Farisæere

far'-i-sez (perushim; Pharisaioi):

1. Navn og almindelig karakter

2. Kilder--Josefus--Det Nye Testamente--Talmud

I. SEKTENS HISTORIE

1. Først knyttet til hasmonæerne, men forlader dem senere

2. Navneændring

3. Sektens senere skæbne

4. På Det Nye Testamentes tid

5. I efterapostolisk tid

II. FARISÆERNES LÆRE

1. Josefus' udsagn farvet af græske ideer

2. Betinget reinkarnation

3. Det Nye Testamentes fremstilling af farisæisk lære--engle og ånder--opstandelse

4. Traditioner føjet til loven

5. Farisæernes traditionelle fortolkninger af loven (sabbat osv.)

6. Nøje studerende af Skriftens tekst

(1) Messianske håb

(2) Almissegivning

III. DET FARISÆISKE PARTIS ORGANISATION

Chabherim--farisæiske broderskaber

IV. FARISÆERNES KARAKTER

1. Farisæere og landets folk

2. Hovmod over for andre jøder

3. Bestemmelser for chabheren

4. Det Nye Testamentes beretning

(1) Deres samvittighedsfulde nøjagtighed

(2) Deres hykleri

5. Talmudisk klassifikation af farisæerne

V. VOR HERRES FORHOLD TIL FARISÆERNE

1. Farisæiske forsøg på at vinde Kristus over

2. Grunde til farisæisk had til Kristus

3. Vor Herres fordømmelse af farisæerne

LITTERATUR

1. Navn og almindelig karakter:

En fremtrædende sekt blandt jøderne. Den tidligste omtale af dem hos Josefus forekommer i forbindelse med Jonatan, ypperstepræsten. Umiddelbart efter beretningen om sendefærden til lakedaemonierne tilføjes der (Josefus, Ant, XIII, v, 9) en redegørelse for farisæerne, saddukæerne og essæerne, hvilket derfor antyder, at de dengang og i denne sammenhæng havde været fremtrædende, skønt der ikke findes nogen omtale af nogen af disse partier, som bekræfter dette synspunkt. Senere (XIII, x, 5) fremstilles farisæerne som misundelige på Johannes Hyrkanos' succes; Eleazar, en af dem, fornærmer ham ved hans eget bord. Af den kendsgerning, at assidæerne tidligere i historien indtager en lignende plads som den, farisæerne senere indtager, kan man udlede, at de to partier i nogen grad er ét. Se hasidæere; hasmonæere. Det synes, som om ikke blot farisæerne, men også essæerne, stammede fra assidæerne eller chacidhim.

2. Kilder--Josefus--Det Nye Testamente--Talmud:

Når vi overvejer farisæernes karaktertræk og lære, står vi i nogen vanskelighed på grund af vore kilders natur. Det Nye Testamentes forfattere forudsætter i almindelighed, at farisæernes karakter og læresætninger er velkendte for deres læsere, og lægger kun vægt på de punkter, hvor de stod i modsætning til vor Herre og hans efterfølgere. Vidnesbyrdet fra Josefus, en samtidig og selv farisæer, mindskes i værdi ved den kendsgerning, at han tilpassede sine beretninger om sit folk til sine romerske herrers smag. Hos ham er farisæerne en filosofisk sekt og ikke et aktivt politisk parti. Deres messianske håb nævnes end ikke. Skønt Talmud, både Mishna og Gemara, blev skrevet af farisæernes efterkommere, gør den kendsgerning, at Gemara, hvorfra det meste af vor viden stammer, er så sen, det vidnesbyrd, der udledes af talmudiske udsagn, af ringe værdi. Selv Mishna, som først blev til et århundrede efter den jødiske stats fald, viser spor af overdrivelse og ændring af kendsgerninger. Alligevel kan vi, når vi tager disse mangler i betragtning, danne et nogenlunde sammenhængende billede af sekten. Navnet betyder "separatister", af parash, "at adskille"--dem, som omhyggeligt holdt sig fri for enhver lovmæssig besmittelse og ved deres omhu i sådanne sager adskilte sig fra det almindelige folk, `am ha'arets, som havde færre skrupler. Ligesom puritanerne i England i det 17. århundrede og presbyterianerne i Skotland i samme periode blev farisæerne, skønt de først og fremmest var et religiøst parti, inden længe energisk politiske. De var et tæt organiseret samfund, hvis medlemmer alle kaldte hinanden chabherim, "naboer"; dette øgede den magt, de havde gennem deres indflydelse hos folket.

