Halvfjerds disciple

Beretningen om udpegelsen og udsendelsen af disse findes kun i Lukas 10. Nogle har derfor søgt at hævde, at vi her kun har en forvirret variant af udpegelsen af De Tolv; men dette er umuligt i lyset af Lukas' beretning om De Tolv i kapitel 9.

Håndskrifterne varierer mellem tallene halvfjerds og tooghalvfjerds, så det er umuligt at afgøre, hvilken læsemåde der er den rette; og den indre evidens hjælper slet ikke i dette tilfælde. Der er intet i funktionen eller omstændighederne, som angiver nogen grund til det bestemte tal.

Kommentatorer har søgt paralleller i de halvfjerds ældste, der blev udvalgt til at hjælpe Moses (4 Mos 11), og antager, at Jesus derved i forbifarten pegede på sig selv som den »profet som Moses«, som Gud ville lade fremstå.

Endvidere regnede jøderne i almindelighed »tallet på jordens folkeslag« til halvfjerds (jf. 1 Mos 10), og nogle har antaget, at Jesus således viste, at hans evangelium er universelt. Opmærksomheden henledes på, at De Halvfjerds ikke får forbud mod at gå til hedninger, og at deres opdrag sandsynligvis omfattede Peræa, hvor der fandtes mange hedninger. Andre har igen antaget, at Jesus havde det jødiske Sanhedrin i tankerne, sammensat af halvfjerds (eller tooghalvfjerds), og at udpegelsen af et tilsvarende antal til at udbrede arbejdet for hans rige var en billedlig anerkendelse af, at ligesom jøderne officielt forkastede ham, således forkastede han dem som redskaber for arbejdet for riget. Det er umuligt at udtale sig med nogen sikkerhed om nogen af disse forslag. Det skal bemærkes, at der er den samme forvirring mellem tallene halvfjerds og tooghalvfjerds i alle fire tilfælde, ligesom også i traditionen om antallet af oversættere af Septuaginta.

Eftersom der ikke nævnes mere om disse arbejdere, må man forstå, at de blev udpeget til en midlertidig tjeneste. Traditionen nævner flere af dem ved navn og identificerer dem med disciple, der var aktive efter pinsen. Selv om det er sandsynligt, at nogle af disse senere var vidner, er traditionen værdiløs i detaljerne. Deres mission og den begrundelse, der gives for deres udpegelse, er i det væsentlige den samme som i tilfældet med De Tolv. Jesus er nu ved at fuldføre sin sidste offentlige kampagne med at prædike og indføre himmeriget. Brugen af disse i denne tjeneste er i overensstemmelse med kristendommens varige ideal, som ikke skelner mellem »lægfolk« og »gejstlige« i ansvar og tjeneste. Jesus gjorde måske brug af alle, hvis erfaring og sympati gjorde dem egnede til arbejdet i høsten, der var så rig, mens arbejderne var få. Han fandt halvfjerds sådanne nu, ligesom han efter sin himmelfart ville finde hundrede og tyve sådanne (ApG 1,15).

William Owen Carver