Farisæere

Separatister (hebr. persahin, fra parash, “at skille ud”). De var sandsynligvis efterfølgerne til assidæerne (dvs. de “fromme”), et parti, der opstod på Antiochus Epifanes’ tid i oprør mod hans hedningegørende politik. Den første omtale af dem findes i Josefus’ beskrivelse af de tre sekter eller skoler, som jøderne var opdelt i (145 f.Kr.). De to andre sekter var essæerne og saddukæerne. På vor Herres tid var de det folkelige parti (Joh 7,48). De var yderst nøjagtige og minutiøse i alle spørgsmål, der vedrørte Moseloven (Matt 9,14; 23,15; Luk 11,39; 18,12). Paulus erklærede sig, da han blev ført frem for rådet i Jerusalem, for farisæer (ApG 23,6-8; 26,4, 5).

Der var meget, som var sundt i deres troslære, men deres religionssystem var en form og intet mere. Deres moral var meget slap (Matt 5,20; 15,4, 8; 23,3, 14, 23, 25; Joh 8,7). Ved den første omtale af dem i Det Nye Testamente (Matt 3,7) stilles de af vor Herre på linje med saddukæerne som en “øgleyngel.” De var kendt for deres selvretfærdighed og deres stolthed (Matt 9,11; Luk 7,39; 18,11, 12). De blev ofte irettesat af vor Herre (Matt 12,39; 16,1-4).

Fra begyndelsen af hans tjeneste viste farisæerne sig som bitre og vedholdende fjender af vor Herre. De kunne ikke tåle hans lære, og de søgte med alle midler at ødelægge hans indflydelse blandt folket.