I. Sektens historie.

Assidæerne (chacidhim) var i begyndelsen Judas Makkabæers mest aktive støtter i hans kamp for religiøs frihed. En del af dem trak sig, hellere end at kæmpe, tilbage til ørkenen for at undslippe Epifanes' tyranni (1 Makk 2,27 f). Deres efterfølgere blev i senere dage essæerne. Da Judas Makkabæer rensede templet og genindviede det med mange ofre, siges det ikke udtrykkeligt, hverken i Makkabæerbøgerne eller hos Josefus, at han handlede som ypperstepræst, men sandsynligheden er, at han gjorde det. Dette ville være et chok for de assidæiske purister, eftersom Judas, skønt præst, ikke var zadokit; men hans handlinger ville på den tid blive tålt på grund af den påtrængende nødvendighed af genindvielsesarbejdet og de fremragende tjenester, Judas selv og hans familie havde ydet.

1. Først knyttet til hasmonæerne, men forlader dem senere:

Da Bakchides drog mod Jerusalem med Alkimos i sin lejr, tog denne følelse mod Judas form i, at man modtog den forræderiske Alkimos i Jerusalem og anerkendte ham som ypperstepræst, en handlemåde som snart viste sig at være svanger med ulykke, da Alkimos myrdede mange af folket. De måtte på ny søge til Judas, men dette frafald var begyndelsen til en adskillende kløft, som blev dybere, da han sluttede en traktat med de afgudsdyrkende romere. Som det ikke sjældent er tilfældet med religiøse zeloter, var deres tapperhed forbundet med en mystisk fanatisme. Selve tanken om en alliance med hedenske magter var dem forhadt; da Judas derfor begyndte at forhandle med Rom, forlod de ham, og han led det knusende nederlag ved Eleasa. Da de troede sig at være Guds hellige og derfor hans særlige ejendom, betragtede de enhver forbindelse med hedningerne som troløshed mod Jahve. Deres holdning lignede i høj grad Fifth Monarchy-mændenes på Cromwells tid, og endnu mere cameronians i Skotland ved revolutionen i 1688, som, fordi Vilhelm af Oranien ikke var en »pagtbunden« konge, ikke ville have noget med ham at gøre. Efterhånden som de senere hasmonæere blev mere indviklet i verdslig politik, blev de mere og mere fremmede for de strenge assidæere; dog bevarede Judas Makkabæers efterfølgere deres forbindelse med partiet på en lunken måde, mens saddukæernes sekt voksede i indflydelse.

Omtrent på dette tidspunkt synes navneændringen at være sket. De begyndte at blive kaldt farisæere, perushim, i stedet for chacidhim – »separatister« i stedet for hellige. Et parallelt eksempel findes i Englands religionshistorie.

2. Navneændring:

Puritanerne i det 17. århundrede blev i det 19. til »nonkonformister«. Det tidligste eksempel på, at farisæerne griber ind i historien, er det, der omtales hos Josefus (Ant., XIII, x, 5), hvor Eleazar, en farisæer, krævede, at Johannes Hyrkanos skulle nedlægge ypperstepræstedømmet, fordi hans mor havde været fange, og dermed insinuerede, at han – Hyrkanos – ikke var en sand søn af Aron, men en uægte søn af en navnløs hedning, som hans mor havde overgivet sig til. Denne utilgivelige fornærmelse mod ham selv og mod mindet om hans mor førte til, at Hyrkanos definitivt brød med det farisæiske parti. Han synes strengt at have ladet dem være i fred.

3. Sektens senere skæbne:

Hyrkanos’ sønner, især Alexander Jannæus, gav deres fjendtlighed et mere aktivt udtryk. Alexander korsfæstede så mange som 800 af det farisæiske parti, en fremgangsmåde der synes at antyde åbne fjendtlige handlinger fra deres side, som fremkaldte denne handling. Hele hans politik gik ud på at gøre den jødiske stat større og mægtigere, men hans ærgerrighed var større end hans militære evner. Hans gentagne fiaskoer og nederlag styrkede farisæerne i deres modstand mod ham på religiøst grundlag. Han forargede dem ved at kalde sig konge, skønt han ikke var af Davids slægt, og endnu mere ved at antage det hedenske navn »Alexander« og lade det præge med græske bogstaver på sine mønter. Skønt en ypperstepræst havde forbud mod at gifte sig med en enke, giftede han sig med sin brors enke. Endvidere pådrog han sig deres modstand ved at opgive den farisæiske tradition om den måde, hvorpå libationsvandet blev udgydt. De gengældte det ved at ophidse hans folk imod ham og sammensværge sig med den syriske konge. På sit dødsleje rådede han sin hustru, Alexandra Salome, som efterfulgte ham på tronen, til at slutte fred med farisæerne. Det gjorde hun ved helt at lægge sig i deres hænder. Ved hendes død begyndte en kamp om besiddelsen af tronen og ypperstepræstedømmet mellem hendes to sønner, Johannes Hyrkanos II og Aristobulos II. Den sidste, den dygtigere og mere energiske, havde saddukæernes støtte; den første, den ældste af de to brødre, havde farisæernes. I konfliktens første fase blev Hyrkanos besejret og tvunget til at slutte en ufordelagtig fred med sin bror, men tilskyndet af Antipater, idumæeren, tilkaldte han Aretas, som straks fik vægtskålen til at hælde til Hyrkanos’ side. Man appellerede til romerne, og også de begunstigede, delvis bevæget af Antipaters snedighed, Hyrkanos. Alt dette resulterede til sidst i herodianernes overherredømme; gennem deres underdanighed over for Rom blev de fjender af farisæerne og rivaler til saddukæerne.

