Apokalyptisk litteratur

a-pok-a-lip'-tik lit'-er-a-tur:

INDLEDNING

I. BAGGRUNDEN FOR APOKALYPTIKKEN

1. Jødedom og hellenisme

2. Politiske påvirkninger

II. APOKALYPTIKKENS ALMINDELIGE KENDETEGN

1. Forskelle fra profetien i indhold

2. Forskelle fra profetien i litterær form

III. FORFATTERSKABET TIL JØDISKE APOKALYPTISKE VÆRKER

1. Pseudepigrafiske forfattere er ikke kendt enkeltvis

2. Den almindelige lighed og indbyrdes afhængighed viser, at de er produkter af én sekt

3. Tre jødiske sekter udgør hele den litterære klasse

4. Ikke et produkt af saddukæerne

5. Heller ikke af farisæerne

6. Sandsynligvis skrevet af essæerne

VÆRKER MED BETEGNELSEN APOKALYPTISKE

I. EGENTLIGE APOKALYPSER

1. Enoks bøger:

(1) Bøgernes historie;

(2) Resumé;

(3) Sprog;

(4) Datering;

(5) Intern kronologi: Noas bog;

(6) Ekstern kronologi;

(7) Slavisk Enok;

(8) Enoks hemmeligheder

2. Baruks apokalypse:

(1) Resumé;

(2) Struktur;

(3) Sprog;

(4) Datering;

(5) Forhold til andre bøger;

(6) Resten af Baruks ord

3. Moses' himmelfart:

(1) Resumé;

(2) Struktur;

(3) Sprog;

(4) Datering;

(5) Forhold til andre bøger

4. Esajas' himmelfart:

(1) Resumé;

(2) Struktur;

(3) Sprog;

(4) Datering

5. Ezras fjerde bog:

(1) Resumé; (2) Struktur;

(3) Sprog;

(4) Datering

II. LEGENDARISKE VÆRKER

Jubilæerbogen:

(1) Resumé;

(2) Struktur;

(3) Sprog;

(4) Datering

III. PSALMELIGNENDE PSEUDEPIGRAFER

1. Salomos salmer:

(1) Resumé;

(2) Sprog;

(3) Datering;

(4) Kristologi

2. Salomos oder:

(1) Forholdet til Pistis Sophia og resumé;

(2) Datering

IV. TESTAMENTER

1. De tolv patriarkers testamenter:

(1) Resumé:

(a) Ruben;

(b) Simeon;

(c) Levi;

(d) Juda;

(e) Issakar;

(f) Zebulon;

(g) Dan;

(h) Naftali;

(i) Gad;

(j) Asher;

(k) Josef;

(l) Benjamin;

(2) Struktur;

(3) Sprog;

(4) Datering og forfatterskab;

(5) Forhold til andre bøger

2. Adams testamente

3. Abrahams testamente

4. Jobs testamente:

(1) Resumé;

(2) Struktur;

(3) Sprog;

(4) Datering og forfatterskab

V. SIBYLLINSKE ORAKLER

VI. KONKLUSION

LITTERATUR

En række pseudepigrafiske værker, hovedsagelig af jødisk oprindelse, fremkom i perioden mellem 210 f.Kr. og 200 e.Kr. De har mange fællestræk. Det mest iøjnefaldende er den lighed, de alle har med Daniels Bog. Efter dette mønster anvender de fleste af dem "synet" som et litterært virkemiddel til at indføre deres forestillinger om den fjerne fremtid. Et biprodukt af den samme bevægelse var udarbejdelsen, hovedsagelig i Alexandria, af de sibyllinske bøger. Det litterære virkemiddel "syn" blev også anvendt i Æneiden af Vergil, den klassiske samtidige til et stort antal af disse værker. En ejendommelighed ved flertallet af disse dokumenter er, at de, skønt de var populære blandt de kristne forfattere i de første kristne århundreder, forsvandt med middelalderens fremkomst og forblev ukendte, indtil første halvdel af det 19. århundrede var godt fremskreden.

INDLEDNING

I. Baggrunden for apokalyptikken.

1. Jødedom og hellenisme:

Da jøderne vendte tilbage fra Babylon til Israels land, var de, skønt de var omgivet af hedninger med forskellige trosretninger, stærkt monoteistiske. Persernes herredømme over det sydvestasiatiske rige og deres religion -- zoroastrismen -- der stod monoteismen så nær, forhindrede ethvert voldsomt forsøg på at forføre jøderne. Med det græske herredømmes fremkomst opstod en ny tilstand. I begyndelsen synes der ganske vist ikke at have været noget direkte forsøg på at tvinge dem til at opgive deres religion, men hellenerens rolige foragt, når han fra sin kunstneriske kulturs overlegne højde så ned på alle barbarer, og den indflydelse, denne kultur havde på de herskende klasser, havde tendens til at forlede jøderne til afgudsdyrkelse. Mens de styrende kredse, præsterne og rådets ledere, de som kom i kontakt med generalerne og statholderne hos lagiderne i Egypten eller seleukiderne i Syrien, således var tilbøjelige til at blive forledt til afgudsdyrkelse, fandtes der en stor klasse, som var helt upåvirket af hellenisk kultur, og ikke en lille del af denne klasse hadede fanatisk enhver befattelse med afgudsdyrkelse.

Da herredømmet over Israels land gik fra ptolemæernes hænder over til seleukidehusets, blev denne følelse forstærket, eftersom det syriske dynasti med mindre tolerance betragtede Israels religion. Modstanden mod hellenismen og frygten for den førte naturligt til, at de, som delte denne følelse, sluttede sig sammen. På den ene side stod det skriftlærde lovparti, som udviklede sig til farisæernes sekt; på den anden side stod mystikerne, som følte guddommens personlige magt. Disse blev senere først hasidæerne og derpå essæerne. De sidstnævnte trak sig gradvis tilbage fra aktiv deltagelse i det nationale liv.

Som det er naturligt for mystikere, førte deres følelser dem til at se syner og drømme drømme. Andre, mere intellektuelle, tog imod grækernes oplysning, men bevarede deres tro på den ene Gud. For dem forekom det indlysende, at eftersom deres Gud var den sande Gud, måtte al virkelig oplysning være udgået fra ham alene. Hos tænkere som Platon og Aristoteles så de mange ting, der stemte overens med Moseloven. De var sikre på, at der måtte have været forbindelsesled, som knyttede disse tænkere til strømmen af guddommelig åbenbaring, og de blev ledt til at forestille sig, af hvilken art disse forbindelsesled nødvendigvis var. Navnene på digtere som Orfeus og Linos, der kun havde overlevet i deres navne, antydede kilden til disse forbindelsesled -- disse ligheder. Deraf de omfattende forfalskninger, hovedsagelig udført af jøder, af græske digte. På den anden side fandtes ønsket om at bringe Moses og hans lov i harmoni med tidens filosofiske ideer. Filon fra Alexandria, det mest fremtrædende eksempel på dette forsøg, kan ikke have været et isoleret fænomen; han må have haft mange forløbere. Denne sidstnævnte bevægelse havde, skønt den var mest tydelig i Egypten og sandsynligvis i Lilleasien, også betydelig indflydelse i Judæa.

2. Politiske påvirkninger:

Politiske begivenheder bidrog til fremgangen for begge disse tendenser. Den tydelige gunst, som Antiochos den Store viste grækerne og de barbarer, der helleniserede sig, blev under hans søn Antiochos Epifanes til direkte religiøs forfølgelse. Dette skærpede på den ene side chasidimernes protest og satte på den anden side de visionæres fantasi i endnu livligere bevægelse. Mens makkabæerne og deres tilhængere blev tilskyndet til tapre gerninger, så de eftertænksomme visionære Gud som deres tilflugt og håbede på befrielse ved Messias' hånd. De forestillede sig, at tyrannen blev slået ned ved Jahves direkte dom. Efter Epifanes' død var makkabæerne blevet en magt, man måtte regne med, og de visionære fik mindre ophidselse af ydre begivenheder, indtil den herodianske familie nåede frem til den højeste magt.

Først begunstigede herodianerne farisæerpartiet, eftersom det støttede Johannes Hyrkanos II, Antipatros' ven; Antipatros var Herodes den Stores far. Essæerne synes også i begyndelsen at have vist Herodes særlig gunst. Men snart skete der en forandring. Som følge af den tilpasning til hedenske skikke, som deres forbindelse med romerne tvang herodianerne til, følte de mere religiøse blandt jøderne sig nødsaget til at trække enhver gunst tilbage fra den idumæiske tronraner og opgive alt håb til ham. Dette vakte naturligt de visionære til ny forventning om guddommelig indgriben. Bag herodianerne stod Roms frygtelige jernmagt. Romerne havde grebet ind i striden mellem Johannes Hyrkanos og hans bror Aristobulos. Pompejus havde vanhelliget templet ved at trænge ind i Det Allerhelligste. Det katastrofale nederlag, han led for Cæsars hånd, og hans ynkelige død ved Egyptens kyster syntes at være en dom over ham for hans gudløshed. Senere blev Nero et særligt mål for apokalyptikerne, som på dette tidspunkt hovedsagelig var kristne. Senere romerske kejsere, såsom flavierne, prægede apokalyptikernes fantasi.

II. Apokalyptikkens almindelige kendetegn.

1. Forskelle fra profetien i indhold:

Både i stof og form adskiller den apokalyptiske litteratur og de skrifter, der hører sammen med den, sig fra de foregående perioders profetiske skrifter. Som allerede nævnt er det forudsigende element til stede i apokalypserne såvel som i profetien, men det er mere fremtrædende og angår længere tidsrum samt indebærer et videre blik på verdens tilstand som helhed. Apokalypse var kun mulig under de store rigers herredømme. Både i profetien og i apokalypsen henvises der til Messias' komme, men i sidstnævnte er det messianske håb ikke alene mere bestemt, det har også en videre rækkevidde. Hos profeterne og salmisterne havde Messias hovedsagelig med Israel at gøre. »Han skal frelse sit folk«; »han skal dø for dem«; »hans folk skal alle være retfærdige.« Alt dette gælder Israel; der er intet verdensrigt perspektiv. I apokalypserne er verdensrigets perspektiv fremtrædende; det begynder med Daniel, hvor vi finder det messianske rige fremstillet ved en »menneskesøn« i modsætning til de dyriske riger, der var gået forud (Dan 7,13), og når apokalypsens højdepunkt, om ikke dens afslutning, i Johannes' Åbenbaring: »Verdens rige er blevet vor Herres og hans Kristus' rige« (Åb 11,15). Mens profeten først og fremmest var en retfærdighedens forkynder og brugte forudsigelse enten som en garanti, gennem dens opfyldelse, for sin guddommelige sendelse eller som en fremstilling af det naturlige resultat af oprør mod Guds retfærdige love, var forudsigelsen det vigtigste for apokalyptikeren, og i den mere typiske apokalypse findes der overhovedet ingen moralsk formaning.

2. Forskelle fra profetien i litterær form:

I den anvendte litterære form er der tydelige forskelle mellem apokalyptik og profeti. Begge gør brug af syn, men i profetien, i ordets mere begrænsede betydning, er disse syner som regel underforståede frem for beskrevne. Skønt Esajas kalder størstedelen af sin profeti for et »syn«, beskriver han dog kun i ét tilfælde, hvad han ser; som regel forudsætter han hele vejen igennem, at hans tilhørere ved, hvad der er synligt for ham. Det eneste tilfælde (Es 6), hvor han faktisk beskriver sit syn, er slet ikke forudsigende; hensigten er formaning. I apokalypsernes tilfælde er synet det middel, hvorved forudsigelsen formidles. Hos Ezekiel findes der syner, men kun ét af dem -- »dalen med de tørre ben« -- er forudsigende. I det er de anvendte symboler naturlige, ikke, som altid i apokalypserne, vilkårlige. Jf. Daniels syn af vædderen og gedebukken (Dan 8).

Hos Ezekiel antyder de tørre ben naturligt døden, og den proces, hvorved de genoplives, føles af læseren som det naturlige forløb, en sådan begivenhed ville tage, hvis den fandt sted inden for den almindelige erfarings område; mens der i beretningen om hornene på den græske buks hoved ingen naturlig grund er til de forandringer, der sker, men kun en symbolsk. Dette er endnu tydeligere i synet af ørnen i 4 Esdras 11. Hvad der måske kan betragtes som endnu mere knyttet til formen, er den kendsgerning, at mens profeterne skrev i en så ophøjet prosastil, at den altid svævede på grænsen til poesi -- ja, ofte gik over i den og benyttede versform, som Es 26,1 -- anvendte apokalyptikerne altid ren prosa, uden den udførlige parallelisme eller rytmiske formulering, der kendetegner hebraisk poesi. De sære, prægtige eller frygtelige træk ved det beskrevne syn træder desto stærkere frem på grund af beretningens nøgternhed.

III. Forfatterskabet til jødiske apokalyptiske værker.

1. Pseudepigrafiske forfattere kendes ikke som enkeltpersoner:

I de fleste tilfælde er spørgsmålet om forfatterskab et spørgsmål, der må drøftes for hvert enkelt værk. En række af værkernes karakteristika gør imidlertid en sådan fremgangsmåde umulig for deres vedkommende. Hvis vi ser bort fra de to apokalypser, der indgår i kanon, er de alle pseudonyme, som Enok og Baruk, eller anonyme, som Jubilæerbogen. Mange af dem viser desuden spor af interpolation og bearbejdelse ved senere hænder. Hvis vi havde en fuldstændig og klar historie om den periode, hvori de blev skrevet, og hvis dens litteratur i vid udstrækning var blevet bevaret for os, kunne vi måske have været i stand til at fastslå den enkelte forfatter; men som forholdene er, er dette umuligt. Samtidig kan vi dog ud fra indre vidnesbyrd danne os en vis forestilling om omgivelserne hos dem, der skrev disse værker.

2. Generel lighed og indbyrdes afhængighed viser, at de er produkter af én sekt:

Ud fra den slående lighed i den almindelige stil, som de fremviser, og ud fra den måde, hvorpå nogle af dem står i forbindelse med de andre, synes mange af disse værker at være frembragt under lignende omstændigheder. Selv de værker, der i type og almindelig holdning står fjernest fra resten, står dem nærmere, end de står nogen anden klasse af værker. Al positiv evidens peger således på, at disse værker er blevet skrevet af forfattere, som var nært forbundet med hinanden. Den negative evidens herfor er den meget ringe påviselige indflydelse, disse værker fik på senere jødisk tænkning. Mange af dem citeres af de kristne kirkefædre, og nogle af dem af Det Nye Testamentes forfattere. Hele denne samling af værker er blevet bevaret for os ad kristen vej. Et stort antal er bevaret, fordi de blev optaget i den etiopiske kirkes gammeltestamentlige kanon; et betydeligt antal er blevet fremdraget fra det Ambrosianske Bibliotek i Milano; de fleste af dem er skrevet i Israels land af jødiske forfattere; dog findes der intet klart og utvivlsomt tegn på kendskab til disse bøger i Talmud.

3. Tre jødiske sekter omfatter hele den litterære klasse:

Det her iagttagne fænomen er slående. Værker, hvoraf flertallet er skrevet på hebraisk af jøder, bliver glemt af disse jøders efterkommere og bliver bevaret af hedningekristne, af folkeslag som var uvidende om hebraisk og bevarede dem i græske, latinske eller etiopiske oversættelser. Et karakteristisk træk ved jødedommen i den periode, hvor disse bøger fremkom, var den magt, som blev udøvet af visse anerkendte sekter. Hvis man tager den mest omtrent samtidige historiker om jøderne, Josefus, som autoritet, ser man, hvor fremtrædende de tre sekter, farisæerne, saddukæerne og essæerne, var. Til en vis grad bekræftes dette af evangelierne og Apostlenes Gerninger, med denne bemærkelsesværdige undtagelse -- essæerne nævnes aldrig ved navn.

4. Ikke et produkt af saddukæerne:

De skriftlærde, den litterære klasse blandt jøderne, tilhørte alle den ene eller den anden af disse herskende sekter. Følgelig må disse værker være udgået fra medlemmer af en af disse sekter. Deres indbyrdes lighed udelukker, at deres forfattere delvis skulle have tilhørt én sekt og delvis en anden. Vi ved ret nøjagtigt fra Josefus og Det Nye Testamente, hvad saddukæernes karakter og læresætninger var. De var den præstelige, sakerdotale klasse og frem for alt politiske intrigemagere. De anerkendte kun Pentateuken som autoritativ og havde ingen del i de messianske håb, som profeterne var fulde af. De troede hverken på engel eller ånd og havde intet håb om udødelighed (ApG 23,8). Josefus sammenligner dem med Epikurs tilhængere blandt grækerne. Intet kunne være mere fjernt fra apokalypsernes ånd og læresætninger end alt dette. De messianske håb fylder meget; engle er fremtrædende, deres hierarkier beskrives, og deres navne opgives. Læren om udødelighed forudsættes, og stederne for belønning og straf beskrives. Apokalypserne kan derfor ikke tilskrives saddukæerne.

5. Heller ikke farisæernes: Det virker mere sandsynligt at tilskrive dem farisæerne. Hvad læresætninger angår, er der ingen tvivl om, at overensstemmelsen er forholdsvis tæt. Der er dog vanskeligheder ved at acceptere dette syn på deres oprindelse. Da den jødiske stat faldt, forsvandt saddukæerne, da der ikke længere var noget område for politisk virksomhed, og da der med templets ødelæggelse ikke længere var ofre, som krævede aronitiske præsters tjeneste. Næsten samtidig forsvandt essæerne ind i kristendommen. Farisæerne alene blev tilbage for at videreføre jødedommens traditioner.

