Guder

('elohim; theoi):

I. I DET GAMLE TESTAMENTE

1. Overmenneskelige væsener (Gud og engle)

2. Dommere, herskere

3. Folkeslagenes guder

4. Jahves overlegenhed over andre guder

5. Bestemmelser angående folkeslagenes guder

6. Israels tilbøjelighed til afgudsdyrkelse

II. I APOKRYFERNE

III. I DET NYE TESTAMENTE

Den hebraiske flertalsform 'elohim er almindeligvis kendt som majestætsflertal og er det sædvanlige navn for Gud. Flertallets betydning synes at være »fylde af kræfter«. Det betegner fylden af de magtens egenskaber, som tilhørte det guddommelige væsen. Derfor oversættes det normalt i ental, »Gud«, når det henviser til Israels Gud. Når der henvises til de andre folkeslags guder, oversættes ordet i flertal, »guder«. De hedenske folkeslag havde sædvanligvis flere guder. Blandt semitterne var det skik, at et folk eller en stamme havde sin egen særlige gud. Ofte var der mange stammer, familier eller samfund i ét folk, hver med en særlig gud. Således kunne selv et semitisk folk have mange guder og være polyteistisk. Blandt de andre folkeslag, iranske, hamitiske osv., var der altid et antal guddomme, undertiden en mængde. Der er mange henvisninger til disse i Det Gamle Testamente. I nogle få tilfælde, hvor flertal bruges, ville ental være bedre, f.eks. 1 Mos 3,5 i King James Version; 2 Mos 32,4; 2 Mos 32,8; 2 Mos 32,23; Ruth 1,15 i King James Version; Dom 17,5; Dom 18,24; 1 Sam 17,43. Dette kan dog diskuteres.

I. I Det Gamle Testamente.

1. Overmenneskelige væsener (Gud og engle):

Følgende er de vigtigste anvendelser af ordet i Det Gamle Testamente: Oversættelsen af Sl 8,5 er omdiskuteret. Septuaginta og King James Version oversætter det »engle«, Revised Version (British and American) og American Standard Revised Version »Gud«, med »engle« i randnoten. Hebræerbrevet har ordet »engle«. Dette synes at stemme bedre med Det Gamle Testamentes forestillinger om forholdet mellem Gud, mennesker og engle. 1 Mos 1,26 har flertallet »os«, men det er ikke sikkert, hvem det henviser til; sandsynligst englene eller de mægtige, som omgav Guds trone som tjenere eller rådgivere; jf. Job 38,7, og se SONS OF GOD. I Sl 97,7 kan udtrykket »tilbed ham, alle I guder« muligvis henvise til folkeslagenes guder, men mere sandsynligt til englene eller de mægtige.

2. Dommere, herskere:

Dommere og herskere betragtes »enten som guddommelige repræsentanter på hellige steder eller som afspejlende guddommelig majestæt og magt« (se BDB under ordet). 2 Mos 21,6 kunne bedre oversættes som i randnoten, »dommerne«. Det var mænd, der var udpeget til at repræsentere Gud og afsige kendelse i vigtige lovspørgsmål. Septuaginta har »Guds domstol«. I 2 Mos 22,8 bruges ordet i samme betydning, og 22,9 ville også bedre oversættes »dommerne«; ligeledes 22,28. Se også 1 Sam 2,25; Sl 82,1; Sl 82,6, hvor henvisningen er til dem, der handler som dommere.

3. Folkeslagenes guder:

(1) Israels forfædre »på den anden side af Floden« havde deres guder (Jos 24,14). Skønt der ikke nævnes afgudsdyrkelse før syndfloden, var Abrahams forfædre og slægtninge afgudsdyrkere. Ur i Kaldæa var centrum for dyrkelsen af Sin, måneguden. Mange andre blev dyrket i Babylons forskellige byer.

Se BABYLONIA.

(2) Labans og hans families guder (1 Mos 31,30; 1 Mos 31,32; 1 Mos 35,2; 1 Mos 35,4) var husguder eller terafim og blev stjålet af Rakel og ført bort under hendes flugt med Jakob.

Se TERAPHIM.