4. På Det Nye Testamentes tid:

Da Det Nye Testamentes beretninger begynder, har farisæerne, som har den største indflydelse blandt folket, også en stærk, om end ikke dominerende, stilling i Sanhedrinet. Herodianerne og saddukæerne, de ene ved deres alliance med de romerske myndigheder, de andre ved deres nedarvede dygtighed i politiske intriger, holdt regeringens tøjler. Hvis vi kunne tro den talmudiske fremstilling, var farisæerne i overvældende flertal i Sanhedrinet; nasi', eller præsidenten, og 'abh-beth-din, eller vicepræsidenten, var begge farisæere. Dette må dog tilskrives den talmudiske fantasi, hvis forhold til kendsgerningerne er af den fjerneste art.

For nylig har Buchler (Das grosse Synedrion in Jerusalem) forsøgt at harmonisere disse talmudiske fabler med det billede, der fremtræder i Det Nye Testamente og hos Josefus. Han antager, at der fandtes to Sanhedriner, det ene borgerligt, som havde med regeringsanliggender at gøre, og hvor saddukæerne var overvældende dominerende, og det andet skolastisk, hvor farisæerne var lige så dominerende – det ene nationens senat, ligesom De Forenede Staters senat, det andet en universitets-senat, lad os sige i Jerusalem. Skønt rabbi Lauterbach i Jewish Encyclopedia har fulgt ham, kan dette forsøg ikke anses for vellykket. Der findes intet bevis for dette dobbelte Sanhedrin, hverken i Det Nye Testamente eller hos Josefus på den ene side, eller i Talmud på den anden.

Uden for Sanhedrinet er farisæerne allestedsnærværende, i Jerusalem, i Galilæa, i Peræa og i Dekapolis, og de kommer hele tiden i berøring med Jesus. De forsøg, som visse nyere jødiske forfattere har gjort på at frikende dem for skylden i fordømmelsen af vor Herre, har intet grundlag; de modsiges af Det Nye Testamentes beretninger og af Talmuds holdning til Jesus.

I Apostlenes Gerninger synes farisæerne på en latent måde at være apostlenes tilhængere i modsætning til ypperstepræsternes parti. Gamaliels personlige indflydelse, som synes at have været stærk, blev udøvet til fordel for dem. Den antikristne nidkærhed hos Saulus fra Tarsus kan, skønt han var farisæer, til en vis grad have været resultatet af de personlige følelser, der fik ham til at videreføre forholdene fra den tidligere periode, da de to sekter var forenet i fælles modstand mod Kristi lære. Han, en farisæer, tilbød sig selv som redskab for den saddukæiske ypperstepræst (ApG 9,1; ApG 9,2) til at fortsætte forfølgelsesarbejdet i Damaskus. I denne handling synes Saulus at have stået i modsætning til en stor del af det farisæiske parti. De bitre stridigheder, som han og de andre yngre farisæere havde ført med Stefanus, havde muligvis påvirket ham.

5. I efterapostolisk tid:

Da Paulus, den kristne apostel, blev ført frem for Sanhedrinet i Jerusalem, var det farisæiske parti talrigt i Rådet, hvis det da ikke ligefrem udgjorde flertallet, og de blev villigt hans forsvarere mod saddukæerne.

Fra Josefus lærer vi, at farisæerne ved krigens udbrud mod romerne blev trængt i baggrunden af de mere fanatiske zeloter, Simon ben Gioras og Johannes af Gischala (BJ, V, i). Sandheden bag de talmudiske udsagn om, at Gamaliel flyttede Sanhedrinet til Jabneh, og at Johanan ben Zakkai med held bad Vespasian om at skåne de lærde i den by, er, at farisæerne i betydeligt antal sluttede fred med romerne. I Mishna har vi vidnesbyrdet om deres senere arbejde, da Sanhedrinet blev flyttet fra Jabneh, til sidst til Tiberias i Galilæa. Dér blev Mishna under ledelse af Jehuda ha-Qadhosh ("den Hellige") nedskrevet. Man kan således sige, at jødedommen blev til farisæisme, og at jødernes historie blev farisæernes historie. I denne senere periode opstod modstanden mod kristendommen på ny og blev forbitret, sådan som det ses i de talmudiske fabler om Jesus.

