Tjeneste

min'-is-tri:

I. ORDET "TJENESTE"

Brugen af ordet i denne artikel

II. TO SLAGS TJENESTE

1. Profettjenesten

(1) Apostle

(2) Profeter

(3) Lærere

2. Den lokale tjeneste

Oprindelse

III. TREFOLDIG MENIGHEDSTJENESTE

1. Fastholden ved organisation

(1) Hjælp givet ved udvælgelsen af en biskop

(2) Biskopper og presbytere

2. Mangfoldiggørelse af ordener: et hierarkis vækst

IV. SYNODER

LITTERATUR

I. Ordet "tjeneste."

Det almindelige nytestamentlige udtryk for tjenesten er diakonia, og sammen med det finder vi diakonos, "tjener," ho diakonon), "den, der tjener," og diakonein, "at tjene." Alle disse ord har en meget omfattende anvendelse i Det Nye Testamente og er på ingen måde begrænset til at betegne tjeneste inden for den kristne kirke; selv når de er begrænset sådan, bruges ordene i en stor variation af betydninger: f.eks.

(1) discipelskab i almindelighed (Joh 12,26);

(2) tjeneste ydet til kirken på grund af de "gaver," der er skænket (Rom 12,7; 1 Kor 12,5), og derfor alle slags tjeneste (ApG 6,2; Matt 20,26);

(3) særligt "Ordets tjeneste" (Ef 4,12), og oftest "apostelembedet" (ApG 1,17; ApG 20,24; ApG 21,19; Rom 11,13, osv.);

(4) sådanne tjenester som at bespise de fattige (ApG 6,1; ApG 11,29; ApG 12,25), eller at organisere og sørge for den store indsamling til de fattige hellige i Jerusalem (Rom 15,25; 2 Kor 8,4; 2 Kor 8,19, osv.);

(5) sådanne tjenester som dem, der blev udført af Stefanas (1 Kor 16,15), af Arkippos (Kol 4,17), af Tykikos (Ef 6,21; Kol 4,7), osv.

Brugen af ordet i denne artikel:

I denne artikel har ordet at gøre med ledelsen og styrelsen af et samlet fællesskab, samfund eller broderskab af mænd og kvinder, hvis indre foreningsbånd var bevidstheden om fællesskab med Jesus, deres opstandne Herre. I alle kristendommens tidsaldre kommer kaldet til at blive Jesu efterfølger, skønt det er det dybeste af alle personlige anliggender og kommer til hver enkelt for sig, aldrig alene. Den fromme sjæl må dele sine erfaringer med ligesindede, og det fællesskab, der således dannes, må kunne antage ydre form, hvilket uvægerligt gør en eller anden form for orden og ledelse nødvendig. Selve tanken om kirken med en fælles tros artikulerede udtryk, forvaltningen af sakramenterne, møder og deres rette afholdelse, hjælp givet til medlemmers åndelige og legemlige behov, indebærer en tjeneste eller et udøvende organ af en eller anden art. At forsøge at forklare, hvilken karakter den kristne kirkes tjeneste havde i de tidligste århundreder af dens eksistens, og hvordan den blev til, er målet med denne artikel.

