Bilhan (3)

bil'-han (bilhan; Balaan) :

(1) En horitisk høvding, søn af Ezer (1 Mos 36,27; 1 Krøn 1,42).

(2) En efterkommer af Benjamin, søn af Jediael, far til syv sønner, som var overhoveder for huse i deres stammer (1 Krøn 7,10).

REGNING, GÆLDSBREV osv.

(1) I lignelsen om den uærlige forvalter (Luk 16,6) bruges “bill” i KJV, bedre “bond” i RV (britisk og amerikansk), til at oversætte det græske grammata, som svarer til den samtidige hebraiske juridiske term sheTar, “skrift”. Denne “skrift” var efter tidens brug en anerkendelse af, at man havde overtaget eller modtaget varer eller penge, og den skulle skrives og underskrives af skyldneren selv. (Se Babha' Bathra' Luk 10,8.) Edersheims påstand om, at det græske ord blev optaget i hebraisk (Life and Times of Jesus the Messiah, II, 272), bygger ifølge kompetente tekstkritikere på en fejllæsning. Den græske tekst er ifølge Tischendorf, Tregelles og Westcott og Hort, The New Testament in Greek, ta grammata, ikke to gramma (Textus Receptus of the New Testament). Ordet er ubestemt, bogstaveligt “brevet”, og afgør intet af det, der er omstridt.

(2) Et meget diskuteret spørgsmål er, om “gældsbrevet” (RV, britisk og amerikansk) blot var en anerkendelse af gæld, eller om det var en forpligtelse til at betale en fast årlig afgift af en gårds afgrøde. Edersheim hævder for eksempel det første synspunkt, Lightfoot det sidste. At forpligtelsen i lignelsen angives i naturalier – hvede og olie – og ikke i penge, synes at tale imod teorien om simpel gæld. Edersheim ansætter de eftergivelser, der omtales som godkendt af forvalteren, til i pengeværdi kun at udgøre henholdsvis omkring 5 britiske pund og 25 britiske pund, og mener, at de ikke repræsenterede en enkelt betaling, men en årlig betaling (sammenlign Kennedy, 1-vol HDB, og Fraser, DCG, artikel “Bill”).

(3) Endnu et spørgsmål er opstået: Blev det gamle “gældsbrev” simpelthen ændret, eller blev et nyt sat i stedet for det? Også her står Lightfoot og Edersheim i striden på hver sin side. Ændringen af det gamle gældsbrev antydes, men kræves ikke, af sproget her, og desuden ville det, mener Edersheim, stemme med sagens sandsynligheder. Sådanne gældsbreve blev sædvanligvis ikke skrevet på pergament eller papyrus, men på voksovertrukne tavler, og kunne derfor let udviskes eller ændres med griflen med dens flade, tykke “viskelæder” (mocheq).

(4) Det er sandsynligvis sikkert at konkludere:

(a) at “regningen” eller “gældsbrevet” skulle skrives og underskrives af den person, der påtog sig forpligtelsen;

(b) at det var det eneste formelle eller juridiske bevis på den pådragne gæld; og

(c) at tilsynet med hele transaktionen med rette tilkom “forvalteren”. Hvis “forvalteren” sammensvor sig med skyldneren mod herren, ville denne, ser det ud til, ikke have nogen kontrolmulighed mod bedrageriet.

LITTERATUR.

Lightfoot, Hor. Hebrew, udgave L. og T., II, 268-73; Edersheim, Life and Times of Jesus the Messiah, II, 272 ff; kritisk kommentar på det anførte sted.

George B. Eager