Renhed

pu'-ri-ti: Bibelen vidner om den lange kamp om og i mennesket for at sikre fysisk, mental og moralsk renhed. De forskellige former for renhed står i forbindelse med hinanden.

Vi har et almindeligt ordsprog om, at "renlighed er beslægtet med gudsfrygt." Renlighed og æstetik er bestemt nære naboer. Men renlighed og etik bor ikke længere fra hinanden. Når man indser, at man ved urenhed på person eller ejendom kan bringe helbredet eller livet for sin familie, eller endog for samfundet omkring sig, i fare--som ved at opretholde forhold, der udvikler tyfus--begynder man at indse, at der er et nært bånd mellem renlighed og moral. "Bør" kommer ind på renlighedens område, og da er hele etikkens rige åbent. Så nær ligger områderne fysisk og etisk renhed, at hvis man nu hører ordet "slum" uden forklaring, kan man ikke vide, om det sigter til snavs eller synd.

Erkendelsen af dette forhold er af meget gammel dato. Skønt det er Esajas, der siger (52,11): "Rens jer, I som bærer Jahves kar," og Mark 7,3; Mark 7,4: "Alle jøderne spiser ikke, medmindre de vasker hænderne omhyggeligt, idet de holder de ældstes overlevering; og når de kommer fra torvet, spiser de ikke, medmindre de bader sig; og mange andre ting er der, som de har modtaget for at holde fast ved, afvaskninger af bægre og kander og kobberkar," så er sådanne udsagn dog kun sammendrag af anvisninger, der er fordelt hist og her gennem hele den levitiske lov. Vi kan dér læse noget, der lyder som en generals hygiejniske ordrer til sine soldater på march, eller som sundhedsrådets regler for at bevare en by fra pest. Og disse levitiske anvisninger om renlighed er uadskilleligt forbundet med tilbedelsen af Jahve, som om fysisk renhed var væsentlig for den. Salmisten sammenfletter disse to elementer, det fysiske og det etiske, i det velkendte spørgsmål og svar (Sl 24,3-5): "Hvem skal stige op på Jahves bjerg? Og hvem skal stå på hans hellige sted? Den, som har rene hænder og et rent hjerte; den, som ikke har løftet sin sjæl mod falskhed og ikke har svoret bedragerisk. Han skal modtage velsignelse fra Jahve og retfærdighed fra sin frelses Gud."

De ceremonielle renselser, som Loven krævede, havde betydning og indflydelse. De fortolkede noget åndeligt--var en lignelsesagtig måde at illustrere nødvendigheden af hjertets renhed for at opnå accept hos Gud. Hvis i senere dage det, der blev symboliseret, blev glemt i symbolet, skyldtes det "sindets blindhed." Mørket var ikke nødvendigt.

1. Kønsforholdet:

Men det hovedemne, i forhold til hvilket vi i denne artikel vil søge lys om renhed fra Bibelen, vil ikke være hygiejne eller æstetik, men moral. Når vi vender os til det område, vil vi straks erkende den kendsgerning, at kønsforholdet er det mest oprindelige og omfattende af alle menneskelige forhold.

Familien.

Bibelens holdning til dette forhold er umiskendelig. Fra synet af Edens have til synet af det nye Jerusalem lyder Bibelen sandt i forhold til idealet om renhed i familielivet og i kønnenes forhold til hinanden. Dette er bemærkelsesværdigt, for det er en vidtstrakt historie, som dens fortælling gennemløber, og i den er enhver art litteratur repræsenteret. Den fremstiller handlingerne og synspunkterne hos et folk på alle civilisationens stadier, fra omvandrende nomader til indbyggere i byer, der er prydet med arkitektur og alle menneskets midler til at fremvise rigdom og pragt. Den fremstiller deres forbrydelse, skam og synd såvel som deres dyder, men dens tone bifalder dyderne og fordømmer forbrydelsen, skammen og synden. I det hebraiske folks Magna Charta--De Ti Bud--står på lige fod med ethvert andet princip: "Du må ikke begå ægteskabsbrud." Religionens og lovens sanktion blev således givet til familielivets integritet og renhed. De detaljerede bestemmelser mod ægteskab med slægtninge og de strenge straffe, der blev pålagt for tilsidesættelse af begrænsningerne (3 Mos 18 og 20), var en stærk kraft i samme retning. Ægteskabsbrud begået af gifte personer skulle straffes med døden for begge parter (3 Mos 20,10; 5 Mos 22,22).

