Guds børn

Indledning: Udtrykkenes betydning

I. DET GAMLE TESTAMENTES LÆRE

1. Mytologiske levn

2. Skabt sønneforhold

3. Israels kollektive pagts-sønneforhold

4. Individuelt og personligt forhold

5. Universalisering af tanken

II. DET NYE TESTAMENTES LÆRE

1. Fysisk og begrænset sønneforhold forsvinder

2. Som religiøs erfaring eller psykologisk kendsgerning

(1) Jesu sønlige bevidsthed

(2) Meddelt til mennesker

3. Som moralsk tilstand eller etisk kendsgerning

4. Som værenstilstand eller ontologisk kendsgerning

(1) Kristi sønneforholds væsen

(2) Menneskers sønneforhold

5. Som forhold til Gud eller teologisk kendsgerning

(1) Evig avling

(2) Nådens værk

Indledning: Udtrykkenes betydning:

Guds børn (sønner og døtre) (bene og benoth 'elohim, bogstaveligt "Guds sønner og døtre"; tekna theou og huioi theou): sådan i King James Version; men Revised Version (britisk og amerikansk) oversætter den sidste græske frase mere nøjagtigt med "Guds sønner". Tekna rummer tanken om oprindelse eller afstamning, men også om personligt forhold, og bruges ofte billedligt om "det nære og gensidige forhold, der dannes mellem mennesker ved kærlighedens, venskabets og tillidens bånd, ligesom mellem forældre og børn" (Grimm-Thayer). Huioi formidler også tankerne om oprindelse og personligt forhold, men det sidste i den fyldigere form, hvori det viser sig i moden alder. "Forskellen mellem huios og teknon synes at være, at mens teknon betegner barnets naturlige forhold til forælderen, indebærer huios derudover den anerkendte status og de juridiske privilegier, der er forbeholdt sønner" (Sanday og Headlam, til Rom 8,14). Denne forskel gælder dog kun i meget almen forstand.

De ovenstående fraser betegner det forhold, hvori mennesker tænkes at stå til Gud, enten som dem, der får deres væren fra ham og er afhængige af ham, eller som dem, der står i det personlige forhold af inderlig tillid og kærlighed til ham, som udgør sønneforholdets psykologiske kendsgerning. Udtrykkets nøjagtige betydning afhænger af gudsbegrebet, og især af den opfattelse af hans faderskab, som det svarer til. Det når derfor først sin fulde betydning i Det Nye Testamente, og dets betydning i Det Gamle Testamente adskiller sig betydeligt, selv om det markerer udviklingstrin frem mod den nytestamentlige tanke.

I. Det Gamle Testamentes lære.

Den mest primitive form af tanken viser sig i 1 Mos 6,1-4, hvor Guds sønner ved at gifte sig med menneskenes smukke døtre bliver fædre til kæmperne.

1. Mytologiske levn:

Disse var en underordnet orden af guddommelige væsener eller halvguder, og titlen betyder her måske ikke mere, selv om den sandsynligvis var et levn af en tidligere tanke om disse guders faktiske afstamning fra en højere Gud. Tanken om et himmelsk hof, hvor Guds sønner kommer for at træde frem for Jahve, findes i ret sen litteratur (Job 1,6; Job 2,1; Job 38,7; Sl 29,1; Sl 89,6). I alle disse tilfælde indebærer frasen et vist slægtskab med Gud og en afhængighed af ham fra det guddommelige samfund omkring ham. Men der findes intet vidnesbyrd, der viser, om tanken om guders afstamning fra Gud overlevede i nogen udstrækning, og der er heller ingen antydning af et meget nært personligt forhold. Satan er usympatisk, om ikke fjendtlig. I én åbenlyst polyteistisk henvisning indebærer udtrykket en lighed i udseende (Dan 3,25). I en sekundær betydning gives titlerne "guder" og "den Højestes sønner" til øvrighedspersoner, som udøver Guds myndighed (Sl 82,6).

