Brød

bred (lechem; artos):

I. KOSTMÆSSIG FORRANG

II. MATERIALER

1. Byg

2. Hvede

3. Tre slags mel

III. BRØDBAGNING

1. Maling

2. Æltning

3. Bagning

(1) Varme sten

(2) Bagepander

4. Ovne

(1) Skål-ovnen

(2) Krukke-ovnen

(3) Grube-ovnen

5. Former for bagt brød

6. Kvindearbejde

IV. BRØDETS HELLIGHED OG SYMBOLIK

1. Hellighed

2. Symbolik

LITTERATUR

Kunsten at bage brød er meget gammel. Den var endda kendt af egypterne på et meget tidligt tidspunkt (Wilkinson, Ancient Egyptians), af hebræerne ved udvandringen (Nowack, Lehrbuch der hebr. Archaologie) og naturligvis af grækerne og romerne på et senere tidspunkt. Brød spillede en stor rolle i de gamle hebræeres ordforråd og liv.

I. Kostmæssig forrang.

(1) I Østen er brød det primære, andre fødevarer blot tilbehør; mens kød og andre ting i Vesten hovedsageligt udgør måltidet, og brød blot er sekundært. Derfor står "brød" i Det Gamle Testamente, fra 1 Mos 3,19 og fremefter, for mad i almindelighed.

(2) Desuden var det i oldtiden, ligesom nu, højst sandsynligt sådan, at når bonden, tømreren, smeden eller mureren forlod hjemmet for dagens arbejde, eller når muldyrdriveren eller budbringeren begav sig ud på en rejse, svøbte han andre fødevarer, hvis der var nogen, ind i de tynde brød og holdt dem således klar til brug efter behov.

(3) Ofte ser man i dag det tynde, klæbrige brød, oppustet med luft, åbnet i den ene side og brugt, så det danner en naturlig pose, hvori kød, ost, rosiner og oliven lægges for at blive spist sammen med brødet (se Mackie i DCG, artikel "Bread"). Brødet kommer således til at omfatte alt, og også af denne grund kan det med rette omtales som synonymt med mad i almindelighed. For Jesu disciple ville "Giv os i dag vort daglige brød" uden tvivl naturligt være en bøn om al nødvendig mad, og ved den mirakuløse bespisning af folkemængden var det nok at skaffe dem "brød" (Matt 14,15).

II. Materialer.

1. Byg:

Byg var i tidlige tider, som det er i dag, det vigtigste brødkorn for bondestanden i landet (se Dom 7,13; hvor "kagen af bygbrød" siges at være "Gideons sværd"), og for de fattigere klasser i Østen i almindelighed (se Joh 6,13, hvor folkemængden blev mættet ved den mirakuløse forøgelse af de "fem bygbrød", og sammenlign Josefus, BJ, V, x, 2).

2. Hvede:

Men også hvede blev dengang i vid udstrækning brugt som brødkorn, som den bliver nu, idet hveden fra de syriske sletter og højlande er bemærkelsesværdig for sin næringsværdi og holdbarhed.

3. Tre slags mel:

Der skelnes mellem tre slags, eller kvaliteter, mel, alt efter fremstillingsmåden:

(1) en grovere slags, groft fremstillet ved brug af støder og morter, det "knuste korn" i 3 Mos 2,14; 3 Mos 2,16 (Revised Version (British and American) "bruised");

(2) det "mel" eller "grynmel" der blev brugt til daglig (2 Mos 29,2; 3 Mos 2,2; 3 Mos 6,15), og

(3) det "fine mel" til ærede gæster (se 1 Mos 18,6, hvor Abraham befaler Sara at "gøre .... tre mål fint mel klar"), som vi kan sammenligne med det "fine mel" til kongens køkken (1 Kong 4,22) og det "fine mel", der krævedes til det rituelle afgrødeoffer, som i 3 Mos 2,1; 3 Mos 5,11; 3 Mos 7,12; 3 Mos 14,10; 3 Mos 23,13; 3 Mos 24,5; osv.

III. Brødbagning.

1. Maling:

Efter grundig sigtning og rensning af kornet var det første skridt i processen at reducere det til "grynmel" eller "mel" ved at gnide, støde eller male. (I 4 Mos 11,8 siges der om mannaen: "Folket gik omkring og samlede den og malede den i kværne eller stødte den i mortere.") Det er blevet påvist, at man ved en proces, som endnu ikke er uddød i Egypten, sædvanligvis gned kornet mellem to "korngnidere" eller "kornkværne", hvoraf mange eksemplarer er fundet af Petrie, Bliss, Macalister og andre ved Lakish, Gezer og andre steder (PEFS, 1902, 326; 1903, 118; sammenlign Erman, Egypt, 180, for illustrationer af faktisk brug). For detaljerede beskrivelser af de andre processer, se morter; kværn.