II. To slags tjeneste.

Den tidligste kendsgerning, vi har om den kristne kirkes organisation, gives i ApG 6, hvor vi får at vide, at "syv" mænd blev udpeget til det, der kaldes en "tjeneste ved bordene" (diakonein trapezais), som skelnes fra "Ordets tjeneste" (diakonia tou logou). Denne skelnen mellem to forskellige slags "tjeneste," som viser sig helt fra begyndelsen, ses at eksistere gennem hele den apostolske kirke og videre ind i den efterapostolske tid. Den kan spores i Paulus' breve og i andre dele af Det Nye Testamente. Den ses i Didache, i Hermas' Hyrde, i Barnabasbrevene, i Justin Martyrs Apologi, i Irenæus' skrifter og andre steder. (For en fuldstændig liste over kilder, sammenlign Harnack, Texte u. Untersuchungen, II, ii, 111 ff.) Den ene tjeneste adskiller sig fra den anden i funktion, og skellet afhænger af en forestilling, der senere skal undersøges--nemlig "gaver." Det almindelige navn, i apostolsk og efterapostolsk litteratur, for medlemmerne af den ene slags tjeneste er "dem, der taler Guds ord" (lalountes ton logon tou Theou). Moderne forfattere har kaldt den den karismatiske, men måske er det bedre udtryk den profetiske tjeneste; mens alle de navne, der gives for at betegne embedsbærere i de lokale kirker, hører til den anden klasse. De to eksisterede side om side. Den store praktiske forskel mellem dem var, at medlemmerne af den første på ingen måde var embedsbærere i nogen enkelt kristen menighed; de blev ikke valgt eller udpeget til noget embede; de blev ikke indviet til pligter ved nogen kirkelig ceremoni. "Ordet" kom til dem, og de blev tvunget af en indre tilskyndelse til at tale det budskab, de havde fået at overbringe. Nogle var vandrere; andre begrænsede sig til deres egen menighed. De var ikke ansvarlige over for nogen kirkelig myndighed. Kirkerne blev opmuntret til at prøve dem og deres budskab; for "gaven" til at skelne, om en såkaldt profet talte et virkelig guddommeligt budskab, blev altid forudsat at være til stede i den lokale kirke. Men når de først var accepteret, indtog de en højere plads end embedsbærerne; de forestod Herrens nadver, og deres vurdering i disciplinærsager kunne sætte almindelige kirkelige regler til side. Cyprians strid med "bekenderne" i Karthago var det sidste stadium i den lange kamp, som opstod i det 2. århundrede mellem de to tjenester. Ud af den anden slags tjeneste kom, gennem almindelig udvikling, alle de forskellige former for kirkelig organisation, som nu findes. Dens medlemmer var embedsbærere i ordets strengeste betydning; de blev udvalgt til at udføre kirkeligt arbejde i en given menighed, de blev på en særlig måde sat til side til det, og de var ansvarlige over for kirken for dets rette udførelse.

Men det er vigtigt at huske, at selv om de to slags tjenester er fuldstændig adskilte fra hinanden, kunne de samme personer høre til begge slags. Den "profetiske gave" kunne falde på hvem som helst, privat medlem såvel som embedsbærer. At have embede hindrede ikke "gaven." Polykarp, embedsbærer i Smyrna, var profet; det var Ignatius af Antiokia også, og mange andre. "Gaven" til at tale Guds ord var en personlig og ikke en officiel kilde til oplysning.

1. Den profetiske tjeneste:

I den profetiske tjeneste finder vi en tredelt inddeling--apostle, profeter og lærere. Nogle ville tilføje en fjerde, evangelister, dvs. mænd, der lignede apostlene i alle henseender undtagen ved at have set Herren i kødet. Skellet kan måske holde for den apostolske periode, skønt det synes at være meget tvivlsomt; det forsvinder fuldstændigt i den efterapostolske tid; evangelist og apostel synes at være én klasse. Denne tredelte inddeling kan spores gennem den tidlige kristne litteratur fra Første Korintherbrev ned til De klementinske homilier, som næppe kan være tidligere end 200 e.Kr. Det er vanskeligt at definere hver klasse på nogen mekanisk måde; generelt sagt var de første de missionerende pionerer, hvis budskab hovedsagelig var rettet til de uomvendte, mens formaning og undervisning inden for de kristne menigheder hørte til den anden og tredje klasse.

(1) Apostle.

