Peter

Oprindeligt kaldet Simon (=Simeon, dvs. “hørelse”), et meget almindeligt jødisk navn i Det Nye Testamente. Han var søn af Jona (Matt 16,17). Hans mor nævnes ingen steder ved navn i Skriften. Han havde en yngre bror ved navn Andreas, som først førte ham til Jesus (Joh 1,40-42). Hans hjemby var Betsajda på den vestlige bred af Galilæas Sø, som Filip også kom fra. Her voksede han op ved Galilæas Sø og blev oplært til fisker. Hans far var sandsynligvis død, mens han endnu var ung, og han og hans bror blev opdraget under Zebedæus’ og hans hustru Salomes omsorg (Matt 27,56; Mark 15,40; 16,1). Dér tilbragte de fire unge mænd, Simon, Andreas, Jakob og Johannes, deres drengeår og tidlige manddom i stadig fællesskab. Simon og hans bror nød uden tvivl alle fordelene ved en religiøs opdragelse og blev tidligt undervist i kendskab til Skrifterne og til de store profetier om Messias’ komme. De fik dog sandsynligvis ikke nogen særlig oplæring i lovstudiet hos nogen af rabbinerne. Da Peter trådte frem for Synedriet, så han ud som en “ulærd mand” (ApG 4,13).

“Simon var galilæer, og det var han helt igennem ... Galilæerne havde et udpræget særpræg. De havde ry for en uafhængighed og energi, som ofte slog over i uro. Samtidig var de af et mere åbent og gennemsigtigt sindelag end deres brødre i syd. I alle disse henseender, i ligefremhed, heftighed, egenrådighed og enkelhed, var Simon en ægte galilæer. De talte en særlig dialekt. De havde vanskeligt ved gutturallydene og nogle andre lyde, og deres udtale blev regnet for hård i Judæa. Den galilæiske accent hang ved Simon gennem hele hans liv. Den afslørede ham som en Kristi efterfølger, da han stod inde i domsgården (Mark 14,70). Den afslørede hans egen nationalitet og nationaliteten hos dem, der var sammen med ham på pinsedagen (ApG 2,7).” Det synes, at Simon var gift, før han blev apostel. Hans svigermor omtales (Matt 8,14; Mark 1,30; Luk 4,38). Efter al sandsynlighed blev han ledsaget af sin hustru på sine missionsrejser (1 Kor 9,5; jf. 1 Pet 5,13).

Han synes at have boet fast i Kapernaum, da Kristus begyndte sin offentlige tjeneste, og kan have været over tredive år gammel. Hans hus var stort nok til at give hjem til hans bror Andreas, hans svigermor og også til Kristus, som synes at have boet hos ham (Mark 1,29, 36; 2,1), foruden til hans egen familie. Det var tilsyneladende i to etager (2,4).

Ved Betabara (RV, Joh 1,28, “Betania”), på den anden side af Jordan, havde Johannes Døber vidnet om Jesus som “Guds lam” (Joh 1,29-36). Andreas og Johannes hørte det, fulgte efter Jesus og blev hos ham dér, hvor han var. De blev overbevist, ved hans nådige ord og ved den myndighed, hvormed han talte, om at han var Messias (Luk 4,22; Matt 7,29); og Andreas gik ud, fandt Simon og førte ham til Jesus (Joh 1,41).