Sådanne love kan undertiden virke strenge. Uden tvivl er de primitive og stammer fra nomadetiden. Under primitive forhold må straffe for lovbrud være strenge og hurtige. Pionerer over hele verden og gennem tiden kunne, af hensyn til selve selvopholdelsen, kun vise ringe gunst eller tolerance over for lovløshed. Selv om disse love er strenge, viser de et folks intense alvor i ønsket om at have et rent familieliv, hvor børn født ind i det skulle være ægte til det. Disse levitiske begrænsninger på ægteskab mellem slægtninge passer til civiliserede menneskers sans for sømmelighed og ret, selv den dag i dag.

2. Profeterne:

Der er ingen tvivl om profeternes holdning til renhed. De var i harmoni med Loven. De havde ingen tolerance for fordærvet moral eller skikke, der førte til urenhed eller antydede den. En illustration har undertiden solens lys i sig. Hvad der illustreres, ses ofte bedst ved at se på selve illustrationen. Profeterne var lidenskabelige monoteister. De ønskede frem for alt, at Israel skulle være tro mod Jahve og mod ham alene. For profeterne var tilbedelse af andre guder forræderi mod Jahve. Den ene profet efter den anden, igen og igen, illustrerer denne højeste af forbrydelser ved utroskab i ægteskabet. Det viser, hvilken vurdering familien blev holdt i. At sætte nogen anden i Jahves sted var "at hore efter andre guder" eller "at spille skøge." Det viser, som intet andet kunne, hvor dybt respekten for et rent familieliv var sunket ned i hjertet. Utroskab var højforræderi dér, ellers ville det aldrig have givet sprog til at beskrive højforræderi mod Gud.

3. Ordsprogene:

Ordsp 5 og 7 angiver bogens holdning til renhed. Vi kan lade bogen føre sin egen sag. Den »fremmede kvindes« listige kneb og hendes offers dumme tåbelighed og ødelæggelse fremstilles særligt i de nævnte kapitler. I bogens sidste kapitel har vi en skildring af en »dygtig kvinde«, hos hvem hjemlighed i renhed har nået et højt stade. »Lad hendes egne gerninger prise hende i portene.«

4. Højsangen:

Det er behageligt at vende sig fra lovens spændte strenghed, eftersom den i vid udstrækning må beskæftige sig med forbrydelse og synd, til poesiens idealisme. I Salmerne og Profeterne behandles forholdet mellem mand og hustru, mellem brudgom og brud, mellem den elskende og den elskede altid med ømhed og ærefrygt. Her er et velkendt skriftsted (Sl 19): »Himlene forkynder Guds herlighed; og hvælvingen viser hans hænders værk. .... I dem har han rejst et telt for solen, som er som en brudgom, der går ud af sit kammer, og glæder sig som en stærk mand til at løbe sin bane.« Det røber ingen mangel på sympati med en elskers sprudlende ånd. Således Es 62,4; Es 62,5: »For Jahve har sin lyst i dig, og dit land skal blive gift. For som en ung mand gifter sig med en jomfru, sådan skal dine sønner gifte sig med dig; og som brudgommen glæder sig over bruden, sådan skal din Gud glæde sig over dig.« Sproget kan ikke tydeligere afsløre glæde over glæden hos dem, der indretter sig under den »oprindelige, ældste« regel for kønnet: »Derfor skal en mand forlade sin far og sin mor og holde sig til sin hustru; og de skal være ét kød« (1 Mos 2,24).

Det er undertiden blevet anset for mærkeligt, at Højsangen skulle være i Skriftens kanon. Men hvorfor skulle der være en sådan tvivl? Den er blot en mere særskilt udfoldelse af det, der dristigt bringes frem i citaterne ovenfor. Der er ikke mere nødvendighed i at læse urenhed ind i den, end der er i at læse det ind i citaterne ovenfor. Digtet illustrerer en erfaring, der er lige så vidt kendt som nogen anden i menneskeslægtens liv--en erfaring, hvor synd ikke er nogen nødvendighed. Man må gå ud af sin vej, hvis man tillægger synd til en eneste handling eller tanke, der kommer til udtryk i digtet. Pigen er troskyldig, og elskeren er mandig. Digtet siges at være erotisk. Men eros er idealiseret. Det kan være sanseligt, men det er ikke kødeligt. Det er ikke selvisk. Hver enkelts lidenskab kommer til udtryk i omsorgsfuld eftertanke for den anden. Den vender ikke tilbage mod sig selv i groft, dyrisk begær efter lyst til egen nydelse. Digtets omkvæd er--

»Jeg besværger jer, Jerusalems døtre,

at I ikke vækker eller ophidser min kærlighed.«--Højs 2,7; Højs 3,5; Højs 8,4.