I Det Nye Testamente og i den øvrige litteratur fra den tidlige kirke bruges ordet "apostel" i en snævrere og i en videre betydning, og det er den mere omfattende brug af ordet, der betegner den første afdeling af den profetiske tjeneste. Herren udvalgte de tolv, "som han også kaldte apostle" (Mark 3,14, den reviderede oversættelses randnote), for at de skulle oplæres gennem personligt fællesskab med ham og gennem missionsarbejde som lærlinge blandt landsbyerne i Galilæa til den forkyndelse af hans evangelium, som skulle blive deres fremtidige livsgerning. To strengt personlige forhold, som udelukkede enhver tanke om efterfølgere, skilte de "elleve" fra alle andre mennesker: langvarigt personligt fællesskab med Jesus i den inderste kreds af hans efterfølgere, og at de blev udvalgt af ham selv, mens han endnu var i kødet. De var "apostlene" i ordets snævre betydning. Men navnet blev givet til mange andre. Matthias, som havde haft personligt samkvem med Jesus både før og efter opstandelsen, blev af discipelflokken, bekræftet ved lodtrækningens afgørelse, kaldet til den samme `tjeneste og udsendelse' (diakonia kai apostole) (ApG 1,25). Paulus blev kaldet af Herren selv, men i et syn og i indre erfaring, og indtog plads på linje med de førnævnte (Rom 1,1; Gal 2,7-9). Andre, der kaldes apostle, nævnes ved navn i Det Nye Testamente. Barnabas er ikke blot en apostel, men anerkendes som havende samme rang som de "elleve" (ApG 14,14; Gal 2,7-9). Den korrekte gengivelse af teksten (Rom 16,7) erklærer, at Andronikus og Junias var apostle, som havde kendt Kristus, før Paulus blev troende. Chrysostomos, som mener, at Junias eller Junia var en kvinde, mener ikke, at hendes køn hindrede hende i at være apostel. Silas eller Silvanus og Timotheus kaldes, efter den mest naturlige fortolkning af stedet, apostle af Paulus i 1 Thess 1,1; 1 Thess 1,6. Titlen kan næppe nægtes Apollos (1 Kor 4,6; 1 Kor 4,9). Paulus roser mænd, som han kalder "menighedernes apostle," og erklærer dem for at være "Kristi herlighed" (2 Kor 8,23 randnote). En af dem, Epafroditus, nævnes ved navn--"jeres apostel," siger Paulus, da han skriver til de kristne i Filippi (Fil 2,25 randnote); og der må have været mange andre. "Apostle" skelnes fra de "tolv" af Paulus i den hurtige sammenfatning, han giver af Jesu tilsynekomster efter opstandelsen (1 Kor 15,5; 1 Kor 15,7). Foruden disse sande apostle nævner Det Nye Testamente andre, som kaldes "falske apostle" (2 Kor 11,13), og menigheden i Efesos roses for at bruge sin "gave" til at skelne, så den kunne afvise mænd, som "kalder sig apostle, og de er det ikke" (Åb 2,2). Denne videre brug af ordet er gået videre ned til nutiden; "apostle" eller "hellige apostle" er stadig navnet på missionærer og udsendinge i visse dele af den græske kirke. Den dobbelte brug af ordet til at betegne de "tolv" eller de "elleve" ses i den efterapostolske tid i Didache, som anerkender den snævrere brug af ordet i sin titel ("De tolv apostles lære"), og i teksten skildrer de omvandrende missionærer, som navnet i dets videste brug tilhørte.

Disse "apostle," hvilken klasse de end tilhørte, havde ét kendetegn: de havde valgt som deres livsgerning at være missionerende pionerer for evangeliet om Kristi rige. De var alle engageret i offensivt arbejde og adskilte sig fra andre ikke så meget ved, hvad de var, som ved, hvad de gjorde. De var vandrere uden fast opholdssted. Kravene i deres arbejde kunne få dem til at blive i lange perioder i et center (som Paulus gjorde i Korinth og i Efesos, eller nogle af de "elleve" i Jerusalem), men de havde intet permanent hjemmeliv. Efterhånden som de første årtier gik, voksede deres antal snarere end at mindskes. De træder levende frem for os i skrifter som Didache. De skulle æres højt, men også prøves strengt. Man forventede ikke, at de skulle blive mere end tre dage i en kristen menighed, heller ikke at de skulle leve mageligt dér (Didache ii.4-6). Stadfæstelsen af deres kald var det, de var i stand til at udrette, og dette henviser Paulus, den største af dem, til igen og igen.

(2) Profeter.