2. Skabt sønneforhold:

Tanken om skabelse har i Det Gamle Testamente indtaget pladsen for tanken om avling, men uden at miste betydningen af sønneforhold. "Så siger Jahve, Israels Hellige og dets skaber: Spørg mig .... om mine sønner og om mine hænders værk" (Es 45,11). Israel anerkender Guds absolutte suverænitet som sin far og skaber (Es 64,8). Israels skaber er også hendes mand og, ved slutning, far til hendes børn (Es 54,5). Da hele Israel har én far, og én Gud skabte hende, skylder stammerne hinanden broderlig adfærd (Mal 2,10). Jahve bebrejder sine sønner og døtre, som han som deres far købte, skabte og grundfæstede. "Han forlod Gud, som skabte ham, og ringeagtede sin frelses klippe. .... Klippen, som avlede dig, glemte du, og du glemte Gud, som fødte dig" (5 Mos 32,6; 5 Mos 32,15; 5 Mos 32,18). Disse passager åbenbarer overgangen fra tanken om oprindelig skabelse til tanken om at skabe og grundfæste Israel som en nation. Alle ting kunne beskrives som Guds børn, hvis skabelsen alene frembragte det, men Israel står i et enestående forhold til Gud.

3. Israels kollektive pagts-sønneforhold:

Guds pagtsforhold til Israel som nation er den hovedform, hvori menneskets sønneforhold og Guds faderskab viser sig i Det Gamle Testamente. "Israel er min søn, min førstefødte" (2 Mos 4,22); "Da Israel var barn, elskede jeg ham, og fra Egypten kaldte jeg min søn" (Hos 11,1). Og at være Guds børn indebærer forpligtelsen til at være et helligt folk (5 Mos 14,1; 5 Mos 14,2). Men Israel har vist sig uværdig til sin status: "Jeg .... har opfostret børn, og de har gjort oprør mod mig" (Es 1,2; Es 1,4; Es 30,1; Es 30,9). Alligevel vil han forbarme sig over dem: "for jeg er en far for Israel, og Efraim er min førstefødte" (Jer 31,9; Jer 31,20). Israels uværdighed ophæver ikke forholdet fra Guds side; hun kan derfor vende tilbage til ham igen og underordne sig hans vilje (Es 63,16; Es 64,8); og hans medlidenhed overgår en mors kærlighed (Es 49,15). Israels sønlige forhold til Gud sammenfattes og symboliseres på en særlig måde i den davidiske konge: "Jeg vil være hans far, og han skal være min søn" (2 Sam 7,14 = 1 Krøn 17,13; sammenlign 1 Krøn 22,10; 1 Krøn 28,6; Sl 2,7).

4. Individuelt og personligt forhold:

Guds faderskab over for det samlede Israel har nødvendigvis en tendens til at udvikle sig til et personligt forhold som far og søn mellem ham og de enkelte medlemmer af folket. Israels børn, hvor talrige de end er, skal kaldes "den levende Guds sønner" (Hos 1,10). Jahves ægteskabsforhold til Israel som folk gjorde de enkelte israelitter til hans børn (Hos 2,19; Hos 2,20; Jer 3,14; Jer 3,22; jf. Es 50,1; Ez 16,20; Ez 16,21; Ez 23,37), og Guds ejendomsret over sine børn, folkets enkelte medlemmer, hævdes (jf. Sl 127,3). Både tugt og medlidenhed uddeler Gud som far til sine børn (5 Mos 1,31; 5 Mos 8,5; Sl 103,13), og dette er nære personlige relationer, som kun kan bestå mellem enkeltpersoner.

5. Gøre tanken universel:

I en anden retning har tanken om Gud som Israels far en tendens til at blive modificeret ved, at hedningerne inkluderes. Ordet "førstefødt" (i 2 Mos 4,22 og Jer 31,9; Jer 31,20) kan blot være en eftertrykkelig måde at udtrykke sønneforhold på, eller det kan allerede antyde muligheden af hedningernes antagelse som børn. Hvis den tanke ikke er til stede i ordene, er det en let og berettiget slutning ud fra flere passager, at hedninger en dag ville få adgang til dette blandt Israels øvrige privilegier (Es 19,25; Es 65,1; Zak 14,16).

