Josefus; Flavius

jo-se'-fus, fla'-vi-us:

1. Tidligt liv og overbevisninger:

Blev født i Jerusalem 37-38 e.Kr. og døde i Rom tidligt i det 2. århundrede; præcis hvornår vides ikke. Hans far og mor tilhørte familier i det præstelige aristokrati; derfor fik han en fremragende uddannelse og blev fortrolig ikke blot med jødisk, men også med hellenistisk kultur. Da han var 16 år gammel, opsøgte han en vis Banus, en ESSENER (se dette), i ørkenen ved En-Gedi; hos ham blev han i 3 år, hvor han tilegnede sig okkult viden og praktiserede et asketisk liv. Man kunne ud fra hans sociale position have ventet, at han ved sin tilbagevenden til Jerusalem ville slutte sig til SADDUKÆERNE (se dette); men da hans erfaring hos essenerne havde indpodet ham ceremoniel fromhed, foretrak han at blive farisæer (se FARISÆERE). Han mente åbenbart også, at farisæerne var beslægtede med stoikerne, som dengang havde indflydelse i den hellenistiske verden. Under hans fravær i ørkenen var de romerske prokuratorers vanstyre i Jerusalem vokset hastigt. Og Felix’, Albanus’ og Florus’ uduelighed og uretfærdigheder blev efterfulgt af anarki under Annas, ypperstepræsten (62). Derfor lagde zeloterne (se ZELOTER) planer mod det romerske herredømme. Oprøret ulmede, og mange af de utilfredse blev ført til Rom for at blive behandlet der. Blandt disse var flere præster, som Josefus kendte. Omkring år 64 rejste han til Rom for at tale deres sag; på rejsen led han skibbrud, blev reddet sammen med nogle få overlevende og blev bragt i havn ved Puteoli. Her mødte han Alityrus, en jødisk skuespiller, som tilfældigvis stod i gunst hos Poppæa, Neros gemalinde. Kejserinden, en jødisk proselyt, tog hans sag op i Rom og viste ham mange tjenester. I hovedstaden erkendte han også romernes magt og blev efter al sandsynlighed overbevist om håbløsheden i et væbnet oprør. Da han vendte tilbage til Jerusalem, fandt han sit folk indstillet på opstand, og han blev tvunget, muligvis mod sin bedre overbevisning, til at gøre fælles sag med dem. Den første del af hans offentlige karriere er knyttet til den store kamp, som nu begyndte.

2. Offentlig karriere:

Da krigen brød ud, blev Josefus udnævnt til statholder over Galilæa, den provins hvor det romerske angreb først ville ramme. Han havde ingen militær egnethed til at føre kommando, men hans venners indflydelse og politikkens krav pressede embedet ned over ham. Zeloterne fandt snart ud af, at han ikke gennemførte de nødvendige forberedelser grundigt, og de forsøgte at få ham fjernet. Men han var for indflydelsesrig og også en for god politiker til at kunne undergraves. Omgivet af fjender blandt sit eget folk, som endda forsøgte at myrde ham, kom han ud for flere farlige oplevelser, og til sidst, på flugt fra romerne, blev han sammen med sin hær belejret i Jotapata, nær Gennesaret Sø, i maj 67 e.Kr. Jøderne modstod belejringen i 47 dage med storslået mod, indtil Titus angreb i ly af tåge, stormede fæstningen og massakrerede de udmattede forsvarere. Josefus undslap til en hule, hvor han med sin sædvanlige behændighed reddede sig fra døden for sine ledsageres hænder. Romerne opdagede snart hans skjulested og slæbte ham for Vespasian, øverstkommanderende. Josefus spillede på feltherrens overtro og indyndede sig således, at Vespasian tog ham med i sit følge til Alexandria. Efter at være blevet frigivet af sin fangevogter antog han efter romersk skik flaviernes familienavn. Da han vendte tilbage til landet sammen med Titus, forsøgte han at mægle mellem romerne og jøderne, hvilket indbragte ham de førstes mistanke og de sidstes had. Hans sædvanlige diplomati bevarede ham fra noget alvorligere end et sår, og han var øjenvidne til de frygtelige begivenheder, der prægede Jerusalems sidste dage. Derpå ledsagede han Titus til Rom til TRIUMFTOGET (se dette). Her levede han resten af sine dage, højt begunstiget af det regerende hus og befriet for al bekymring om jordiske goder gennem rundhåndet kejserlig protektion. Han blev således i stand til at vie sig til litterært arbejde.