II. Farisæernes læresætninger.

1. Josefus’ udsagn farvet af græske ideer:

Den fremstilling, Josefus giver af farisæernes læresætninger, er tydeligt påvirket af hans ønske om at drage en parallel mellem de jødiske sekter og de græske filosofiske skoler. Han retter særlig opmærksomhed mod den farisæiske opfattelse af skæbne og fri vilje, eftersom de stoiske og epikuræiske retninger adskilte sig meget markant på dette punkt. Han betragter den farisæiske position som liggende midt imellem saddukæernes, der helt nægtede skæbnen og gjorde menneskets frihed absolut, og essæernes, at "alle ting er overladt i Guds hånd." Han siger: "Farisæerne tilskriver skæbnen og Gud alle ting, men tillader dog, at det at gøre det rette eller det modsatte hovedsageligt står i menneskets egen magt, selv om skæbnen samarbejder i enhver handling." Det skal bemærkes, at Josefus, når han giver denne fremstilling af synspunkterne, identificerer "skæbne" med "Gud," en proces, der er mere plausibel i forbindelse med det latinske fatum, "noget fastsat," end i forhold til grækernes upersonlige moira eller heimarmene. Da Josefus skrev på græsk og kun brugte det andet af disse udtryk, havde han ingen filologisk tilskyndelse til at foretage identifikationen; grunden må have været selve sagen. Med andre ord viser han, at farisæerne troede på en personlig Gud, hvis vilje var forsyn.

2. Betinget reinkarnation:

I forbindelse med dette stod deres lære om et fremtidigt liv med belønninger og straffe. Den vending, Josefus bruger, er ejendommelig: "De mener, at enhver sjæl er udødelig; kun gode menneskers sjæle vil gå over i et andet legeme, men de ondes sjæle skal lide evig straf" (aidia timoria kolazesthai). Ud fra dette har man udledt, at farisæerne fastholdt sjælevandring. Efter vores mening er dette en fejl. Vi mener, at det i virkeligheden er et forsøg fra Josefus’ side på at fremstille læren om legemets opstandelse på en måde, som ikke ville støde hellenistiske forestillinger. Den græske foragt for legemet gjorde tanken om opstandelsen afskyelig, og i dette, som i de fleste filosofiske anliggender, fulgte romerne grækerne. Det synes, at Josefus opfattede farisæerne som nogle, der hævdede, at denne opstandelse kun gjaldt de retfærdige. Alligevel er selv denne begrænsning, skønt den bestemt er den naturlige fortolkning, ikke absolut nødvendig. Dette bekræftes af det tilsvarende afsnit i Antiquities (XVIII, i, 3): "De tror også .... at der under jorden vil være belønninger eller straffe, alt efter om de har levet dydigt eller lastefuldt i dette liv, og at de sidstnævnte skal holdes tilbage i et evigt fængsel, men at de førstnævnte skal have magt til at blive levende igen og leve på ny." Josefus erklærer også, at farisæerne er meget opmærksomme studerende af Guds lov: "de fortolker loven med omhyggelig nøjagtighed."

3. Det Nye Testamentes fremstilling af farisæiske læresætninger – engle og ånder – opstandelse:

Intet i evangelierne eller Apostlenes Gerninger strider overhovedet mod nogen del af denne fremstilling, men der er meget, som udfylder den. De troede på engle og ånder (ApG 23,8). Ud fra sammenhængen er det sandsynligt, at sådanne væseners nuværende aktivitet var det spørgsmål, forfatteren havde i tankerne. I den samme sætning tilskrives farisæerne troen på opstandelsen.

4. Traditioner føjet til loven:

Et andet punkt er, at de til lovens nøgne bogstav føjede traditioner. Selv om disse traditioners eksistens også omtales i evangelierne, siges der for lidt til, at vi kan fatte deres art og omfang (Matt 15,2; Matt 16,5; Mark 7,1-23). Evangelisterne nedskrev kun disse traditionelle udlægninger, når de kom i konflikt med Kristi lære og derfor blev fordømt af ham. Vi finder dem eksemplificeret i Mishna. Den farisæiske teori om traditionen var, at disse tilføjelser til den skrevne lov og fortolkninger af den var blevet givet af Moses til de ældste, og af dem var de blevet overleveret mundtligt ned gennem tiderne. Det klassiske sted i Mishna findes i Pirqe' Abhoth: "Moses modtog den (mundtlige) lov fra Sinai og overgav den til Josva, og Josva til de ældste, og de ældste til profeterne, og profeterne til mændene i den store synagoge." Tilføjelser til disse traditioner blev foretaget af profeter ved direkte inspiration eller ved fortolkning af den skrevne lovs ord. Hele denne masse, som omtalt ovenfor, blev nedskrevet af Jehuda ha-Qadhosh i Tiberias, sandsynligvis omkring slutningen af det 2. århundrede e.Kr. Jehuda blev, siges det, født i 135 e.Kr. og døde et sted omkring 220 e.Kr.