(3) Egyptens guder: I mange århundreder før Abrahams tid havde der været talrige tilbedelsesobjekter i Egypten. Mange af disse var dyr, fugle og naturgenstande. Horus, høgen, var en af de tidligste af alle. Katten, tyren osv. blev til tider dyrket. Plagerne i Egypten var særligt rettet mod disse elendige guddomme (4 Mos 33,4; 2 Mos 12,12). Jahve tog hævn over alle Egyptens guder. Disse frygtelige begivenheder viste, at »Jahve er større end alle guder« (2 Mos 18,11). Han udfriede sit folk fra folkeslagene og deres guder (2 Sam 7,23). Jeremias forudsagde den tid, da Jahve skulle ødelægge Egyptens guder (Jer 43,12; Jer 46,25).

(4) Om amoritternes guder (Dom 6,10) nævnes ingen navne, men de var sandsynligvis de samme som kana'anæernes guder.

(5) Kana'anæernes guder var naturguder, og deres dyrkelse var dyrkelsen af naturens frugtbare og især forplantende kræfter. Deres gudsdyrkelse var måske den mest umoralske og nedværdigende af alle. Offerhøjene og altrene for de forskellige Ba'aler, Astarte-gudinder osv. var talrige i hele Kanaan. Disse guddomme blev altid fremstillet ved billeder, og Moses henviser ofte til dem med advarsler mod denne forførende dyrkelse (5 Mos 7,25; 5 Mos 12,3; 5 Mos 12,10; 5 Mos 12,31; 5 Mos 13,7; 5 Mos 20,18; 5 Mos 29,18; 5 Mos 32,16, osv.).

Se også IDOLATRY; BAAL; ASHTORETH; ASHERAH, osv.

(6) Filistrenes guder: Kæmpen Goliat forbandede David ved sine guder (1 Sam 17,43). Måske ville det være bedre gengivet »gud«. Sauls og hans søns rustning blev lagt i deres guders hus (1 Krøn 10,10).

Se også DAGON; BAALZEBUB.

(7) De to guldkalve, som Jeroboam opstillede i Dan og Betel for at holde folket fra at gå til Jerusalem for at tilbede, kaldes guder (1 Kong 12,28; 2 Krøn 13,8).

Se CALF, GOLDEN.

(8) Damaskus’ guder: Ben-Hadad plejede at tilbede i guden Rimmons hus (2 Kong 5,18). Ingen andre navne nævnes, men af 2 Krøn 28,23 er det klart, at der var mange guder i Syrien.

Se RIMMON.

(9) Salomos mange hustruer dyrkede deres egne guder, og han skaffede midlerne til deres dyrkelse. De vigtigste blandt disse var Kemosh fra Moab og Molok fra Ammon (1 Kong 11,2; 1 Kong 11,4; 1 Kong 11,8).

Se CHEMOSH; MOLECH.

(10) De blandede folkeslag, som Sargon lod bosætte sig i Samaria, havde deres forskellige guder og blandede deres dyrkning med Herrens, efter at være blevet belæret af en præst for Herren. Navnene på nogle af disse guder var Sukkot-Benot, Nergal, Asima, Nibhas, Tartak, Adrammelech (2 Kong 17,29; 2 Kong 17,30; 2 Kong 17,31; 2 Kong 17,33).

(11) Af Seirs guder, som blev bragt til Jerusalem af Amasia, er navnene ikke angivet (2 Krøn 25,14).

(12) Guderne blandt de folkeslag, som blev erobret af Sankerib og hans forfædre, nemlig Hamat, Arpad, Sefarvajim, Hena, Ivva (2 Kong 18,33-35; 2 Kong 19,13). Ligeledes de erobringer, som Sankerbs forfædre foretog: Gosan, Haran, Rezef, Eden eller Telassar (2 Kong 19,12; Es 36,18; Es 36,19; Es 36,20; 2 Krøn 32,13).

(13) Moabs guder omtales i Ruth 1,15; 1 Kong 11,1; 1 Kong 11,7. Muligvis bør Ruth 1,15 oversættes "gud".

Se Kemosh.

(14) Babylons guder: Billedskærerier af hendes guder omtalt i Es 21,9; Es 42,17; Bel og Nebo nævnt i Es 46,1; andre guder af sølv og guld (Ezra 1,7; Dan 4,8; Dan 4,9; Dan 4,18; Dan 5,4; Dan 5,11; Dan 5,14; Dan 5,23).

(15) Ninives guder er kun refereret til i Nah 1,14. Sankerib dyrkede i sit hus for sin gud Nisrok, da han blev dræbt af sine sønner (2 Kong 19,37).