3. Værker:

Josefus’ værker gør ham til en af de mest værdifulde autoriteter for den, der studerer Det Nye Testamentes tid. De er følgende:

(1) Om Den jødiske krig, skrevet før 79; vi har forfatterens græske oversættelse af denne historie; der er 7 bøger: I, perioden fra Antiokus Epifanes (175 f.Kr.) til Herodes den Store (4 f.Kr.); II, fra 4 f.Kr. til 66 e.Kr., som dækker krigens tidlige begivenheder; III, begivenheder i Galilæa i 67 e.Kr.; IV, krigens forløb indtil belejringen af Jerusalem; V og VI, omringningen og Jerusalems fald; VII, oprørets eftervirkninger. Skønt dette værk ikke er skrevet med den objektive nøjagtighed, som kendetegner videnskabelig historieskrivning, er det i det store hele troværdigt, undtagen hvor det drejer sig om den rolle, forfatteren selv spillede.

(2) Jødernes oldtidshistorie, skrevet senest 94 e.Kr. Her foregiver Josefus at fortælle hele sit folks historie, fra begyndelsen indtil krigen i 66 e.Kr. De 20 bøger falder naturligt i 5 afsnit, således:

(a) I-X, fra forhistorisk tid indtil fangenskabet, med andre ord i det væsentlige den periode, der fortælles om i Det Gamle Testamente;

(b) XI, Kyros’ tidsalder;

(c) XII-XIV, begyndelsen på den hellenistiske periode, fra Alexander den Store, inklusive makkabæeroprøret, indtil Herodes den Stores tronbestigelse;

(d) XV-XVII, Herodes’ regeringstid;

(e) XVIII-XX, fra Herodes’ død indtil krigen i 66.

Skønt dette værk ikke kan kaldes et forsvarsskrift for jøderne, røber det forfatterens bevidsthed om den ugunst, hvormed hans folk blev betragtet i hele Romerriget. Josefus gør, hvad han kan, for at aflive de græsk-romersk uddannede klassers vildfarelser, selv om han viser en mærkelig blindhed over for den hebraiske religions storhed. Alt i alt er værket skuffende; men det indeholder mange detaljer og sidebelysninger af første betydning for forskere.

(3) Det skrift, der siden Hieronymus er blevet kaldt Mod Apion, er Josefus' mest inspirerende værk. Den ældre titel, Om jødernes høje alderdom, fortæller os, hvad det indeholder--et forsvar for den hebraiske religion mod hedenskabets bagvaskelser. Det består af to bøger. Den skældsudgydelse, hvormed Josefus behandler Apion, er uvæsentlig i sammenligning med forsvaret for den mosaiske religion og kritikken af hedenskabet. Her ses forfatterens karakter fra sin bedste side; den verdslige vismands mine er lagt bort, og han nærmer sig begejstring.

(4) Hans sidste værk er Vita eller Selvbiografien, en misvisende titel. Det er et ekko af gamle dage i Galilæa, rettet mod de bagtalelser, som kom fra en medarbejder, Justus fra Tiberias. Her har vi Josefus fra hans værste side. Han farver fortællingen sådan, at den giver et helt forkert indtryk af den rolle, han spillede under den store krise. Til undskyldning kan det siges, at hans forbindelser med kejserhoffet gjorde det vanskeligt, måske umuligt, for ham at følge en anden kurs.

LITTERATUR.

W.D. Morrison, The Jews under Roman Rule (London, 1890); E. Schurer, History of the Jewish People in the Time of Jesus Christ, Div. I, Vol. I (Edinburgh, 1890); A. Hausrath, History of New Testament Times, IV, div VII, kapitel ii (London, 1895); H. Graetz, History of the Jews from the Earliest Times to the Present Day, II, kapitel x (London, 1891); artikel "Josephus" i Jewish Encyclopedia, oversættelser ved Whiston (mange udgaver) og af The War of the Jews ved Traill og Taylor (London, 1862).

R. M. Wenley