Kristendom

kris-chan'-i-ti, kris-chi-an'-i-ti, kris-ti-an'-i-ti (Christianismos):

I. I PRINCIP OG VÆSEN

1. Tidlig brug af betegnelsen

2. Nytestamentlige implikationer:

Messiasværdighed--opstandelse--forløsning

Paulinske sammenfatninger

3. Hævdede Jesus at være Kristus?

4. Opstandelsen

Dens vidnesbyrd

5. To kontrasterende vurderinger af vor Herres person

(1) Den ikke-troende vurdering--ikke virkelig historisk

(2) Den troende vurdering--forholdet til erfaringen

6. Kristendommen som en frelseserfaring

7. Jesus og evangeliet

8. Nytestamentlige læretyper

9. Naturalistiske fortolkninger--den religionshistoriske skole

II. HISTORISK OG LÆREMÆSSIGT

1. »Kristi religion« og »den kristne religion«

(1) Den historiske Jesus er overnaturlig

(2) Kristendommens væsen i forløsningen

2. Moderne definitioner

(1) Schleiermacher

(2) Ritschl

3. Plads blandt historiske religioner

(1) Denne plads er enestående

(2) Kristendommens universalitet

(3) Den absolutte religion

(4) Forløsningens religion

4. Udvikling og indflydelse

(1) Kristendommens udbredelse (a) Den apostolske tid

(b) Den efterfølgende periode

(c) Moderne mission

(2) Læremæssig formning

(a) Gnosticisme

(b) Monarchianisme

(c) Arianisme

(d) Synd og nåde

(e) Kristi person

(f) Forsoningen

(g) Reformationen

(h) Luthersk og reformert

(3) Dens indflydelse

(a) Den antikke verden

(b) Den moderne verden

(c) Professor Huxleys vidnesbyrd

LITTERATUR

I. I princip og væsen.

1. Tidlig brug af betegnelsen:

Til forskel fra »kristen« (King James Version) blev betegnelsen »kristendom«, så vidt man ved, først brugt af de kristne selv, men den forekommer ikke i Det Nye Testamente. Den er en nøjagtig parallel til jødedom (»jødernes religion«), som findes ikke blot i Gal 1,13; Gal 1,14, men i 2 Makk 2,21 osv. Vores tidligste kilde til ordet »Christianism« er Ignatius af Antiokia. Kristen er nu en ærestitel, og den kristnes herlighed er »at leve i overensstemmelse med Christianism« (Ignatius, Ad magnes, 10).

2. Nytestamentlige implikationer: Messiasværdighed--opstandelse--forløsning: Men selv om navnet er fremmed for Det Nye Testamente, er Det Nye Testamente efter almindelig enighed vores vigtigste kilde til oplysninger om sagen. Kristendommen opstod af Jesu fra Nazarets liv og gerning, han som hævdede at være »Kristus«. I Jesu levetid blev dette krav anerkendt af en kreds af tilhængere, for hvem det siden triumferende blev bekræftet ved hans opstandelse fra de døde. Ved opstandelsen »blev han erklæret at være Guds søn med kraft« (Rom 1,4). Med dette var fra begyndelsen forenet anerkendelsen af Kristus som den af Gud sendte forløser, ved hvem der til verden er kommet tilgivelse, forsoning med Gud og guddommelig åndelig kraft.

Paulinske sammenfatninger.

En af de ældste sammenfatninger af kristendommen er Paulus’ i 1 Kor 15,3; 1 Kor 15,1: »For jeg overgav jer først og fremmest det, som jeg også selv modtog: at Kristus døde for vore synder efter skrifterne; .... og at han er blevet oprejst på den tredje dag efter skrifterne.« Af lignende indhold er apostlens ord i 2 Kor 5,18; 2 Kor 5,19: »Gud, som forsonede os med sig selv gennem Kristus og gav os forsoningens tjeneste; nemlig at Gud var i Kristus og forsonede verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres overtrædelser.« Af denne forsoning udspringer de troendes nye liv (2 Kor 6; 2 Kor 5,14-17).

3. Hævdede Jesus at være Kristus?:

I nyere tid har nogle benægtet, at Jesus fremsatte noget sådant krav på Messiasværdighed, men altid på rent vilkårlige og subjektive grunde. På den ene side har disse forfattere været dybt grebet af storheden i Jesu karakter; på den anden side har de betragtet kravet om at stå i et sådant enestående forhold til Gud og mennesker som ubegrundet eller meningsløst. De har derfor søgt at undgå vanskeligheden ved at benægte, at Jesus betragtede sig selv som Herrens salvede (således f.eks. Wrede). Undertiden er de endda gået så vidt som til at hævde, at Jesus ikke blev betragtet sådan af sine personlige disciple. Guddommelige æresbevisninger blev kun gradvis tillagt ham, efterhånden som erindringen om, hvad han faktisk var, blegnede, og en idealisering, frembragt af kristen tro, trådte i stedet. Forestillingen om Messias er blot et stykke jødisk folklore. Dette standpunkt i dets særligt moderne form er, forekommer det os, blevet besvaret med absolut overbevisning af professor James Denney i hans Jesus and the Gospel. Fra et historisk synspunkt er intet i Jesu liv mere sikkert end, at han betragtede sig selv som Kristus, højdepunktet og opfyldelsen af den guddommelige åbenbaring, der blev givet til Israel. Denne hans overbevisning er det punkt, som hele hans budskab drejer sig om. Den nyeste nytestamentlige teologi, f.eks. Dr. Paul Feines (1910), tager med rette sit udgangspunkt i Jesu messianske bevidsthed og søger at forstå hele hans lære i lyset af den. Uden tvivl bliver begrebet Messiasværdighed, ligesom alt andet Jesus rørte ved, forvandlet og herliggjort i hans hænder. Vor Herre var på ingen måde afhængig af samtidens tro og forventninger for indholdet af sin messianske bevidsthed. Men er det sandsynligt, at hans tilhængere uden hans autoritet ville have tillagt Messiasværdighed til én, der var så fuldstændig forskellig fra den Messias, folkelig fantasi forestillede sig?