2. Æltning:

"Melet" blev derefter sædvanligvis blot blandet med vand, æltet i et træfad eller dejtrug (2 Mos 8,3) og, i hastetilfælde, straks formet til "kager" og bagt. (Se 2 Mos 12,34, "Og folket tog deres dej, før den var syrnet.") Hebræerne kaldte sådanne kager matstsoth, og de var den eneste slags, der måtte bruges på alteret under påsken og umiddelbart efter under De usyrede brøds fest (også kaldet Matstsoth). Almindeligvis var processen dog som følger: en klump syrnet dej fra gårsdagens bagning, bevaret til formålet, blev brudt i stykker og blandet med dagens "dejportion", og det hele blev derefter sat til side og lod stå, indtil det var helt syrnet (se surdej).

3. Bagning:

Vi finder i Det Gamle Testamente, som i Østens praksis i dag, tre måder at fyre eller bage brød på:

(1) Varme sten:

Den, der repræsenteres ved Elias' kage bagt på de varme sten (1 Kong 19,6 Revised Version, randnote; sammenlign "kagerne på ildstedet", 1 Mos 18,6 King James Version, og se Robinson, Researches, II, 406). Stenene blev lagt sammen, og der blev tændt ild over dem. Når stenene var godt opvarmede, blev gløderne raget bort, og kagerne lagt på stenene og dækket med aske. Efter en tid blev asken igen fjernet, og kagen blev vendt (se Hos 7,8) og endnu en gang dækket med den glødende aske. Således blev den bagt jævnt på begge sider og gjort klar til at spise (sammenlign Vulgata, Panis subcineraris, og DeLagarde, Symmicta, II, 188, hvor egkouthia omtales som "skjulningen" af kagerne under asken). Ud af disse primitive skikke hos hyrdestammerne og bønderne voksede andre, forbedrede former for bagning frem.

(2) Bagepander:

En gammel bagemetode, som stadig er udbredt blandt beduinerne i Syrien og Arabien, er at bruge en opvarmet, konveks jernplade eller bageplade, hvad vi ville kalde en stegepande, i stedet for det opvarmede sand eller de opvarmede sten. Den hebraiske »bagepande« (machabhath, 3 Mos 2,5; 3 Mos 7,9; jf. Ez 4,3) må have været af denne slags »bageplade«. Henvisningen i 1 Krøn 9,31 gælder sandsynligvis brød, der blev bagt på denne måde. Der siges det, at en af præsternes sønner »havde det betroede hverv med det, der blev bagt på pander«.

4. Ovne:

tannur (jf. arabisk) blev uden tvivl brugt af hebræerne, da de bosatte sig i Kanaan, sådan som de blev brugt af de fastboende befolkninger i Orienten i almindelighed, i stigende grad efterhånden som de nærmede sig civiliserede forhold. Disse »ovne« var af forskellige slags:

(1) Skålovnen:

Den enkleste, som de gamle brugte, var næppe mere primitiv end den type, der ret almindeligt bruges i landet i dag. Den kan kaldes »skålovnen«. Den består af en stor lerskål, som er forsynet med et bevægeligt låg. Denne skål stilles omvendt på små sten og opvarmes derefter med et udpræget orientalsk brændsel, der består af tørret gødning, som lægges op over og omkring den. Brødet bages på stenene og dækkes så af den omvendte ovn, som opvarmes ved antændelsen af gødningsbrændslet på lågets yderside.

(2) Krukkeovnen:

Krukkeovnen er en anden form for ovn, som bruges der i dag. Det er en stor lerkrukke, der opvarmes med brændsel af græs (Matt 6,30), strå (Mal 4,1), tørre kviste eller torne (1 Kong 17,12) og lignende, som lægges ind i krukken for at blive antændt. Når krukken på den måde er opvarmet, klæbes kagerne fast på de varme indvendige vægge.

