Bud; budene

ko-mand'-ment (mitswah; entole): Budene er først og fremmest forskrifter eller anvisninger fra Gud om bestemte forhold, som han ønskede overholdt med henblik på omstændigheder, efterhånden som de opstod, i en periode hvor han talte direkte og hyppigere end senere. De var talrige, detaljerede og blev betragtet som sideordnede og uafhængige af hinanden. I De ti bud, eller mere korrekt De ti ord, EVm (debharim), samles de i nogle få altomfattende forskrifter af varig gyldighed, som enhver pligt, der kræves af mennesket, bygger på. Visse forskrifter med midlertidig gyldighed, såsom forskrifterne i de ceremonielle og juridiske love, er anvendelser af disse »ord« på forbigående omstændigheder, og i den tid, de var givet for, krævede de fuldkommen og ubetinget lydighed. Salmerne, og især Sl 119, viser, at der allerede under Det Gamle Testamente fandtes en dyb åndelig værdsættelse af disse bud, og i hvilken grad lydighed blev anset for et privilegium snarere end blot et spørgsmål om tvungen ydre opfyldelse af pligt. I Det Nye Testamente viser Jesus i Matt 22,37; Matt 22,40; Mark 12,29; Mark 12,31; Luk 10,27 (jf. Rom 13,8; Rom 13,10) deres organiske enhed. De »ti« sammenfattes i to, og disse to i ét princip, nemlig kærlighedens. I kærligheden begynder lydigheden og virker indefra og ud. Under Det Nye Testamente holdes budene, når de er skrevet i hjertet (Hebr 10,16). Mens der i synoptikerne henvises til dem på en mere abstrakt og fjern måde, er deres forhold til Jesus meget fremtrædende både i Johannesevangeliet og i Johannesbrevene. De er »mine bud« (Joh 14,15; Joh 14,21; Joh 15,10; Joh 15,12); »min Faders« (Joh 10,18; Joh 15,10); eller, mange gange gennem brevene, »hans (dvs. Kristi) bud«. Det nye liv i Kristus tænder kærligheden og gør ikke blot budene til livets regel, men selve livet til budenes og Guds naturs frie udtryk, den natur som budene er grundet i. Lejlighedsvis bruges ordet i ental kollektivt (2 Mos 24,12; Sl 119,96; 1 Kor 14,37).

Se De ti bud.

H. E. Jacobs