk 6,2; 1 Makk 8,9; 2Macc 4,15,2Macc 4,36. Således taler 1 Makk 1,1 om Alexander den Store som konge af Grækenland, og 1 Makk 1,10 kalder den makedonske rige "grækkenes kongerige" (basileia Hellenon). I 2Macc 13,2 kaldes Antiokus', Syrias konge, hær "græsk" (dunamis Hellenike), og 2Macc 6,8 refererer "græske byer" (poleis Hellenides) som makedonske kolonier. 2Macc 6,1 nævner en aldrende athener, som blev sendt af kong Antiokus med opgave at hellenisere jøderne; 2Macc 9,15 beretter, at Antiokus lovede at gøre jøderne ligeværdige med athenerne; 1 Makk 1,12-14 refererer til forhandlinger mellem Jonatan, ypperstepræsten, og spartanerne, hvem han kalder brødre, og som søgte at forny en alliancetraktat og venskabspagt mod syrerne. Med græsk magts og indflydelsesudbredelse blev alt, som ikke var specifikt jødisk, kaldt græsk; således kaldes "grækerne" i 2Macc 4,36; 2Macc 11,2; 3Macc 3,3,3Macc 3,1, kontrasteret med jøderne, blot "ikke-jøder", så kaldt på grund af græske institutioners og kulturens udbredelse, og "græsk" kom endda til at blive brugt i betydningen "anti-jødisk" (2Macc 4,10,2Macc 4,15; 2Macc 6,9; 2Macc 11,24).

I Es 9,12 læser Septuaginta tous Hellenas, hvor der står Pelishtim, "filistere"; men vi er ikke derfor berettigede til at antage en racial forbindelse mellem filisterne og grækerne. Yderligere lys over etnografien i Middelhavsbassinets område kan med tiden vise, at der faktisk var en sådan forbindelse; men denne oversættelse beviser intet, da "det undertrykkende sværd" Jer 46,16 og Jer 50,16 ligeledes oversættes i Septuaginta med "grækkenes sværd" (machaira Hellenike). I alle disse tilfælde blev oversætternes arbejde påvirket af deres egen tids forhold, og de var bestemt ikke således at afdække vanskelige forbindelser, som længe var glemt og nylig gendisponeret.

I Det Nye Testamente søger engelske bibeloversættelser at skelne mellem (Hellenes), som oversættes "grækere", og (Hellenistai), som oversættes "grækere" eller "græske jøder", eller i RV randnote "hellenister", jf. ApG 6,1; ApG 9,29. Disse sidste var jøder fra diasporaen, som talte græsk (se Hellenisme; Hellenist), i modsætning til jøder fra Kanaan; men da mange af disse sidste også foretrak at tale græsk, kunne sondringen på ingen måde være absolut. Faktisk kan "diasporaen blandt (RV randnote græsk "af") grækerne" i Joh 7,35 næppe referere til andet end "græske jøder" (Hellenistai), selvom Hellenes bruges, og "grækerne" (Hellenes) i Joh 12,20, som pilgrede op for at tilbede ved påskefesten, var næsten sikkert "græske jøder" (Hellenistai). Således oversætter engelske bibeloversættelser konsekvent Hellenes med "grækere", men denne oversættelse gør os ikke opmærksom på den virkelige karakter af det folk, som således betegnes. Denne vanskelighed forværres af det faktum, som allerede blev noteret i forbindelse med Det Gamle Testamentes Apokryfer, at ordet Hellenes, som følge af hellenismens udbredelse, blev brugt ikke blot om sådan som var af hellenisk afstamning, men også om alle dem, som havde tilegnet sig græsk som det universelle kommunikationsmiddel, samt ideerne og skikke, som samlet er kendt som hellenisme. Disse sidste var således i strengeste forstand hellenister, idet de kun skilte sig fra "grækerne" i engelske bibeloversættelser derved, at de ikke var af jødisk afstamning. Med andre ord, Hellenes (undtagen muligvis i Joh 7,35 og Joh 12,20, som nævnt ovenfor) er generelt ensbetydende med ta ethne, "hedninger" (se Hedninger). De forskellige læsemåder i håndskrifterne (og dermed forskellen mellem KJV og RV (britisk og amerikansk)) i 1 Kor 1,23 illustrerer dette godt. Der er følgelig stor uklarhed, som det er ganske umuligt, med vores begrænsede viden om forholdene i de enkelte tilfælde, at få klarhed over. Generelt vil det synes sandsynligt, at hvor "grækere" står i omfattende kontrast til "jøder", refereres der til "hedninger", som i ApG 14,1; ApG 17,4; ApG 18,4; ApG 19,10; ApG 19,17; ApG 20,21; Rom 1,16; Rom 10,12; 1 Kor 1,22-24 (RV britisk og amerikansk "hedninger", hvilken gengivelse svarer til ethnesin; Gal 3,28; Kol 3,11. Kvinden fra Tyros, kaldet "en græker (RV randnote "hedning") en sidonier" i Mark 7,26, var klart ikke af hellenisk afstamning. Om Titus (Gal 2,3) og Timoteus' fader (ApG 16,1; ApG 16,3) var grækere i strengeste forstand, har vi ingen mulighed for at vide. I Rom 1,14, "Jeg er gæld både til grækere og til barbarere", er der en uomtvivlelig henvisning til grækere i strengeste forstand; muligvis, dog på ingen måde sikkert, skal "grækerne" i ApG 21,28, som henviser til Trofimus fra Efesus (ApG 21,29), forstås på samme måde. Noter til det græske sprog optræder i Joh 19,20 (Luk 23,38 er rimeligt udeladt i RV britisk og amerikansk); ApG 21,37; Åb 9,11.

I ApG 11,20 varierer håndskrifterne mellem Hellenistas og Hellenas (KJV "grækere", RV britisk og amerikansk "grækere"), med overvægten af autoritet til fordel for det første; men selv hvis man adopterer det sidste, er det ikke klart, om sande grækere eller hedninger er tilsigtet.

William Arthur Heidel