Jesus genkendte straks Simon og erklærede, at han herefter skulle kaldes Kefas, et aramæisk navn, der svarer til det græske Petros, som betyder “en klippemasse løsrevet fra den levende klippe.” Det aramæiske navn forekommer ikke igen, men navnet Peter fortrænger efterhånden det gamle navn Simon, skønt vor Herre selv altid bruger navnet Simon, når han tiltaler ham (Matt 17,25; Mark 14,37; Luk 22,31, jf. 21,15-17). Vi får ikke at vide, hvilket indtryk det første møde med Jesus gjorde på Simon. Næste gang vi møder ham, er det ved Galilæas Sø (Matt 4,18-22). Dér havde de fire (Simon og Andreas, Jakob og Johannes) haft en mislykket nats fiskeri. Jesus viste sig pludselig, gik om bord i Simons båd og bød ham lægge fra land og sænke garnene. Han gjorde det og fangede en stor mængde fisk. Dette var tydeligvis et mirakel, udført for Simons øjne. Den ærefrygtsramte discipel kastede sig ned for Jesu fødder og råbte: “Gå bort fra mig, for jeg er en syndig mand, Herre” (Luk 5,8). Jesus henvendte sig til ham med de beroligende ord: “Frygt ikke,” og forkyndte for ham hans livsgerning. Simon svarede straks på kaldet til at blive discipel, og efter dette finder vi ham i stadig følge med vor Herre.

Dernæst kaldes han ind i apostlenes kreds og bliver en “menneskefisker” (Matt 4,19) på menneskelivets urolige verdenshav (Matt 10,2-4; Mark 3,13-19; Luk 6,13-16), og han får en mere og mere fremtrædende rolle i alle de ledende begivenheder i vor Herres liv. Det er ham, der udtaler den bemærkelsesværdige trosbekendelse i Kapernaum (Joh 6,66-69), og igen i Cæsarea Filippi (Matt 16,13-20; Mark 8,27-30; Luk 9,18-20). Denne bekendelse i Cæsarea var af allerstørste betydning, og vor Herre svarede med disse mindeværdige ord: “Du er Peter, og på denne klippe vil jeg bygge min kirke.”

“Fra den tid af” begyndte Jesus at tale om sine lidelser. På grund af dette irettesatte Peter ham. Men vor Herre irettesatte til gengæld Peter og talte til ham med strengere ord, end han nogensinde brugte over for nogen anden af sine disciple (Matt 16,21-23; Mark 8,31-33). Ved afslutningen af sit korte ophold i Cæsarea tog vor Herre Peter og Jakob og Johannes med sig op på “et højt bjerg for sig selv” og blev forvandlet for deres øjne. Ved den lejlighed udbrød Peter, under indtryk af det synet gjorde på ham: “Herre, det er godt, at vi er her: lad os bygge tre hytter” (Matt 17,1-9).

Da han vendte tilbage til Kapernaum, kom opkræverne af tempelskatten (en didrakme, en halv hellig sekel), som enhver israelit på tyve år og derover skulle betale (2 Mos 30,15), til Peter og mindede ham om, at Jesus ikke havde betalt den (Matt 17,24-27). Vor Herre befalede Peter at gå hen og fange en fisk i søen og tage det nøjagtige beløb, der behøvedes til skatten, ud af dens mund, nemlig en stater, eller to halve sekler. “Tag den,” sagde vor Herre, “og giv dem den for mig og dig.”

Da enden nærmede sig, sendte vor Herre Peter og Johannes (Luk 22,7-13) ind i byen for at forberede et sted, hvor han kunne holde festen med sine disciple. Dér blev han på forhånd advaret om den frygtelige synd, som han siden faldt i (22,31-34). Han ledsagede vor Herre fra gæsteværelset til Getsemane Have (Luk 22,39-46), som han og de to andre, der havde været vidner til forklarelsen, fik lov at gå ind i sammen med vor Herre, mens de øvrige blev ladt udenfor. Her gennemgik han en mærkelig erfaring. I et pludseligt indfald huggede han øret af Malkus (47-51), en af den skare, der var kommet ud for at gribe Jesus. Så følger scenerne i domsgården (54-61) og hans bitre sorg (62).

Han findes i selskab med Johannes tidligt om morgenen på opstandelsesdagen. Han gik frimodigt ind i den tomme grav (Joh 20,1-10) og så “linnedklæderne ligge for sig selv” (Luk 24,9-12). For ham, den første af apostlene, åbenbarede vor opstandne Herre sig og skænkede ham derved en særlig ære og viste, hvor fuldt han var genoprettet i hans gunst (Luk 24,34; 1 Kor 15,5). Dernæst læser vi om vor Herres særlige samtale med Peter ved Galilæas Sø, hvor han tre gange spurgte ham: “Simon, Jonas’ søn, elsker du mig?” (Joh 21,1-19).