Årvågenheden er lige så øm som den, man har for et spædbarn. Hvor vil loven rejse sin anklage for synd mod sådanne tanker og følelser? De elskende er under den fortryllelse, der har været og skal være fra evighed til evighed hos menneskeslægten på jorden.

Kristus satte sig, selv når han var strengest, ikke imod kærlighedens fortryllelse. Han sagde, at den i ånden skulle være evigt enkel og sand. Pigen i sangen går ud om natten, i sit hjertes enfold, for at finde sin elskede (Højs 3,2). I samme enfold vandrede Evangeline hele sit livs nat for at finde genstanden for sin hengivenhed. Fra den samme fortryllelse i begyndelsen kom Enoch Ardens troskab. Ud af den kærlighed, der udspringer af renhed, er kommet den retskaffenhed, der har holdt ud til enden. Fortryllelsens sprudlen behøver, ligesom enhver anden kilde til liv og handling, regulering, men selve fortryllelsen skal ikke behandles som synd.

5. Kristus og renhed:

Paulus har sagt: »I er ikke under lov, men under nåde« (Rom 6,14). Men det afhænger af de forhold, som det anvendes på. Vi er måske ikke under den levitiske, ceremonielle lov, men vi er altid under det etiske lovs vide område, selv når vi er under nåden. Det, nåden gør, er at idealisere og åndeliggøre og gøre det tiltrækkende og smukt, som før måske var hård, frastødende bestemmelse og regel. Kristus menes undertiden at have lempet strengheden i »lovens herredømme«. Men seks gange, selv i Bjergprædikenen, føjede han til dens strenghed. Tag tanken om familiens renhed, sikret ved dens enhed. Under Moselovgivningen kunne ægteskabets ophør, når visse ikke besværlige former for juridisk procedure var imellem, siges at være valgfrit for parterne. Hele denne frihed fejes bort i én sætning: »Jeg siger jer: Den, som skiller sig fra sin hustru, undtagen for utugt, og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud« (Matt 19,9). Det er en lovsætning. Den blev udtalt inden for lovens område. Den var bestemt til at have virkning i loven. Det er intet under, når man tager den frihed i betragtning, der indtil da havde været tilladt i loven, at disciplene, så snart de fik vejret, sagde: »Hvis en mands sag står sådan med hans hustru, er det ikke fordelagtigt at gifte sig.« De vidste, at en ny lov for Kristi disciple blev sat over ægteskabet. Selv undtagelsen bekræftede hans regel. Hvis undtagelsen ikke tillades, bliver polyandri eller polygami etableret. Ingen anden sætning i menneskelig tale har gjort mere for familielivets renhed (se DIVORCE). Men Kristus standsede ikke ved at udtale lov til beskyttelse af renhed i fysisk forstand; han gik bag om alle handlinger og fastsatte lov for hjertets tanker og hensigter: »Men jeg siger jer, at enhver, der ser på en kvinde for at begære hende, allerede har begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte« (Matt 5,28).

Nogle gange kan man mene, at der er et skær af moralsk ligegyldighed over den måde, hvorpå Jesus afgjorde sagen med kvinden, der var grebet i ægteskabsbrud (Joh 8,1-11): "Fordømte ingen dig? Og hun sagde: Ingen, Herre. Og Jesus sagde: Heller ikke jeg fordømmer dig; gå bort; fra nu af synd ikke mere." Men først må man huske, at det ikke var hendes sag, men hendes anklageres, der umiddelbart stod for Jesu sind. De førte hende frem for ham for at fange ham, men han vendte sig og satte dem under anklage. Han gjorde deres moralske tilstand til hovedsagen. Hendes var kun en tilfældig anledning. Men dernæst lod Jesus hende ikke gå uden at indprente i hendes sind, at hun var en synder. De sidste ord, der blev ved med at klinge i hendes ører, var: "Synd ikke mere." Og hun blev overladt, som alle i synd bliver overladt, til at kæmpe sig frem til en afklaring med Helligånden, som ikke lader nogen sjæl være uden overbevisning om "synd, retfærdighed og dom." Jesu ord kan ikke mere end nogen andens ord forklare alle ting på én gang. De kan dække et punkt, der er i sigte, men meget må altid overlades til den forståelse, der kommer af kendt erfaring under Guds moralske styre.