De beslægtede læresætninger om sjælens udødelighed, legemets opstandelse og den endelige dom med dens deraf følgende evige belønninger og straffe udgjorde en del, og en værdifuld del, af denne tradition.

5. Farisæernes traditionelle fortolkninger af loven (sabbat osv.):

Mindre værdifulde, til tider byrdefulde og skadelige, var de minutiøse finheder, de indførte i loven. Undertiden var de farisæiske læreres opfindsomhed rettet mod at lette budets byrde, som med hensyn til sabbatten. Således fik en person lov til at gå meget længere end en sabbatsvej, hvis han på et tidligere tidspunkt inden for den lovlige sabbatsvej fra det sted, han ønskede at nå, havde deponeret brød og vand; dette punkt skulle nu betragtes som grænsen for hans hus, og følgelig skulle alle afstande ceremonielt regnes herfra (Jewish Encyclopedia, under ordet "Erub"): Farisæismens store mangel var, at den gjorde synd så rent ydre. En handling var rigtig eller forkert alt efter, om en ydre betingelse var til stede eller fraværende; således var der en forskel ved at give almisse på sabbatten, alt efter om tiggeren stak sin hånd ind inden for giverens dør, eller giveren rakte sin hånd ud over sin egen tærskel, som det kan ses i den første Mishna i traktaten Shabbath. En mand brød ikke sit æsels sabbatshvile, selv om han red på det, og brød derfor ikke sabbatsloven; men hvis han bar en kæp for at sætte dyrets tempo op, var han skyldig, fordi han havde lagt en byrde på det.

6. Nøje studerende af Skriftens tekst:

Sammen med disse traditioner og traditionelle fortolkninger var farisæerne nøje studerende af den hellige tekst. På vendingen i en sætning lod de mange afgørelser hvile. I den grad, at det senere siges om dem med hensyn til teksten, at de ophængte bjerge i hårstrå. Dette gælder især i forbindelse med sabbatsloven med dens byrdefulde minutiøse bestemmelser. Samtidig var der omhu for selve ordlyden i lovens tekst; dette har betydning for tekstkritikken, selv den dag i dag. Et eksempel på farisæisk eksegese, som Paulus vender mod deres tilhængere som et argumentum ad hominem, kan ses i Gal 3,16: "Han siger ikke: Og til sæder, som om mange; men som om én: Og til dit sæd, som er Kristus."

(1) Messianske håb.

Det skal også siges til deres fordel, at de fastholdt folkets messianske håb, da deres rivaler var rede til at ofre alt til romerne for at opnå større politisk indflydelse for sig selv. Deres fantasi løb løbsk i de billeder, de tegnede af disse fremtidige tider, men alligevel støttede de folkets tro, som således var i stand til at lytte til Kristi krav. Under Hadrians regering blev de ledt af rabbi Aqiba til at acceptere Bar-Cochba, omkring et århundrede efter at de havde forkastet Jesus. De var fanatiske i deres lydighed mod loven, som de forstod den, og døde under ubeskrivelige pinsler hellere end at overtræde.

(2) Almissegivning.

De ophøjede almissegivning til et sidestykke til retfærdighed. Dette gav fattigdommen en helt anden plads, end den havde i Grækenland eller blandt romerne. Lærdom blev æret, selv om dens indehavere kunne være meget fattige. Fortællingen om Hillels tidlige liv fremhæver dette. Han fremstilles som så fattig, at han undertiden ikke kunne betale det lille daglige gebyr, der gav elever adgang til den rabbinske skole, og når dette skete, skal han i sin iver for loven have lyttet til lærernes ord fra taget. Dette er sandsynligvis ikke historisk sandt, men det viser det farisæiske ideal.

III. Det farisæiske partis organisation.

Vi har ingen tydelig beretning om denne organisation, hverken i evangelierne, hos Josefus eller i Talmud. Men det nære forhold, som sektens medlemmer stod i til hinanden, og deres vane med fælles handling, sådan som det fremgår af fortællingerne i Det Nye Testamente og hos Josefus, forklares således mest naturligt. Den talmudiske beretning om chabherim bekræfter dette. Det var personer, som i første række sluttede sig sammen for at studere loven og for bedre at overholde dens bud. Ingen blev optaget i disse chabhuroth uden at aflægge en ed om troskab mod fællesskabet og et løfte om streng overholdelse af de levitiske forskrifter.