4. Opstandelsen:

Det Nye Testamente beviser ikke blot, at de kristne helt fra begyndelsen var fuldt overbevist, på det de anså for tilstrækkelige historiske og erfaringsmæssige grunde, om at deres Herre var opstået fra de døde, men også at denne overbevisning greb dem og gav retning og formål til hele deres liv. Den historiske kristendom blev rejst på grundlaget af en opstanden Herre.

Dens vidnesbyrd.

Om dette punkt siger professor Denney (Jesus and the Gospel, 111): "Det egentlige historiske vidnesbyrd om opstandelsen er den kendsgerning, at den blev troet, prædiket, udbredt og bar sin frugt og havde sin virkning i det nye fænomen, den kristne kirke, længe før nogen af vores evangelier blev skrevet. .... Troen på opstandelsen var ikke blot udbredt, men umådelig stærk, før nogen af vores nytestamentlige bøger blev skrevet. Ikke én af dem ville nogensinde være blevet skrevet uden denne tro. Det er ikke det ene eller det andet i Det Nye Testamente--det er ikke fortællingen om den tomme grav eller om Jesu tilsynekomst i Jerusalem eller i Galilæa--som er det primære vidnesbyrd om opstandelsen: det er Det Nye Testamente selv. Det liv, der banker i det fra begyndelse til slutning, det liv, der altid på ny fylder os med undren, når det slår imod os fra dets sider, er det liv, som den opstandne Frelser har vakt i kristne sjæle. Vidnesbyrdet om Jesu opstandelse er kirkens eksistens i den usædvanlige åndelige livskraft, som møder os i Det Nye Testamente. Dette er dens egen forklaring på, at den er til."

5. To modstillede vurderinger af vor Herres person:

Den bedste kristne tænkning i vor tid har ikke større vanskelighed end apostlene havde ved at fastholde og begrunde det, som Principal Forsyth træffende kalder "Kristi overhistoriske endegyldighed." I sagens natur har der, hvor som helst problemet om vor Herres person er blevet taget alvorligt op, altid været to tydelige vurderinger af hans værdi: den sikre tros vurdering, grundet på personlig erfaring af hans forløsende kraft, og den blotte ydre betragtnings vurdering.

(1) Den ikke-troende vurdering--ikke sandt historisk:

Den sidstnævnte eller ikke-troende vurdering har ikke større ret nu til at kalde sig "historisk" eller "videnskabelig," end den havde for næsten nitten hundrede år siden til at korsfæste herlighedens Herre. Præsterne mente uden tvivl, at de forstod Jesus bedre end de uvidende, vildledte galilæere. Alligevel ville den dristigste forkæmper for "den religionshistoriske metode" næppe hævde, at deres dom var den rette. Faktisk er den såkaldte kritiske skole ikke mere fri for forudsætninger end den mest gennemførte traditionalist. De har heller ikke monopol hverken på historisk viden eller på kritisk skarpsind. Ingen sandheder er tilgængelige for dem, som ikke i lige så høj grad er tilgængelige for den kristne troende. Der findes intet bevis, ud over deres egne uunderbyggede påstande, for at de er bedre fortolkere af den fælles sandhed. På den anden side er hele det område af erfaring og overbevisning, hvori den kristne troende finder den højeste vished om sin religions sandhed, for dem en lukket bog. Det er da visselig den højeste grad af absurditet at fastholde, at den ydre, ikke-troende vurdering af vor Herres person sandsynligvis er den mere korrekte. Fra den kristne tros standpunkt er en sådan ydre vurdering nødvendigvis utilstrækkelig, hvad enten den kommer til udtryk i en mekanisk accept af hele den kirkelige kristologi eller i benægtelsen af, at en person som Jesus fra Nazaret nogensinde har levet.

(2) Den troende vurdering--forholdet til erfaring:

Den troende vurdering af vor Herres person er kristendommens væsen som historisk religion. Men ifølge Det Nye Testamente er denne vurdering selv guddommeligt indvirket og guddommeligt bevidnet (Matt 16,17; 1 Kor 12,3; 1 Joh 4,2; 1 Joh 4,3). Den forudsætter på den ene side Guds fuldkomne objektive selvåbenbaring i Jesus Kristus og på den anden side den subjektive tilegnelse af denne åbenbaring ved troen. Der kan ikke bygges noget argument mod åbenbaringens virkelighed på den kendsgerning, som i vore dage almindeligvis anerkendes af kristne teologer, at vor Herres guddommelighed og vor religions overnaturlige oprindelse hverken kan bevises eller modbevises uafhængigt af ens personlige holdning til kristendommen. Dette følger nødvendigvis af den måde, hvorpå guddommelig sandhed begribes. Åndelige ting skelnes åndeligt. Der kan ikke findes upersonlig viden om religiøs sandhed, lige så lidt som om etisk og æstetisk sandhed. På disse områder har en andens viden ingen virkelig betydning for nogen, før han har mærket dens kraft og prøvet den i sin egen erfaring. Evangeliske kristne accepterer ikke Herrens guddommelighed som hovedartiklen i deres religiøse tro på nogen blot ydre autoritet, hverken Skriftens eller traditionens, eller endog hans egne nedskrevne ord, adskilt fra erfaringen af Kristus. De accepterer den netop, som de accepterer Skriftens egen autoritet: på grund af Åndens vidnesbyrd med deres ånder. Skriftens og traditionens samlede vidnesbyrd bekræftes i deres religiøse liv, når de ved at modtage Jesus som vor Herre og Frelser erfarer den kristne kraft. Denne kraft er den store erfarede virkelighed, i hvis lys alene de andre virkeligheder bliver forståelige. "Én ting ved jeg: skønt jeg var blind, ser jeg nu" (Joh 9,25). "Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord" (Joh 6,68).