II. Det Nye Testamentes lære.

1. Fysisk og begrænset sønneforhold forsvinder:

Ligesom læren om det guddommelige faderskab når sin fulde åndelige og moralske betydning i Det Nye Testamente, gør erfaringen og tanken om sønneforhold det også. Alle spor af fysisk afstamning er forsvundet. Paulus' citat fra en hedensk digter: "For vi er også hans slægt" (ApG 17,28), uanset dets oprindelige betydning, indføres af apostlen med det formål at understrege tanken om det åndelige slægtskab mellem Gud og mennesker. Udtrykket "Guds søn", anvendt om Kristus af den romerske officer (Matt 27,54; Mark 15,39), kan i hans tanke have indebåret tanken om fysisk afstamning eller ej, men ytringen var virkningen af et indtryk af lighed med guderne, fremkaldt af den magtudfoldelse, der ledsagede hans død. Tanken om skabelse forudsættes i Det Nye Testamente, men almindeligvis er den ikke fremtrædende i tanken om sønneforhold. Jesu jomfrufødsel kan dog forstås som enten at indebære Helligåndens skabende virksomhed eller meddelelsen af et præeksistent guddommeligt væsen for at danne en ny menneskelig personlighed; men den sidstnævnte tanke ville også indebære skabende virksomhed på det fysiske område (jf. Luk 3,38: "Adam, Guds (søn)"). Begrænsningerne i Det Gamle Testamentes opfattelse af sønneforhold som nationalt og kollektivt forsvinder helt i Det Nye Testamente; Gud er alle menneskers far og hvert enkelt menneskes far. I det mindste som mulighed er hvert menneske og alle mennesker Guds sønner. Sønneforholdets væsen består i en personlig erfaring og moralsk lighed, som stiller mennesket i den mest intime forening og fællesskab med Gud.

2. Som religiøs erfaring eller psykologisk kendsgerning:

(1) Jesu sønlige bevidsthed.

Det guddommelige sønneforhold blev først virkeliggjort og gjort åbenbart i Jesu bevidsthed (Matt 11,27). For ham betød det ubrudt personlig kundskab om Gud og fællesskab med ham samt følelsen af hans kærlighed til ham og af hans tilfredshed og glæde over ham (Matt 3,17; Matt 17,5; Mark 1,11; Mark 9,7; Luk 3,22; Luk 9,35). Om "røsten fra himlene, som sagde: Dette er min elskede søn, i hvem jeg har velbehag" var objektiv eller ej, boede dens budskab altid i Jesu sønlige bevidsthed. Faderens kærlighed var for ham en kilde til kundskab og kraft (Joh 5,20), belønningen for hans selvopofrelse (Joh 10,17) og inspirationen til hans kærlighed til mennesker (Joh 15,9).

Sønneforhold betød for ham hans messianske mission (Matt 16,16; Matt 16,17). Det indebar hans afhængighed af Faderen og hans lydighed mod ham (Joh 5,19; Joh 5,30; Joh 8,29) samt en deraf følgende tillid til hans mission (Joh 5,36; Joh 10,36; Joh 10,37). Det fyldte ham med en følelse af værdighed, magt og herlighed, som Faderen gav ham og endnu ville give i større mål (Matt 26,63; Matt 26,14; Matt 16,27; Joh 17,5).

(2) Meddelt til mennesker.

Jesus formidlede sin egen erfaring af Gud til mennesker (Joh 14,9), for at også de skulle kende Faderens kærlighed og bo i den (Joh 17,26). Gennem ham, og gennem ham alene, kan de i virkelighed og erfaring blive Guds børn (Joh 1,12; Joh 14,6; Matt 11,27). Det er derfor en særligt kristen erfaring og indebærer altid et trosforhold til Kristus og moralsk samklang med ham. Den adskiller sig fra hans erfaring i mindst ét væsentligt forhold, i hvert fald hos de fleste mennesker. Den indebærer en indre forandring, en forandring af følelse og motiv, af ideal og holdning, som kan sammenlignes med en ny fødsel (Joh 3,3). Mennesket må vende om og vende tilbage fra ulydighed og fremmedgørelse gennem omvendelse til barnlig underordning (Luk 15,18-20). Det er ikke slavers underordning, men sønners underordning, hvor de har frihed og frimodighed over for Gud (Gal 4,6) og en arv fra ham til deres eje (Gal 4,6; Gal 4,7; Rom 8,17). Det er friheden til selvvirkeliggørelse. Som sønner erkender de deres slægtskab med Gud og deler hans sind og formål, så hans bud bliver deres glæde: "For dette er kærligheden til Gud, at vi holder hans bud; og hans bud er ikke tunge" (1 Joh 5,3). De har frimodighed og adgang til Gud (Ef 2,18; Ef 3,12). Med denne frie kærlighedsforening med Gud følger en følelse af kraft, af uafhængighed af omstændigheder, af herredømme over verden og af besiddelsen af alle nødvendige ting, som tilkommer Guds arvinger (Matt 6,26; Matt 6,32; Matt 7,11). "For alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden" (1 Joh 5,4). De lærer, at hele skabningens forløb og bestemmelse er rettet mod "åbenbarelsen af Guds sønner" (Rom 8,19; Rom 8,21).