Profeter havde i gammel tid været Israels religiøse vejledere, og profetiens ånd var aldrig helt uddød. Johannes Døberen (Matt 11,9), Simeon (Luk 2,25; Luk 2,26) og Anna (Luk 2,36) havde gaven på Kristi tid. Det var naturligt for den samaritanske kvinde at tro, at den fremmede, som talte til hende ved brønden, var en profet (Joh 4,19). Profetiens genkomst i sin gamle kraft blev betragtet som et tegn på, at Messias’ komme var nær. Jesus selv havde lovet at sende profeter blandt sine efterfølgere (Matt 10,41; Matt 23,34; Luk 11,49). Løftet blev opfyldt. Kristne profeter trådte frem i kirken fra dens begyndelse. De var heller ikke begrænset til menigheder af jødekristne; profeti viste sig spontant, hvor som helst kristendommen bredte sig. Vi hører om profeter i menighederne i Jerusalem og Cæsarea, hvor medlemskredsen næsten udelukkende var jødisk; i Antiokia, hvor jøder og hedninger forenedes og dannede én menighed; og overalt i hedningemenighederne--i Rom, Korinth, Thessalonika og i de galatiske menigheder (ApG 11,27; ApG 15,32; ApG 21,9; ApG 21,10; Rom 12,6; Rom 12,7; 1 Kor 14,32; 1 Kor 14,36; 1 Kor 14,37; 1 Thess 5,20; Gal 3,3-5). Profeter nævnes ved navn--Agabos (ApG 11,28; ApG 21,10), Simeon og andre i Antiokia (ApG 13,1), Judas og Silas i Jerusalem (ApG 15,32). Og “gaven” var heller ikke begrænset til mænd; kvinder profeterede--blandt andre Filips fire døtre (ApG 21,9). Fra de tidligste tider ned til slutningen af det 2. århundrede og senere fremtrådte der en ubrudt strøm af profeter og profetinder i de kristne kirker. Udsagnene hos Det Nye Testamentes forfattere, og især hos Paulus, forudsætter, at der var rigeligt med profeter i de tidligste menigheder. Paulus forventede for eksempel, at profetgaven skulle vise sig i enhver kristen menighed. Han anerkendte, at de havde en fast plads i mødet til offentlig gudstjeneste (1 Kor 1); han ønskede, at hvert medlem i menigheden i Korinth skulle eje “gaven” og dyrke den (1 Kor 14,1; 1 Kor 14,5; 1 Kor 14,39); han formanede brødrene i Thessalonika til at “værdsætte profetier” (1 Thess 5,20), og dem i Rom til at gøre fuld brug af profeti (Rom 12,6). Hvis han kritiserede “profeternes” optræden i menigheden i Korinth temmelig strengt, var det for at lære dem, hvordan de skulle gøre fuld brug af deres “gave” til brødrenes rette opbyggelse.

Profeti byggede på åbenbaring; profeterne var mænd, som i særlig grad var “begavet” med åndelig intuition og fængslende tale. Undertiden tog deres “gave” form af ekstase, men langtfra altid; Paulus antyder, at profeter har virkelig herredømme over og kan kontrollere deres ytringer. Undertiden kom deres budskab til dem i syner, sådan som vi finder det i Apokalypsen og hos Hermas; men dette var ikke et nødvendigt middel. Profeterne talte, som de blev bevæget, og Ånden virkede på dem på forskellige måder.

Disse profeters indflydelse synes snarere at være vokset end aftaget i de første årtier af det 2. århundrede. Mens apostlens pligt gjaldt de vantro, jøder eller hedninger, lå profetens virksomhedsområde inden for den kristne menighed. Det var hans opgave at opbygge brødrene. Profeter havde en anerkendt plads i mødet til menighedens offentlige gudstjeneste; hvis en profet tilfældigvis var til stede ved uddelingen af Herrens nadver, ledede han den med udelukkelse af embedshaverne, og man forventede, at hans bønner var frie bønner (Didache x.7); han havde særlige beføjelser, når spørgsmål om disciplin blev drøftet, som det tydeligt fremgår af et stort og varieret vidnesbyrd fra Hermas ned til Tertullian. Af Paulus’ udsagn synes det, at det største antal af de profeter, han taler om, var medlemmer af de menigheder, inden for hvilke de brugte deres profetiske “gave”; men mange af de mere fremtrædende profeter rejste fra menighed til menighed og opbyggede hver enkelt. Når sådanne omvandrende profeter, med deres hustruer og familier, for en tid boede i et kristent fællesskab, prædikede og formanede, blev det anset for dette fællesskabs pligt at forsørge dem, og der blev fastsat regler for en sådan forsørgelse. Ifølge Didache (kapitel xiii): “Enhver sand profet, som slår sig ned iblandt jer, er sin forsørgelse værd ..... Enhver førstegrøde af vinpressens og tærskepladsens produkter, af okser og af får, skal du derfor tage og give til profeterne ..... På samme måde skal du også, når du åbner en krukke vin eller olie, tage det første af den og give det til profeterne; og af penge og klæder og enhver ejendom skal du tage det første, som det synes dig ret, og give efter budet.” Blot skulle modtagerne være sande profeter. Hver menighed måtte udøve skelneevnens “gave” og sigte de sande fra de falske; for “falske” profeter stod over for de sande i den tidlige kristendom såvel som i den gamle jødedom.