6. Kristendommen som en erfaring af frelse:

Kristi sande kirke består af alle, som har erfaret Kristi kraft, der befrier dem fra syndens skyld, plet og herredømme og bringer Guds fred ind i deres sjæle. Intet mindre end dette er hverken vor Herres og Frelsers Jesu Kristi evangelium eller kristenhedens historiske tro eller en religion, der svarer til menneskets behov. Den kristne lære er dels påstanden om denne krafts virkelighed, dels dens fortolkning. Historiske kendsgerninger og teologiske udsagn er livsvigtige for vores tro netop i den grad, de står i levende forbindelse med denne kraft. Det kristne væsentlige er de elementer, historiske og dogmatiske, uden hvilke kristendommen helt eller delvis ville miste sin levende kraft til at forsone det syndige menneske med den helt retfærdige, kærlige Gud.

7. Jesus og evangeliet:

Således hører Jesus selv med til sit evangelium. Han er dets hjerte og kerne. Kristendommen er både en leveregel og en lære. Men i sin inderste natur og væren er den hverken en etik eller en teologi, men en religion--et nyt forhold til Gud og mennesket, guddommeligt formidlet gennem Jesus Kristus i hans liv, død og opstandelse. Så mange som tager imod ham, giver han ret til at blive Guds børn, nemlig dem, der tror på hans navn, som ikke er født af blod, ej heller af kødets vilje, ej heller af mands vilje, men af Gud (Joh 1,12). Han fører mennesket til Gud ved at føre Gud til mennesket og Guds kraft ind i menneskets syndbesmittede liv.

8. Nytestamentlige læretyper:

Det kan næppe hævdes, at Det Nye Testamentes kristendom ud fra et teologisk synspunkt var absolut ensartet. Forskellige typer kan skelnes med større eller mindre tydelighed; selv den almindelige læser mærker en forskel i teologisk atmosfære mellem f.eks. Romerbrevet og Jakobsbrevet. Dette er uundgåeligt og behøver ikke at volde den kristne tro nogen forlegenhed. Al teologi er delvis fortolkning--forholdet mellem universel og evig virkelighed og personlig tanke. Hofmann siger med rette, at ægte kristen tro er én og den samme for alle, men at enhver må have sin egen teologi, hvis han overhovedet skal have nogen. I al ægte, alvorlig tænkning er der et personligt element, som ikke er nøjagtig det samme hos to individer. Det er muligt i Det Nye Testamente at finde forvarsler om alle de store særprægede typer af historisk kristendom. Men Det Nye Testamentes væsentlige formål er at gøre Kristus virkelig for os, at forkynde forsoning med Gud gennem ham og at formidle den kristne kraft til vores liv. Det Nye Testamente fremstiller overalt den samme Kristus og vidner om den samme forløsende, livsforvandlende kraft.

9. Naturalistiske fortolkninger--den religionshistoriske skole:

Man har ofte forsøgt at forklare kristendommen som det naturlige produkt af samtidige intellektuelle og religiøse kræfter--senest ved den såkaldte "religionshistoriske skole". Men højst har de kun vist, at den form, hvori urkristendommens religiøse begreber fandt artikuleret udtryk, i nogen grad var påvirket ab extra, og at de tidligste kristne i deres almindelige intellektuelle udsyn var børn af deres egen tid. De har ikke bevist, at kristendommens særprægede indhold blev afledt af nogen ydre kilde. De har ikke engang gjort sig klart, hvad de må bevise for at underbygge deres påstand. De har intet gjort for at forklare den kristne kraft ud fra deres principper.

LITTERATUR.

Se de nytestamentlige teologier, især Feines (1910); Seeberg, Fundamental Truths of the Christian Religion (engelsk oversættelse meget ukorrekt, 1908); Seebergs Lehrbuch d. Dogmengeschichte, 2. udgave I, 1908; Brown, Essence of Christianity, New York, 1902; W. N. Clarke, What Shall We Think of Christianity? New York, 1899; frem for alt Denney, Jesus and the Gospel (1909), og Forsyth, Person and Place of Jesus Christ (1909).

John Dickie

II. Historisk og læremæssigt.

I sine historiske og læremæssige relationer, udviklinger og indflydelse samt i sin forbindelse med de successive faser af menneskelig tænkning frembyder kristendommen mange interessante punkter, hvoraf kun de mere fremtrædende her kort kan berøres.

1. "Kristi religion" og "den kristne religion":

Et bekvemt udgangspunkt er Lessings velkendte skelnen (Fragment i Works, XI, 242 ff) mellem "Kristi religion" og "den kristne religion"--en skelnen, som stadig nøjagtigt markerer den moderne såkaldt "historiske" skoles holdning til kristendommen. Ved "Kristi religion" forstås den religion, som Kristus selv anerkendte og praktiserede som menneske; ved "den kristne religion" forstås den opfattelse, som betragter Kristus som mere end et menneske og ophøjer ham som genstand for tilbedelse. Fra dette standpunkt er problemet for historikeren at vise, hvordan Kristi religion kom til at udvikle sig til den kristne religion--med moderne ord, hvordan "historiens Jesus" blev "troens Kristus".

(1) Den historiske Jesus er overnaturlig.