3. Som moralsk tilstand eller etisk kendsgerning:

Kristi sønneforhold indebar hans moralske samklang med Faderen: "Jeg har holdt min Faders bud og bliver i hans kærlighed" (Joh 15,10; Joh 8,53). Han fuldendte den gerning, som Faderen gav ham at gøre (Joh 17,4; Joh 5,19), idet han "blev lydig indtil døden, ja, døden på korset" (Fil 2,8). Og sønneforholdet stiller det samme krav til mennesker. Fredsstifterne og de, der tilgiver ligesom Gud, er hans børn (Matt 5,9; Matt 5,45; Luk 6,35). "For alle, som ledes af Guds Ånd, disse (og kun disse) er Guds sønner" (Rom 8,14). Gud vil være Fader for de hellige (2 Kor 6,18). Prøven på og kendetegnet ved Guds børn er, at de øver retfærdighed og elsker brødrene (1 Joh 3,10). De er ulastelige og uskyldige, uden fejl, midt i en kroget og forvendt slægt (Fil 2,15). Derfor er deres livsideal at være "Guds efterlignere" og at vandre i kærlighed, ligesom Kristus gjorde (Ef 5,1). Sønneforholdet vokser frem til sin fuldendelse, efterhånden som livet vokser i lighed med Kristus, og alle sønners endelige bestemmelse er for altid at være som han (1 Joh 3,2).

4. Som værenstilstand eller ontologisk kendsgerning:

Sønneforhold er egentlig og først og fremmest et forhold, men det kan i den grad beherske og forvandle hele et menneskes liv, tanke og adfærd, at det bliver dets væsentlige væren, den mest omfattende kategori, hvorunder alt, hvad det er, kan sammenfattes.

(1) Kristi sønneforholds væsen.

Det er sådan, Det Nye Testamente forstår Kristi person. Alt, hvad han gjorde, gjorde han som Guds søn, så han er Sønnen, altid og til alle tider Søn. I begyndelsen, i Faderens favn, er han den Enbårne (se denne) Søn (Joh 1,1; Joh 1,18). Han fødes som Guds Søn (Luk 1,35). Han begynder livet i sin Faders ting (Luk 2,49). Hele hans liv er den elskede Søns liv (Matt 3,17; Matt 17,5). Som Guds Søn dør han (Matt 26,63; Luk 22,70; Matt 27,40; Matt 27,43; jf. Joh 5,18). I sin opstandelse blev han erklæret at være Guds Søn med kraft (Rom 1,4); som Jesus, Guds Søn, er han vor store ypperstepræst i himlen (Hebr 4,14), og i sin Faders herlighed skal han komme for at dømme på den sidste dag (Matt 16,27).

(2) Menneskers sønneforhold.

Til forskel fra ham er menneskers moralske sønneforhold hverken evigt eller universelt. Er de derfor på nogen måde altid og overalt sønner? Alle børn er arvinger til Guds rige og genstande for Faderens omsorg (Luk 18,16; Matt 18,10). Men mennesker kan vende sig bort fra Faderen og blive uværdige til at kaldes hans sønner (Luk 15,13; Luk 15,19). De kan blive Djævelens børn (1 Joh 3,10; Joh 8,44) og vredens børn (Ef 2,3). Da mister de sønneforholdets virkelighed, men ikke dets mulighed. De har ikke sønners erfaring eller karakter, men de er stadig moralske og fornuftige væsener, skabt i Guds billede, åbne for hans kærligheds appel og indflydelse og i stand til at "stå op og gå til deres Fader". De er genstande for Guds kærlighed (Joh 15,13; Rom 5,8) og for hans nådige søgen og opsøgen (Luk 15,4; Joh 11,52). Men de er kun virkelige sønner, når de ledes af Guds Ånd (Rom 8,14); og selv da vil deres sønneforhold først blive fuldendt i opstandelsen (Rom 8,23; Luk 20,36).