(3) Lærere.

Mens den tredje klasse i den profetiske tjeneste, lærerne, findes knyttet til de to andre både i Det Nye Testamente og i den subapostolske litteratur, og mens Paulus tildeler deres tjenester en bestemt plads i mødet til opbyggelse (1 Kor 14,26), hører vi mindre om dem og deres arbejde. De synes dog at være blevet langt længere i aktiv tjeneste i den tidlige kirke end apostlene og profeterne.

2. Den lokale tjeneste:

Som det er blevet sagt, er den første meddelelse, vi har om organisation inden for en lokal kirke, i ApG 6, hvor der på apostlenes forslag blev udvalgt syv mænd til at administrere menighedens velgørenhed.

Forestillingen om, at »de syv« var en særlig orden af embedsbærere, diakoner, er et forholdsvis sent forslag. Disse mænd kaldes ingen steder diakoner; den officielle betegnelse er »de syv«. Det kan være, at udnævnelsen af disse mænd kun var en midlertidig udvej, men det er mere sandsynligt, at »de syv« i ApG 6 er de ældste i ApG 11; for vi finder disse »ældste« udføre de pligter, som »de syv« blev udpeget til at opfylde. Hvis det er tilfældet, har vi i ApG 6 beretningen om begyndelsen på lokal organisering som helhed. Når vi vender os mod udbredelsen af kristne menigheder uden for Jerusalem, har vi ikke et tilsvarende tydeligt billede af begyndelsen; men da alle menighederne i Israels land åbenbart betragtede fællesskabet i Jerusalem som modermenigheden, er det sandsynligt, at deres organisation var den samme. Apostlenes Gerninger fortæller os, at Paulus og Barnabas efterlod sig fællesskaber af brødre i Derbe, Lystra og Ikonion med »ældste« i spidsen. Det ord, der bruges, antyder et valg ved folkeafstemning og var sandsynligvis det samme, som var blevet brugt ved udvælgelsen af de »syv« mænd.

Når vi undersøger optegnelserne om de særskilt paulinske menigheder, er der ikke meget direkte vidnesbyrd om tjenestens oprindelse dér, men en hel del om eksistensen af en form for ledelse og ledere. For det første kan vi se, at disse menigheder havde, og blev opmuntret til at have, en følelse af selvstændighed og selvstyre; der siges meget om besiddelsen af »gaver«, som indebærer Jesu Ånds nærvær og kraft i selve fællesskabet. Vi finder betegnelser anvendt om mænd, som, hvis de ikke faktisk er embedsbærere, i det mindste er ledere og udfører embedsbæreres funktioner--proistamenoi, poimenes, episkopoi, diakonoi--og hvor særlige betegnelser mangler, skelnes der altid mellem dem, der adlyder, og dem, der skal adlydes. I alle tilfælde omtales disse ledere eller tjenere i flertal.