Efter denne scene ved søen hører vi intet om Peter, før han igen viser sig sammen med de andre ved himmelfarten (ApG 1,15-26). Det var ham, der foreslog, at den tomme plads, som Judas’ frafald havde efterladt, skulle udfyldes. Han er fremtrædende på pinsedagen (2,14-40). Begivenhederne den dag “fuldendte den forandring i Peter selv, som den smertefulde tugt gennem hans fald og hele den lange proces af tidligere oplæring langsomt havde frembragt. Han er nu ikke længere den upålidelige, omskiftelige, selvsikre mand, der altid svinger mellem dumdristigt mod og svag frygtsomhed, men den standhaftige, betroede vejleder og leder for de troendes fællesskab, den frygtløse forkynder af Kristus i Jerusalem og udenfor. Og nu, da han virkelig er blevet Kefas, hører vi næsten intet om navnet Simon (kun i ApG 10,5, 32; 15,14), og han kendes til sidst for os som Peter.”

Efter miraklet ved tempelporten (ApG 3) opstod der forfølgelse mod de kristne, og Peter blev kastet i fængsel. Han forsvarede frimodigt sig selv og sine ledsagere for rådets domstol (4,19.20). Et nyt voldsomt udbrud mod de kristne (5,17-21) førte til, at hele apostelskaren blev kastet i fængsel; men om natten blev de vidunderligt udfriet og blev om morgenen fundet i færd med at undervise i templet. For anden gang forsvarede Peter dem for rådet (ApG 5,29-32), som, “da de havde kaldt apostlene ind og pisket dem, lod dem gå.”

Tiden var kommet, hvor Peter skulle forlade Jerusalem. Efter at have arbejdet en tid i Samaria vendte han tilbage til Jerusalem og aflagde beretning for menigheden dér om resultaterne af sit arbejde (ApG 8,14-25). Her blev han i en periode, hvor han mødte Paulus for første gang siden hans omvendelse (9,26-30; Gal 1,18). Da han igen forlod Jerusalem, drog han ud på en missionsrejse til Lydda og Joppe (ApG 9,32-43). Dernæst kaldes han til at åbne døren til den kristne kirke for hedningerne ved at optage Cornelius fra Cæsarea (kap. 10).

Efter at have opholdt sig en tid i Cæsarea vendte han tilbage til Jerusalem (ApG 11,1-18), hvor han forsvarede sin handlemåde i forhold til hedningerne. Dernæst hører vi, at han blev kastet i fængsel af Herodes Agrippa (12,1-19); men om natten åbnede en Herrens engel fængselsportene, og han gik ud og fandt tilflugt i Marias hus.

Han tog del i drøftelserne på mødet i Jerusalem (ApG 15,1-31; Gal 2,1-10) om hedningernes forhold til kirken. Dette emne havde vakt ny interesse i Antiokia, og for at få det afgjort blev det henvist til apostlenes og de ældstes råd i Jerusalem. Her mødtes Paulus og Peter igen.

Vi har ingen yderligere omtale af Peter i Apostlenes Gerninger. Han synes at være draget ned til Antiokia efter mødet i Jerusalem, og dér at have gjort sig skyldig i forstillelse, hvilket Paulus irettesatte ham strengt for (Gal 2,11-16), idet han “irettesatte ham ansigt til ansigt.”

Efter dette synes han at have bragt evangeliet mod øst og at have arbejdet en tid i Babylon ved Eufrat (1 Pet 5,13). Der findes intet tilfredsstillende bevis for, at han nogensinde var i Rom. Hvor eller hvornår han døde, vides ikke med sikkerhed. Sandsynligvis døde han mellem A.D. 64 og 67.