I Talmud har vi resultatet af farisæisk litterær virksomhed. Misjna er den eneste del af denne blandede sammenhobning, som overhovedet er nogenlunde samtidig med de værker, der ligger foran os. Den har ingen af den apokalyptiske skrifts karakteristika. De senere haggadiske midrashim ligner nogle af disse mere, særligt Jubilæerbogen. Alligevel synes den næsten fuldstændige mangel på henvisninger til nogen af apokalypserne i de anerkendte farisæiske skrifter og den kendsgerning, at ingen jødisk version af nogen af disse bøger er blevet bevaret, afgørende imod tanken om, at apokalypserne skyldte deres oprindelse til de farisæiske skoler. De bøger, der udgør de almindelige apokryfer, står i en anden situation. Flertallet, om ikke alle, blev optaget i den jødiske kanon i Alexandria. Nogle af dem findes på hebraisk eller aramæisk, som Siraks Bog, Tobit og Judit. Ingen af apokalypserne er fundet således. Dette fører nødvendigvis til den konklusion, at farisæerne ikke skrev disse bøger.

6. Sandsynligvis skrevet af essæerne:

Ved udelukkelsesmetoden føres vi således til at antage Hilgenfelds konklusion, at de er essæernes værk. Vi har imidlertid positive beviser. Vi ved fra Josefus, at essæerne havde mange hemmelige hellige bøger. De bøger, vi har foran os, ville passe til denne beskrivelse. Desuden finder vi i en af disse bøger (4 Esdras) en fortælling, som forklarer disse bøgers eksistens. 2 (4) Esdras 14,40-48 fortæller, hvordan Ezra fik en skål vand at drikke, som om det var ild, og derefter dikterede han til fem mænd. Disse mænd skrev med tegn, som de ikke forstod, "i fyrre dage", indtil de havde skrevet "fireoghalvfems bøger" (Revised Version (British and American)). Han får befaling: "Det første, du har skrevet, skal du udgive offentligt og lade værdige og uværdige læse det; men behold de sidste halvfjerds, så du kan overgive dem til de vise blandt dit folk."

Mens de fireogtyve bøger i den almindelige kanon skulle være åbne for alle, ville disse andre halvfjerds bøger kun være kendt af de vise – formodentlig essæerne. Denne fortælling forudsætter, at alle de bibelske bøger var gået tabt under det babyloniske fangenskab, men at Ezra, efter at hans hukommelse var blevet vakt, kunne diktere dem alle; men af disse skulle kun fireogtyve offentliggøres for alle; halvfjerds skulle bevares af et samfund af vise mænd. Dette ville forklare, hvordan Enoks og Noas bøger og beretningen om Moses' himmelfart kunne træde frem på scenen på passende tidspunkter og dog ikke være kendt tidligere. I den sidstnævnte bog findes der et andet middel. Moses siger til Josva, at han skal balsamere (hedriare) skriftet, som giver en beretning om det, der skal komme over Israel.

Bøger, der var balsameret på denne måde, kunne blive fundet, når det guddommelige forsyn så tiden moden. Disse værker er produkter af en skole af forbundsfæller, som kunne bevogte hellige bøger og havde udarbejdet hypoteser, der på én gang forklarede, hvordan de var forblevet ukendte, og hvordan de blev kendt ved bestemte kriser. Alt dette passer på essæerne, og især på den gren af dem, der levede som cenobitter ved Det Døde Hav. Vi tvinges således til at antage Hilgenfelds hypotese, at essæerne var forfatterne til disse bøger. De af dem, som dannede fællesskabet i En-Gedi, ville på grund af deres meget drømmende afsondrethed være særligt tilbøjelige til at se syner og drømme drømme. For dem forekom det ikke umuligt, at en af brødrene kunne være så besat af Enoks eller Noas ånd, at det, han skrev, virkelig var patriarkens ord. Det ville ikke være utænkeligt, eller endog usandsynligt, at Moses eller Josva i en drøm kunne åbne bøger for dem, som var skrevet længe før, og vække deres erindring, så de kunne fremsige om dagen, hvad de havde læst om natten. Da ikke alle essæere boede ved Det Døde Havs bredder eller var "forbundsfæller med En-Gedis palmer", røber nogle af skrifterne i denne klasse, som man kunne vente, et større kendskab til verden og viser begivenhedernes indflydelse mere end de skrifter, som stammede fra cenobitterne. Som en vis bekræftelse af dette syn kan nævnes den ringe betydning, der tillægges offer i de fleste af disse værker.

VÆRKER MED BETEGNELSEN APOKALYPTISKE

Klasser af bøger:

I naturvidenskabens klassifikation af planter og dyr fremviser de forskellige ordener og slægter for iagttageren nogle klasser, hvor alle de kendetegn, der præger hovedmassen, er tydelige og lette at se, mens disse træk i andre er så lidt fremtrædende, at de er usynlige for den tilfældige iagttager. Dette kan ses i de apokalyptiske skrifter: nogle fremviser alle de kendetegn, der præger apokalypser, såsom Enoks Bog, Moses' himmelfart og Baruks Apokalypse. De hævder alle at være åbenbaringer om fremtiden – en fremtid, som dog begynder fra en gammel hellig mands dage – og som derefter, idet den går hen over tiden for deres faktiske tilblivelse, ender med Messias' komme, oprettelsen af det messianske rige og verdens ende. Der er andre, såsom Jubilæerbogen, hvor åbenbaringen erklæret ser tilbage og derfor indeholder en mængde legendarisk stof.

En af de bøger, der normalt regnes til denne klasse, har – i modsætning til de fleste apokalypser, som er på prosa – taget Salmernes Bog som sit forbillede: Salomos Salmer. Et meget betydeligt antal af de værker, vi har foran os, har form af afskedsråd fra den ene eller den anden patriark. Det mest berømte af disse er De Tolv Patriarkers Testamente. Skønt den store hovedmasse er skrevet på hebraisk eller aramæisk af jøder bosat i Israels land, udgør de sibyllinske bøger, der i vid udstrækning er skrevet af jøder i Alexandria, en undtagelse herfra.

I resten af artiklen vil vi behandle disse underklasser i den nu nævnte rækkefølge:

(1) Typiske apokalypser;

(2) Legendariske testamenter;

(3) Erotiske salmer;

(4) Testamenter;

(5) Sibyllinske orakler.

I. Egentlige apokalypser.

Som antydet ovenfor tager alle disse Daniels Bog som deres forbillede og efterligner den mere eller mindre nøje. En ejendommelighed i denne forbindelse må omtales. Skønt vi allerede har sagt, at disse senere apokalypser praktisk talt var ukendte for jøderne et par århundreder efter den kristne tidsregnings begyndelse, blev Daniels Bog almindeligt anset for autoritativ af både jøder og kristne. I behandlingen af disse værker vil vi begrænse os til de apokalypser, som, hvad enten de var jødiske eller kristne i religion, var frembragt af folk, der var jøder af nationalitet.

1. Enok-bøgerne:

Den vigtigste af disse er Enoks Bog, eller rettere sagt Enoks Bøger. Efter at være blevet citeret i Judas' Brev og omtalt af flere af kirkefædrene forsvandt dette værk fra den kristne kirkes kendskab.

(1) Bøgernes historie.

Ret omfattende uddrag af denne samling bøger var blevet foretaget af Georgios Synkellos, krønikeskriveren fra det 8. århundrede. Med undtagelse af disse fragmenter var alle skrifter, der blev tilskrevet Enok, forsvundet fra europæiske lærdes kendskab. I sidste fjerdedel af det 18. århundrede bragte Bruce, den abessinske rejsende, tre eksemplarer af Enoks Bog på etiopisk til Europa; den abessinske kirke havde betragtet den som kanonisk, og derfor havde de bevaret den. Af disse tre eksemplarer beholdt han ét på Kinnaird House, et andet skænkede han til Bodleian Library i Oxford, og det tredje gav han til Det Kongelige Bibliotek i Paris. I mere end et kvart århundrede forblev disse håndskrifter lige så ukendte, som hvis de stadig havde været i Abessinien. I år 1800 offentliggjorde Sylvestre de Sacy en artikel om Enok, hvori han gav en oversættelse af de første seksten kapitler. Den byggede på eksemplaret i Paris.

Enogtyve år senere udgav ærkebiskop Laurence en oversættelse af hele værket fra håndskriftet i Bodleian. Sytten år derefter udgav han teksten fra samme håndskrift. Ekspeditionen til Magdala under lord Napier bragte en række nye håndskrifter til Europa; de tyske missionærer, hvis befrielse fremrykningen var foretaget for, bragte en række til Tyskland, mens en række kom til British Museum. Nogle andre rejsende havde fra Østen bragt håndskrifter af denne værdifulde bog. Flemming, den seneste udgiver af teksten, hævder at have brugt 26 håndskrifter. Det kræver blot et overfladisk studium af den etiopiske tekst at se, at den er en oversættelse fra en græsk original. Citaterne hos Georgios Synkellos bekræftede dette, med undtagelse af et lille fragment udgivet af Mai.

Indtil det sidste årti af forrige århundrede udgjorde Synkellos' fragmenter de eneste kendte rester af den græske tekst. I 1892 udgav M. Bouriant, på grundlag af håndskrifter fundet i Gizeh, Kairo, den græske tekst til de første 32 kapitler. Mere af den græske tekst kan blive opdaget i Egypten. Imens har vi den græske tekst til kapitel 1--32 og, fra Vatikan-fragmentet, en del af kapitel 89. Et studium af græsken viser, at også den har været en oversættelse fra en hebraisk original. Af denne hebraiske original er imidlertid ingen del overleveret til os. Som vi har værket, er det i høj grad et konglomerat af fragmenter med forskelligt ophav. Det er umuligt at sige, om den græske oversætter samlede disse fragmenter, eller om interpolationerne allerede havde fundet sted, da massen af materiale kom i hans hænder. Sandsynligheden er dog, bedømt ud fra oversætteres sædvanlige praksis, at han oversatte bogen, sådan som han modtog den.

(2) Resumé.

Det første kapitel redegør for bogens formål, Enok 2-5 redegør for hans gennemgang af himlene. Med Enok 6 begynder selve bogen. Kapitel 6-19 giver en beretning om de faldne engle og Enoks forhold til dem. Kapitel 20-36 fortæller om Enoks vandringer gennem universet og giver en beretning om straffens sted og om Vestens og jordens midtes hemmeligheder. Dette kan betragtes som Enoks Første Bog, Englenes Bog. Med kapitel 37 begynder Lignelsernes Bog.

Den første lignelse (kapitel 37-44) skildrer Guds fremtidige rige, de retfærdiges og englenes bolig og endelig alle himlenes hemmeligheder. Denne sidste del er interessant, fordi den afslører rækkefølgen af delene i dette konglomerat – jo mere udførlig astronomien er, desto senere er den; jo enklere, desto tidligere. Den anden lignelse (kapitel 46-57) indfører Menneskesønnen som et overmenneskeligt, om ikke også overengleligt væsen, der skal komme til jorden som Messias. Den tredje lignelse omfatter kapitel 58-71 og beretter om Messias' herlighed og om jordens kongers underkastelse under ham. Her er indskudt en lang beretning om Leviatan og Behemot. Der er også indsat noakiske fragmenter.

Himmellegemernes Baners Bog optager de næste elleve kapitler, og til disse er der føjet to syner (kapitel 83-90), hvoraf det sidste giver en beretning om verdens historie frem til den makkabæiske kamp. De følgende fjorten kapitler kan kaldes »Enoks formaninger«. Formaningerne understreges af en fremstilling af verdens historie i 10 på hinanden følgende uger. Det kan her bemærkes, at der foreligger en uorden. Afsnittet Enok 91,12 indeholder den 8., 9. og 10. uge, mens kapitel 93 giver en beretning om de foregående 7. Efter kapitel 104 følger en række afsnit af forskellig oprindelse, som kan betragtes som tillæg. Der findes mange interpolationer overalt i disse bøger. De mest iøjnefaldende af disse er de såkaldte »noakiske fragmenter«, afsnit, hvor Noa og ikke Enok er helten og den talende. Desuden findes der en række almindeligt anerkendte interpolationer, og nogle, som af visse anses for interpolerede, betragtes af andre som nært forbundne med den umiddelbare sammenhæng. De forskellige deles litterære værdi er forskellig; ingen af dem kan kaldes høj. Lignelsernes Bog er med sine åbenbaringer om himmel og helvede sandsynligvis den bedste.

(3) Sprog.

Vi har de fuldstændige bøger kun på etiopisk. Ethiopisk er imidlertid ikke, som allerede bemærket, skrifternes oprindelige sprog. De talrige dele af den, som stadig findes på græsk, beviser, at vores etiopiske tekst under alle omstændigheder er en oversættelse fra græsk. Spørgsmålet om, hvorvidt dette var originalsproget, er let afgjort. Englene samles på Hermons bjerg, får vi fortalt (Enok 6), og binder sig ved en ed eller forbandelse: »og de kaldte det Hermons bjerg, fordi de havde svoret og bundet sig ved gensidig forbandelse på det.« Dette giver kun mening på hebraisk eller aramæisk, ikke på græsk. Et meget interessant bevis for originalsproget fås fra en fejl. I Enok 90,38 får vi at vide, at »de blev alle hvide tyre, og den første var Ordet« (nagara). Hvad dette udtryks forekomst angår, er det ud fra sammenhængen tydeligt, at en eller anden slags tyre menes. På hebraisk kaldes vildoksen re'em (aramæisk rima). De græske oversættere, som ikke havde nogen tilgængelig græsk ækvivalent, translittererede det som rem eller rema. Dette forvekslede oversætterne med Tema, »et ord«. Det er umuligt med nogenlunde sikkerhed at afgøre, hvilket af de to sprog, hebraisk eller aramæisk, der var originalsproget, skønt sandsynligheden, på grund af den hellige karakter, der tillægges Enok, taler for hebraisk.

(4) Datering.

Spørgsmålet om datering er todelt. Da Enok i virkeligheden består af en samling bøger og bogfragmenter, er det primære spørgsmål deres tidsmæssige forhold til hinanden. Den almindelige opfattelse er, at kapitel 1-36 og 72-91 er af samme forfatter og danner kernen i helheden. Selv om dr. Charles' vægtige autoritet taler imod at tillægge disse dele én forfatter, er lighederne talrige og forekommer os på ingen måde så overfladiske, som han ville anse dem for at være. Han ville sammen med de fleste kritikere betragte Lignelsernes Bog som senere.

Ikke desto mindre vover vi at være uenige i denne opfattelse af grunde, som vi vil angive.

(5) Intern kronologi: Noas Bog.

De ovenfor omtalte fragmenter af Noas Bog udgør et indskudt element i Enoks Bog. Selv om de er forholdsvis talrige, er de ikke så talrige, som dr. Charles vil hævde. De, der viser tydelige spor ikke blot af at være interpolationer, men også af at være interpolationer fra denne Noas Bog, findes kun i de dele af bogen, der synes at være skrevet af forfatteren til Enok 37-71. I disse og i de noakiske fragmenter findes der astronomiske afsnit, ligesom der også gør i den del, der synes at stamme fra en anden hånd, kapitel 1-36; 72-91. Når disse sammenlignes, findes den enkleste forklaring af himmelfænomenerne i de ikke-noakiske dele, de først nævnte kapitler 37-71; 92-107; den næstmest komplekse findes i de noakiske interpolationer; den mest komplekse findes i kapitel 72-91.

Dette synes at vise, at den tidligst skrevne del var kapitel 37-71; 92-107. Vores syn på dateringen af denne midterste del af Enok, Lignelsernes Bog, modsiges af dr. Stanton (Jewish and Christian Messiah, 60-63; 241-44), som fastholder, at den er efterkristen. Han bygger hovedsageligt denne afgørelse på brugen af titlen »Menneskesøn«. Denne titel, siger han, er ukendt i rabbinsk litteratur, når den anvendes om Messias. Den rabbinske litteratur er alt for sen til at have nogen værdi. Misjna har kun få spor af messiansk tro og blev ikke nedskrevet før slutningen af det 2. århundrede, da forskellen mellem kirke og synagoge blev skærpet. Han siger endvidere, at den ikke blev forstået af de jøder, som hørte vor Herre, og anfører som bevis Joh 12,34, »Menneskesønnen må ophøjes. Hvem er denne -- Menneskesønnen?« Dr. Stanton (Jewish and Christian Messiah, 241) oversætter således stedet. Efter vores opfattelse er den sidste sætning en fejloversættelse.

Den græske brug med hensyn til houtos ho ville føre os til at oversætte: »Hvem er denne særlige slags Menneskesøn?« Dette er den betydning, der passer til sammenhængen. Vor Herre havde ikke i hele den foregående tale brugt titlen »Menneskesøn« om sig selv. Denne sætning beviser i virkeligheden, at skaren betragtede titlen som ensbetydende med Messias eller Kristus. Den kunne omskrives: »Kristus bliver til evig tid; hvordan kan du da sige, at Kristus må ophøjes? Hvem er denne Kristus?« Faktisk er vor Herres brug af titlen uforståelig, medmindre hans tilhørere forstod den som et krav på at være Messias. Den havde den fordel, at den ikke kunne indberettes til romerne som forræderisk. Der er supplerende dele af Enok, som kan lades ude af betragtning. Ved første blik synes 10,1-3 at angive sig selv som noakiske, men en nøje undersøgelse viser, at dette er en misforståelse. Hvis vi følger Syncellus' græske tekst, sendte englen Uriel til Noa.

