Rakel

Hunfår, “datteren”, “Labans noget pirrelige, vrantne og egenrådige, men smukke yngre datter” og en af Jakobs hustruer (1 Mos 29,6, 28). Han tjente Laban fjorten år for hende, så dyb var Jakobs kærlighed til hende. Hun var mor til Josef (1 Mos 30,22-24). Senere, da Jakob drog bort fra Mesopotamien, tog hun sin fars husguder med sig (31,34.35). Da de rejste videre fra Betel, døde Rakel, mens hun fødte Benjamin (35,18.19), og blev begravet “på vejen til Efrat, det vil sige Betlehem. Og Jakob rejste en stenstøtte over hendes grav”. Hendes grav bliver stadig vist stor ærefrygt af jøderne. Dens traditionelle sted ligger omkring en halv mile fra Jerusalem.

Dette navn bruges poetisk af Jeremias (31,15-17) om Guds folk, der sørger under deres ulykker. Dette afsnit citeres også af Matthæus som opfyldt i klagen i Betlehem på grund af drabet på spædbørnene dér på Herodes’ befaling (Matt 2,17, 18).