Det er allerede blevet påpeget (under I ovenfor), at det syn på Jesus, som den forudsatte modsætning hviler på, ikke er et sandt historisk syn. Fejlslutningen ligger i at betragte historiens Jesus som blot et menneske blandt mennesker--helligere, mere guddommelig i indsigt, men ikke væsentligt adskilt fra den slægt, som han var medlem af. Dette er ikke den apostolske tros Kristus, men det er lige så lidt billedet af den historiske Jesus, sådan som evangelierne faktisk fremstiller det. Der, i hans forhold både til Gud og til mennesket, i hans syndfrihed, i hans oprindelse, krav, forhold til Det Gamle Testamentes åbenbaring, dommergerning over verden, i hans opstandelse, ophøjelse og udsendelse af Ånden, fremstår Jesus i et lys, som det er umuligt at indespærre inden for naturlige eller rent menneskelige grænser. Han er Frelseren, som står over for den slægt, han kom for at frelse. Det er den samme fejlslutning, som ligger til grund for den modsætning, man ofte har søgt at drage mellem Kristi og Paulus' religiøse standpunkter. Paulus drømte aldrig et øjeblik om at stille sig selv på samme plan som Kristus. Paulus var synder; Kristus var Frelser. Paulus var discipel; Kristus var Herre. Paulus var et svagt, kæmpende menneske; Kristus var Guds Søn. Jesus fuldbragte forløsningen; Paulus tilegnede sig den. Disse ting indebar de videste kontraster i holdning og tale.

(2) Kristendommens væsen i forløsning.

Selv om Kristus derfor, i sine kærligheds- og tillidsforhold til Faderen og i sin hellige karakters fuldkommenhed, nødvendigvis altid forbliver det store forbillede, hvis billede hans folk skal formes efter (Rom 8,29), og i hvis fodspor de skal følge (1 Pet 2,21), er det ikke korrekt at beskrive kristendommen blot som den religion, Kristus praktiserede. Kristendommen medregner også det værk, Kristus kom for at udføre, den forløsning, han gennemførte, de velsignelser, som gennem ham skænkes dem, der tager imod ham som deres frelser og anerkender ham som deres Herre. I sit væsen er kristendommen en forløsningsreligion; altså ikke en religion, som Jesus praktiserede for sig selv, men en religion, der bygger på et værk, han har fuldført for andre. Erfaringsmæssigt kan den beskrives som bestående frem for alt i den glade bevidsthed om forløsning fra synd og forsoning med Gud gennem Jesus Kristus og i besiddelsen af et nyt liv i barnekår og hellighed gennem Kristi Ånd. Alt, hvad der hører til hellig lydighed, er indbefattet her. Dette er i det mindste, reduceret til sine enkleste udtryk, ubestrideligt, hvad kristendommen betød for dens første prædikanter og lærere, og hvad den historisk har betydet for kirken lige siden.

2. Moderne definitioner:

Definitioner af kristendommen er lige så talrige som de forfattere, der behandler emnet; men et eller to eksempler på definitioner kan nævnes som belysning af de ovenfor antagne standpunkter. Som moderne typer kan Schleiermacher og Ritschl vælges frem for forfattere med mere iøjnefaldende ortodoksi.

(1) Schleiermacher:

Schleiermacher har i sin Der Christliche Glaube en interessant definition af kristendommen. Han taler om kristendommen som "en form for monoteistisk tro, af religionens teleologiske orden (dvs. hvor det naturlige underordnes det moralske), hvis særegenhed, til forskel fra andre religioner af denne type, væsentligt er, at alt i den henføres til den forløsning, der er fuldbragt gennem Jesus fra Nazaret" (afsnit 11). Ligesom Schleiermachers fortjeneste i almindelighed anerkendes for at ligge i, at han i en tid med religiøst forfald førte Kristi person tilbage til en central plads i hans religion, sådan viser hans sande religiøse sans sig her i, at han udpeger henvisningen til forløsningen ved Kristus som det særlige ved kristendommen.

(2) Ritschl:

Ritschls definition er mere kompliceret og behøver ikke citeres fuldt ud her (sammenlign hans Justif. and Recon., III; engelsk oversættelse, 13). Det vigtige punkt er, at Ritschl, ligesom Schleiermacher, sammen med tanken om Guds rige giver tanken om forløsning en væsentlig plads i opfattelsen af kristendommen. "Kristendommen," siger han, "ligner så at sige ikke en cirkel, der er beskrevet ud fra ét centrum, men en ellipse, som bestemmes af to brændpunkter" (Jb., 11). Tanken om Guds rige giver det teleologiske element, tanken om forløsning det religiøse element i kristendommen. Der er sandhed i dette; blot må det huskes, at Guds rige, som repræsentation af målet, i en syndens verden kun kan komme til eksistens gennem en forløsning. Forløsningen forbliver derfor stadig den grundlæggende forestilling.

3. Plads blandt historiske religioner:

I den udvidede synsvinkel, som moderne kundskab giver, kan kristendommen ikke længere betragtes isoleret, men ses at indtage sin plads i den lange række af historiske religioner. Den fremtræder, ligesom disse andre religioner, i en historisk sammenhæng; har, ligesom nogle af dem, en personlig grundlægger; gør krav på, sådan som de også gør eller gjorde, troskab fra store skarer af verdens befolkning; fremviser i det ydre (f.eks. besiddelsen af hellige skrifter), undertiden i ideer, ligheder med træk i disse religioner. Af denne grund er en indflydelsesrig moderne skole tilbøjelig til at behandle kristendommen, ligesom før den Israels religion, som blot en af disse historiske religioner--"intet mindre, men heller intet mere"--idet den forklarer den ud fra de iboende love for religiøs udvikling og afviser tanken om nogen særlig, autoritativ åbenbaring. Hellige bøger stilles op imod hellige bøger; morallove imod morallove; Jesus imod andre religioners grundlæggere; evangeliefortællinger imod legender om Buddha; ideer som jomfrufødslen, inkarnationen og opstandelsen imod tilsyneladende paralleller på andre jordbundstyper. For undersøgelse af de vigtigste af disse påståede ligheder, se sammenlignende religion.

(1) Denne plads er enestående.