Den etiopiske tekst og Gizeh-græsken er på dette sted klart fordærvede. Indførelsen af Rafael indebærer da, at den første del af dette kapitel og dette Rafael-afsnit er af samme forfatter. Men Rafael-afsnittet handler om Azazels binding, en person som er nært forbundet med jødernes tidligere historie. Hvis der indvendes, at Noa og Enok ifølge den masoretiske tidsregning, ligesom ifølge Septuagintas, ikke levede samtidig, kan det svares, at de ifølge den samaritanske tidsregning var samtidige i 180 år. I kapitel 68 omtaler Noa Enok som sin bedstefar og forudsætter, at han er hans samtidige. Desuden må vi ikke forvente præcis nøjagtighed af apokalyptikere.

(6) Ekstern kronologi.

Når bogens indre kronologi er fastlagt, er vejen åben for at overveje dens forhold til den ydre kronologi. Dr. Charles har påvist, at Jubilæerbogen forudsætter den noakiske del af Enoks bøger. Der findes omtaler af eksistensen af en Noahs Bog (Jub 10,13). Der henvises også til en Enoks Bog (Jub 21,10). Dr. Charles vil datere Jubilæerbogen til mellem 135 og 105 f.Kr. Hvis da Noahs Bog allerede var kendt, og Enoks Bog, som vi har set, var endnu ældre, ville det være umuligt at datere Enok senere end 160 f.Kr. Personligt er vi ikke helt overbevist om rigtigheden af Dr. Charles' ræsonnementer om dateringen af Jubilæerbogen, som det senere vil blive vist mere udførligt.

Det forekommer os, at der i Enok 66,5 findes en henvisning til Antiochos den Stores felttog mod partherne og mederne. Tidligt i sin regeringstid (220 f.Kr.) foretog han et tog mod øst mod de oprørske provinser Medien og Persien, som han underlagde sig. Dette blev efterfulgt (217 f.Kr.) af et felttog i Kanaan, som først var fremgangsrigt, men endte med nederlaget ved Rafia. I året 212 f.Kr. foretog han et andet tog mod øst, hvor han invaderede Indien og gennem en alliance underlagde sig de frygtindgydende parthiske og baktriske kongeriger. Forventningen var naturlig, at Antiochos nu, efter at have vundet en sådan forøgelse af magt og anseelse, ville ønske at udslette vanæren fra Rafia. Man måtte forvente, at partherne og de tidligere undertvungne medere ville findes blandt de nationaliteter, som de syriske hære sædvanligvis blev rekrutteret fra.

Beskrivelsen af nedtrampningen af de udvalgtes land er for mild til at være en beskrivelse af den vanhelligelse, som Epifanes udførte. Hvis vi har ret, kan vi fastsætte 205 f.Kr. som den sandsynlige dato for kernen. Himmellegemernes Bog, som vi er tilbøjelige til at tilskrive samme hånd som Enok 1-36, indeholder en Israels historie, der ender, mens den makkabæiske kamp stadig er i gang. Dr. Charles vil datere denne del til 161 f.Kr. Personligt ville vi være tilbøjelige til at placere den nogle få år tidligere. Han ville placere kapitel 1-36 før den makkabæiske kamp. Efter vores opfattelse falder de ægte noakiske fragmenter imellem disse. Noahs Bog synes at have eksisteret som en selvstændig bog på den tid, da Jubilæerbogen blev skrevet. Den er afhængig af Enok og derfor senere end den. Brugen af dele fra den til interpolationer i Enoks bøger må have fundet sted før den makkabæiske kamp. Der er andre afsnit, som i enhver henseende ser ud til at være interpolationer, og hvis datering det er umuligt at fastslå med nogen bestemthed.

(7) Slavisk Enok.

I året 1892 blev Dr. Charles' opmærksomhed henledt på, at en Enoks Bog fandtes på slavisk. Gennemlæsning viste, at den ikke var en oversættelse af den bog, vi har foran os, men en anden og senere pseudepigrafisk bog, som ligesom den tidligere antog Enoks navn. Den er helt uafhængig af den etiopiske Enoks Bog, sådan som selv den mest overfladiske undersøgelse viser. Den begynder med at berette om Enoks undervisning af sine efterkommere i, hvordan han var blevet bortrykket til den syvende himmel. Et andet håndskrift tilføjer yderligere tre himle. I den tredje (?) himmel får Enok vist stedet, hvor de ugudelige straffes. I beskrivelsen af den fjerde himmel findes en redegørelse for universets fysiske forhold, hvor året siges at være 365 1/4 dage; men solens bane angives til en bane på 227 dage, hvilket synes at være alt, der redegøres for. Her er den slaviske Enoks uafhængighed tydelig, eftersom den etiopiske Enok angiver året til 364 dage.

Der er mange lighedspunkter, som viser, at forfatteren til den slaviske Enok havde den bog foran sig, som er kommet ned til os på etiopisk, men forholdet er på ingen måde så nært, at det kan kaldes afhængighed. Den faste inddeling af himlene i syv eller ti er et bevis på dens senere datering. Den er beslægtet med De Tolv Patriarkers Testamente og også med Esajas' Himmelfart. Vi kan ikke helt anerkende bevisernes overbevisningskraft for, at nogen del af denne bog er blevet skrevet på græsk; derfor kan vi ikke være enige med Dr. Charles i, at den blev skrevet i Alexandria. Lighederne med Filon er for få og svage til at være overbevisende. Dr. Charles indrømmer, at noget af den oprindeligt var hebraisk. Den datering, Dr. Charles tillægger den -- 1-50 e.Kr. -- synes rimelig, dog med den præcisering, at den synes at ligge nærmere den senere end den tidligere af disse datoer. En dobbelt oversættelse, med visheden om nogle interpolationer og sandsynligheden for mange flere, gør enhver afgørende bedømmelse af dateringen usikker, eftersom så meget må afhænge af ligheder mellem bøger i tilfælde, hvor det er umuligt at afgøre, hvilken der afhænger af hvilken. Den er på én gang en interessant og værdifuld tilføjelse til vor viden om tankeverdenen i tiden forud for evangeliets offentliggørelse.

(8) Enoks Hemmeligheder.

I efterligning af denne bog og i en vis forstand afhængig af den blev der skrevet en rabbinsk Bog om Enoks Hemmeligheder. Den tilskrives rabbi Ishmael, som var en fremtrædende skikkelse i Bar Kochbas oprør. Enok omtales her som Metatron. Den følger til en vis grad forløbet i den slaviske Enoks Bog. Det er denne bog, der henvises til i Talmud, ikke den vigtigere bog, som Judas citerer.

2. Baruks Apokalypse:

Selv om Baruks Apokalypse ikke er uden værdi ved vurderingen af udviklingen i førkristen spekulation, påvirkede den ikke tænkningen på samme måde, som Enoks Bøger har gjort. Den citeres eller omtales ikke af nogen af kirkefædrene. Irenæus (V,33) citerer et udsagn, som han på Papias’ autoritet tilskriver vor Herre, idet Papias hævder i denne tilskrivning at have Johannes’ autoritet bag sig. Dette udsagn finder vi i den foreliggende Apokalypse, om end betydeligt udvidet. Hvad dette angår, har vi for det første kun den latinske oversættelse af Irenæus, ikke den græske original. For det næste, selv om latinen måtte være en tro oversættelse af græsken, er den stadig kun et citat fra en tabt bog, som selv gengiver overleveringer. Den kendsgerning, at det forekommer i sin korteste form i den foreliggende bog, synes at vise, at det er originalen. Hvis det er tilfældet, kan vi betragte det som havende en vis udbredelse blandt essæerskolen og deres sympatisører. I de syriske apokryfer, som Lagarde udgav, findes en lille bog med titlen "Skriveren Baruks Brev."

Dette forekommer i slutningen af vor Baruks Apokalypse. I Cyprians Test. contra Jud., III,29 har vi et temmelig langt afsnit, der tilskrives Baruk, og nogle få ord deri stemmer overens med et afsnit i denne Apokalypse. Hippolyt citerer en ed, som blev brugt af visse gnostikere, og som han siger findes i Baruks Bog. Der er træk i det således citerede afsnit, som synes at være ekkoer af den foreliggende bog. Dette var alt, hvad man kendte til Baruks Apokalypse indtil det sidste halve århundrede, da Ceriani i det ambrosianske bibliotek i Milano opdagede en næsten fuldstændig syrisk version af den.

(1) Resumé.

Den begynder efter mønster af en profeti: "Herrens ord kom til Baruk, Nerias søn, og lød." Heri følger den Jeremias’ udtryksmåde. Han og Jeremias får befaling om at forlade Jerusalem, da Gud er ved at udøse sin dom over den. Baruk bønfalder Gud for sin by, og Gud viser ham, at straffen vil være midlertidig. Så kommer kaldæerne for at opfylde det, Gud har truet med, men Baruk ser englene, der tjener den guddommelige hævn, redde de hellige kar ved at befale jorden at opsluge dem. Derefter hjalp englene kaldæerne med at nedrive Jerusalems mure. Skønt profeten i den kanoniske Jeremiasbog (Jer 43,6; Jer 43,7) og i 2 Kongebog drager ned til Egypten, erklærer Baruk, at Jeremias sendes for at trøste de fangne i Babylon, mens han selv, Baruk, skal blive i Judæa. Han sørger over Jerusalem og forkynder ve-råb over Babylon (kapitel 1-12). Mens han står på Zions bjerg, kaldes han til samtale med Gud om den måde, hvorpå Gud handler med Juda, og der loves ham en åbenbaring (kapitel 13-20).

Denne åbenbaring indledes med en bøn af Baruk, efterfulgt af en samtale med den Almægtige. Baruk spørger: "Vil denne trængsel vare længe?" Han får svaret, at der vil komme tolv på hinanden følgende forskellige former for dom. Derefter følger en gådefuld sætning: "To dele uger af syv uger" er "målet og beregningen af tiden", hvilket sandsynligvis betyder, at hver del er et jubelår eller et halvt århundrede. Ved afslutningen af denne periode skal Messias træde frem. Her gives en beskrivelse af det messianske riges herlighed, og i dens forløb forekommer det afsnit, som allerede er omtalt som citeret af Papias (kapitel 21-30). Forfatteren, der glemmer, hvad han allerede har sagt om Jerusalems ødelæggelse, lader Baruk samle Jerusalems ældste og meddele, at han vil trække sig tilbage i ensomhed. Under sit tilbagetog får han et syn af en skovklædt høj, og ved dens fod vokser en vinranke, og ved siden af vinranken er der en kilde. Denne kilde svulmede op og blev stormfuld og skyllede hele skoven på højen bort undtagen én stor ceder. Også den falder til sidst. Tydningen gives: Skoven er Daniels fjerde rige -- det romerske -- og de mange embedsstillinger symboliseres ved skovens talrige træer. Messias er vinranken og kilden. Det er sandsynligt, at Pompejus er den leder, der hentydes til (Baruk 31-40). Derefter følger en samtale mellem Baruk først med Gud, derpå med sin søn og folkets ældste. En lang bøn med Guds svar, som omfatter en beskrivelse af de ugudeliges straf og de retfærdiges belønning -- sidstnævnte fremstilles derefter mere udførligt (Baruk 41-52). Endnu et syn gives til Baruk: tolv regnskyl, skiftevis lyse og mørke, og til sidst en strøm, der er sortere end noget andet og afsluttes af et klart lys. Englen Runnel kommer til Baruk for at tyde synet. Det fremstiller Israels historie frem til tilbagevendingen til Judæa under Kyros’ dekret. De sidste mørke vande fremstiller makkabæerkampen. Det synes, som om synet fører konflikten videre til broderstriden mellem Johannes Hyrkan II og Aristobulos (Baruk 53-77). Derefter følger brevet til de ni og en halv stammer (Baruk 78-87).

(2) Opbygning.

Før man går videre, må man drøfte bogens tilstand – i hvor høj grad den er én bog, og i hvor høj grad den er sammensat eller interpoleret. At den indeholder forskellige dele, bliver tydeligt ved det mindste omhyggelige studium. Den første del, læseren afgrænser, er »brevet til de ni og en halv stamme«. Som allerede nævnt forekommer denne del selvstændigt og er bevaret af Lagarde i hans Libri Vet. Test. Apocryphi, hvor den i denne samling går forud for den almindelige apokryfe Baruks Bog. Det sidste afsnit, som fortæller, hvordan dette brev blev sendt til de ni og en halv stamme af en ørn, er udeladt. Det sidste afsnit (kapitel 79) er blevet tilføjet og ændret for at indføre dette brev. Det ligger slet ikke i resten af denne apokalypses ånd, at de stammer, som blev ført bort i fangenskab af »Salmanassar, Assyriens konge«, skulle have del i de velsignelser, der åbenbares i synet. Selve brevet fortæller blot om byens erobring og om englenes hjælp, da de skjulte de hellige kar.

Det bør bemærkes, at det i den tidligere del af denne apokalypse er jorden, der åbner sin mund og sluger de hellige kar. Ved nærmere undersøgelse viser der sig endnu en opdeling. Fra begyndelsen til slutningen af kapitel 30 er fortællingens forløb forholdsvis sammenhængende. En åbenbaring loves, og til sidst får vi et billede af herligheden og overfloden i Messias' tid. Det næste afsnit begynder med en formaning, som kun har ringe forbindelse med det foregående. Derefter følger synet af skoven og det overlevende træ. Samtalen og bønnerne, der følger frem til kapitel 52, hænger alle sammen, om end ikke tæt. Men man kan ikke vente en tæt sammenhæng hos en orientaler og en apokalyptiker. Dernæst følger afsnittene om synet af de tolv regnbyger og dets fortolkning. Der er således fem selvstændige afsnit, bortset fra interpolationer, som kan skyldes forskellige forfattere.

(3) Sprog.

For det første er det klart, at den syriske tekst, hvori værket er overleveret til os, selv er en oversættelse fra græsk. Cerianis håndskrift oplyser dette i sin titel. Det bekræftes af græcismer, der trænger igennem, såsom ho Manasseh i Baruk 65,1, hvor ho gengiver den græske artikel. I nogle tilfælde kan læsemåder, der er uforståelige, forklares ved at oversætte tilbage til græsk, sådan som dr. Charles har vist. Det mest overbevisende er denne bogs anvendelse hos forfatteren til »Resten af Baruks ord«, som skrev på græsk. Skønt ikke få lærde har fulgt Langen og hævdet, at græsk var originalsproget, viser omhyggelig undersøgelse, at der bag græsken lå hebraisk. Det stærkeste bevis herfor er, at genklangene af skrifttekster næsten uden undtagelse stammer fra den hebraiske tekst frem for Septuaginta. Således tiltaler Jeremias i 6,8 jorden tre gange og kalder den til at høre Herrens ord. Sådan er det i den masoretiske tekst og i Vulgata, men ikke i Septuaginta, hvor ordet »jord« kun forekommer to gange. Der er adskillige andre eksempler.

Dr. Charles har omhyggeligt sammenlignet de idiomatiske vendinger og ser et bevis for, at den masoretiske teksts sprogbrug er blevet bevaret i græsken og derfra overført til syrisk. Den mest interessante af disse er det særlige hebraiske idiom med infinitiv sammen med et finit verbum for at fremhæve den fortalte handling. Dette gengives i Septuaginta undertiden med et beslægtet navneord og verbum og undertiden med participium og verbum. De eksempler, dr. Charles har valgt, har den ulempe, at ingen af dem viser virkningen på dette idiom af at gå gennem de to sprog, græsk og syrisk. Hos Paulus Tellensis findes der eksempler – f.eks. 2 Kong 18,33. Han er næppe præcis, når han siger, at dette idiom aldrig forekommer i Peshitta, medmindre det findes i græsken. Se Luk 1,22; Joh 13,29 osv. som eksempler på det modsatte. Beviset synes afgørende for, at hebraisk var denne apokalypses originalsprog, og at den først blev oversat til græsk og derfra til syrisk. Heraf følger næsten nødvendigvis, at dens oprindelsessted var Israels land. At den praktisk taget ikke har påvirket jødisk litteratur, men var stærk nok blandt de kristne til at få en kristen omkring midten af det 2. kristne århundrede til at skrive en tilføjelse til den, beviser efter vores mening dens esseniske oprindelse.

(4) Datering.

Skønt forfatteren forudsætter Jerusalems ødelæggelse ved kaldæernes hær, har han tydeligvis ingen forestilling om, hvad en sådan katastrofe virkelig ville indebære. Han har ingen forestilling om den tid, en belejring varer, om hungersnødens rædsler eller om den ødelæggelse, der følger efter en bys erobring. Josefus fortæller os (BJ, VII, i, 1), at bortset fra en del af vestmuren og tre tårne blev byen fuldstændig jævnet med jorden – »der var intet tilbage, som kunne få dem, der kom dertil, til at tro, at den nogensinde havde været beboet«. Men når han forsøger at forestille sig den tilsvarende ødelæggelse, som var overgået byen under Nebukadnesar, taler han om sig selv som siddende »foran templets porte« (Baruk 10,5), skønt portene var helt forsvundet. Igen samler han folket og deres ældste »efter disse ting« »i Kedrondalen«. Apokalypsen må under alle omstændigheder dateres betydeligt før år 70 e.Kr. På den anden side er den senere end den første del af En; den forudsætter, at denne var kendt (Baruk 56,10-13). Men en mere præcis bestemmelse kan nås. I synet af skoven og det ene træ, der overlever, har vi en klar henvisning til Pompejus. De mange træer peger på Roms talrige embedsstillinger. (Sammenlign beskrivelsen af det romerske senat i 1 Makk 8,15.)