(16) Kystramlerne og grænserne samt øerne i Middelhavet havde talrige afgudeguder, helligdomme og tilhængere. Esajas udfordrer dem til at bevise, at de er guder (Es 41,22).

Herren var "større end alle guder" (2 Mos 15,11; 2 Mos 18,11) "Gudernes Gud og Herrernes Herre" (5 Mos 10,14; 5 Mos 10,17) "Den Almægtige" (Jos 22,22) "at frygte over alle guder" (1 Krøn 16,25; 2 Krøn 2,5; Sl 96,4);

4. Herrens Overlegenhed over andre guder:

"Konge over alle guder" (Sl 95,3; Sl 97,7; Sl 97,9; Sl 86,8; Sl 135,5; Sl 136,2; Sl 138,1; Jer 10,11; Zak 2,11; Dan 2,18; Dan 2,47). Jeremias går så langt i retning af en ren og veldefnineret monoteisme, at han taler om alle andre guder som "ikke-guder". For ham har de ingen eksistens (Jer 2,11; Jer 5,7; Jer 16,20). En lignende holdning fremføres i Es. 41; 43 osv.

5. Forordninger vedrørende folkeslagenes guder:

Mosesloven giver tydelig besked herom. De Ti Bud begynder: "Du skal ikke have andre guder end mig." Uanset hvad denne ordlyds præcise betydning er, er det fuldstændig klart, at Israel ikke skulle have noget at gøre med nogen anden gud end Herren (2 Mos 20,3; 5 Mos 5,7). Ingen billeder skal laves af dem (2 Mos 20,4; 2 Mos 20,23; 2 Mos 34,17; 3 Mos 19,4; 5 Mos 5,8) Intet skal tales om dem (2 Mos 23,13; Jos 23,7). De skal ikke dyrkes, men ødelægges (2 Mos 23,24). De skal ikke indgå pagt med folket, for deres guder ville blive en snare for dem (2 Mos 23,32; 5 Mos 6,14; 5 Mos 7,4; 5 Mos 7,25). En forbandelse vil følge enhver frafald fra Herren til dem (5 Mos 11,28; 5 Mos 28,14; 5 Mos 12,3; 5 Mos 12,10; 5 Mos 13,7; 5 Mos 20,18; 5 Mos 29,17). Disse guder er Herren en vederstyggelse (5 Mos 12,31; 5 Mos 20,18; 5 Mos 29,17; 5 Mos 32,37; Ez 7,20; 1 Kong 11,5; 2 Kong 23,13). De skal være Israel som fremmede guder (1 Sam 7,3; Jos 24,20; Jos 24,23; Dom 10,16; 2 Krøn 14,3; 2 Krøn 33,15).

6. Israels tilbøjelighed til avguderi:

Israels stadige tilbøjelighed til at gå efter andre guder viste sig først ved Sinaj (2 Mos 32,1; 2 Mos 32,4; 2 Mos 32,8; 2 Mos 32,23; 2 Mos 32,11; 2 Mos 34,15). Hoseas siger (11,2): "Jo mere profeterne kaldte på dem, desto mere gik de bort fra dem." Ezekiel erklærer (16,3): "Amoritten var din far, og din mor var hittit," uden tvivl med henvisning til det afgudsdyrkende smittepræg i Israels blod. Tilbøjeligheden viste sig også ved Baal-Peor, hvor Israel blev ført ind i moabitternes tøjlesløse riter (4 Mos 25,2). Moses så smitten i blodet, forudså faren og advarede dem gentagne gange (5 Mos 17,3; 5 Mos 18,20; 5 Mos 29,26; 5 Mos 30,17; 5 Mos 31,18). Måske er de mest slående afsnit i Deuteronomium kapitlerne 13; 28; 30, hvor følgerne af at gå efter andre guder skildres. Josva advarer dem også (23,7), og historien om dommertiden er fortællingen om deres periodiske frafald fra Jahve og den straf, der fulgte deraf (Dom 2,12; Dom 2,17; Dom 2,19; Dom 5,8; Dom 10,6; 1 Sam 8,8). Salomo selv gav en tilskyndelse i den retning (1 Kong 11,5-8). Efter rigets deling blev religionen i Nordriget meget fordærvet (1 Kong 14,9; 2 Krøn 13,8). Jeroboams guldkalve åbnede døren for en strøm af afguder og andre guder. Akabs ægteskab med Jezabel truede med at udslette Jahve-dyrkelsen og sætte Baal-dyrkelse i stedet, og hvis ikke Elias' og Elisas stærke tjeneste havde været, kunne det have fået et sådant resultat. Ondet blev delvis holdt tilbage for en tid, men brød ud i andre former, og ikke engang Amos' og Hoseas' forkyndelse formåede at vende afgudsdyrkelsens strøm. Resultatet blev rigets ødelæggelse (2 Kong 17,7; Jer 3,6-8; 1 Krøn 5,25). Sydriget klarede sig bedre. Andre guder blev tålt af Rehabeam, Abija, Atalja, Joram, Akaz, Amon, Manasse, Jojakim osv. Reformbevægelser blev forsøgt af Asa, Joshafat, Hizkija og Josija, men de slog ikke helt til. Under Manasses regering kastede nationen sig ud i dyrkelsen af andre guder. Esajas', Jeremias' m.fl.s tjenester formåede ikke at standse strømmen (2 Krøn 34,25; Jer 11,13; Jer 5,19; 2 Kong 22,17; Jer 1,16; Jer 19,4; Jer 7,6; Jer 13,10; Jer 16,11; Jer 44,5; Jer 44,8). Nationen blev ført i eksil, fordi den gik efter andre guder (2 Kong 22,17; 5 Mos 29,25). Fangenskabet fik sin ønskede virkning. Det Israel, der vendte tilbage og videreførte nationen, faldt aldrig igen tilbage til dyrkelsen af andre guder.

