Binde; bundet

bind (deo): Der findes en række hebraiske ord, der bruges til at udtrykke dette ord i dets forskellige betydninger: 'alam (1 Mos 37,7), 'acar (1 Mos 42,24), qashar (5 Mos 6,8). Det betyder undertiden "at fæstne", "at fastgøre" (2 Mos 28,28; 5 Mos 14,25). Det blev også brugt med henvisning til en aftale i juridisk forstand (4 Mos 30,2; 4 Mos 30,3), eller om at gøre en til fange (Dom 16,10; Sl 149,8). Det betyder også "at beherske" (Job 38,31).

Billedligt: I billedlig forstand: at binde tunge og byrdefulde (ekstra), såkaldte religiøse pligter på mennesker (Matt 23,4). Denne billedlige brug af ordet i Matt 16,19 og 18,18 har givet det særlig interesse. Nødvendigvis måtte visse beføjelser til forvaltning overdrages til denne gruppe mænd for at gennemføre Kristi formål. At denne magt ikke blev overdraget til Peter alene, fremgår af, at den i Matt 18,18 overdrages til alle apostlene. Brugen af ordet i Det Nye Testamente er at erklære noget for bindende eller forpligtende (Joh 20,23). I denne betydning bruges denne myndighed af nogle kirkesamfund i gudstjenesten som forberedelse til nadveren, hvor præsterne efter folkets syndsbekendelse siger: "Jeg erklærer for jer, som oprigtigt har angret jeres synder og tror på Herren Jesus Kristus, at jeres synder er helt tilgivet." Denne udtalelse efterfølges af den videre erklæring, at hvis nogen ikke således har angret, vil Gud ikke tilgive dem, men fastholde dem og kræve dem til regnskab. Romerkirkens påstand om, at disse udtalelser af vor Herre overdrager præsterne og biskopperne, eller først og fremmest paven, magten til at fastholde eller tilgive synder, er uden historisk gyldighed og øver vold mod Skrifterne.

Se myndighed; tilgivelse; Peter.

Jacob W. Kapp