Seeren ser i sit syn, at alle disse bliver revet bort, og én bliver tilbage. Det kunne ikke være en kejser, da denne titel blev betragtet som ensbetydende med »konge«, sådan som Nero i Esajas' Himmelfart kaldes »den modermorderske konge«. Den eneste anden end Pompejus, som sandsynligvis kunne være ment, ville være Julius Cæsar. Men den store tempelbesudlers fald, som seeren forudså, ville ikke være undladt omtalt som efterfulgt af Cæsars fald, han som havde besejret ham. Det er vanskeligt for os at forstå den plads, Pompejus indtog i især den østlige verdens øjne før borgerkrigens udbrud. Ciceros breve og hans tale Pro lege Manilia viser, hvordan Pompejus fyldte horisonten selv i det republikanske Rom, i et samfund, hvor de fleste fremtrædende medlemmer hævdede en afstamning, som kunne have sat dem i stand til at se ned på Pompejus. Men i Østen havde han haft diktatoriske beføjelser. Hans indgriben i striden mellem brødrene Johannes Hyrkan II og Aristobulos kunne ikke undgå at gøre indtryk på jøderne, og hans besudling af templet ville udmærke ham til en helt særlig tilintetgørelse. Tidspunktet ligger så langt før Pompejus' død (48 f.Kr.) -- skønt efter templets besudling -- at der ikke engang drømmes om muligheden for, at nogen kunne komme i konflikt med ham. Når vi vender os til de tolv regnskyl, føres vi også til tiden for denne kamp som den, der umiddelbart skal gå forud for Messias' komme.

En anden tidsangivelse findes i Baruk 28 -- »Tidens mål og beregning er to dele, uger af syv uger.« Dette opfatter vi som to jubelår -- dvs. omtrent et århundrede. Det punkt, der skal fastslås, er det tidspunkt, hvorfra dette århundrede skal regnes. Efter vores opfattelse må det være fra en begivenhed i forbindelse med templet. En sådan begivenhed var Judas Makkabæers indvielse af templet i det 148. år af den seleukidiske tidsregning -- det vil sige 163 f.Kr. Et århundrede fører os nøjagtigt til året for Pompejus' erobring af Jerusalem og besudling af templet. Således peger tre forskellige spor samlet på 60 eller 59 f.Kr. som den dato, da denne bog blev skrevet.

(5) Forholdet til andre bøger.

Den mærkelige blanding af kendskab til Skriften og uvidenhed om den er et fænomen, man kan iagttage. Allerede den allerførste sætning indeholder en grov anakronisme, uanset hvilken forklaring der gives på udsagnet. Sammenholdt med det følgende er udsagnet, at Jerusalem blev indtaget af Nebukadnesar »i det 25. år af Jekonja, Judas konge«. Dette burde naturligt betyde det 25. år af Jekonjas regeringstid, men han regerede kun i tre måneder. Hvad enten datoen regnes fra hans liv eller hans fangenskab, passer den ikke med datoen for kaldæernes erobring af Jerusalem. En anden mærkelig fejl findes i det tilføjede »Baruks brev«; antallet af nordlige stammer, som gjorde oprør mod Rehabeam, forveksles med antallet af stammer, der bosatte sig vest for Jordan, og antallet af stammer, der fulgte Davids hus, med antallet af dem øst for Jordan. Alligevel er det almindelige forløb af den bibelske historie ganske godt forstået. Forfatteren synes at kende Jeremias og Salmerne ret godt, da der er hyppige ekkoer af disse bøger. Mest iøjnefaldende er forbindelsen mellem denne apokalypse og de andre bøger af samme slags.

Denne forbindelse er ikke så tydelig i sætninger, der kan citeres, som i den almindelige atmosfære. Dette er meget tydeligt med hensyn til Enoks bøger, den etiopiske og den slaviske. I tilfældet med den sidstnævnte er ligheden naturligvis ikke efterligning fra forfatteren til denne apokalypse. En markant forskel, som udelukker enhver tanke om direkte efterligning, er Enoks bøgers udførlige englelære sammenlignet med det ene navn, der forekommer i Baruks Apokalypse. Den bog, som den foreliggende apokalypse har det nærmeste forhold til, er 2 (4) Esdras. Dr. Charles har i slutningen af sin oversættelse af det værk, vi her har for os (Apoc of Baruch, 171), givet en lang liste over ligheder, som ikke altid har samme værdi. Undertiden er henvisningerne unøjagtige.

Det væsentligste at bemærke er, at mens 2 Esdras, sådan som vi har den, på den ene side har et tydeligt kristent præg, som det synes umuligt at tilskrive interpolation, og på den anden side synes at have set Jerusalems ødelæggelse under romerne, findes der intet kristent element i den ægte Baruk, og ødelæggelsen er mere følelsespræget, sådan som det fremgår af manglende evne til at forstå de forhold, der følger af, at byen indtages af sejrrige fjender.

(6) Resten af Baruks ord.

Et af vidnesbyrdene om den indflydelse, vor Apokalypse havde i det kristne samfund, er en kristens forfatterskab »Resten af Baruks ord« (eller Jer). Dette blev, ligesom så mange andre skatte, fundet af Ceriani i det Ambrosianske Bibliotek i Milano. Jer er bogens vigtigste talerør. Det åbenbares for ham, at Jerusalem skal gives i kaldæernes hænder, og han meddeler dette til Baruk. Han ønsker at redde Abimelek (Ebed-Melek) og beder Gud for ham, og Abimelek sendes ud af byen, mens englene omstyrter den. Han går til Agrippas vingård og falder i søvn. Hans søvn varer tres år. Da han vågner og igen kommer ind i Jerusalem, genkender han den ikke. En engel fører ham til Baruk, som havde taget bolig i en cisterne. Baruk skriver til Jeremias, som er rejst til Babylon. Hans brev bringes af en ørn. Da Jeremias modtager dette brev, samler han alle de tilfangetagne og fører dem tilbage til Jerusalem. Nogle af dem ville ikke underordne sig loven i hele dens strenghed, men vendte sig bort og grundlagde Samaria. Efter nogen tid dør Jeremias, opstår igen på den tredje dag og prædiker Kristus som Guds søn, og han stenes af jøderne. En bemærkelsesværdig ting er den forholdsvis nøjagtige angivelse af tidspunktet for Kristi fremtræden efter hjemkomsten fra fangenskabet: 477 år; blot skal det beregnes fra Artaxerxes' regeringstid og frem til opstandelsen. Dette ville imidlertid gøre Jeremias næsten to hundrede år gammel. Noget sådant ville dog ikke forurolige en jødisk kronolog. »Resten af Baruks ord« synes at være skrevet af en kristen jøde i Israels land før Bar Kokhba-oprøret.

3. Moses' optagelse:

I Judasbrevet findes en henvisning til en strid mellem ærkeenglen Mikael og Satan, da de »stredes om Moses' legeme«. Origenes (de Princip, iii.2) tillægger dette en bog, han kalder Ascensio Mosis. Clemens af Alexandria giver en beretning om Moses' begravelse, citeret fra den samme bog. Der findes flere henvisninger til bogen frem til det 6. århundrede, men derefter forsvandt den, indtil Ceriani fandt det fragment af den, som er udgivet i Acta Sacra et Profana (bind I). Dette fragment er på latin. Det er fuldt af fejl, hvoraf nogle skyldes afskrivningen, og det beviser, at den sidste skriver kun havde et ufuldkomment kendskab til det sprog, han skrev på. Nogle af fejlene går længere tilbage og synes at skyldes den skriver, som oversatte den fra græsk. Selv et så almindeligt ord som thilpsis (»lidelse«) kendte han ikke, men forsøgte, på ingen måde med iøjnefaldende held, at translitterere det som clipsis. Det samme gælder allophuloi, »fremmede«, Septuagintas almindelige gengivelse af »filister«, og det endnu almindeligere skene (»et telt«) samt flere andre. Den blev sandsynligvis dikteret, da nogle af afskriverens fejl bedre kan forklares som misforståelser ved hørelsen, såsom fynicis for Phoenices og venient for veniet. Nogle skyldes dog oversætterens synsfejl, såsom monses for moyses.

Heraf kan vi slutte, at han læste fra et manuskript med kursivskrift, hvor »n« og »u« lignede hinanden. Dette Milano-manuskript er blevet udgivet mange gange. Dr. Charles har med stor sandsynlighed foreslået, at der fandtes to værker, et Moses' Testamente og en Optagelse, og at disse er blevet sammenføjet; og mens Jud 1,9 stammer fra Optagelsen, ligesom også citatet hos Clemens af Alexandria, mener han, at Jud 1,16 stammer fra særskilte afsnit af Testamentet. Det kan bemærkes, at hverken de steder hos Clemens eller det, der henvises til i Jud 1,16, findes i det fragment, der er bevaret for os.

(1) Resumé.

Moses, som nu er på Moabs slette, kalder Josva til sig og giver ham befalinger for folket. Han havde allerede velsignet dem stamme for stamme. Nu kalder han sin efterfølger til sig og opfordrer ham til at være ved godt mod. Han fortæller ham, at verden er skabt for Israels skyld, og at han, Moses, fra før verdens grundlæggelse var bestemt til at være mellemmand for denne pagt. Disse befalinger skal skrives ned og opbevares i lerkrukker fyldt med cedertræsolie. Denne sætning er tilføjet for at forklare fundet og udgivelsen. Derefter følger et hurtigt resumé af Israels historie frem til Nordrigets fald. De efterfølgende regeringsperioder kaldes år -- atten år før rigets deling, 15 dommere og Saul, David og Salomo, og nitten derefter, kongerne fra Jeroboam til Hosea. Sydriget har tyve år eller regeringsperioder.

Sydriget skulle falde for Nebukadnesar, kongen fra øst, som ville dække landet med sit rytteri. Når de er i fangenskab, beder man for dem. Her følger en bøn, formet efter Dan 9,4-19 – næsten en gengivelse af den. I denne sammenhæng kan det bemærkes, at det om de ti stammer hævdes, at de vil formere sig blandt hedningerne. Der springes pludseligt frem til tiden under det græske herredømme. Mærkeligt nok forekommer makkabæertiden ikke i denne historiske skitse. Judas Makkabæers tid nævnes ikke, men kongerne af hans hus, Simons efterkommere, omtales som: »Der skal fra dem fremstå konger, som hersker, og som skal kaldes den højeste Guds præster.« Efter dem følger Herodes, rex petulans, »som ikke vil være af præsternes slægt«. Han vil fuldbyrde dom over folket som dem i Egypten. Herodes skal efterlade børn, som vil regere efter ham i en kort tid. Den romerske kejser skal gøre ende på deres herredømme og brænde Jerusalem op. Derefter kommer et lemlæstet kapitel, som, selv om det følger efter i fortællingen, dog måske blot er et andet aspekt af undertrykkelsen. De romerske embedsmænd optræder behørigt som kilden til denne, og det saddukæiske ypperstepræstelige parti som deres redskaber. Ligheden med de vendinger, hvormed vor Herre fordømmer farisæerne, får en til at tænke, at også de menes af de essæiske forfattere. Vi har ovenfor bemærket, at makkabæertiden er helt udeladt.

Forfølgelsen under Antiochos fremtræder i Moses' Himmelfart 8 og 9. Sammen med dr. Charles er vi tilbøjelige til at mene, at de er blevet flyttet. I kapitel 9 forekommer henvisningen til den mystiske Taxo med hans syv sønner. Dr. Charles er ganske sikker på, at henvisningen gælder enkens syv sønner, som led under Antiochos Epifanes, sådan som det fortælles i 2 Makk 7 (4 Makk 8-17), men »moderen« er den fremtrædende person i alle fortællingens former, mens faderen ikke nævnes i nogen af dem. Det bør bemærkes, at hvis T i dette mystiske navn repræsenterer taw (t) på hebraisk (= 400), og xi repræsenterer bogstavet camek (c) (= 60), som indtager samme plads i det hebraiske alfabet, og hvis O repræsenterer waw (w) (= 6), så får vi ved at lægge disse tal sammen tallet 466, som er summen af bogstaverne i Shimeon. Men intet i historien om Mattathias' anden søn ligner historien om den mystiske Taxo. Om dette emne anbefales læseren at studere Charles, Assumption of Moses, 32-34. Taxo råder sine sønner til efter at have fastet at trække sig tilbage i en hule og hellere dø end at overtræde Guds befalinger. I denne handlemåde ligger der en antydning af flere af de frommes handlinger i begyndelsen af Antiochos' forfølgelser. Taxo bryder derpå ud i en lovsang til Gud, hvori han beskriver Guds og hans folks fjenders endelige nederlag.

Oprettelsen af det messianske rige skal ske 250 tider efter Moses' Himmelfart. Fortolkningen af dette er en af vanskelighederne vedrørende denne apokalypse. Langen opfatter tiderne som svarende til årtier og dr. Charles som åruger. Det sidste synes at være den mere sandsynlige betydning af »tid«, da det ligger mere på linje med jødisk tænkning. Det bør bemærkes, at dr. Charles mener, at illius adventum ikke henviser til Messias' komme, men til den sidste dom. Som svar på Moses' erklæring om sin forestående død flænger Josva sine klæder og bryder ud i klage, idet han undrer sig over, hvem der skal lede folket, når hans herre er gået bort. Der er én vending, som synes at antyde et strejf af klassisk dannelse. Josva siger om Moses: »Hele verden er din grav«, hvilket synes at være en erindring om Perikles' gravtale (Thucyd. ii,4): »Hele jorden er berømte mænds mindesmærke.« Han kaster sig derefter ned for Moses' fødder. Hans herre opmuntrer ham og lover ham fremgang. På dette punkt ender fragmentet. Det må forventes, at kort efter dette ville det afsnit forekomme, som Klemens af Alexandria citerer, og senere det, som citeres i Judasbrevet.

(2) Struktur.

Det synes at være blevet forenet med én, hvis ikke to andre bøger, et »Moses' Testamente« og vor Jubilæerbogen. Det synes, at vi i det foreliggende værk for størstedelens vedkommende har »Testamentet«. Indsættelsen af ordet receptione efter morte i Moses' Himmelfart 10,12 viser, at de to skrifter var forenet, da denne kopi blev fremstillet. Som ovenfor bemærket synes kapitel 8 og 9 at være blevet flyttet; de burde være placeret mellem kapitel 4 og 5.

(3) Sprog.

Som allerede nævnt er det håndskrift, Ceriani fandt i det ambrosianske bibliotek, på latin. Ingen har imidlertid hævdet, at dette var det sprog, som værket oprindelig blev skrevet på. Det er tydeligvis en oversættelse fra græsk. En række græske ord er translittereret, nogle af dem ganske almindelige. Så tydeligt skinner græsken igennem, at Hilgenfeld har rekonstrueret det, han forestiller sig må have været den græske tekst. Når dette er fastslået, opstår et yderligere spørgsmål: Er græsk grundsproget, eller var også det en oversættelse fra en semitisk original? Det første alternativ er det, Hilgenfeld antager. Hans argumenter ud fra den påståede umulighed af, at visse grammatiske konstruktioner skulle kunne findes på hebraisk, beror på en fejltagelse. Tilstedeværelsen af ord som Allofile og Deuteronomion beviser blot, at forfatteren ved oversættelsen af en bog, der hævdede at være skrevet om Moses, fulgte den ordbrug, Septuaginta anvender, ligesom ærkebiskop Laurence ved oversættelsen af Enok fulgte ordbrugen i Bibelens King James Version. Disse spørgsmål er dygtigt undersøgt af dr. Charles i hans udgave af Assumption of Moses (42-45). Han påviser en række semitiske idiomer, som er bevaret gennem græsken – i nogle tilfælde kan betydningen kun fremfindes ved at rekonstruere den hebraiske tekst.

Igen kan tekstfordærvelsen kun forklares ved hjælp af en semitisk tekst. Man kunne hævde, at en falsarius, der skrev på græsk, naturligt ville benytte Septuagintas sprogbrug, sådan som det ofte er gjort på engelsk; KJV's sprogbrug anvendes til at dække over efterligningen af en hellig bog. Det forhold, at stilen blev tillagt så ringe betydning som middel til at fastslå datering og forfatterskab, gør dette usandsynligt. Det mere vanskelige spørgsmål om, hvilket af de to semitiske sprog -- aramæisk eller hebraisk -- der er anvendt, er sværere at afgøre. Der er dog et eller to tilfælde, hvor vi synes at se spor af waw consecutivum -- en konstruktion, der er ejendommelig for hebraisk -- f.eks. 8,2: »Dem, som skjuler (deres omskærelse), vil han pine og har overgivet til at føres i fængsel.« Skriverens uvidenhed kan dog påberåbes som forklaring på dette. På den anden side er tidsskiftet så voldsomt, at selv en uvidende skriver næppe ville begå det ved en fejltagelse. Desuden måtte en beretning, der tilskrives Josva og hævdes at være nedskrevet af ham efter Moses' diktat, nødvendigvis være på hebraisk. Heraf ville vi slutte, at hebraisk snarere end aramæisk har været den semitiske original.