II. I Apokryferne.

Apokryferne gentager meget af Det Gamle Testamentes lære: Israels frafald (2 Esdras 1,6); folkeslagenes guder (Judith 3,8; 8,18); de guder, som deres fædre dyrkede (Judith 5,7 f); Israels synd (Tilføjelser til Ester 14,7). Visdommens Bog henviser til de "skabninger, som de antog for at være guder" (12,27; 13,2.3.10; 15,15). Babylons guder omtales (Baruk 1,22; 6,6-57 passim; Bel og Dragen 1,27).

III. I Det Nye Testamente.

Udtrykket "guder" forekommer seks steder i Det Nye Testamente:

(1) Jesus svarede farisæerne, som satte spørgsmålstegn ved hans ret til at kalde sig selv Guds søn, ved at citere Sl 82,6: "Jeg sagde: I er guder." Han argumenterer ud fra dette, at hvis Gud selv kaldte dem guder, til hvem Guds ord kom, dvs. dommerne, som handlede som Guds repræsentanter i en dømmende funktion, kunne han, som var blevet helliget og sendt til verden, da ikke med rette kalde sig selv Guds søn? Det var et argumentum ad hominem (Joh 10,34-37).

(2) Da Paulus og Barnabas forkyndte evangeliet i Lystra, helbredte de en mand, som havde været lam fra fødslen. Da lykaonierne så miraklet, råbte de på deres eget sprog: "Guderne er kommet ned til os i menneskeskikkelse. Og de kaldte Barnabas Jupiter og Paulus Merkur" (ApG 14,11). Deres tilskrivning af guddommelighed til apostlene i sådanne øjeblikke viser deres fortrolighed med det græske pantheon.

(3) Da Paulus i Athen forkyndte Jesus og opstandelsen, sagde folk, at han syntes at være en forkynder af fremmede guder. Forestillingen om kun én Gud syntes at være dem helt fremmed (ApG 17,18).

(4) I 1 Kor 8,5 taler Paulus om "mange guder og mange herrer", men sammenhængen viser, at han ikke troede på nogen anden guds eksistens end den ene; "Vi ved, at ingen afgud er noget i verden."

(5) Mens Paulus var i Efesos, blev det sagt om ham, at han havde "overtalt og vendt mange mennesker bort ved at sige, at de, der er lavet med hænder, ikke er guder" (ApG 19,26).

(6) Galaterne havde været "i trældom under dem, som af natur ikke er guder" (Gal 4,8). Indirekte henvisninger findes også i ApG 17,16, hvor Paulus så, at byen var fuld af afguder. Ligeledes i Rom 1,22 f,25 ff. henviser Paulus til den hedenske verdens talrige guder. Disse var afguder, fugle, firbenede dyr og krybdyr. Resultaterne af denne nedværdigende dyrkelse vises i det følgende vers.

Se også AFGUDSDYRKELSE; GUD, NAVNE PÅ.

J. J. Reeve