5. Som forhold til Gud eller teologisk kendsgerning:

I forholdet mellem far og søn er faderskabet oprindeligt og skabende. Det betyder ikke nødvendigvis forrang i tid.

(1) Evig avling.

Origenes' lære om Kristi evige avling, hvormed menes, at Gud og Kristus altid stod i forholdet Fader og Søn til hinanden, er en ret forståelse af Det Nye Testamentes tanke om, at Sønnen "var i begyndelsen hos Gud" (pros ton Theon). Men Jesus var sig sin afhængighed af Faderen bevidst, og at hans sønforhold var afledt af ham (Joh 5,19; Joh 5,36). Endnu tydeligere er det, at mennesker afleder deres barnekår fra Gud. Han skabte dem for sig selv, og hvad der end i menneskets natur gør mennesker egnede til at blive Guds sønner, er Guds frie gave. Men mennesker kunne i deres synd og ulydighed ikke komme til erkendelse af Faderen, hvis han ikke havde "udsendt sin Søn .... for at vi skulle modtage sønnekåret" (Gal 4,4; Gal 4,5): "Se, hvilken slags kærlighed Faderen har givet os, at vi skulle kaldes Guds børn" (1 Joh 3,1); "Gud elskede verden således, at han gav sin enbårne søn" (se dette), som gav mennesker "retten til at blive Guds børn, nemlig dem, som tror på hans navn" (Joh 3,16; Joh 1,12). Det er ikke kødets børn, men løftets børn, der er Guds børn (Rom 9,4). Den blotte fødselshandling gør ikke mennesker til Guds børn, men hans pagt af fri nåde må føjes til. Gud, som i sit væsen er Fader, skabte menneskene og universet, sendte sin Søn og sin Ånd, "for at Guds sønner skulle åbenbares." Men de kan kun kende Faderen og virkelig erfare deres barnekår, når de svarer på hans åbenbaring af faderlig kærlighed ved tro på Gud og lydighed mod ham.

(2) Nådens værk.

Spørgsmålet om, hvorvidt sønnekår er naturligt og universelt eller betinget af nåde, der virker gennem tro, lader sig ikke besvare kategorisk. Alternativerne er ikke strenge modsætninger. Gud gør alle ting som Fader. At udstyre mennesket med en fornuftig og moralsk natur, der gør det i stand til at blive en søn, var en handling af kærlighed og nåde, men hele dens formål kan kun meddeles som svar på tro på Kristus. Men et naturligt sønnekår, som ikke er virkeligt, er meningsløst. Et menneskes moralske tilstand og dets holdning til Gud er de mest væsentlige elementer i dets natur, for et menneskes natur er netop summen af dets tanker, handlinger og tilstande. Hvis disse er fjendtlige eller ligegyldige over for Gud, er der intet tilbage, som kan have virkelighed som søn eller bære navnet søn. For hvis ordet søn bruges om blot det at være skabning og om mulighed, er det at give det en betydning, der er helt forskellig fra Det Nye Testamentes brug. Alle mennesker er af naturen mulige sønner, fordi Gud har skabt dem til sønnekår og gør alt for at vinde dem ind i deres arv. Mennesker kan være Guds sønner på en meget ufuldkommen og elementær måde. De skarpe overgange i paulinsk og johannæisk teologi er snarere abstrakte skel for tanken end faktiske beskrivelser af åndelige processer. Men Paulus og Johannes regner også med en vækst i sønnekåret, "indtil vi alle når frem til troens enhed og til kundskaben om Guds Søn, til et fuldvoksent menneske, til målet for Kristi fyldes vækst" (Ef 4,13).

Se Guds sønner.

For litteratur og videre drøftelse, se særartiklerne om adoption; Gud; Jesus Kristus.

T. Rees