(4) Datering.

Identifikationen af rex petulans med Herodes og udsagnet om, at han skulle efterfølges af sine sønner, som skulle regere en kort tid, fastlægger affattelsestidspunktet for det foreliggende værk inden for snævre grænser. Det må være skrevet efter Herodes' død og også efter Archelaus' afsættelse i år 6 e.Kr., men før det blev klart, at Antipas og Filip sad sikkert på deres troner. Således kan vi ikke datere det senere end år 7 eller 8 e.Kr. Det intense had til herodianerne var karakteristisk for denne tid. Senere blev de beundret af det patriotiske parti.

(5) Forhold til andre bøger.

Det mest iøjnefaldende udtryk er den betegnelse, der gives Moses -- arbiter testamenti, »pagtens formidler« -- som vi gentagne gange finder brugt i Hebræerbrevet: mesites er den græske oversættelse af mokhiach i Job 9,33, men i sin oversættelse af Hebræerbrevet til hebraisk bruger Delitzsch carcor, et rent rabbinsk ord. En anden gengivelse er menatseach. Der er flere ekkoer i denne bog af steder i Det Gamle Testamente, idet tiltalen til Josva (1,1 ff) er parallel med 5 Mos 31,7 f. Bønnen i Moses' Himmelfart 4 er, som tidligere bemærket, formet efter Dan 9,4-19. Der er spor af kendskab til Salomos Salmer i Moses' Himmelfart 5 sammenlignet med Sl 4. I disse synes der at være ekkoer af det foreliggende værk i vor Herres beskrivelse af farisæerne, når vi sammenligner Matt 23 med Moses' Himmelfart 5.

Der findes et fragment, udgivet af Ceriani, med titlen »Adams historie og liv (diegesis kai politeia), som Gud åbenbarede for Moses, sin tjener«. Det er en beretning om vore første forældres liv fra Abels død til deres egen død. Det synes at være affattet på græsk og hører i virkeligheden ikke til den mosaiske litteratur, men til den, der er knyttet til Adam. Det bør bemærkes, at Kain og Abel får andre navne ud over de velkendte. De kaldes Adiaphotos og Amilabes, navne af ukendt oprindelse. Der er ingen tegn på kristen indflydelse; derfor ville man betragte det som et jødisk skrift; da midterdelen er gået tabt, bør enhver afgørelse træffes med forsigtighed.

4. Esajas' Himmelfart:

Esajas' Himmelfart blev ofte omtalt ved navn i de tidlige kristne kirkefædres skrifter, især hos Origenes. Han kalder den »Esajas' apokryf«. Epifanes giver den den titel, under hvilken den almindeligvis er kendt. Nu, da vi har bogen, finder vi talrige ekkoer af den. Origenes hævder endog, at Hebr 11,37 indeholder en henvisning til den, når der tales om hellige, som blev savet over. Justin Martyr omtaler Esajas' død på en måde, der forudsætter kendskab til denne bog. Den var forsvundet, indtil ærkebiskop Laurence fandt et eksemplar af den på etiopisk på en bogbod i London. Erobringen af Magdala bragte flere håndskrifter hjem. En del af den var blevet trykt i Venedig efter en latinsk oversættelse.

(1) Resumé.

I det 26. år af sin regering kalder Hizkija Esajas frem for sig for at overgive ham visse skrifter. Esajas fortæller ham, at djævelen Sammael Malkira vil tage hans søn Manasse i besiddelse, og at han selv, Esajas, vil blive savet over ved hans hånd. Da Hizkija hører dette, vil han befale, at hans søn skal dræbes, men Esajas siger til ham, at den Udvalgte vil gøre hans råd til intet. Efter sin fars død vendte Manasse sig til at tjene Berial Matanbukes. Esajas trak sig tilbage til Betlehem og drog derfra sammen med nogle profeter -- Mika, Joe og Habakkuk -- samt Hananja og sin egen søn Joab til et bjerg i ørkenen. Balkira, en samaritaner, opdagede deres skjulested. De føres frem for Manasse, og Esajas anklages for gudsbespottelse, fordi han har sagt, at han har set Gud, skønt Gud havde erklæret over for Moses: »Intet kød skal se mit ansigt.« Han havde også kaldt Jerusalem Sodoma og dets herskere Gomorras herskere. For Berial (Belial) var stærkt vred på Esajas, fordi han havde åbenbaret Kristi komme og apostlenes sendelse.

På dette punkt synes der at være en sammenblanding af Kristi første komme og hans andet komme. Der henvises til lovløse ældste og hyrder, og det antages, at kirkens ældste og præsterne menes, skønt dette ikke nødvendigvis er tilfældet. Der var ganske vist megen strid i kirkerne, som vi ved, om spørgsmålet om omskærelse. Henvisningen kan imidlertid være til Israels herskere og ældste, som korsfæstede vor Herre. Derefter følger beretningen om Beliars inkarnation i Nero, "den modermordiske monark", og forfølgelsen af de tolv apostle, hvoraf én skal overgives i hans hånd -- henvisningen her er sandsynligvis til Peters martyrium. Hvis det er Paulus, er det en fuldstændig benægtelse af Peters martyrium i Rom; hvis det er Peter, betyder det en benægtelse af Paulus' apostelskab. Antikrists regeringstid skal vare "tre år, syv måneder og syvogtyve dage", det vil sige efter romersk beregning 1.335 dage. Dette synes at være beregnet fra Neros forfølgelse af de kristne. Han fremsætter en mærkelig udtalelse: "Størstedelen af dem, der har sluttet sig sammen for at modtage den Elskede, vil han føre på afveje efter sig" -- en udtalelse, som indebærer et langt større frafald under forfølgelsens pres, end vi har nogen beretning om fra andre kilder.

Der kan siges en hel del til fordel for at indsætte 1.000 i tallet 332 i 4,14, så det kommer til at lyde 1.332. Ved slutningen af denne periode "vil Herren komme med sine engle og slæbe Beliar ind i Gehenna sammen med hans hære." Derefter følger en henvisning til den Elskedes nedstigning til Sheol. Det følgende kapitel giver en beretning om Esajas' martyrium, hvordan han blev "savet over med en træsav", og hvordan Balkira hånede ham og søgte at få Esajas til at tilbagekalde. Med Esajas' Himmelfart 6 begynder selve Himmelfarten. Dette kapitel er imidlertid kun indledningen. Det er i kapitel 7, at beretningen gives om, hvordan profeten føres op gennem himmelhvælvingen og derefter gennem den ene himmel efter den anden til den syvende. En stor engel fører ham opad. I himmelhvælvingen fandt han Djævelens engle, som misundte hinanden. Oven over denne er den første himmel, hvor han fandt en trone i midten og engle til højre og venstre; de førstnævnte var de fornemste. Sådan var det i den anden, tredje, fjerde og femte himmel. Hver himmel var mere herlig end den nedenunder. I den sjette himmel var der ingen trone i midten, og der var heller ingen forskel mellem englene til højre og venstre; alle var lige. Han løftes derefter op til den syvende himmel -- den herligste af alle -- hvor han ikke blot ser Gud Fader, men også Sønnen og Helligånden. Om Sønnen fortælles det, at han skulle stige ned og, efter at have påtaget sig menneskeskikkelse, blive korsfæstet ved denne verdens fyrstes indflydelse. Efter at være steget ned til Sheol plyndrede han det og steg op til det høje. I kapitel 10 findes en mere detaljeret beretning om Sønnens nedstigning gennem de efterfølgende himle, hvordan han i hver af dem antog skikkelse af de engle, som boede der, så de ikke kendte ham. I himmelhvælvingen syntes stridighederne og misundelsen først at hindre ham. I kapitel 11 har vi en halvdoketisk beretning om den mirakuløse fødsel. Med erklæringen om, at det var på grund af disse åbenbaringer, at han, Esajas, blev savet over, slutter apokalypsen.

(2) Struktur.

Dr. Charles har hævdet, at tre værker er indarbejdet -- Hizkijas Testamente, Esajas' Martyrium og Esajas' Vision. Navnene er taget fra dem, der blev givet dette værk i den patristiske litteratur, og beskriver ikke strengt indholdet, i hvert fald ikke i det første. Værkets forvirrede kronologi, sådan som vi har det, kan til en vis grad skyldes afskrivning og oversættelse. Ud fra indledningsafsnittet synes der at have eksisteret et apokryft skrift, der blev tillagt Hizkija. Manasse kaldes ind til sin fars nærvær, for at der kan gives udtryk for retfærdighedens ord, "som kongen selv havde set", "om den evige dom, Gehennas pinsler og denne verdens fyrste og hans engle og hans magter og myndigheder" -- en vending, som antyder, at forfatteren kendte Efeserbrevet. Det indhold, der således gives så summarisk, uddybes ikke yderligere. Esajas' Vision giver ingen beretning om magterne og myndighederne i Satans rige. Det synes bedre at betragte det foreliggende værk som sammensat af to -- Esajas' Martyrium og selve Visionen eller Himmelfarten. Henvisningerne bagud og fremad synes at indebære et lignende forfatterskab i begge dele. Dette synes at antyde, at redaktøren og forfatteren var én og samme person. Der er et kendskab til romerske forhold på tidspunktet for Neros fald, som ligger så langt ud over, hvad nogen, der levede i Israels land, kunne opnå, at Rom synes at være stedet, hvor værket blev til. (3) Sprog.

Det umiddelbare originalværk, som de etiopiske, latinske og slaviske oversættelser blev lavet efter, synes at have været græsk. Dette er klart med hensyn til den etiopiske, hvor egennavne, der på hebraisk ender på "h" og i græsk transskription ender på "s", såsom Bezekias og Isaias, følger sidstnævnte form, men Manasse hedder Manassa. Et interessant tilfælde findes i Esajas' Himmelfart 2,12: Mikayas kaldes "søn af Amida", hvor "Amida" står for Imla. I etiopisk translitteration bruges 'aleph almindeligvis for initial yodh som en vokal, sådan som det ses i "Israel" (etiopisk Asreal); derfor kunne "Imida" lige så korrekt gengive navnet. Da delta (d) og lambda (l) ligner hinanden, forklares ændringen. Selv om græsk ganske sikkert, som sagt ovenfor, har været det umiddelbare originalværk, er det muligt, om ikke ligefrem sandsynligt, at der bag græsken lå hebraisk. Sætningernes opbygning antyder det samme (se 2,5 Gr). Det mystiske navn, der gives Berial, Mattanbukus -- som vi desværre ikke har på græsk -- synes kun at kunne forstås ud fra den antagelse, at det har en hebraisk etymologi, mattan buqah, "tomhedens gave", hvor det sidste ord svarer til "tomrummet", "afgrunden". Den titel, der gives Sammael, Malkira, synes naturligt at betyde konge over "vogterne" -- `irim, englene, som ifølge Enok 10,5 ikke blev i deres første tilstand, men besmittede sig med kvinder. Således er Belkira "fæstningens herre" -- ba`al qir. Der synes derfor at være en sandsynlighed for, at "Himmelfarten", ligesom så mange andre værker af denne type, oprindelig blev skrevet på hebraisk.

(4) Datering.

Ingen, der læser "Himmelfarten", kan undgå at føle, at han har med et kristent dokument at gøre, og et som hører til helt i begyndelsen af den kristne historie. Der kan have ligget en tidligere jødisk apokalypse bagved, skønt det efter vores opfattelse ikke synes nødvendigt. Den består af to dokumenter, men det kristne element synes at være indvævet i begge deles struktur. At den skal dateres tidligt i kirkens historie, ses af forventningen om Kristi snarlige genkomst til verden i hans parusi. Konflikten i kirken mellem ældste og hyrder giver et billede af kampen mellem judaisterne og de paulinske kristne på den anden side. Vægten, der lægges på de tolv, og udeladelsen af enhver henvisning til Paulus viser, at den var judaistisk. Den doketiske beretning om Jesu fødsel og dens uafhængighed af de kanoniske evangelier taler alt sammen for en tidlig datering. Dateringen kan dog, forekommer det os, fastslås med stor sikkerhed.

Berials regeringstid, han som er steget ned over Nero og har inkarneret sig i ham, skal vare tre år, syv måneder og syvogtyve dage, i alt 1.335 dage (Himmelfart Es 41,2), tallet ved slutningen af Daniel (Dan 12,12). Det kan bemærkes, at dette tal fremkommer ved at beregne årene og månederne efter den julianske kalender, hvilket beviser, at denne apokalypse blev skrevet i Rom. Men tallet ligger påfaldende nær ved den faktiske varighed af Neros regering efter forfølgelsens begyndelse. Fra Roms brand (19. juli 64) til Neros død (9. juni 68) var der 1.421 dage -- altså 86 dage mere. Der gik mindst en måned efter branden, før forfølgelsen begyndte, og længere endnu før det vanvittige grusomhedsorgie, hvor kristne blev indsvøbt i beg og sat i brand for at oplyse Neros haver. Hvis en kristen i Rom oplevede forfølgelsen, kunne han håbe på enden for dette rædselsherredømme og fastsætte det tal, han fandt hos Daniel. Det synes, som om de 1.290 dage allerede var overskredet, og derfor håber han, at de 1.335 dage vil se tyrannens ende.

Der er en vanskelighed med de 332 dage i Esajas' Himmelfart Es 41,4. Fristelsen er stor til sammen med Lucke, Dillmann og Charles at mene, at 1.000 er faldet ud, og at det sidste tal burde være 5; så får vi det samme tal. I så fald må denne apokalypse være skrevet, efter at nyheden om Vindex' oprør havde nået Rom, men før Neros død. Hvis vi kan antage dette -- skønt den omstændighed, at det kortere tal findes i alle tre etiopiske håndskrifter, gør denne metode, hvor man tilføjer et tal for at forklare det, til noget der bør undgås -- ville det pege på tiden umiddelbart før Neros død. Vanskeligheden er: Hvor fik forfatteren tallet fra? Hvis det er korrekt, er det sandsynligvis aritmogrammet for et af Satans navne. Berial giver 322 ved gematri. Det synes, som om endnu et tidsmærke gives i Peters martyrium, der kan dateres til år 64 e.Kr. Et andet negativt tegn er fraværet af enhver henvisning til Jerusalems fald. Hvis det var sket, ville forfatteren, jøde som han var, i sin kærlighed til sin korsfæstede Mester være blevet ledt til at se himlens hævn over den by, der havde dræbt ham, og til at juble over den. Den må være skrevet i løbet af året 68.

5. Ezras fjerde bog:

I modsætning til de bøger, vi hidtil har behandlet, er 4 Ezra aldrig forsvundet fra kirkens kendskab. Den er imidlertid først og fremmest overleveret til os i en latinsk oversættelse af en græsk original. Ærkebiskop Laurence opdagede en etiopisk version af den. Senere blev en armensk version med latinsk oversættelse udgivet i Venedig. Der findes også en arabisk version. Den blev optaget i den anglikanske kirkes apokryfer, skønt den blev udelukket fra den tyske; ved Tridentinerkoncilet blev 1 Ezra og 2 Ezra i vore apokryfer udelukket fra den romersk-katolske kanon og anbragt efter Johannes' Åbenbaring sammen med Pr Man.

(1) Resumé.

De første to kapitler indeholder en profeti efter Esajas' forbillede. Ikke få afsnit viser Det Nye Testamentes indflydelse på den. Jævnfør 2 (4) Esdras 1,30 med Matt 23,37 og 2 (4) Esdras 2,45 med Åb 7,13. Med 2 (4) Esdras 3 begynder noget nyt. Det indledes med en bøn, som fylder hele kapitlet. Som svar sendes Uriel fra Gud og åbenbarer gennem forskellige symboler Guds plan med Israel for Ezra. Dette fortsætter til midten af 2 (4) Esdras 5 og udgør det første syn. Efter at have fastet i syv dage modtager Ezra en ny meddelelse fra Uriel. Den begynder ligesom den foregående med en bøn. Derefter følger en række spørgsmål, der skal fremhæve menneskets begrænsede forståelse. Når disse er afsluttet, giver Uriel en beretning om verdens historie fra skabelsen. Dette syn slutter med 2 (4) Esdras 6,35. Det tredje syn er meget interessant, eftersom et stort afsnit på 70 vers var gået tabt og først forholdsvis nyligt blev genfundet. Dette syn indeholder en beretning om skabelsen, som den findes i Første Mosebog; der forekommer kun retoriske udvidelser, og der gives en udførlig beskrivelse af Leviatan og Behemot. Ezra får i et syn vist det himmelske Zion som vanskeligt tilgængeligt.

Den nyligt opdagede del indeholder en beretning om strafstedet, og Paradiset nævnes. Slutningen herpå er en bøn af Ezra, som synes at være en selvstændig komposition (2 (4) Esdras 8,20). Det fjerde syn begynder med 4 Esdras 9,26. Heri ser Ezra en grædende kvinde, som fortolkes som Zion. Hun forvandles til en by (2 (4) Esdras 10,27). Det femte syn er det vigtigste. Det begynder med, at en ørn viser sig, med tre hoveder og tolv vinger. Dette fortolkes som en henvisning til Romerriget. Det synes, at der er blevet føjet til det, for ud over de tolv vinger omtales også otte andre vinger. En løve viser sig, som irettesætter og ødelægger ørnen med de tolv vinger. Denne løve er Messias og hans rige. Det sjette syn begynder med kapitel 13 og indeholder en beretning om Kristi komme. I det syvende får vi en beretning om genskrivningen af bøgerne efter Ezras diktat og om opbevaringen af de halvfjerds hemmelige hellige bøger. I det foregående har vi fulgt Fritzsches inddeling. Det sidste kapitel stammer fra samme hånd som åbningskapitlerne og er af Fritzsche forbundet med dem og kaldt Esdras' femte bog.