Den efterfølgende psykologi hos en synder, efter at Skriftens ord har sluppet ham, er af den dybeste interesse. Psykologisk virksomhed må han have haft; hvad er den? Spørgsmålet melder sig: Havde den fortabte søn fuldendt sin omvendelse, før han havde bedt sin mor og sin ældre bror om tilgivelse? Hvad er den efterfølgende psykologi hos en synder, når han forsvinder ud af vores synsfelt? Her kan vi tolke ud fra det, vi ved er Helligåndens virkninger i sjælen; ligesom vi ved, at en materiel genstand, der forsvinder ud af syne, stadig er under tyngdeloven. Få, som har tænkt over dette emne, har udtrykt sandheden så godt som Whittier i "Our Master" eller i "John Underhill" med disse ord:

"Og mennesker lagde mærke til hans dystre mine,

skammen i hans øje, standsningen i hans bøn,

tegnene på et slag tabt i det indre,

smerten hos en sjæl i syndens snarer.

Ind i ørkenen red han alene,

alene med den uendelige Renhed;

og idet han bøjede sin sjæl for dens milde irettesættelse,

som Peter gjorde for Mesterens blik,

målte han sin vej med smertefuld bøn

om fred med Gud og naturen igen."

Her er en erkendelse af den brænden med ild, som er indfoldet i ordet "renhed."

6. Paulus:

Paulus er som sin Mester. Han søger renhed i dette forhold efter ægteskabet såvel som før--sindets renhed. I 1 Kor 1 ser vi, hvor omhyggeligt og venligt Paulus talte om alle komplikationerne i forhold, der angår kønslivet. Og igen: Hvis Paulus har formanet hustruer til lydighed mod deres mænd, har han også krævet en tilsvarende selvhengivelse fra mændenes side (Ef 5,22-32): "I mænd, elsk jeres hustruer, ligesom også Kristus elskede kirken og gav sig selv hen for den." Kan der findes nogen selvhengivelse større end den, Kristus viste? Lad her opmærksomheden hvile på den kendsgerning, at i hans fortegnelse over Åndens frugter (Gal 5,22), hvis han har sat "kærlighed" på den første og mest fremhævede plads blandt de ni, har han sat "selvbeherskelse" til sidst.

Vi har kun plads til et blik på nogle få områder af handling og tanke for at se, hvad verden har vundet i renhed fra Bibelens religion. Riddertiden bør have et ord sat på sin kreditside. Ridderne aflagde kyskhedsløftet foran kirkens domstole. Tag kunsten--sammenlign en Venus og en Madonna. Ikke blot åndelighed, men selv intellektualitet mangler i en Venus. Der er ikke et eneste træk i en Venus, som ikke hører til kød og sans. Hvad ville eller kunne hun tale om, hvis hun åbnede munden? At dømme efter hendes fremtoning ville ytringen være så "flad, slidt og unyttig," at selv charmen ved hendes fysiske skønhed ville forsvinde. I Madonnaen ser man næppe det fysiske. Hvis hun skulle tale, ville hendes ord skildre freden og den stille glæde i et himmelsk rige. Hvis hendes ansigtstræk antyder noget fjernt, er det noget langt deroppe.

Men kunsten er ikke død, og åndelig kunst døde ikke med skabelsen af Madonnaen. Tag Gaudens' "Puritaner." Sammenlign den med en Apollon. Igen har vi den modsætning, der er mellem en Madonna og en Venus. Vi har det fysiske og det æstetiske i en Apollon, men der er ikke et glimt af det intellektuelle. At Apollon tænker, antydes ikke, endnu mindre hvad han kunne tænke på. Der er ikke den svageste antydning af det etiske. Der er ingen hensigt og vilje i ham. Men i Puritaneren er der hensigt og vilje. Han betyder meget. Han er etisk. Den beslutsomme holdning kan kun komme fra en ånd, der er levende med sansen for ret. Når det kommer dertil, vil man indestå for, at Puritaneren fører flere fysiske kanoner end Apollon, og at hvis de skulle brydes i et tag, ville Apollon komme til at ligge nederst. Den etiske hensigt og vilje er mesterlig. Man kan se gennem et helt pantheon af græske guder uden at møde et spor af den kraft, der er koncentreret i Puritaneren. Han er kraftfuld, fordi ret giver magt. Han er i flertal, fordi han ved, hvem der er med ham. Han er bevidst om magt, fordi han har underlagt sig riget inden i sig. Han har vundet den største af alle sejre--selvbeherskelse.

C. Caverno