Chabherim--farisæiske broderskaber:

Et af elementerne i deres løfte må bemærkes. Chabher lovede ikke at betale ma`asroth, "tiende," eller terumah, "løfteoffer," til en præst, som ikke var chabher. De fik kun lov til at aflægge denne ed, når deres fæller i broderskabet bevidnede deres karakter. Selv da måtte kandidaten gennemgå en prøvetid på 30 dage, ifølge "Hillels hus," eller på et år, ifølge "Shammais hus." Dette sidste element, som er helt mere Talmudico, kan betragtes som tvivlsomt. Omgang med enhver, der ikke tilhørte det farisæiske samfund, blev underlagt talrige begrænsninger. Det er i det mindste ikke usandsynligt, at da den lovkyndige i Luk 10,29 spurgte: "Hvem er min næste?" havde han til hensigt at begrænse tilfældene af buddet i 3 Mos 19,18 til dem, der ligesom han selv var farisæere. Et samfund, som således havde broderskaber over hele Israels land og var adskilt fra resten af fællesskabet, ville naturligt udøve en formidabel magt, når deres krav blev støttet af folkets almindelige agtelse. Det bør bemærkes, at det at være chabher var en rent personlig ting, ikke arvelig som præstedømmet, og at kvinder såvel som mænd kunne være medlemmer. I dette lignede farisæerne de kristne. Også i en anden sag var der en lighed mellem dem og Jesu efterfølgere; de var, i modsætning til saddukæerne, ivrige efter at vinde proselytter. "I rejser over hav og land for at gøre én til proselyt" (Matt 23,15). Mange medlemmer af det romerske samfund, især kvinder, var proselytter, som for eksempel Poppea Sabina.

IV. Farisæernes karakter.

1. Farisæere og landets folk:

Fordi farisæernes ideal var højt, og fordi de ærede lærdom og karakter højere end rigdom og borgerlig rang, havde de en tendens til at foragte dem, som ikke var enige med dem. Vi ser spor af dette i evangelierne; således Joh 7,49: "Denne folkemængde, som ikke kender loven, er forbandet." Skellet mellem farisæerne, puritanerne og `am ha-'arets, "landets folk," begyndte med den skelnen, der måtte opretholdes mellem jøderne og hedningerne, som var kommet ind i landet som kolonister eller indtrængere. Disse ville under det babyloniske fangenskab næsten med sikkerhed tale vestaramæisk, og de ville med sikkerhed være hedninger og hengive sig til hedenske skikke. De var "landets folk," som de hjemvendte landflygtige fandt i besiddelse af Judæa.

2. Hovmod over for andre jøder:

Blandet med dem var de få jøder, som hverken var blevet dræbt eller deporteret af babylonierne, eller ført ned til Egypten af Johanan, Kareas søn. Da de i høj grad havde tilpasset sig deres hedenske naboers vaner og indgået ægteskaber med dem, betragtede de strengere jøder, såsom Ezra og Nehemias, dem som under samme fordømmelse som hedningerne og veg tilbage for omgang med dem. På den tid, hvor vor Herre levede på jorden, var navnet i praksis begrænset til de uvidende jøder, hvis tilpasning til loven var i bredere målestok end farisæernes. Nogle har dog dateret opfindelsen af navnet senere, til makkabæerkampens dage, da lovens ceremonielle forskrifter kun vanskeligt kunne overholdes. De, som var mindre omhyggelige med disse, blev betragtet som `am ha-'arets.

3. Regler for chabher:

Den skelnen, som kommer til udtryk i Talmud, viser et hovmod hos den farisæiske chabher, som må have været sårende for dem, der, selv om de var lige så meget jøder som farisæerne, ikke var puritanere som dem. En chabher, det vil sige en farisæer, måtte ikke spise ved bordet hos en mand, hvis hustru var af `am ha-'arets, selv om hendes mand kunne være farisæer. Hvis han ville være en fuld chabher, måtte en farisæer ikke sælge noget til nogen af `am ha-'arets, som let kunne gøres urent. Hvis en kvinde af `am ha-'arets blev efterladt alene i et rum, var alt, hvad hun kunne røre ved uden at flytte sig fra sin plads, urent. Vi må dog holde os for øje, at vidnesbyrdet om dette er talmudisk og derfor kun har begrænset historisk værdi.

4. Det Nye Testamentes beretning;

(1) Deres samvittighedsfulde nøjagtighed.

Vi finder spor af denne samvittighedsfulde nøjagtighed i evangelierne. Den særlige måde, hvorpå farisæernes ceremonielle hellighed viste sig, var i tiendeydelser, deraf henvisningen til deres tiende af "mynte og dild og kommen" (Matt 23,23). I lignelsen om farisæeren og tolderen er en af de ting, farisæeren bryster sig af, at han giver tiende af alt, hvad han ejer (Luk 18,12). Han er et eksempel på det farisæiske hovmod hos dem, "som stolede på sig selv, at de var retfærdige, og ringeagtede alle andre." Deres krav på de fornemste pladser ved fester og i synagoger (Matt 23,6) var et vidnesbyrd om den samme ånd.