(2) Struktur.

Som anført ovenfor er 4 Esdras opdelt i flere klart adskilte dele, forudgået af Ezras faste og indledt med en bøn fra profeten. Kabisch har en mere udførlig inddeling end Fritzsche. Ligesom ham anerkender han syv syner, og ligesom ham udskiller han det første kapitel og de sidste, 17, 15, 16, som værende af en anden hånd end resten af bogen. Men derudover ser han tilføjelser foretaget af en R overalt i bogen. For os forekommer denne inddeling for udførlig.

(3) Sprog.

Som nævnt ovenfor synes den umiddelbare kilde til den latinske tekst at have været græsk. Der er meget lidt, som gør os i stand til at afgøre, om græsk var det sprog, som denne bog blev skrevet på, eller om selv græsken er en oversættelse fra hebraisk eller aramæisk. Der er mange genklange af de øvrige skrifter, men ingen direkte citater, så der er intet, der viser, om forfatteren brugte den hebraiske tekst eller Septuaginta. Egennavnene giver heller ikke noget fingerpeg. Skønt der findes så mange oversættelser af græsken, er de alle så parafraserende, at den græske tekst i de fleste tilfælde på ingen måde er sikker. De få vers, som Clemens Alexandrinus citerer på græsk, giver ikke plads nok til, at man gennem dem kan opdage, om der ligger noget andet sprog bag. Den er muligvis skrevet på hebraisk, da den synes at være skrevet i Israels land.

(4) Datering.

Ud fra bogens tone er der ingen tvivl om, at den blev skrevet efter Titus' erobring af Jerusalem. Hvis den skyldtes den senere katastrofe, da Bar Kochbas oprør blev knust, ville en kristen jøde ikke have givet udtryk for en sådan sorg. Bruddet mellem kirken og synagogen var da fuldstændigt. Hvis denne bog desuden var blevet skrevet under Hadrian, ville den foregående katastrofe være blevet omtalt. Ud over de tydeligt og udtrykkeligt kristne afsnit findes der talrige genklange af Det Nye Testamentes skrifter. Det femte syn giver tidsangivelser, som ville være mere entydige, hvis der ikke var foretaget tilføjelser. Ørnen med de tre hoveder og tolv vinger erklæres at være Daniels fjerde monarki, og sammenhængen viser, at dette er det kejserlige Rom.

Det spørgsmål, som har beskæftiget kritikerne, er, hvilken del af den romerske historie der henvises til. Lucke anså henvisningen for at gælde herskere, der var fremtrædende på Sullas tid, og de tre hoveder for at være det første triumvirat. Dette synspunkt forudsætter et kendskab til romersk politik, som ingen jøde i tiden før Kristus besad. Desuden afgør de genklange af nytestamentligt sprog, som forekommer (jævnfør 2 (4) Esdras 5,1 med Luk 18,8; Luk 18,2 (4) Esdras 6,5 med Åb 7,3 osv.), spørgsmålet imod enhver tanke om, at den skulle være førkristen. Erkendelsen af rædslerne ved Jerusalems ødelæggelse er for levende til blot at være et resultat af fantasi. En anden teori ser i de tre hoveder de tre Septimier, Severus og hans sønner Caracalla og Geta. Dette ville give plads til de otte undervinger, da det netop er antallet af kejsere mellem Domitian og Severus, hvis man ser bort fra Didius Julianus' korte regeringstid. Ødelæggelsen af »de to undervinger, som tænkte at regere« (2 (4) Esdras 11,31) ville blive opfyldt ved Pescennius Nigers og Clodius Albinus' nederlag og død.

Det forhold, at det er hovedet til højre, der fortærer hovedet til venstre, passer på mordet på Geta, den yngre søn, begået af Caracalla, den ældre. Imod denne opfattelse taler det forhold, at bogen citeres af Clemens Alexandrinus. Endvidere siges de otte undervinger at være konger, »hvis tider skal være korte, og deres år hurtige« (2 (4) Esdras 12,20). Skønt dette kunne siges om Nerva, kunne det ikke hævdes om Trajan, Hadrian, Antoninus Plus eller Marcus Aurelius. Vi er derfor henvist til den opfattelse, som fastholder, at de tre hoveder er de tre flaviske kejsere. De tolv vinger er de første kejsere, begyndende med Julius Cæsar. Augustus' regeringstid er længere end nogen af de monarker, der fulgte efter ham, og det bemærkes, at den anden vinge skulle have denne særstilling (2 (4) Esdras 12,15). Dateringen kan da placeres mellem Titus' død og Domitians død -- det vil sige fra 81 til 96. Løven, som irettesætter Ørnen for dens uretfærdighed, er Messias -- Kristus -- ved hans andet komme, når han kommer i sit riges herlighed. De kristne var begyndt at tvivle på Mesterens snarlige komme; derfor omtales han som »bevaret til de sidste dage« (2 Esdras 12,32). Sådanne er apokalypserne i streng forstand.

II. Erotiske værker.

Jubilæerbogen:

Jubilæerbogen er den eneste, der er bevaret af denne klasse af skrifter. Den del af Esajas' Himmelfart, som indeholder beretningen om hans martyrdød, har meget af denne karakter. Den er imidlertid blevet forbundet med den apokalyptiske »Himmelfart«. Det synes, at Moses' Himmelfart i nogle afskrifter blev føjet til dette værk som et tillæg. Den citeres ofte som lepto Genesis -- undertiden lepto-genesis og atter andre gange micro-genesis, »den lille Første Mosebog«. Denne titel kan ikke sigte til dens faktiske omfang, for den er betydeligt længere end den kanoniske bog. Den kan enten betyde, at denne bog skal tillægges mindre betydning end den kanoniske Første Mosebog, eller at den beskæftiger sig med lepta -- »småting«. En anden, og muligvis mere sandsynlig, forklaring findes i hebraisk eller aramæisk. Der findes en rabbinsk bog kendt som Bere'shith Rabba', hvori hele Første Mosebog er udvidet ved midrashiske tilføjelser, uddybninger og forklaringer til mange gange omfanget af det værk, vi har foran os, som til sammenligning ville være Bere'shith ZuTa' -- »den lille Første Mosebog«. Den væsentligste vanskelighed er, at det jødiske værk, B. Rabbah, næppe kan dateres tidligere end 300 e.Kr. Vi skylder hovedsagelig det foreliggende værk -- i dets fuldstændige form -- ligesom så mange andre dets optagelse i den etiopiske kirkes kanon. Dele af det på latin og syrisk er i nyere tid fundet i den anden hovedkilde til apokalyptisk litteratur, Ambrosianabiblioteket i Milano. Der har været adskillige udgaver af den etiopiske tekst.

(1) Resumé.

Det er vanskeligt at give noget, der ligner et resumé af Jubilæerbogen i ordets sædvanlige betydning. Groft sagt er den kanoniske Første Mosebog resuméet. Forfatteren har udeladt mange træk og hændelser, men dette er mere end opvejet af tilføjelser og udvidelser. De fleste af disse udeladelser har et apologetisk formål. De bedrageriske handlinger, som Abraham gjorde sig skyldig i i Egypten og over for Abimelek med hensyn til Sara, og Isaks tilsvarende handling ville rejse forhold, som var vanskelige at bortforklare. Måden, hvorpå Simeon og Levi lokkede sikemitterne til at lade sig omskære og derefter udnyttede deres tilstand til at myrde dem, er også udeladt. Jakobs kneb for at forøge sine hjorde på Labans bekostning forbigås ligeledes i tavshed. Den mest iøjnefaldende udeladelse er Jakobs velsignelse i 1 Mos 49. Dette forklares ved den måde, hvorpå forfatteren tidligere har rost Simeon og Levi, hvilket Jakobs fordømmelse af dem direkte modsiger. Mange af tilføjelserne har en lignende apologetisk hensigt, såsom oplysningen om, at Dina var tolv år gammel på tidspunktet for voldtægten, de gaver Jakob gav sine forældre fire gange om året osv. Da Jakob bedrager sin far, siger han ikke, at han er Esau, men kun: »Jeg er din søn.« Der findes længere tilføjelser, hovedsagelig ceremonielle. To hændelser, der fortælles udførligt, er amoritternes krig mod Jakob (34,1-9) og Esaus krig (37 og 38).

(2) Opbygning.

Boges mest iøjnefaldende kendetegn er det, den har sit almindeligste navn fra, »Jubilæerbogen«, nemlig dateringen af begivenheder efter på hinanden følgende jubelår. Hele verdenshistorien er sat ind i en ramme af jubelår, og hver begivenhed dateres efter det jubelår i verdenshistorien, hvori den indtraf, samt dette jubelårs år-uge og denne uges år. Forfatteren har ført sit syvtalsprincip ind i året og gjort antallet af dage i det, ligesom forfatteren til en af Enoks bøger gjorde, til et multiplum af syv, 364 = 7 x 52 dage. Det synes ikke at være blevet indskudt senere.

(3) Sprog.

Ligesom så mange andre af de pseudepigrafiske skrifter er den etiopiske tekst, som vores moderne oversættelser er lavet ud fra, oversat fra en græsk original, der igen har haft en semitisk kilde. Det er noget vanskeligt at afgøre, hvilket af de to semitiske sprog, der var i brug i Israels land, den blev skrevet på. Nogle, såsom Frankel, har ganske vist hævdet, at den oprindelig blev skrevet på græsk. Dette strider imod oldtidens vidnesbyrd, eftersom Hieronymus henviser til brugen af rissah, »et stadion«, i Jubilæerbogen. Der kan siges mere til fordel for en aramæisk original. Brugen af Mastema om Satan og flertalsformerne på »in« peger i den retning. Dr. Charles' argumenter synes efter vores mening at afgøre sagen til fordel for hebraisk. Jf. tilfældet i Jubilæer 47,9, hvor bath, »en datter«, forveksles med bayith, »et hus«. Et af hans argumenter er ikke så afgørende: I 2,9 forekommer wahaba, »gav«, hvor betydningen er »udnævnte« -- en betydningsforveksling, som kun er mulig ud fra dobbeltbetydningen af nathan, eftersom det aramæiske yahabh har den samme dobbelte betydning: »Se, jeg har gjort dig (yehebhethakh) til en Gud for Farao« (jf. Peshitta 2 Mos 7,1). Disse tegn er få, men de synes tilstrækkelige.

(4) Datering.

Dr. Charles' og Littmanns betydelige autoritet taler for en tidlig datering -- før Johannes Hyrkanos' strid med farisæerne. Vores læsning af historien er anderledes end nogen af disse lærdes. Hassid-partiet havde været lunkent over for makkabæerne fra den sidste del af Judas Makkabæers ypperstepræstedømme; fornærmelsen mod Hyrkanos ved hans eget bord var fjendskabets højdepunkt. Hvis vi med dr. Charles antager, at forfatteren var farisæer, er denne datering umulig. Det farisæiske parti var aldrig entusiastiske tilhængere af makkabæerne, undtagen da Alexandra kastede sig i deres arme. To kendetegn ved denne bog slår læseren -- dens apologetiske tone og dens had til Edom. På Johannes Hyrkanos' tid indtog nationen ikke en apologetisk holdning. Den havde kastet det syrisk-græske herredømme af sig og afvist forsøget på at hellenisere dens religion. Det var kun grækere eller mennesker under græsk indflydelse, der kunne nødvendiggøre den apologetiske holdning. Vi henvises derfor til den herodianske periode, da romere var talrige ved hoffet, og grækere og Graeculi var hyppige, da de, som var jøder og kendte hebraisk, men dog havde optaget hellenisk kultur, let så de punkter, hvor deres tro og dens hellige litteratur kunne angribes. Denne datering ville forklare hadet til Edom. Vi vil derfor placere den omkring Herodes' død -- fra 5 f.Kr. til 6 e.Kr. I modsætning til de andre bøger af denne klasse er meget af den blevet fundet i Talmud; derfor mener vi, skønt vi stadig anser forfatteren for at have været essæer, at han havde megen sympati med den farisæiske skole i dens seneste udvikling.

III. Psalmisk pseudepigrafi.

1. Salomos Salter:

Salomos Salter er det af alle de pseudepigrafiske skrifter, som synes at have svævet nærmest grænsen til deuterokanonisk status. Selv 4 Esdras kan næppe regnes som en undtagelse, da det ikke findes på græsk og aldrig blev optaget i Alexandrias kanon. Den berømte Codex Alexandrinus indeholdt oprindelig, som dens indholdsfortegnelse viser, den bog, vi her har for os. I flere fortegnelser over bøger, som i hvert fald af nogle blev anerkendt som autoritative, nævnes den -- undertiden for at erklære den ukanonisk. Ligesom så mange andre bøger -- jødiske og kristne -- sank den i glemsel i middelalderen. Et manuskript af den blev først bemærket af bibliotekaren Hoeschel i biblioteket i Augsburg i begyndelsen af det 17. århundrede og udgivet af de la Cerda i 1626. Dette manuskript er siden gået tabt. I nyere tid er fire andre græske manuskripter kommet for dagen. Ud fra disse, med hjælp fra de la Cerdas tekst, er den blevet udgivet gentagne gange. Navnet »Salomos Salter«, som er givet den, synes helt vilkårligt; forfatteren fremsætter intet krav, hverken direkte eller indirekte, på at være Davids søn.

(1) Resumé.

Den nuværende samling består af 18 salmer, der med hensyn til tankegang og ordvalg nøje er formet efter de kanoniske Salmer. Den første salme forkynder krigserklæringen, men beskæftiger sig med fordømmelsen af hyklere. Den anden beskriver en belejring af Jerusalem og erkender, at belejringens lidelser var fortjent, men slutter med en beskrivelse af belejrerens død ved Egyptens kyst. Den tredje salme er en taksigelse fra de retfærdiges side. I den fjerde har vi beskrivelsen og fordømmelsen af en hykler i vendinger, som stærkt minder om vor Herres ord mod farisæerne. Den er tydeligvis rettet mod et fremtrædende medlem af Sanhedrinet. Ved den almindeligt accepterede datering kan Antipater være den person, der fordømmes. Den femte salme er en bøn om barmhjertighed fra Gud og en appel til hans miskundhed. Den sjette beskæftiger sig med en beskrivelse af de retfærdiges salighed.

Den korte salme, som følger, er en bøn fra Israel under tugtelse, der beder Gud om ikke at fjerne sit tabernakel fra deres midte. Den ottende salme beskriver templets belejring og fordømmer Jerusalems indbyggeres synder, som havde bragt Slåeren langvejsfra imod dem, og den rummer en bøn om at genvinde gunst. Israel, som er fanget, beder Gud om tilgivelse i den niende salme. I den tiende har vi saligheden hos det menneske, der underkaster sig Herrens tugtelse. Temaet for den ellevte er de fangnes tilbagevenden. Tanken i den følgende salme er ikke ulig den midterste strofe i Sl 120 i det kanoniske Salter. Den næste har de retfærdiges salighed og de ugudeliges ulykkelige tilstand som tema. Den fjortende har et lignende emne. Den næste begynder med den tanke, som så ofte forekommer i de kanoniske Salmer: »Da jeg var i nød, kaldte jeg på Herren.« Salmen, der følger, er erfaringspræget i de gamle puritaneres forstand.

Den syttende salme er den vigtigste, da den er messiansk og viser de forhåbninger, der var udbredt blandt jøderne på den tid, da den blev skrevet. Den attende giver en beskrivelse af den salighed, der består i jødernes tilbagevenden til guddommelig gunst. Herrerne Ryle og James ville dele denne salme i to, eftersom der synes at være en afslutning ved det tiende vers med tegnet diapsalma. Desuden indføres et lidt anderledes tema på dette sted, men der findes en henvisning i Pistis Sophia til den 19. salme, og det er ikke den, der menes. Der synes at være nogen sandsynlighed for, at der engang fandtes en latinsk oversættelse, ud fra de få henvisninger hos de latinske kirkefædre; men intet håndskrift af den er endnu blevet opdaget. En syrisk oversættelse er blevet opdaget af dr. Rendel Harris sammen med en række andre salmer, der også tilskrives Salomo, og som han har kaldt »Oder«. Der vil blive sagt mere om disse nedenfor.

(2) Sprog.

At græsken i disse salmer er en oversættelse fra hebraisk, kan bevises ved det, der synes at have været oversættelsesfejl, såsom tou eipein, »at sige«, hvor meningen kræver »at ødelægge«, på grund af dobbeltheden i betydningen af dabhar, »at sige«, og senere »at ødelægge«; heos enikese, »indtil han sejrede«, hvor meningen må være »for evigt« eller »uafbrudt«, svarende til `adh, la-netsach, som kunne opfattes som aramæisk og oversættes som på græsk. Desuden bekræfter den almindelige karakter, den hyppige forekomst af en i betydninger, der er anstrengte på græsk, men passer helt til den hebraiske præposition »b-«, udeladelsen af det substantiviske udsagnsord og den almindelige enkelhed i sætningsopbygningen dette. For en mere udførlig belysning henvises læseren til Ryle og James' udgave af denne bog (lxxviii-lxxxiv). Hilgenfeld har fremført nogle argumenter til fordel for, at græsk var originalsproget. De beviser i virkeligheden, at oversætteren ved sin oversættelse i høj grad var påvirket af Septuagintas version af den kanoniske Salter.

