Gud, fremmed

fremmed: Ordet "fremmed" sådan som det bruges i denne sammenhæng i Det gamle Testamente, refererer til det faktum, at guden eller guderne ikke tilhører Israel, men er de guder, som bliver tilbedt af andre familier eller nationer. I flere tilfælde ville en mere præcis oversættelse give os "de fremmedes guder" eller udlændingens guder. Sådan i 1 Mos 35,2; 1 Mos 35,4; Jos 24,2; Dom 10,16; {{5Mos.31.16}}; {{5Mos.32.12}}, osv. I nogle få passager som {{5Mos.32.16}}; Sl 44,20; Sl 81,9; Es 43,12, er ordet et adjektiv, men betydningen er den samme: guderne er de, som bliver tilbedt af andre folkeslag og er derfor forbudt for Israel, som er forpligtet til at tilbede Jahve alene (sammenlign 2 Esdras 1,6).

I Det nye Testamente forekommer udtrykket kun en gang, i beretningen om Paulus' oplevelser i Athen (Apostl 17,18), da nogle af hans tilhørere sagde: "Han ser ud til at være en forkynder af fremmede guder" (xena daimonia). Her er tanken klart, at han ved sin forkyndelse af Jesus blev betragtet som værende en introducent af en ny guddom, det vil sige en som var fremmed eller ukendt for athenenserne og hvem de aldrig havde hørt om før. Ligesom romerne i denne periode var athenenserne uden tvivl interesseret i og mere eller mindre velvilligt indstillet over for de talrige nye kulter, som kom til deres opmærksomhed som resultat af den konstante samkvem med Orienten. Se forrige artikel.

Walter R. Betteridge