Bueskydning

(1) Kunsten at bruge arcus, eller bue og pil, til jagt og i kamp er meget gammel. Den nævnes i 1 Mos 21,20, ligesom i Iliaden og Odysseen, og er afbildet på egyptiske monumenter og i assyriske skulpturer. Filistrene udmærkede sig i denne kunst, hvilket fik David til at befale, at hebræerne skulle have særlig oplæring i den (2 Sam 1,18). Det var en vigtig færdighed overalt i verden på bibelsk tid (se 1 Mos 27,3; Es 22,6; Es 49,2; Sl 127,4). Blandt hebræerne var benjaminitterne kendt som bueskytter (Dom 20), og bueskytter udgjorde en stor del af kampstyrken og spillede en ikke ubetydelig rolle i sejrene for de verdensberømte græske og romerske hære.

(2) Buen var almindelig i det civile liv (1 Mos 21,20) og i militærlivet (Zak 9,10), og den konkurrerer med spyddet i betydning og ælde. Den var sædvanligvis lavet af hårdt, elastisk, lagret træ og ofte forsynet med bronze (se Sl 18,34 Revised Version (British and American); sammenlign Job 20,24). Men horn blev også brugt til buer af de gamle; nogle med dobbelte krumninger var tydeligvis udformet efter oksehorn. Buestrengen var almindeligvis af oksetarm, og pilene var af rør eller let træ med spids af flint, bronze eller jern.

(3) Kampbuerne, som dem der nævnes i Zak 9,10; Zak 10,4, må have været af stor størrelse, eftersom de måtte spændes ved at presse foden mod den nederste ende, mens den øverste ende blev bøjet ned for at modtage strengen i et hak; deraf udtrykket "at træde (= spænde) buen" og "buetrædere" om bueskytter (Jer 50,14; Jer 50,29 hebraisk). Pilene, "hans koggers sønner" (Klag 3,13 randnote, Revised Version (British and American) "skafter"), blev naturligvis normalt båret i koggeret, som enten blev anbragt på ryggen eller hængt på venstre side, fastgjort med et bælte over højre skulder (HDB). Krudtets og skydevåbnenes tid var naturligvis endnu ikke kommet.

George B. Eager