(2) Deres hykleri.

Nært beslægtet med dette er det hykleri, som farisæerne blev anklaget for af vor Herre. Når vi kalder dem »hyklere«, må vi gå tilbage til ordets grundbetydning. De var i det væsentlige »skuespillere«, posører. Gode mænd, hvis karakter og åndelige kraft har gjort indtryk på deres generation, har ofte særpræg i optræden og tonefald, som let kan efterlignes. Netop den respekt, deres disciple nærer for dem, fører dem, der respekterer dem, til ubevidst at antage deres særpræg i stemme og væremåde. En senere generation efterligner ubevidst, »spiller rollen«. I en tid, hvor religionen forfølges, som på Antiochos Epifanes' dage, eller foragtes, som den blev det i de helleniserende tider, der gik forud for og fulgte efter, ville det være religiøse menneskers pligt ikke at skjule deres overbevisninger. Tilbøjeligheden til at fortsætte denne offentlige tilkendegivelse af religiøse handlinger, efter at den var ophørt med at være protest, måtte nødvendigvis være stor. Den kendsgerning, at de vandt anseelse ved at bede på gadehjørnerne, når bedetimen kom, og ville have mistet anseelse hos folket, hvis de ikke havde gjort det, blev ikke erkendt af dem som noget, der formindskede handlingens moralske værdi. De, der havde levet i forfølgelsens og foragtens periode og overlevede ind i den tid, hvor religionen blev holdt i ære, ville bevare deres tidligere praksis uden nogen arriere-pensee. Den følgende generation »spillede« bevidst, når den fortsatte praksissen. De var posører. Deres hykleri var ikke mindre virkeligt, fordi man var nået dertil gennem ubevidste stadier. Hykleri var en ny synd, en synd, der kun var mulig i en åndelig religion, en religion hvor moral og gudsdyrkelse var nært forbundet. Hedenskabet, som bestod i ofre og ceremonier, hvormed guderne kunne bestikkes eller lokkes til at vise gunst, havde kun en rent tilfældig forbindelse med moral; dets gudsdyrkelse var helt igennem noget ydre, noget med at spille, »posere«. Følgelig skabte en mand ikke nogen formodning til fordel for sin pålidelighed ved den mest omhyggelige overholdelse af religionens ceremonier. Der var således intet fordækt motiv, der ansporede til religion. Profeterne havde fordømt gudsdyrkelsens uoprigtighed, men selv de fordømte ikke hykleri, dvs. religion brugt som en kappe til at skjule forræderi eller uærlighed. Religionen var blevet mere åndelig, forbindelsen mellem moral og gudsdyrkelse mere inderlig på grund af seleukidernes forfølgelse.

5. Talmudisk klassifikation af farisæerne:

Talmud bekræfter i nogen grad evangeliernes fremstilling. Der sagdes at være syv slags farisæere:

(1) »skulder«-farisæeren, som bærer sine gode gerninger på skuldrene og adlyder lovens bud, ikke af princip, men af hensigtsmæssighed;

(2) »vent-lidt«-farisæeren, som beder om tid for at udføre en fortjenstfuld handling;

(3) den »blødende« farisæer, som i sin iver efter at undgå at se på en kvinde lukker øjnene og derfor slår sig til blods ved at snuble mod en mur; (4) den »malede« farisæer, som averterer sin hellighed for at ingen skal røre ved ham, så han bliver uren;

(5) »regnskabs«-farisæeren, som altid siger: »Hvilken pligt må jeg gøre for at opveje en ubehagelig pligt, som jeg har forsømt?«;

(6) den »frygtende« farisæer, hvis forhold til Gud blot er et forhold præget af skælvende ærefrygt;

(7) farisæeren af »kærlighed«. I alle undtagen den sidste var der et element af »skuespil«, af hykleri. Det skal bemærkes, at Talmud fordømmer pragtlyst; men ubevidst ligger roden til fejlen i deres retfærdigheds ydre karakter; den påbyder en undgåelse af pragtlyst, som indebærer en tilsvarende »poseren«.