Her er det ønskeligt at se på kristendommens plads i rækken af historiske religioner i nogle af dens bredere aspekter. Det enestående ved Kristi religion og berettigelsen af dens krav på en særlig, guddommelig oprindelse vil kun fremtræde desto klarere gennem sammenligningen. I almindelighed behøver det blot at bemærkes, at ingen anden religion i verden nogensinde blot har hævdet at fremvise en klar, historisk udviklet, fremadskridende åbenbaring, der går frem gennem successive stadier i udfoldelsen af et guddommeligt nådesformål, indtil den kulminerer i fremkomsten af en person, et liv, en karakter og et værk som Jesu Kristi; ikke i ét eneste tilfælde.

(2) Kristendommens universalitet.

Der skelnes almindeligvis mellem nationale og universelle religioner, og kristendommen regnes som en af de tre universelle religioner--de to andre er buddhismen og muhammedanismen (jf. f.eks. Kuenens Hibbert Lectures on National Religions and Universal Religions). Der er bestemt enighed om det faktum, at de to religioner, der nævnes sammen med kristendommen, ikke er "nationale" religioner; at de er "universelle" i den forstand, hvori kristendommen er det, kan benægtes. Hverken buddhismen eller muhammedanismen har nogen egnethed til at blive en religion for verden, og trods deres bemærkelsesværdige udbredelse er det heller ikke lykkedes dem at fæstne rod, som kristendommen har gjort, i øst og vest, i den gamle verden og i den nye. Muhammed pralede af, at han ville plante sin religion overalt, hvor palmetræet voksede (Palgrave), og dette markerer stadig meget nær rækkevidden af dens erobringer. Den er ikke en livgivende indflydelse, men en ødelæggelse for al højere civilisation. Den nedværdiger kvinden, opretholder slaveriet, fremmer intolerance og bringer ingen virkelig lægedom for menneskehedens åndelige lidelser. Buddhismen har på sin side, trods sin store udbredelse i Kina og nabolandene, ingen virkelig kilde til moralsk fremgang i sig og visner i dag ved roden. Dens system for "frelse"--opnåelsen af Nirvana--er ikke for de mange, men for de få. Den har ikke et budskab til alle mennesker på samme måde. Buddha hævder ikke, at alle kan antage hans metode, eller at de bør opfordres til det. For mængden er den umulig at opnå. I praksis har han derfor, i stedet for én, tre pligtkoder--én for lægfolket, som fortsat lever i verden; én for munkene, som ikke stræber efter arahat-værdighed eller helgenstand; og én for dem, der vil nå målet, Nirvana. Disse sidste er meget få; kun to tilfælde, ud over Buddha selv, angives som vellykkede i dette forsøg. I modsætning til disse viser kristendommen sig som en strengt universel religion--den eneste religion af sin art i verden. I sine læresætninger om den ene Gud og Fader og om hele menneskehedens broderskab; i sin undervisning om det universelle behov på grund af synden og den universelle tilvejebringelse af frelse i Kristus; i sit evangelium om forsoning, rettet til alle; i sin rene åndelighed i gudsdyrkelse og moral; i sin opløftende og frigørende tendens i alle menneskelivets relationer viser den sig som en religion for alle dele og racer af menneskeheden, for alle grader af civilisation og kulturtrin, idet den appellerer til det dybeste i mennesket, kan forstås og modtages af alle og fornyer og velsigner enhver, som tager imod den og adlyder den. Missionshistorien, selv blandt de mest nedbrudte racer, i alle dele af kloden, er beviset for denne sandhed. (Om kristendommens universalisme, jf. Baur, Church History of the First Three Centuries, I, del 1.)

(3) Den absolutte religion.

Det er skik, selv i kredse hvor kristendommens fulde overnaturlige krav ikke anerkendes, at tale om Kristi religion som, i sammenligning med andre, "den absolutte religion", hvorved man mener, at den sande idé om religion, som der i andre trosretninger kun stræbes efter, i kristendommen når sit fuldstændige og endelige udtryk. Hegel taler f.eks. om kristendommen som den "absolutte eller åbenbarede religion" i den forstand, at ideen om Guds og menneskets væsentlige enhed opdages i den (således også T. H. Green, E. Caird osv.); andre (f.eks. Pfleiderer) i den betydning, at den udtrykker religionens absolutte "princip"--et guddommeligt sønneskab. Kristendommen gør også selv krav på, om end på en mere positiv måde, at være den absolutte religion. Den er den endelige og fuldkomne åbenbaring af Gud, som ikke alene åbenbaringen i Israel, men hele slægtens forsynsmæssige historie, var en guddommeligt forordnet forberedelse til (Gal 4,4). Den er absolut i den forstand, at en større og fyldigere åbenbaring end den, Kristus har givet, ikke behøves og ikke skal forventes. Ikke alene er i denne religion al naturens sandhed om Guds væsen, egenskaber og karakter, sammen med al sandhed i Det Gamle Testamentes åbenbaring, rent samlet op og bevaret; men i den inkarnerede Søns person og gerning gives en højere og mere fuldstændig åbenbaring af Guds faderlige kærlighed og nådige hensigter med menneskeheden, og en forløsning fremstilles som faktisk fuldbragt, tilstrækkelig for alle behov i en syndig verden. Menneskeheden kan aldrig håbe at nå til en højere idé om Gud, en sandere idé om mennesket, en dybere opfattelse af livets mål, af synd, af pligt, en mere guddommelig tilvejebringelse af frelse, en mere fuldkommen tilfredsstillelse i fællesskab med Gud, et større håb om evigt liv, end det, der åbnes for den i evangeliet. Også i denne henseende står kristendommen alene (jf. W. Douglas Mackenzie, The Final Faith, a Statement of the Nature and Authority of Christianity as the Religion of the World).

(4) Forløsningens religion.