(3) Grubeovnen:

Grubeovnen var uden tvivl en udvikling fra denne type. Den blev delvis udformet i jorden og delvis bygget op af ler og overpudset overalt, smallere mod toppen. De gamle egyptere, som monumenterne og vægmalerierne viser, lagde kagerne på ovnens yderside (Wilkinson, Ancient Egyptians); men i Israels land blev ilden i almindelighed, hvis nutidens skikke er afgørende, tændt inde i grubeovnen. Et stort antal sådanne ovne er blevet gravet frem ved nyere udgravninger, og vi kan med god grund tro, at de er nøjagtige modstykker til de professionelle bageres ovn i den gade i Jerusalem, der var opkaldt efter dem, »bagergaden« (Jer 37,21). Den største og mest udviklede form for ovn er stadig den offentlige ovn i byen af denne type; men de primitive landlige typer lever stadig videre, og brændslet af torne og af græsset, »som er til i dag og i morgen kastes i ovnen«, ses stadig.

5. Former for bagt brød:

(1) Vestens store pone eller tykke, lette brød er ukendt i Østen. Den almindelige orientalske kage eller brød er ordsprogsagtigt tynd. Det tynde hjemmebagte brød har både på hebraisk og arabisk faktisk navn efter sin tyndhed, sådan som det afspejles i oversættelsen »vaffel« i 2 Mos 16,31; 2 Mos 29,23; 3 Mos 8,26; 4 Mos 6,19; 1 Krøn 23,29. Sådant brød blev på hebraisk kaldt raqiq (raqiq; jf. moderne arabisk warkuk, fra warak = »løv«, »papir«).

(2) Det er stadig en karakteristisk skik ved et syrisk måltid at tage et stykke af et sådant brød og, med den lethed og færdighed som lang vane giver, folde den ende, man holder i hånden, om, så den danner en slags ske, som derefter spises sammen med det, der løftes op med den fra det fælles fad (jf. Matt 26,23). Men denne »dyppen i det fælles fad« udføres på en sådan måde, at fadets indhold ikke berøres af fingrene eller af noget, der har været i kontakt med læberne hos dem, der sidder til bords (jf. Mackie, DCG, artiklen »Bread«).

(3) Sådanne »brød« er i dag almindeligvis omkring 7 tommer i diameter og fra en halv tomme til en tomme tykke. Sådanne var sandsynligvis drengens »bygbrød«, som blev bragt til Kristus ved bespisningen af de 5.000 (Joh 6,9; Joh 6,13). Endnu tyndere kager, både af syrnet og usyrnet brød, laves undertiden nu som i gammel tid, især ved religiøse højtider. Ofte bestrøges eller bestrøges de på oversiden med olivenolie og får under bagningen en blank brun farve; og undertiden strøs de med aromatiske frø, som hænger ved og giver en krydret smag. De kan meget vel minde os om det »olierede brød« i 3 Mos 8,26 og »vaflerne salvet med olie« i 2 Mos 29,2 og 3 Mos 2,4.

(4) Undertiden tilberedes store skiver af dej, omkring 1 tomme tykke og 8 tommer i diameter, og lægges i rækker på lange, tynde brædder, der ligner kanoårer, og føres således ind i ovnen; derefter skubbes de med et hurtigt, behændigt ryk med hånden af på den varme bund og bages. De laves og bages sådan, at de, når de er færdige, er bløde og bøjelige, og af den grund foretrækkes de af mange frem for de tyndere kager, som bages stive og brune.

(5) Den nøjagtige beskaffenhed af sprødkagerne i 1 Kong 14,3 (American Standard Revised Version »kager«) kendes ikke. En række bagværk (1 Mos 40,17, bogstaveligt »mad, bagerens arbejde«) forekommer i Det Gamle Testamente, men kun i få tilfælde er det muligt eller vigtigt at identificere deres art eller former (se Encyclopedia Bibl, sp. 460 f). En kage, der blev brugt til rituelle formål (2 Mos 29,2 og ofte), synes ud fra sit navn at have været gennemboret med huller, ligesom de moderne påskekager (jf. Kennedy, 1-vol HDB, artiklen » Bread«).

6. Kvindearbejde:

(a) Enhver orientalsk husholdning af betydning synes at have haft sin egen ovn, og brødbagningen var for størstedelens vedkommende i kvindernes hænder. Selv når og hvor bagning, under fremskridende civilisation, blev en anerkendt offentlig næring, og mænd var professionelle bagere, bestod en stor del af bagerens arbejde, som det også er tilfældet i dag, i at fyre brødet, der var forberedt og på en måde forbagt af kvinderne derhjemme.

(b) Østens kvinder ses også nu ofte tage del i såning, høst og kastning af kornet, foruden i arbejdet med at »male« (Præd 12,3; Matt 24,41; Luk 17,35), »ælte« (1 Mos 18,6; 1 Sam 28,24; 2 Sam 13,8; Jer 7,18) og »bage« (1 Sam 8,13), og uden tvivl var det i lige så høj grad sådan i oldtiden.