(3) Datering.

Mens Ewald ville føre den tilbage til Epifanes' tid, om ikke endnu tidligere, og Movers og Delitzsch ville henføre den til omtrent Herodes' tid, passer beskrivelsen af belejringen ikke på nogen anden belejring end Pompejus'. Endnu mere passer døden for den stolte undertrykker, som belejrede templet, ned til mindste detalje på Pompejus' død og på ingen andens. Dette er Langen, Hilgenfeld, Drummond, Stanton, Schürer, Ryle og James' opfattelse. Salmerne blev imidlertid skrevet på forskellige tidspunkter mellem 64 f.Kr., året før Pompejus' belejring, og Pompejus' død i 46 f.Kr. Den almindelige kritiske opfattelse er, at det er farisæernes salter. Det mærkelige er, at selv om forfatteren ærer templet, siger han intet om ofrene og viser ingen rædsel over ypperstepræsternes vanære – den holdning, man ikke ville forvente af en farisæer, men af en essæer.

(4) Kristologi.

Hovedinteressen ved dette pseudepigraf er dets kristologi, som først og fremmest ses i den 17. salme. Messias skal være af Davids slægt; han skal komme ved hasmonæernes fald for derpå at styrte romerne. Han skal samle Israels spredte, og han skal underlægge hedningerne sit herredømme. Dette herredømmes karakter skal være åndelig, hellig, vis og retfærdig. Alle disse træk peger på en forberedelse til hans komme, som opfyldte jødernes forventning på en måde, de så lidet havde drømt om.

2. Salomos Oder:

De, der studerede gnosticismen, fandt ved gennemlæsningen af Pistis Sophia, en af de få litterære efterladenskaber fra disse besynderlige kætterier, gentagne citater fra Salomos Salter, hvoraf ikke ét fandtes i den overleverede samling. Der var én nummereret henvisning, men den gjaldt den 19. salme, mens man kun kendte atten. Lactantius har et citat fra Salomos Salter, som ligesom dem i Pistis Sophia ikke har nogen plads blandt de »atten«. Det var tydeligt, at der fandtes flere salomoniske skrifter, som blev kaldt salmer, end dem man almindeligvis kendte. I begyndelsen af 1909 blev den lærde verden forbløffet over oplysningen om, at dr. Rendel Harris på sine hylder havde fundet det manglende Salomos Salter i en syrisk oversættelse. Håndskriftet var mangelfuldt både i begyndelsen og slutningen, men der manglede trods alt kun lidt af hele bogen. Titlen og kolofonen manglede naturligvis. Det begynder med de nye salmer, eller, for at bruge dr. Harris' titel, »Oder«, som efterfølges af dem, man hidtil kendte.

(1) Forholdet til Pistis Sophia og resumé.

Dette kan ikke have været rækkefølgen på det tidspunkt, da Pistis Sophia blev udgivet, eftersom den første af disse oder citeres som den 19. Der er toogfyrre af dem. De er en kristens værk. Treenighedslæren er til stede; meget fremtrædende er Frelserens mirakuløse fødsel; Helligåndens nedstigning over Maria i en dues skikkelse; korsfæstelsen og nedstigningen til dødsriget; og, skønt mindre tydeligt, opstandelsen. En slående ting er ligheden mellem beretningen om jomfrufødslen og den, vi finder i Esajas' Himmelfart.

(2) Datering.

Dr. Rendel Harris daterer disse kristne oder til det sidste fjerdedel af det 1. århundrede, og der synes at være al grund til at være enig heri. Det forhold, som den 19. salme (Ode 37) har til Esajas' Himmelfart, drøftes ikke af ham, men efter vores opfattelse synes Esajas' Himmelfart at være mere oprindelig.

IV. Testamenter.

Selv om der, strengt taget, ikke var plads i jødisk lov for »testamentariske bestemmelser« fra dem, der stod over for døden -- idet »andelen af ejendele«, som tilfaldt hver enkelt, var fastsat -- havde Jakobs formaninger på dødslejet til sine sønner, Moses' afskedssang og Davids råd til Salomo på dødslejet karakter af åndelige arv. Under græsk og romersk lov var testamenter det almindeligt anerkendte middel til at ordne arv; sammen med sagen blev navnet overført, som i Mishna, Babha' Bathra' 15 26 f, dayytike, og ligeledes på syrisk. Tanken bag disse pseudepigrafer er tydeligvis ikke hentet fra »sidste vilje og testamente«, men fra de ovennævnte formaninger på dødslejet.

1. De tolv patriarkers testamenter:

1 Mos 49 , hvor Jakob henvender sig til sine sønner, som er samlet omkring hans dødsleje, gav mønsteret for en række pseudepigrafiske skrifter. Det længste af disse, som kendes, er De tolv patriarkers testamente. Her forestiller forfatteren sig, at hver af Jakobs sønner følger sin fars eksempel og samler sine efterkommere for at give dem sin sidste formaning. Mens Jakob henvendte sig særskilt til hver af sine sønner, blev ingen af hans sønners sønner, bortset fra Josefs, på nogen måde fremtrædende; således henvender Jakobs sønner sig hver især til deres efterkommere som helhed. Disse testamenter beskæftiger sig hovedsagelig med moralske råd. Den synd, der især advares imod, er utugt.

(1) Oversigt.

(a) Ruben:

Den første patriark, hvis testamente gengives, er Ruben. Mens han begræder den synd, der berøvede ham hans førstefødselsret, giver han en redegørelse for de forskellige tilbøjeligheder, der fører til synd, og knytter til hver af dem en ond ånd -- bedragets ånder. Han giver enkeltheder om sin synd, som, idet de ligner dem i Jubilæerbogen, adskiller sig ved at være undskyldende. Dette forsøg på forsvar føres videre i pseudo-Jonathans Targum. Her siges Ruben at have bragt Bilhas seng i uorden, fordi den var stillet ved siden af hans mors, og han blev beskyldt for uren omgang med hende; men Ånden åbenbarede for Jakob, at han ikke var skyldig.

(b) Simeon:

Det næste testamente er Simeons. Den forbrydelse, der synes at have påvirket Jakob mest, hvis vi kan dømme efter 1 Mos 49,5-7, var Simeons og Levis drab på sikemitterne. Den berøres imidlertid ikke i testamentet; det, han mest angrer, er sin misundelse mod Josef. Der er dog indskudt en strofe, som advarer mod utugt (1 Mos 49,3).

(c) Levi:

Levis testamente følger. Det er hovedsagelig apokalyptisk. Drabet på sikemitterne betragtes som en helt igennem prisværdig handling og roses af Gud. Omskærelsens forræderi nævnes slet ikke. Han fortæller, hvordan han i en drøm blev optaget i den tredje himmel. I et andet syn bliver han iført præstedømmets klæder. Efter et stykke selvbiografi, efterfulgt af almindelige formaninger, fortæller Levi, hvad han havde lært af Enoks skrift. Han fortæller, hvordan hans efterkommere vil falde fra og blive fordærvede. Det bør bemærkes, at utugt får en meget fremtrædende plads i skildringen af fremtiden. Jerusalems ødelæggelse og Judas fangenskab blandt alle nationer forudsiges. Dette kan ikke henvise til Epifanes' oprettelse af »Ødelæggelsens Vederstyggelighed«. Templet blev ikke lagt øde, skønt det blev vanhelliget; og efter Epifanes' vanhelligelse fulgte der ikke en spredning af jøderne blandt alle nationer. Det synes nødvendigt at forstå denne ødelæggelse som Titus' erobring af Jerusalem. Følgelig er den »nye præst« i XII P 18 efter vores opfattelse præsten »efter Melkizedeks orden« i overensstemmelse med Det Nye Testamentes fortolkning.

(d) Juda:

Juda er den næste, hvis testamente gengives. Han erklærer først, at han selv havde stor personlig tapperhed, idet han dræbte en løve, en bjørn, et vildsvin, en leopard og en vild tyr. Da kana'anæerkongerne angreb Jakob, som det fortælles i Jubilæerbogen, viste han sit mod. Han beretter om flere krigeriske bedrifter, som vi kun får kendskab til her. Esaus efterkommeres angreb på Jakobs sønner og Jakobs sejr berettes på samme måde og næsten med de samme ord som beretningen i Jubilæerbogen. Han omtaler med en række forklarende og undskyldende detaljer sin synd i sagen med Tamar. Han fordømmer havesyge, drukkenskab og utugt. Derefter befaler han sine efterkommere at se hen til Levi og ære ham. Så følger et messiansk afsnit, som synes mest naturligt at skulle forstås kristeligt.

(e) Issakar:

Issakars testamente er langt kortere end nogen af de to foregående. Efter at have fortalt historien om alrunerne dvæler han ved agerbrug. Som dr. Charles bemærker, stemmer dette ikke overens med den rabbinske fremstilling af stammens karaktertræk. Også han fordømmer urenhed og drukkenskab.

(f) Zebulon:

Zebulons testamente er kun lidt længere end Issakars. Dette testamente beskæftiger sig i høj grad med historien om salget af Josef, hvor Zebulon erklærer, at han kun tog den mindste andel i det og ikke fik noget af betalingen.

(g) Dan:

Dans testamente er også kort. Han bekender sit raseri mod Josef og advarer derfor mod vrede. Også her findes advarsler mod hor. Messias skal udgå fra Juda og Levi. Dr. Charles mener, at den første af disse ikke stod i originalen, fordi der naturligt ville have stået »stammer«, ikke »stamme«, sådan som der gør. Dette er noget forhastet, for i 1 Kong 12,23 (Septuaginta) har vi den helt tilsvarende konstruktion pros panta oikon Iouda kai Beniamin, en sætning, der gengiver den hebraiske konstruktion. Her findes et messiansk afsnit, som beskriver Messias som den, der befrier Beliars fanger.

(h) Naftali:

Det følgende testamente, Naftalis, har apokalyptiske elementer. Det indledes med slægtstavlen for hans mor Bilha, hvis far siges at være Rotheus. Hans syn fremstiller Levi, der griber solen, og Juda månen. Den unge mand med de tolv palmegrene synes at henvise til apostlene. Josef griber en tyr og rider på den. Han har endnu en drøm, hvori han ser en storm på havet og brødrene blive skilt fra hinanden. Igen findes der en henvisning til det tilbagevendende tema om seksuelt samliv (XII P 8).

(i) Gad:

Emnet for Gads Testamente er had. Gad forbindes med Simeon som den, der var mest opfyldt af vrede mod Josef.

(j) Asher:

Asher opfordrer til helhjertet lydighed mod retfærdigheden, sådan som apostlen Jakob gør i sit brev.

(k) Josef:

Et af de vigtigste af disse testamenter er Josefs. Indledningen optages af en lang beskrivelse af Josefs fristelse ved Potifars hustru. I den forbindelse findes den usunde dvælen ved seksuelle forhold, som kendes fra munkeforfattere. Der er ikke få ligheder med evangeliernes sprog (jf. XII P 1,6 og Matt 25,36). Der er et vigtigere afsnit (XII P 19,8): »Og jeg så, at af Juda blev en jomfru født, iført en linneddragt, og af hende blev et lam født, og ved hans venstre hånd var der så at sige en løve; og alle dyrene styrtede imod ham, og lammet overvandt dem og ødelagde dem og trådte dem under fødder.« Dette er for os tydeligt kristent. Dr. Charles ville, uden nogen apokalyptisk begrundelse til støtte for det, rette og ændre læsemåden.

(1) Benjamin:

Benjamins Testamente er i høj grad et tillæg til Josefs. Det indledes med den beretning, Josef gav Benjamin om, hvordan han blev solgt til ismaelitterne. Han formaner sine efterkommere imod svig, men advarer dem, ligesom alle sine brødre, mod utugt. Der er et langt kristent afsnit, som bestemt synes at være en interpolation, eftersom det ikke findes i nogle af teksterne, skønt andre har alle versene. Teksten om Paulus (XII P 11,1.2) forekommer i forskellige former i alle versioner.

(2) Struktur.

At disse »testamenter« er blevet interpoleret, bevises af variationerne i de forskellige tekster. Dr. Charles er imidlertid gået meget længere og har, hvor der findes en kristen sætning, erklæret den for en åbenlys interpolation. Vi for vores del ville som regel anerkende de afsnit som ægte, der findes i alle tekstens former. Den græske tekst blev for første gang i, så at sige, nyere tid udgivet af Grosseteste, biskop af Lincoln, i det 13. århundrede. Siden er andre håndskrifter blevet fundet, såvel som en slavisk og en aramæisk version. Vi er derfor i stand til at kontrollere interpolationerne. I sin kerne findes det kristne afsnit i T Josephus i alle versioner.

(3) Sprog.

Dr. Charles fremfører en meget stærk sag for, at hebraisk var grundsproget. Hans mange argumenter har ikke alle samme vægt. Mens nogle af de påståede hebraistiske konstruktioner faktisk kan være det, kan ikke få forklares som efterligning af Septuagintas sprog. Som eksempel på det første kan man sammenligne T Jud (XII P 7): ochlos barus = chel kabhedh, »en talrig skare«. På den anden side er T Reub XII P 3,8: »forstand i Loven«, en vending, som meget vel kan have været almindelig blandt græsktalende jøder. Blandt de afsnit, der kun kan forklares ved en tilbageoversættelse, som i T Josephus 11,7, »Gud .... forøgede ham i guld og sølv og i arbejde«, skyldes denne sidste vending tydeligvis oversætterens gengivelse af `abhuddah, »tjener«, som om det var `abhodhah, »arbejde«. Alt i alt er vi tilbøjelige til at ændre den afgørelse, der er truffet andetsteds, og indrømme, at det sandsynligvis er sådan, at denne bog, ligesom så mange andre af samme slags, er oversat fra hebraisk.

(4) Datering og forfatterskab.

Dr. Charles erklærer, at forfatteren var en farisæer, som skrev i den tidlige del af Johannes Hyrkanus I's regeringstid. Den første vanskelighed ved dette, ligesom ved tillæggelsen af de andre pseudepigrafer til en farisæisk forfatter, er bogens bevarelse blandt de kristne samfund og jødernes uvidenhed om eller tilsidesættelse af den. Den eneste jødiske sekt, som overlevede Jerusalems ødelæggelse, var farisæernes. Saddukæerne, som var mere et politisk end et religiøst parti, forsvandt, da den jødiske stat ophørte. Da jødedommen blot blev en religion -- en kirke -- og ikke en nation, var deres funktion borte.

Den tredje sekt, essæerne, forsvandt, men de forsvandt ind i den kristne kirke. Hvis forfatteren havde været en essæer, som vi antager, at han var, er de kristnes bevarelse af dette skrift let forklarlig. Hvis det var en farisæers værk, er dets forsvinden fra synagogens litteratur lige så uforklarlig som dets bevarelse hos de kristne. Den stadige betoning af utugtens synd -- i T Naph XII P 8,8 ses endog ægteskabeligt samliv på med misbilligelse -- viser en sindstilstand, der passer til essæernes læresætninger. Den datering, som Dr. Charles foretrækker, hvis forfatteren er farisæer, forekommer os umulig. Farisæerne havde længe før det endelige brud været ude af samklang med makkabæerne. Chasidim forlod Judas Makkabæus ved Elasa, sandsynligvis som følge af den alliance, han havde indgået med de hedenske romere, og måske også fordi han havde påtaget sig ypperstepræstedømmet. Endvidere er templet lagt øde, og folket drevet i fangenskab blandt alle nationer (T Levi 15,1). Dette passer ikke på vanhelligelsen af templet under Epifanes.

På den tid blev templet ikke lagt øde. Bacchus' og den olympiske Jupiters kultiske udskejelser vanærede det, men det er noget andet end, at det blev lagt øde. Spredelsen blandt alle nationer fandt ikke sted da. Nogle blev taget til fange og gjort til slaver, men dette var ikke almindeligt. Beskrivelsen ville kun passe på Titus' ødelæggelse af templet og på slavegørelsen og fangenskabet for hovedmassen af Jerusalems indbyggere. Den »nye præst« kan ikke henvise til makkabæerne, for de var aronitter i lige så høj grad som Alkimos eller Onias, skønt de ikke tilhørte ypperstepræstefamilien. Denne ændring af præstedømmet giver kun mening, hvis den henviser til Kristi præstedømme som i Hebr 7,12. Hvis dr. Charles har ret i at hævde, at 2 Makk i sin beretning om Menelaos bør foretrækkes frem for Josefus, var ændringen af præstedømmet ikke uden fortilfælde, for Menelaos var benjaminit, ikke levit. Alligevel tager 1 Makk ikke notits af denne uhyrlighed.

Desuden er der de talrige afsnit, som direkte og indirekte er kristne. Dr. Charles betegner ganske vist dem alle som interpolationer, men i de fleste tilfælde giver han ingen begrundelse for at gøre det. At udeladelsen af sådanne afsnit ikke forstyrrer fortællingens sammenhæng, skyldes den semitiske fortællings enklere opbygning og må derfor ikke betragtes som afgørende bevis for interpolation. Henvisningen til Paulus i T Ben XII P 11, som forekommer i alle kilderne, om end med variationer, peger også på en efterkristen oprindelse. Af disse grunde vover vi at være uenige med dr. Charles og betragte De Tolv Patriarkers Testamente som efterkristent og dateret til første fjerdedel af 2. århundrede e.Kr.

