Grusomhed; grusomhed

kroo'-el, kroo'-el-ti 'akhzar, ("barsk", "voldsom", chamac, "vold"): Ordet "grusomhed" bruges på forskellige måder i Det gamle Testamente:

(a) "hugormenes grusomme (dødbringende) gift" (5 Mos 32,33);

(b) om mennesker med ubarmhjertig had: "De hader mig med grusom had" (Sl 25,19; jf. Ordsp 5,9; Ordsp 11,17; Ordsp 12,10; Jer 6,23; Jer 50,42);

(c) Job taler om Guds forhold til ham som "grusomt" og vilkårligt: "Du er vendt til at være grusom mod mig" (Job 30,21);
da han er bevidst om sin dyd, men alligevel ser Gud som ophavsmanden til sine lidelser, drives Job til den slutning, at Gud er blevet hans fjende og stræber efter at ødelægge ham;

(d) "Herrens dag" – en profetisk frase, der betegner tiden for Guds åbenbaring i dom – beskrives som kommende, "grusom, med vrede og heftig vrede" (Es 13,9).
Ordet "grusomhed" er næsten forsvundet fra Bibelen. I den reviderede oversættelse forekommer det kun i Sl 27,12. King James-versionen har det i 1 Mos 49,5; Sl 74,20 (den reviderede oversættelse: "vold"); Ez 34,4 (perekh, "knusende", den reviderede oversættelse: "strenghed").

Det gamle Testamente optegner mange handlinger udført af udvalgte enkeltpersoner og Guds folk, som er præget af voldsom grusomhed, især når de måles efter vore dages moralske normer. Nogle af disse handlinger sanktioneres af Skriften eller præsenteres endda som befalet af Gud, som for eksempel Isaks ofring, udslettelsen af kanaanæerne, sanktionering af blodhævneren og menneskeligt slaveri, og gengældelse for ondskab. Nogle af de gerninger, som udførtes af Guds udpegede mænd i Israel, kendetegnes ved umenneskelig barbari. Samuel "huggede Agag i stykker" (1 Sam 15,33).
David begik et blodbad blandt ammoniterne med stor grusomhed (2 Sam 12,31). Elias dræbte Baals profeter (1 Kong 18,40; jf. 2 Kong 1,10; 2 Kong 10,25). Nogle af salmedikanterne har udtryk, der ånder had og hævn, som i de såkaldte forbandelsespsalmer (Sl 137,8; Sl 137,9; Sl 139,21). Dette har ofte været til stor forvirring for den from bibelstuderende. Han har fundet det vanskeligt at forlige sådanne praksisser, som bærer Guds godkendelsesmærke, med kristendommens højeste moralske normer. Det hævdes nogle gange til forsvar, at disse gerninger tillades, men ikke befales af Gud. Men dette svar er utilstrækkeligt, hvis vi anerkender det faktum, som Jesus fremhæver, at Guds åbenbarelse er ledsaget af grusomhed og rædsler. Den gamle testamentlige religion er en selvtilpasning til det lave moralske standpunkt blandt dem, som den var bestemt til at belære. Dette gentager han i Bjergprædikenen (Matt 5,22; Matt 5,28; Matt 5,34), og bekræfter det i sin henvisning til det jødiske hjertes hårdhed (Matt 19,8). I Det gamle Testamente har vi at gøre med verden i dens barndom, hvor åbenbaringen må begrænse sig til sine tilhøreres forståelse. Den må tale således, at de kan forstå. Den må begynde med dem der, hvor den finder dem. Den må gå deres gang, således at karakteren kan vokse trin for trin. En gradvis udvikling af åndelige og etiske idealer kan klart spores i de hellige skrifter. Vi må derfor læse det gamle testamentlige narrativer og fortolke deres lære, ikke ifølge vor egen tids normer, men i lyset af den tidsalder, som disse narrativer tilhører. Elias' ånd var ikke Kristi ånd (Luk 9,55). Selv om mange af de grusomheder og barbaritter, som optegnes i Det gamle Testamente, vidner om en tidsalder med lav moralsk udvikling, må vi samtidig anerkende, at Israels religion, ved at fremhæve helligt liv og retfærdig adfærd, skabte en atmosfære, som var gunstig for udviklingen af høje etiske idealer. Hvor denne religion ses på sit bedste, som i profeternes lære, dér bærer det retskafne menneske det præg, at han ser menneskelivet som helligt og undlader omhyggeligt at påføre unødvendig smerte. Selv hedningerne skal stilles til regnskab for deres barbaritter og umenneskelige praksisser (Am 1,2; 2 Kong 25,7). Blandt de velsignelser, som profeterne spår om i det messiaske rige, er krigens ophør med alt det dertil hørende. Israels lov afspejlede også denne tendens til medfølelse, og mange af dens love, selv om de synes umenneskelige, var reelt bestemt til at mildne den dengang herskende barbari. Eksempler på sådanne love finder vi i bestemmelserne om slavernes mishandling (2 Mos 21,20), om Tilflugtssteder (4 Mos 35,19 flg.; jf. Jos 20), om krigsregler (5 Mos 20,10) osv. Udslettelsen af kanaanæerne fremstilles som en guddommelig dom over en moralsk fordærvet civilisation (1 Mos 15,16; 5 Mos 12,30). Det erklæres for nødvendigt for at værne hebraerne mod at blive forurenede af kanaanæernes synder (2 Mos 23,32). Det er ikke så længe siden, at mange af de praksisser, som fordømmes af vor tids mest oplyste kristendom, var universalt udbredt og blev ikke anset for uforenelige med kristen civilisation. Selv vor egen tidsalder må søge at få større praktisk anerkendelse af menneskelighed, godhed og retfærdighed, som påstår at være det kristne livs lov. L. Kaiser må lede dem ad veje, hvor de af egen drift næppe kan gå, og møder de facto. Vi skal nå til et mere korrekt svar