Peræa

pe-re'-a (he Peraia, Peraios, Peraites):

1. Landet:

Dette er ikke et bibelsk navn, men det udtryk, Josefus bruger om det område, som rabbinerne sædvanligvis omtaler som "landet hinsides Jordan." Det svarer til Det Nye Testamentes udtryk peran tou Iordanou (Matt 4,15; Matt 19,1, osv.). Provinsens grænser angives af Josefus (BJ, III, iii, 3). I længden strakte den sig fra Pella i nord til Macherus i syd, og i bredden fra Jordan i vest til ørkenen i øst. Vi kan gå ud fra, at den sydlige grænse var Arnon. Den naturlige grænse mod nord ville være Yarmuks store kløft. Gadara, fortæller Josefus (BJ, IV, vii, 3, 6), var Peræas hovedstad. Men den berømte by ved Yarmuk var medlem af Dekapolis og kunne derfor næppe indtage den stilling. Mere sandsynligt henviste Josefus til en by, hvis ruiner findes ved Jedur--et minde om det gamle navn--ikke langt fra es-SalT. Da det nordlige Gadara således havde landet på Yarmuks sydlige bred, ville Peræas nordlige grænse, som Josefus siger, løbe fra Pella mod øst. For beskrivelsen af det land, der således er angivet, se Gilead, 2.

På makkabæernes tid var provinsen hovedsagelig hedensk, og Judas fandt det nødvendigt at flytte den spredte håndfuld jøder til Judæa for at sikre deres tryghed (1 Makk 5,45).

2. Historie:

Muligvis begyndte jødisk indflydelse at gøre sig gældende under Hyrkanos; og før Jannæus' død anerkendte hele landet hans herredømme (HJP, I, i, 297, 306). Ved Herodes den Stores død blev det en del af Antipas' tetrarki (Ant., XVII, vii, 1). Tetrarken byggede en by på stedet for det gamle Bet-Haram (Jos 13,27) og kaldte den Julias til ære for kejserens hustru (Ant., XVIII, ii, 1; BJ, II, ix 1). Her gjorde Simon sit mislykkede oprør (Ant., XVII, x, 6; BJ, II, iv, 2). Claudius lagde det under Felix' regering (BJ, II, xii, 8). Det blev til sidst føjet til de romerske besiddelser af Placidus (BJ, IV, vii, 3-6). Under muslimerne blev det en del af provinsen Damaskus.

Peræa, "landet hinsides Jordan," regnedes sammen med Judæa og Galilæa som en provins i Israels land. Folket var underlagt de samme love med hensyn til tiende, ægteskab og ejendom.

Peræa lå mellem to hedningeprovinser mod øst, ligesom Samaria lå mellem to jødiske provinser vest for Jordan. Vadestederne neden for Beisan og over for Jeriko gav forbindelse med henholdsvis Galilæa og Judæa. Peræa dannede således et forbindelsesled mellem de jødiske provinser, så pilgrimmene fra hvilken som helst del kunne gå til Jerusalem og vende tilbage uden at sætte fod på hedensk jord. Og, hvad der var mindst lige så vigtigt, de kunne undgå den fare for skade eller ydmygelse, som samaritanerne elskede at påføre jøder, der drog gennem Samaria (Luk 9,52; Ant, XX, vi, 1; Vita, 52).

Det synes sandsynligt, at Jesus blev døbt inden for Peræas grænser; og hertil kom han fra Jerusalems uro ved tempelindvielsesfesten (Joh 10,40). Det var skueplads for megen rolig og frugtbar samtale med hans disciple (Joh 19; Mark 10,1-31; Luk 18,15-30). Disse passager menes af mange at henvise til perioden efter hans tilbagetrækning til Efraim (Joh 11,54). Det var fra Peræa, han blev tilkaldt af søstrene i Betania (Joh 11,3).

Peræa gav i Niger en af de tapreste mænd, der kæmpede mod romerne (BJ, II, xx, 4; IV, vi, 1). Fra Bethezob, en landsby i Peræa, kom Maria, hvis historie er en af de mest rystende blandt de frygtelige beretninger om Jerusalems belejring (BJ, VI, iii, 4). Josefus nævner Peræa for sidste gang (BJ, VI, v, 1) som det sted, der kastede de sørgelige støn og råb tilbage, som ledsagede Jerusalems ødelæggelse.

W. Ewing