(5) Forhold til andre bøger.

Af den afgørelse, vi er nået frem til angående dateringen af disse testamenter, følger det, at alle de mange ligheder, der er blevet påvist mellem dem og Det Nye Testamentes bøger, skyldes, at testamenterne har efterlignet Det Nye Testamente, ikke omvendt. Et eksempel er T Josephus XII P 1:6, hvor ligheden med Matt 25,31-36 er tæt; blot godkender dommeren i evangeliet de retfærdige, fordi de besøgte de syge og fængslede, og fordømmer de onde, fordi de ikke gjorde det, mens Gud i T Josephus tjener sine tjenere. Testamentet er i virkeligheden en efterligning af afsnittet i evangeliet. Det at besøge nødlidende direkte, uanset nødens form, var noget, der forekom hver dag. At tænke sig den Almægtige gøre dette er resultatet af en dristig metafor. En, der kendte evangelieberetningen, kunne ganske naturligt tænke på Guds handlemåde over for de hellige med udtryk hentet fra vor Herres beskrivelse af den sidste dom. I T Naph XII P 2:2 anvendes billedet af pottemageren og leret, som i Rom 9,21, på Guds magt over sine skabninger. Afsnittet i T Naph er udvidet og har ikke den nære, intime forbindelse med argumentationen, som det paulinske afsnit har. Selv om ingen af de øvrige ligheder giver grundlag for en afgørelse, trækker disse eksempler i virkeligheden de andre med sig. Vi kan derfor betragte lighederne med Det Nye Testamente i De Tolv Patriarkers Testamente som et resultat af, at det sidstnævnte kopierer det førstnævnte.

2. Adams Testamente:

Adams Testamente er kun bevaret i en gruppe fragmenter, som først blev udgivet af Renan i Journal Asiatique (1853). Et græsk fragment blev udgivet af M. R. James. En del af det er apokalyptisk og giver en beretning om den tilbedelse, som frembæres af alle de forskellige klasser af Guds skabninger. Mere i egentlig testamentarisk form er et syrisk fragment med titlen »Mere af Adam, vor fader«. Det indeholder en profeti om inkarnationen og synes at være sent. Det blev anvendt af sethiterne.

3. Abrahams Testamente:

Abrahams Testamente er et sent dokument. Det begynder med at fremstille Abraham ved indgangen til sit telt. En recension angiver, at han da var 995 år gammel. Mikael kommer til ham. Formålet med Mikaels udsendelse er at åbenbare for Abraham, at han skal dø. Han tøver med at gøre dette. Da det skæbnesvangre budskab imidlertid bliver åbenbaret, vil Abraham først ikke opgive sin ånd. Efter en tid bliver han overtalt, og som belønning får han før sin død en åbenbaring: Han får et syn af hele verden i videste forstand – også åndernes verden. Da han ser en sjæl, som vejes på vægten og næsten findes for let, bliver sjælen ved hans forbøn optaget i Paradiset.

Der findes adskillige spor af kristen indflydelse; mange af tankerne og vendingerne ligner dem, der findes i evangelierne. Samtidig ville dog udsagnet fra vor Herre om, at Abraham havde set hans dag »og glædede sig« (Joh 8,55; Joh 8,56), uundgåeligt have fået en kristen forfatter, som havde læst Johannesevangeliet, til at fremstille Abraham som én, der i et syn så Kristi dag. Forfatterens undladelse af dette synes at vise, at han ikke var kristen. Genklangene af evangeliet i sproget og fraværet af dette særligt kristne kendetegn forklares, hvis vi betragter oversætteren som kristen, mens den oprindelige midrash var en jødes værk. Sproget var sandsynligvis aramæisk. Der findes to græske recensioner, den ene længere end den anden. Der er en arabisk version, som synes at være en oversættelse direkte fra aramæisk. Da der ikke er nogen henvisning til Kristi komme, er dette testamente sandsynligvis førkristent. Oversættelsen kan dateres til tidligt i 2. århundrede, eftersom Origenes kendte den. På arabisk findes et håndskrift med Isaks og Jakobs testamenter. De er sene og kristne. Det sidstnævnte bygger på det sidste kapitel af Første Mosebog.

4. Jobs Testamente:

Mere interessant er Jobs Testamente, udgivet i Anecdota Apocrypha af M. R. James i 1897. Det foregiver at være en beretning om hans lidelser, fortalt af Job selv. Det synes at være et værk af en jøde, oversat af en kristen. Satans stilling i Midrash er ikke så underordnet som i dramaet. Elihu anses, når han ikke forveksles med Elifaz, for at være inspireret af Satan.

(1) Resumé. Det begynder med, at Job, »som kaldes Jobab«, sammenkalder sine syv sønner og tre døtre. Listen over sønnerne udgør en besynderlig samling navne, sandsynligvis af semitisk oprindelse. De fleste af dem er ganske vist græske ord, men ikke græske egennavne – Choros og Nike, »dans« og »sejr«, Huon, »af svin«, Phoros, »tribut«. De andre navne er Tersi, Phiphi, Phrouon. Han fortæller sine efterkommere, hvordan han var blevet kaldt om natten og havde fået åbenbaret, at de ofre, der tidligere var blevet bragt i det store tempel nær ham, ikke var blevet bragt til Gud, men til Satan. Han blev befalet at ødelægge templet, der således var viet til falsk tilbedelse. Det gjorde han, men han vidste, at Satan ville opsøge ham for at hævne sig. Satan kom forklædt som tigger, og Job, der genkendte ham, befalede sin portnerske at give ham en brændt brødkage, helt af aske. Satan åbenbarer sig og truer Job. Med XII P 9 begynder en beretning om Jobs rigdom og fyrstelige gavmildhed, grundet på den kanoniske bog.

Den fortsætter til XII P 16. Denne del er en udvidelse af den kanoniske Job-bog. I nogle afsnit er der markante afvigelser. Job er en konge, og fordi dette er tilfældet, påkaldes Persiens magt for at styrte ham. Efter tyve år kommer hans venner for at sørge med ham. Også de er konger. Hans hustru Sitis sørger over sine børn. Job erklærer, at han ser dem kronet med himmelsk skønhed. Da Sitis hører dette, dør hun og genforenes således med sine børn. Vennernes taler er stærkt forkortede og har næppe samme karakter som dem i den kanoniske bog. Erotiske passager indføres. Den mest besynderlige forskel fra den kanoniske bog er den rolle, der tildeles Elihu. Job siger: »Elihu, inspireret af Satan, rettede overilede ord til mig« (XII P 42). Gud taler derpå til Job i stormvejret og bebrejder Elihu. Job ofrer for de tre venner, og Elifaz lykønsker i et lyrisk stykke sig selv og sine venner og erklærer, at Elihus lampe og herlighed skal slukkes (XII P 43).

Ved en anden hustru, får vi at vide, havde Job de syv sønner og tre døtre, som kaldes til hans dødsleje. Da Job afslutter sin beretning (XII P 44), opfordrer han til godhed mod de fattige. Ved bogens slutning taler hans døtre efter hinanden. Han havde delt sin ejendom, der nu var dobbelt så stor som oprindeligt, mellem sine syv sønner og havde ikke efterladt noget til døtrene. Han giver dem dog andre gaver. Tre gyldne kar bringes til ham og gives til dem, desuden tre snore, og hver enkelt får sin særlige gave. Den første datter, kaldet Hemera som i Septuaginta (Jemima i den kanoniske Job-bog), fik et andet hjerte og talte i englenes tungemål. Casia (Kezia), den anden datter, fik også et forandret hjerte, og hun fik evne til at tale i fyrsternes (archon) dialekt. Derpå bandt den tredje datter sit bælte om sig, og med det forandrede hjerte fik hun evne til at tale kerubernes sprog. Denne datter kaldes Amaltheias Keras, den temmelig besynderlige oversættelse af Keren Haphukh, som Septuaginta har antaget. Alle navnene er overført fra denne kilde. En bror til Job ved navn Nereus (eller Nereias) indføres; han beretter om yderligere gaver til disse døtre – en lyre til den første, et røgelseskar til den anden og en tromme til den tredje. Denne bror er en slægtning, hvis eksistens vi intet andet sted får nogen antydning af. Han indføres for at tilvejebringe afslutningen på fortællingen.

(2) Opbygning.

Det synes, at XII P 1 til 45 er det oprindelige Testamente, hvori Job er taleren. I XII P 46-51 træder en ny situation frem, hvor Nereus er taleren. De sidste to kapitler synes afgjort at være tilføjelser; de nye gaver til døtrene forekommer uforklarede. Orientalske forfattere ser naturligvis ikke så strengt på delenes enhed som vesterlændinge.

(3) Sprog.

Afhængigheden af Septuaginta kunne tyde på, at græsk var originalsproget. Et eller to fænomener peger på, at der ligger et semitisk sprog bag græsken. Navnene på Jobs døtre er taget fra Septuaginta; navnene på de syv sønner er opfundet. Som vi har set, er de ikke græske navne, men sandsynligvis i virkeligheden helleniserede former af nogle semitiske betegnelser. Samtidig synes de ikke at være hebraiske, men snarere aramæiske. Det synes at være blevet oversat af en, som kendte Det Nye Testamente.

(4) Datering og forfatterskab.

Det har ingen direkte henvisninger til kristne læresætninger eller til kendsgerninger i den kristne historie. Dette synes afgørende imod, at det skulle have kristen oprindelse. Grunden til, at en kristen ville skrive et sådant dokument, ville være at give yderligere profetisk vidnesbyrd om hans Mesters mission. Han ville ikke have nogen grund til at gøre Job til en forbindelse til Israel, medmindre han selv var det. Dr. James mener, at forfatteren var en jødisk kristen fra det 2. århundrede med bopæl i Egypten. I det 2. århundrede gik få jøder fra jødedommen til troen på Jesus; bruddet mellem kirken og synagogen var blevet fuldstændigt. At Job gøres til konge over hele Egypten (XII P 28), kan pege på en forbindelse med dette land, som om forfatteren havde identificeret Job med Psammeticus, den egyptiske konge, der blev styrtet af Kambyses. Dette kan dog skyldes oversætteren. Hvis originalsproget var semitisk – aramæisk eller hebraisk – er det sandsynligt, at forfatteren skrev i Israels land. Der er ingen direkte tegn, der angiver dateringen. Der er intet, der tyder på kendskab til Rom. Modstandens ild mod seleukiderne var brændt ud. Det kan være skrevet under Alexanders regering.

V. Sibyllinske orakler.

Afbrændingen af Capitolium (83 f.Kr.) og ødelæggelsen af de berømte sibyllinske bøger fik Sulla til at søge i Italien og Grækenland efter orakler, som kunne erstatte indholdet af de bind, der var brændt. Omkring et halvt århundrede senere genoptog Augustus søgningen efter orakler. En sådan efterspørgsel ville naturligt frembringe et udbud. Det synes, som om visse jøder i Alexandria, ivrige efter at udbrede deres fædres tro, opfandt vers i den form, hvori disse orakler var blevet bevaret, sådan som vi lærer af Herodot -- dvs. i heksameterlinjer og på den episke dialekt, som Homer og Hesiod skrev på. De hos Herodot stammer for størstedelens vedkommende fra oraklet i Delfi. Af Pausanias, som citerer flere af dem, lærer vi, at de orakler, der blev tillagt de forskellige sibyller, blev fremsagt i en lignende stil. Derfor blev disse jødiske forfalskninger skrevet i episke heksametre. Senere blev denne virksomhed drevet med endnu større iver af kristne.

Disse er blevet samlet i flere bøger -- omkring 15 nævnes -- hvoraf nogle er gået tabt. Bøgerne består af fragmenter fra forskellige tidsaldre. Den første bog begynder med skabelsen og fortæller menneskeslægtens historie frem til syndfloden og Noas udgang af arken. Derefter gives vor Herres historie kortfattet: bespisningsunderet, korsfæstelsen og Jerusalems ødelæggelse. I den afledes Hades af "Adam". Der henvises til vogternes synd, som i En, og der gives et aritmogram, som synes at blive opfyldt i Theos Soter. Den anden bog er i høj grad formet efter vor Herres eskatologiske taler, og mange afsnit bærer et tydeligt ekko af dem. Det kan bemærkes, at de fire ærkeengle i Enoks Bog -- Mikael, Gabriel, Rafael og Uriel -- indføres. Den tredje er langt den længste, men den er en forvirret masse af fragmenter.

Der er en tidlig henvisning til Roms erobring af Egypten; opførelsen af Babelstårnet, belejringen af Troja, Alexanders erobring og mange andre begivenheder omtales. Den fjerde bog er kristen hele vejen igennem. Efter lovprisning af de kristne følger en skitse af de store rigers historie, begyndende med assyrerne og sluttende med Alexander; derefter fylder en beretning om Nero, der viser sig fra Østen og gør ondt, afslutningen på alle ting. Den femte bog begynder med en beretning om de efterfølgende kejsere fra Julius Cæsar til Antoninerne. Derefter begynder en ny sang med Egypten og strejfer ubestemt omkring; den omtaler Xerxes' passage over Hellespont, Roms urenheder og slutter med Egypten og alle tings opbrænding. Den sjette er kort -- 28 linjer til lovprisning af korset; den syvende er fragmentarisk. I den ottende findes aritmogrammet og akrostikonet: Iesous christos theou huios soter stauros. De resterende bøger har lignende kendetegn. Nedskrivningsstedet er tydeligvis Egypten, for uanset den umiddelbare sammenhæng drages forfatteren mod Egypten; og forfatterne er jøder eller jødekristne. Dateringen af de forskellige fragmenter, som denne samling består af, ligger mellem det første triumvirat og Diokletians tid.

VI. Konklusion.

Der er mange punkter, hvor apokalyptikkens teologi banede vejen for kristendommens. Disse behandles imidlertid mere naturligt under deres særlige overskrifter. Engelologien er langt mere udviklet i visse apokalyptiske skrifter, end den er i kristendommen, hvis man undtager de skrifter, der er udgivet under navnet Dionysius Areopagiten. De fleste af dem beskæftiger sig med den kommende Messias. Disse skrifters kristologi ligger afgjort forud for Det Gamle Testamentes. Dette spørgsmål behandles imidlertid under sin rette overskrift. Nært forbundet hermed er læren om Gud, eller teologien i egentlig forstand. Også her findes en tilnærmelse til den kristne lære om treenigheden. Hos disse forfattere sættes læren om de sidste ting altid i nær forbindelse med læren om Messias. Hans komme er signalet til verdens ende, den sidste dom, de ondes straf og de retfærdiges belønning. Det, vi netop har sagt, gælder hovedsagelig de strengt jødiske og førkristne apokalypser. I de kristne jødiske apokalypser fortjener den plads, som inkarnationen og den mirakuløse fødsel indtager, særlig opmærksomhed. Fremstillingen af det sidstnævnte emne er uafhængig af evangelieberetningen. Med denne uafhængighed af de skrevne Skrifter hænger de variationer sammen, som disse skrifter indfører i historien. Mange af dem skyldes apologetiske grunde, og ikke få ønsket om at forøge den nationale ære. Den ærbødighed for Skriftens bogstav, som så tydeligt kendetegner den rabbinske undervisning i Talmud, findes ikke i de apokalyptiske skrifter. Apokalyptikken fremviser således et stadium i læren om Skriften.

LITTERATUR.

Om apokalyptik i almindelighed: Deane, Pseudepigrapha; Derembourg, Histoire de l'Israels land; Drummond. Jewish Messiah; Ewald, History of Israel, translation V; Gratz, Geschichte der Juden, III; Hilgenfeld, Messias Judeorum; Judische Apocalyptik; Kautzsch, Die Apocryphen und Pseudepigraphen des Allen Testaments; Langen, Israels land zur Zeit Christi; Renan, Histoire du Peuple d'Israel; Schurer, Jewish People, translation V; Stanton, Jewish and Christian Messiah; Thomson, Books Which Influenced our Lord. Om særlige bøger: Enok (tekst, etiopisk): Laurence, Dillmann, Flemming; (engelsk): Laurence, Schodde, Charles. Slavisk Enoks Bog: Morfill. Baruk (tekst, syrisk): Ceriani; (engelsk): Charles. Moses' Himmelfart (tekst, latin): Ceriani; (engelsk): Charles. Esajas' Himmelfart (tekst, etiopisk): Laurence, Dillmann; (engelsk): Charles. Fjerde Ezras Bog (tekst, latin): Vulgata; (engelsk): Apokryferne i den reviderede oversættelse (britisk og amerikansk). Jubilæerbogen (tekst, etiopisk): Dillmann, Charles; (engelsk): Schodde, Charles. Salomos Salmer (tekst, græsk): Pick, Ryle and James; (engelsk): Whiston, Pick, Ryle and James, Rendel Harris (fra syrisk). Salomos Oder (engelsk): Rendel Harris. De Tolv Patriarkers Testamenter (tekst, græsk): Sinker, Charles; (engelsk): Sinker, Charles. Abrahams og Jobs Testamenter; Texts and Studies; Sibyllinske Orakler (tekst): Alexandre, Rzach.

J. E. H. Thomson