Et tredje aspekt, hvori kristendommen som historisk religion undertiden betragtes, er som en frelsesreligion. I dette lys foretages der ofte en sammenligning mellem den og buddhismen, som også på en vis måde er en frelsesreligion. Men sammenligningen fremhæver blot desto tydeligere det kristne systems enestående og oprindelige karakter. Buddhismen tager udgangspunkt i forestillingen om tilværelsens iboende ondskab og elendighed, og den frelse, den lover som resultatet af en uendeligt langvarig stræben gennem mange på hinanden følgende liv, er ikke-værens evige hvile og fred; kristendommen derimod tager udgangspunkt i forestillingen om, at alt i sin oprindelige natur og efter sin Skabers hensigt er godt, og at verdens ondskab er resultatet af en forkert og forvansket udvikling – og fastholder derfor, at forløsning fra den er mulig ved brug af passende midler. Og forløsning omfatter her ikke blot udfrielse fra eksisterende onder, men genoprettelse af den guddommelige lighed, som mennesket har mistet, og den endelige salighed i det evige liv. Dr. Boyd Carpenter sammenfatter kontrasten således: "I buddhismen kommer forløsningen nedefra; i kristendommen er den ovenfra; i buddhismen kommer den fra mennesket; i kristendommen kommer den fra Gud" (Permanent Elements in Religion, Introduction, 34).

4. Udvikling og indflydelse:

Kristendommen har, som en ydre størrelse, en lang og broget historie, hvis detaljer det ikke er denne artikels formål at gå ind på. Kirkelige udviklinger lades uberørt. Men der kan siges lidt om dens ydre udbredelse, om de påvirkninger, der var med til at forme dens læremæssige former, og om den indflydelse, som den til gengæld har øvet på de folks tanke og liv, som den kom ind iblandt.

(1) Kristendommens udbredelse.

Fra begyndelsen sigtede kristendommen mod at være et princip, der erobrede verden. Den opgave, den stillede sig selv, var kolossal. Dens budskab var ikke et, der sandsynligvis ville anbefale den hverken for jøde eller græker (1 Kor 1,23). Den gav afkald på timelige våben (heri en kontrast til muhammedanismen); den havde intet at støtte sig til andet end den nøgne sandhed. Alligevel fik den fra begyndelsen (ApG 2) en bemærkelsesværdig modtagelse. Dens universelle princip var endnu delvis tilsløret i de jødisk-kristne menigheder, men med Paulus frigjorde den sig fra alle begrænsninger og trådte ind i en periode med hurtig og vid udbredelse.

(a) Apostolsk tid:

Det særlige ved den paulinske mission er, som professor W. M. Ramsay påpeger, at den fulgte de store romerske kommunikationslinjer og sigtede mod at etablere sig i de store byer – civilisationens centre (Church in Roman Empire, 147 osv.). Apostlenes Gerninger og brevene viser, hvor slående resultaterne var. Menigheder blev plantet i alle de store byer i Lilleasien og Makedonien. I Rom bevidner Tacitus, at de kristne på tidspunktet for Neros forfølgelse (64 e.Kr.) var en "stor mængde" ("ingens multitudo" (Annals xv.44)).

(b) Den efterfølgende periode:

Vores materiale til at vurdere kristendommens fremskridt i den efterapostolske tid er sparsomt, men det er tilstrækkeligt til at vise os kirken på dens vej, idet den udøvede sin tiltrækning både på Øst og Vest, i civilisationens centre og i barbariets dunkle egne. I sidste fjerdedel af det 2. århundrede trådte store kirker som dem i Karthago og Alexandria frem i synlighed og afslørede, hvor fast et greb den nye religion var ved at få om riget. Dødelig forfølgelse kunne ikke standse denne kirkens march mod sejr. Fra midten af det 3. århundrede er der ingen tvivl om, at den gik frem med stormskridt. Det er den periode, hvori Harnack placerer dens store udbredelse (Expansion, II, 455, engelsk oversættelse). Umiddelbart efter den mest ubarmhjertige forfølgelse, den endnu havde udholdt, den diokletianske, fandt den sig pludselig ved Konstantins våben hævet til en stilling af anerkendt overhøjhed. På dette tidspunkt var den trængt ind i alle samfundslag og talte blandt sine tilhængere mange af den fornemste byrd.

(c) Moderne mission:

Det er unødvendigt at følge kristendommens videre forløb i dens erobring af de nordlige folkeslag. For en tid slumrede iveren for udbredelse, men med genoplivelsen af missionsånden ved slutningen af det 18. århundrede begyndte en ny fremadrettet bevægelse, hvis virkninger i de forskellige egne af den hedenske verden først nu begynder at blive erkendt. Det er umuligt uden bevægelse at læse, hvad der blev udrettet af pionererne i kristen mission i Sydhavet og andre tidlige missionsområder; nu vækker beretningerne om, hvad der sker i Indien, Kina, Japan, Korea, Afrika og andre steder gennem kristen forkyndelse og undervisning, endnu større forundring. Lande, der længe var lukkede for evangeliet, er nu åbnet, og korsets fane bæres ind i dem alle. Kirken vågner op til sine missionsforpligtelser som aldrig før. Alligevel står der, trods al denne fremgang, enorme hindringer tilbage at overvinde. Medregnet alle befolkninger i lande, der er kristne af navn, anslås tilhængerne af den kristne religion kun at udgøre omkring 560.000.000 ud af en samlet verdensbefolkning på over 1.600.000.000 (Hickmann). Dette ser nedslående ud, men man må huske, at det er de kristne folk, der repræsenterer den virkelig fremadskridende del af menneskeheden.