IV. Brødets hellighed og symbolik.

1. Hellighed:

Det synes, som om brødets hellighed i Orienten forbliver lige så uforandret som helligdommes og graves hellighed (jf. Mackie, DCG, artiklen »Bread«, og Robinson's Researches). Ligesom alt i Egypten afhang af Nilen for at leve, og ligesom Nilen blev betragtet som »hellig«, sådan var »brød« i Israels land, hvor alt afhang af hvede- og byghøsten, i en særlig forstand »helligt«. Sagens psykologi synes omtrent at være denne: Alt liv blev set som afhængigt af kornhøsten; denne afhang igen af regn i rette tid; og derfor blev brødet, som i grunden var et produkt af disse guddommelige processer, betragtet som i særlig grad »en Guds gave«, en daglig påmindelse om hans stadige og ofte ufortjente omsorg (Matt 5,45 ff.; overvej i denne forbindelse Herrens bøn: »Giv os i dag vort daglige brød«, Matt 6,11; jf. Luk 11,11). Rejsende bemærker almindeligvis som et særligt kendetegn ved nutidens orientaler, at hvis han ser et stykke brød ved vejkanten, vil han samle det op og kaste det til en gadehund eller lægge det i en sprække i muren eller på en gren, hvor fuglene kan få det. Én ting står fast for ham: det må ikke trædes under fode i det almindelige støv, for efter alles vurdering er der i det et element af mysterium og hellighed, fordi det kommer fra giveren af alt godt.

2. Symbolik:

(a) Når man tager del i gæstfriheden hos de primitive bønder i Israels land i dag, øst og vest for Jordan, ser man, hvilket tegn og symbol på gæstfrihed og venskab det er at give og modtage brød. Blandt araberne er det faktisk blevet et ordsprog, som på dansk kan gengives sådan: »Spis salt sammen, vær venner for altid.« Når først araberen har brudt brød med dig, er du sikker. Du kan opleve, at brødet er det fattigste bygbrød, stadig mærket af småstenenes fordybninger, med små pletter af ildstedets grå aske og hist og her et indlagt stykke svedet græs eller forkullet torn, resultatet af deres primitive bagemetode; men det er brød, det bedste den fattige mand kan give dig, virkelig »en Guds gave«, og det tilbydes af den vildeste araber med en vis fornemmelse af dets hellighed og med noget af glæden og værdigheden ved gæstfrihedens ophøjede pligt. Det er derfor ikke underligt, at det betragtes som den største uhøflighed, ja, som en overtrædelse af gæstfrihedens hellige lov, at afslå det eller lægge det til side som uegnet til brug.

(b) Kristus må have været påvirket af sit kendskab til en sådan følelse og lov, da han, da han sendte sine disciple ud, pålagde dem »ikke at tage brød med sig« (Mark 6,8). Ikke at have forventet en sådan gæstfrihed og ikke at have gjort brug af det, som folket således frit ville tilbyde dem, ville have været en uhøflighed, for ikke at sige en forseelse, fra disciplenes side, som ville have hindret modtagelsen af de gode nyheder om Riget.

(c) Det er med rette blevet påpeget, at Guds gave af naturlig føde til sit folk indgår i Magnificats lovprisninger (Luk 1,53), og at da Kristus kaldte sig selv »livets brød« (Joh 6,35), appellerede han i virkeligheden til alle disse kære og uopløselige associationer, som i det østlige sind var forbundet med brødets betydning og brug. Helt naturligt og passende valgte Kristus ved indstiftelsen af den nye pagt som sit minde ikke et monument af sten eller bronze, men denne ydmyge og dog hellige fødevare, kendt og tilgængelig for alle, til sammen med den almindeligt brugte »vin« i Herrens nadver at blive det vedvarende symbol blandt hans disciple på de helliges fællesskab.

LITTERATUR.

Wilkinson, Ancient Egypt, 1878, II, 34; Erman, Aegypten und aegyptisches Leben, 1885, 191 ff.; Nowack, Lehrbuch der hebr. Archaologie, 1894; Maimonides, Yadh, Temidhin U-Mucaphin, v, 6-8; Bacher, Monats-schrift, 1901, 299; Mishna B. M., II, 1, 2; Robinson, Biblical Researches in Israels land, II, 416; Doughty, Travels in Arabia Deserta, I, 131; Josephus, BJ; og bibelordbøger om »Brød«, »Kostlove«: »Matstsoth«, »Challah« osv.

George B. Eager

lof.

Se BREAD.