Brød

Hos jøderne blev det som regel lavet af hvede (2 Mos 29,2; Dom 6,19), dog undertiden også af andre kornsorter (1 Mos 14,18; Dom 7,13). Ristet korn blev undertiden brugt som mad uden yderligere tilberedning (Ruth 2,14).

Brød blev tilberedt ved æltning i træskåle eller “dejtrug” (1 Mos 18,6; 2 Mos 12,34; Jer 7,18). Dejen blev blandet med surdej og formet til tynde kager, runde eller ovale, og derefter bagt. Brødet, der blev spist ved påsken, var altid usyret (2 Mos 12,15-20; 5 Mos 16,3). I byerne fandtes der offentlige ovne, som blev meget brugt til brødbagning; der fandtes også bagere af profession (Hos 7,4; Jer 37,21). Deres ovne var ikke meget forskellige fra nutidens. Men undertiden blev brødet bagt ved at blive lagt på jorden, som var blevet opvarmet af ild, og ved at man dækkede det med gløderne (1 Kong 19,6). Det var sandsynligvis den måde, hvorpå Sara tilberedte brød ved den lejlighed, der omtales i 1 Mos 18,6.

I 3 Mos 2 findes en beretning om de forskellige slags brød og kager, som jøderne brugte.

Skuebrødene (s.d.) bestod af tolv usyrede brød, der blev tilberedt og stillet varme frem på det gyldne bord hver sabbat. De var kvadratiske eller aflange og repræsenterede Israels tolv stammer. De gamle brød blev fjernet hver sabbat og måtte kun spises af præsterne i helligdommens forgård (2 Mos 25,30; 3 Mos 24,8; 1 Sam 21,1-6; Matt 12,4).

Ordet brød bruges billedligt i udtryk som “sorgernes brød” (Sl 127,2), “tårers brød” (80,5), dvs. sorg og tårer er som ens daglige brød; de udgør en så stor del af livet. “Ondskabs” brød (Ordsp 4,17) og “svigs” brød (20,17) betegner på samme måde, at ondskab og svig er en del af det daglige liv.