(2) Læremæssig formning:

Kristendommens læremæssige formning har i høj grad fundet sted som resultat af konflikt med modsatrettede vildfarelser. Først blev dens konflikt, som det var uundgåeligt, ført med den snævreste del af det jødisk-kristne fællesskab – ebionitterne fra den tidlige kirkehistorie – som holdt fast ved omskærelsen, forkastede Paulus og insisterede på, at hedningerne skulle overholde loven (Gal 5,13; Gal 5,14; se ebionitterne). Disse blev, som et reaktionært parti, snart ladt tilbage og kom selv under kætterske (essæiske) påvirkninger.

(a) Gnosticisme:

En mere frygtindgydende konflikt var den med gnosticismen – det 2. århundredes særlige kætteri, skønt dens begyndelse allerede findes inden for den apostolske tid (jf. Lightfoot, Colossians). Denne mærkelige blanding af orientalsk teosofi og idéer lånt fra kristendommen (se gnosticismen) ville have opløst Kristi religion i et væv af fantasier, og al kirkens styrke og lærdom var nødvendig for at bekæmpe dens indflydelse. Dens modstand blev i Guds styrelse vendt til det gode ved at føre til fastlæggelsen af den tidligste trosbekendelse (se Den apostolske trosbekendelse), dannelsen af en autoritativ nytestamentlig kanon (se Bibelen; Det Nye Testamentes kanon; Det Gamle Testamentes kanon) og den faste hævdelse af Kristi menneskeligheds virkelighed.

(b) Monarkianisme:

Kristendommen var nu trådt ind i den græske tænknings verden og fik inden længe kampe at udholde inden for sine egne grænser. Først kom angreb (3. århundrede) på treenighedstanken i de såkaldte monarkianske kætterier – påstanden om, at Faderen selv blev inkarneret og led i Kristus (patripassianisme), eller at treenigheden kun bestod i »måder« for den guddommelige selvåbenbaring (sabellianisme).

(c) Arianisme:

Disse angreb var knap nok blevet afvist, før en endnu større fare ramte kirken ved udbruddet (318 e.Kr.) af den voldsomme arianske strid, hvor Sønnen selv nu blev erklæret for at være en skabning, ophøjet, før alle verdener, men ikke i sandhed af Guds natur. Den uro, som denne strid frembragte, førte til indkaldelsen af det første økumeniske kirkemøde – det i Nikæa (325 e.Kr.) – og udformningen af den nikænske trosbekendelse, som bekræftede Sønnens fulde guddommelighed. En lignende strid om Ånden (den makedonianske, 4. århundrede) førte til, at denne trosbekendelse blev bekræftet, og at yderligere led blev antaget, på kirkemødet i Konstantinopel (381 e.Kr.).

(d) Synd og nåde:

Treenighedslæren var nu fastlagt, men nye stridigheder opstod hurtigt – i Vesten om synd og nåde (Pelagius og Augustin) (411-18 e.Kr.) og i Østen i den lange række af stridigheder, der er kendt som de kristologiske, og som angik den rette forståelse af Kristi person (4. til 7. århundrede): Over for Pelagius, der nægtede arvesynden og hævdede menneskets naturlige evne til at holde hele Guds lov, forsvarede Augustin menneskets fuldstændige afhængighed af Guds nåde for sin frelse.

(e) Kristi person:

Og over for vildfarelser, der efter tur nægtede virkeligheden af en menneskelig sjæl i Jesus (apollinarisme), opløste enheden i hans person (nestorianisme, fordømt i Efesos, 431 e.Kr.) eller omvendt sammensmeltede det guddommelige og det menneskelige til én natur (eutykianisme, monofysitisme), fastholdt kirken og indarbejdede i en trosbekendelse i Kalkedon (451 e.Kr.) de to naturers, den guddommelige og den menneskelige, integritet i Herrens ene guddommelige person. Disse afgørelser fastholdes af alle grene af kirken – den græske, den latinske og den protestantiske.

(f) Forsoningen:

Den middelalderlige skolastiske periode gjorde et stort fremskridt i Anselms forsøg i hans Cur Deus Homo (1089) på at lægge dybe grundvolde for en lære om forsoningen i tanken om nødvendigheden af en fyldestgørelse for menneskelig synd; Abelard nægtede derimod behovet for fyldestgørelse og blev repræsentant for det, der kendes som moralske teorier om forsoningen. Det blev dog forbeholdt de protestantiske reformatorer at bringe denne lære til dens rette betydning, som grundlaget for menneskets frie retfærdiggørelse for Gud i dets forening med Kristus, som havde ydet fuld fyldestgørelse for dets skyld. Der har været mange teorier om forsoningen, men tanken om, at Kristus har »fyldestgjort den guddommelige retfærdighed«, er for fast indlejret i alle reformationens bekendelser og har for dyb en skriftmæssig støtte til at blive fjernet.

(g) Reformationen:

Reformationen i det 16. århundrede var i sin ydre side et oprør mod pavedømmets vildfarelser og fordærv, men i sin positive side kan den beskrives som en genhævdelse af Kristi enestående midlergerning (over for præstelig mellemkomst), Skriftens enestående autoritet (over for traditionen) og retfærdiggørelse ved tro alene (over for frelse ved fortjenstfulde gerninger). Skismaet betød en adskillelse af de store protestantiske fællesskaber og nationer fra kirken i Rom, som ved sit krav om paveligt overherredømme allerede havde skilt den store græske kirke fra sig selv.

(h) Luthersk og reformert:

Inden for protestantismen selv førte en forskel i åndspræg mellem de schweiziske og de tyske reformatorer, sammen med afvigende synspunkter på sakramenterne, til dannelsen af to hovedtyper – den lutherske (tyske) og den reformerte (schweiziske) – og mellem disse to har den senere protestantisme for størstedelens vedkommende været delt, hvad teologi og kirkeordning angår. Luther repræsenterede den ene; Calvin var længe det vigtigste navn i den anden. Med fremkomsten af arminianismen og andre former for afvigelse fra calvinismens særtræk blev protestantismens udseende mere broget. Om de senere delinger, som frembragte de talrige moderne kirkesamfund, der dog bekender troskab mod det fælles hoved (presbyterianere, episkopale, metodister, baptister, kongregationalister osv.), er det ikke nødvendigt her at tale. Den enhed i ånd, som viser sig i bekendelse, gudstjeneste og forenede bestræbelser i Kristi tjeneste, går dybere end alle ydre forskelle.

