Blæk

blæk (deyo, fra en rod der betyder "langsomt flydende," BDB, 188; melan, "sort"): Enhver flydende substans, der bruges med pen eller pensel til at danne skrifttegn. I denne betydning nævnes blæk én gang i den hebraiske Bibel (Jer 36,2) og 3 gange i det græske Nye Testamente (2 Kor 3,3; 2 Kor 3,2; 2 Kor 3,3), og det forudsættes i alle henvisninger til at skrive på papyrus eller på læder. Slutningen ud fra "udslettelsen" i 2 Mos 32,33 og 4 Mos 5,23, at det hebraiske blæk var en blanding af lampesod og gummi eller en anden form for tørt blæk, bekræftes af oldtidens almindelige brug, af den senere jødiske fordom mod andre blæktyper (OTJC, 71 note) og af en jødisk opskrift, der henviser til blæktavler (Drach, "Notice sur l'encre des Hebreux," Ann. philos. chret., 42, 45, 353). Spørgsmålet bliver dog nu sat på et helt nyt grundlag gennem studiet af de jødiske dokumenter fra Elephantine (Meyer, Papyrusfund2, 1912, 15, 21), og frem for alt af Harvard-ostrakaene fra Samaria, som giver faktiske prøver på blækket i Israels land på Akabs tid (Harvard Theological Review, Jan. 1911, 136-43). Det er dog sandsynligt, at der i den lange periode, som bibelhistorien spænder over, blev brugt forskellige slags blæk. Den officielle afskrift af loven på Ptolemaios Filadelfos' tid var ifølge Josefus (Ant., XII, ii, 11) skrevet med guld, og de cinnober- og røde malinger og farvestoffer, der nævnes i Jer 22,14; Ez 23,14, og Salomos Visdom 13,14 (milto kai phukei), blev sandsynligvis også brugt til at skrive bøger eller farvelægge indskårne indskrifter. Se litteratur under WRITING; især Krauss, Talmud, Arch. 3, 148-53; Gardthausen, Greek Palestine, 1911, I, 202-17, og hans bibliografiske henvisninger passim.

E. C. Richardson