V. Vor Herres forhold til farisæerne.

1. Farisæiske forsøg på at vinde Kristus over:

Farisæernes holdning til Jesus var til at begynde med, ligesom deres holdning til Johannes havde været, kritisk. De sendte repræsentanter for at iagttage hans handlinger og hans ord og aflægge rapport. De synes at have anset det for muligt, at han kunne slutte sig til dem, selv om vi mener, at hans åndelige slægtskab snarere lå hos essæerne. Efterhånden blev deres kritik til modstand. Denne modstand voksede i styrke, efterhånden som han tilsidesatte deres fortolkninger af sabbatsloven, latterliggjorde deres spidsfindigheder om tiendeloven og de skel, de indførte med hensyn til eders gyldighed, og fordømte deres uoprigtige poseren. I begyndelsen synes der at have været et forsøg på at lokke ham til at rette sig efter deres planer. Hvis nogle af farisæerne fristede ham til at bruge ord, som ville bringe ham i vanskeligheder over for folket eller over for de romerske myndigheder, indbød andre ham til deres borde, hvilket fra en farisæers side var at gå langt over for en, der ikke var en chabher. Selv da han hang på korset, kan den hån, hvormed de hilste ham, have rummet noget af længsel, et dvælende håb: »Hvis han er Israels konge, så lad ham nu stige ned fra korset, og vi vil tro ham« (Matt 27,42 King James Version). Hvis han blot ville give dem dette tegn, ville de anerkende ham som Messias.

2. Grunde til farisæisk had mod Kristus:

Farisæernes modstand mod Jesus blev forstærket af en anden grund. De var det demokratiske parti; hele deres magt lå i det ry for fromhed, de havde hos folket. vor Herre fordømte dem som hyklere; desuden havde han opnået en dybere popularitet end deres. Til sidst, da lokkeri ikke kunne vinde ham, og snedige spørgsmål ikke kunne ødelægge hans popularitet, forenede de sig med deres modstandere, saddukæerne, imod ham som imod en fælles fjende.

3. Vor Herres fordømmelse af farisæerne:

På den anden side fordømte Jesus farisæerne mere, end han fordømte nogen anden gruppe i folket. Dette virker mærkeligt, når vi husker, at hovedmassen af de religiøse mennesker, dem der ventede Messias, hørte til farisæerne, og at hans lære og deres havde en stærk ydre lighed. Det var denne ydre lighed, forenet som den var med en dyb åndelig forskel, der gjorde det nødvendigt for Jesus at afgrænse sig fra dem. Al retfærdighed hos dem var ydre; den lå i mad og drikke og forskellige afvaskninger, i at give tiende af mynte, anis og kommen. Han satte religionen på et andet grundlag, flyttede den ind i et andet område. Hos ham var det hjertet, der måtte være ret over for Gud, ikke blot de ydre handlinger; ikke alene bægerets og fadets yderside skulle renses, men først og fremmest indersiden. Det bør bemærkes, at farisæerne, som nævnt ovenfor, var mindre fjendtligt indstillet over for apostlene, efter at deres Herre havde forladt dem. Farisæismens senere historie har retfærdiggjort Vor Herres fordømmelse.

LITTERATUR.

Israels historie:

Ewald, V, 365 ff, engelsk oversættelse; Herzfeld, III, 354 ff; Jost, I, 197 ff; Gratz, V, 91 ff; Derenbourg, 75-78, 117-44, 452-54; Holtzmann, II, 124 ff; Renan, V, 42 ff; Stanley, III, 376 ff; Cornill, 145 ff, engelsk oversættelse; Schurer, II, ii, 4 ff, engelsk oversættelse (GJV4, II. 447 ff); Kuenen, III, 233 ff. ET.

Kristi liv og samtid:

Hausrath, I, 135 ff, engelsk oversættelse; Edersheim, I, 310 ff; Lange, I, 302 ff, engelsk oversættelse; Farrar, II. 494 ff; Geikie, II, 223. ff; Keim, I, 250 ff; Thomson. Books Which Influenced our Lord, 50 ff; Weiss. I, 285 ff. engelsk oversættelse; de Pressense, 116 ff.

Artikler i encyklopædier, bibelordbøger, leksika osv.:

Ersch and Gruber, Allg. Eric (Daniel); Winer, Realworterbuch; Herzog, RE, udgave 1 (Reuss), udgaver 2, 3 (Sieffert); Hamburger, Realenic.; Smith's DB (Twisleton); Kitto's Cyclopaedia of Biblical Lit. (Ginsburg); HDB (Eaton); Encyclopedia Biblica (Cowley. Prince); Schenkel, Bibel-Lexicon (Hausrath); Jew Encyclopedia (Kohler); Temple Dict. of the Bible (Christie); Hastings, DCG (Hugh Scott, Mitchell).

Monografier:

Wellhausen, Montet, Geiger, Baneth, Muller, Hanne, Davaine, Herford; Weber, System der altsynagogen Palestinischen Theologie, 10 ff, 44 ff; Keil, Biblical Archaeology, II, 1680; Ryle and James, Psalms of Solomon. xliv ff; Nicolas. Doctrines religieuses des juifs, 48 ff.

J. E. H. Thomson