Blæst

(neshamah, ruach):

(1) Udblæsningen af Jahves ånde, som udtryk for åbenbaringen af Guds magt i naturen og forsynet. "Ved pustet fra dine næsebor blev vandene dynget op" (2 Mos 15,8), med henvisning til østenvinden (2 Mos 14,21; jf. 2 Sam 22,16 og Sl 18,15). "Jeg vil sende en blæst over ham" (2 Kong 19,7 KJV; RV (britisk og amerikansk) "lægge en ånd i ham", dvs. "en impuls af frygt" (Dummelow på det anførte sted); jf. Es 37,7). "Ved blæsten fra hans vrede går de til grunde" (Job 4,9; jf. Es 37,36).

(2) Ordet ruach bruges med henvisning til de ugudeliges tyranni og vold (Es 25,4).

(3) Blæsning i et blæseinstrument: "Når de giver et langt stød i vædderhornet" (Jos 6,5).

M. O. Evans