(3) Dens indflydelse.

Kristendommen forkynder et Guds rige, eller Guds viljes herredømme i menneskers hjerter og menneskelige forhold, hvormed der på dens jordiske side menes intet mindre end en fuldstændig omformning af samfundet på de to store grundlag: kærlighed til Gud og kærlighed til mennesket – »Ske din vilje, som i himlen, således også på jorden« (Matt 6,10). Kristendommens indflydelse er afgørende i alle de store fremskridt, der er gjort i den moralske og sociale forbedring af menneskehedens tilstand.

(a) Den antikke verden:

Sådan var det utvivlsomt i den antikke verden. Den verden, som kristendommen kom ind i, var hurtigt ved at synke ned i opløsning under vægten af sin egen fordærvelse. Ind i den verden bragte kristendommen en helt ny tanke om mennesket som et væsen med uendelig værdighed og udødelig værdi. Den genoprettede den næsten tabte sans for ansvar og regnskabspligt over for Gud; den indblæste en ny ånd af kærlighed og barmhjertighed i verden og skabte den rigdom af velgørende og godgørende institutioner, som kristne lande nu er fulde af (Lecky omtaler den som en kraft, der “dækker kloden med utallige barmhjertighedsinstitutioner, fuldstændig ukendte i hele den hedenske verden,” History of Morals, II, 91); den opstillede et nyt moralsk ideal og en ny målestok for retskaffenhed, som har virket som en opløftende kraft på moralske forestillinger helt til i dag; den genindsatte kvinden på hendes rette plads som mandens hjælper og lige; den skabte det kristne hjem; den gav slaven en lige plads med hans herre i Guds rige og ramte slaveriets grundvold med sine læresætninger om menneskets naturlige broderskab og værdighed; den skabte selvrespekt og en følelse af pligt i brugen af ens evner til selvforsørgelse og til gavn for andre; den tilskyndede til ærligt arbejde; og på myriader af andre måder, gennem direkte undervisning, gennem hellige livs protest og gennem sin almindelige ånd, ramte den tidens onder, misbrug og grusomheder.

(b) Den moderne verden:

Trods mange nederlag og grove tilbagefald i kirken selv har disse ideer, som blev indplantet i verden og frigjorde andre kræfter, lige siden virket til fremme for menneskeslægtens fremskridt. De findes og virker langt ud over kirkens grænser. De er blevet taget op og forsvaret af mennesker uden for kirken--endog af vantro--når kirken selv var blevet utro mod dem. Ikke desto mindre er de af kristen oprindelse. De ligger til grund for vores moderne hævdelse af lige rettigheder, af retfærdighed mod individet i sociale og statslige ordninger, af ønsket om broderskab, fred og venskabelighed mellem klasser og nationer. Det er kristen kærlighed, der bærer de bedste, reneste og mest selvopofrende bestræbelser på at rejse de faldne, redde drankeren og fremme oplysning, dyder, samfundsorden og lykke. Den viser sig som den store civiliserende kraft i andre egne af verden. Kristne missioner, med deres gavnlige virkninger i udbredelsen af uddannelse, hæmningen af sociale onder og barbariske skikke, skabelsen af handel og industri, ændringen i kvindens stilling og fremskridtet i socialt og civiliseret liv i almindelighed, er beviset på det (se Dennis, Christian Missions and Social Progress).

(c) Professor Huxleys vidnesbyrd:

Professor Huxley vil ikke blive betragtet som et forudindtaget vidne på kristendommens vegne. Alligevel er dette, hvad han skriver om de kristne skrifters indflydelse, og hans ord kan være en passende afslutning på denne artikel: “Gennem hele den vestlige verdens historie,” siger han, “har Skrifterne, de jødiske og de kristne, været de store igangsættere af oprør mod de værste former for gejstligt og politisk despoti. Bibelen har været de fattiges og de undertryktes Magna Charta; helt op til moderne tid har ingen stat haft en forfatning, hvor folkets interesser i så høj grad er taget i betragtning, hvor herskeres pligter, langt mere end deres privilegier, betones, som den der blev udformet for Israel i 5 Mos og 3 Mos; intetsteds er den grundlæggende sandhed, at statens velfærd i det lange løb afhænger af borgerens retskaffenhed, fremsat så stærkt. Ganske vist taler Bibelen ikke noget vrøvl om menneskets rettigheder; men den insisterer på pligternes lighed, på friheden til at frembringe den retfærdighed, som er noget andet end at kæmpe for ‘rettigheder’; på broderskabet i at have omsorg for sin næste som for sig selv.”

LITTERATUR.

Se de værker, der er citeret i Del I ovenfor; også Kuenen, Hibbert Lectures for 1882, National Religions and Universal Religions; W. M. Ramsay, The Church in the Roman Empire; M. Dods, Mohammed, Buddha, and Christ; om kristendommens tidlige udbredelse, Harnack, Mission and Expansion of Christianity, og Orr, Neglected Factors in the Study of the Early Progress of Christianity; om kristendommens væsen, W. Douglas Mackenzie, The Final Faith; om kristendommens indflydelse, C. L. Brace, Gesta Christi; Uhlhorn, Christian Charity in the Ancient Church; C. Schmidt, Social Results of Early Christianity; Lecky, History of European Morals; Dennis, Christian Missions and Social Progress; Reports of World Miss. Conference, 1910.

James Orr