Det kan siges generelt, at omkring slutningen af det 1. århundrede blev hvert kristent fællesskab ledet af en gruppe mænd, som undertiden kaldes presbytere (ældste), undertiden, men sjældnere, biskopper (tilsynsmænd), og som moderne kirkehistorikere er tilbøjelige til at kalde presbyter-biskopper. Tilknyttet dem, men om de var medlemmer af samme råd eller dannede et eget råd, er det umuligt at sige, var et antal assisterende ledere kaldet diakoner. Se BISKOP; KIRKELIG STYREFORM; DIAKON; ÆLDSTE. Ældsterådet havde ingen præsident eller fast formand. Der var en todelt, ikke en tredelt, tjeneste. I løbet af det 3. århundrede, hvor udviklingen trådte frem efter geografisk udbredelse snarere end i en bestemt kronologisk orden, blev denne todelte menighedstjeneste tredelt i den forstand, at én mand blev sat i spidsen for hvert fællesskab med titlen pastor eller biskop (titlerne kan ombyttes så sent som i det mindste i det 4. århundrede). I de tidlige århundreder var disse lokale kirker, organiseret på denne måde, selvstændige, selvstyrende fællesskaber, selv om de aldrig manglede bevidstheden om, at de alle tilhørte ét legeme; de bevarede forbindelserne til hinanden, ikke gennem nogen politisk organisation, der omfattede dem alle, men gennem broderligt fællesskab ved udsendinges besøg, brevveksling og, på en eller anden ubestemt måde, ved at give og modtage hjælp ved udvælgelsen og indsættelsen af pastorer.

Oprindelse.

Spørgsmålet opstår: Hvordan blev denne organisation til? Vi kan til at begynde med afvise den idé, som engang var almindeligt accepteret blandt de reformerte kirker, nemlig at det kristne fællesskab simpelthen overtog og gjorde brug af synagogens organisationssystem (Vitringa, De synagoga vetere). De punkter, der er fælles for begge, viser en overfladisk lighed, men ikke mere. De særlige forskelle er store. Når vi føjer til dem Epiphanius’ afgørende udsagn (Haeresis, xxx. 18), at de jødekristne (judaistiske) organiserede deres fællesskaber med archons og en archisynagogos ligesom de jødiske synagoger i diasporaen og i modsætning til de kristne kirker, gør hele vidnesbyrdet det umuligt at tro, at den tidligste kristne organisation simpelthen blev overtaget fra den jødiske. På den anden side er der kun lidt vidnesbyrd om, at apostlene (de tolv og Paulus) modtog en særlig fuldmagt fra vor Herre til at udpege og ordinere embedsbærerne i de tidligste kristne fællesskaber, så udelukkende at der ikke kunne være nogen legitim organisation uden denne apostolske autoritet og baggrund. Tværtimod finder vi, at kirken i Rom udøvede alle en menigheds tugtfunktioner uden dette apostolske kirkelige styre, som antages at være nødvendigt. Selv i moderkirken i Jerusalem udøvede menighedsforsamlingen myndighed over apostlene selv, for vi finder apostle kaldt frem for den og udspurgt om deres adfærd (ApG 11,1-4). Hele spørgsmålet kræver, at man anerkender flere kendsgerninger:

(1) Der findes rigeligt med vidnesbyrd, som viser, at de lokale kirker i den apostolske og subapostolske tid var selvstyrende fællesskaber, og at tjenestens egentlige baggrund ikke var apostolsk autoritet, men menighedsforsamlingen. Dens repræsentative karakter og dens autoritet ses i den apostolske og subapostolske litteratur fra Paulus til Cyprian.

(2) Den særligt kristne sammenhæng mellem de tre begreber lederskab, tjeneste og »gaver«; lederskab afhang af tjeneste, og tjeneste var mulig gennem besiddelsen og anerkendelsen af særlige »gaver«, som var beviset på Jesu Ånds nærvær og kraft i fællesskabet. Disse »gaver« gav kirken en guddommelig autoritet til at udøve ledelse og tilsyn uden nogen særlig apostolsk anvisning.

(3) Det generelle vidnesbyrd, der findes for at vise, at der skete en gradvis vækst i foreningsprincippet fra løsere til mere faste organisationsformer (Gayford, artiklen "Church" i HDB; også Harnack, The Expositor, 1887, januar til juni, 322-24), må ikke glemmes; man må blot huske, at væksten i unge fællesskaber er hurtig.

(4) Vi må også have i tanke, at de første kristne var godt fortrolige med forskellige slags social organisation, som indgik i deres daglige liv, og som ikke kunne undgå at give dem ideer til, hvordan de kunne organisere deres nye fællesskaber.

Eksempler melder sig let:

(a) Ethvert jødisk landsbyfællesskab blev styret af sine "syv vise mænd", og det er sandsynligt, at udnævnelsen af de "syv" i den tidlige jødiske kirke blev foranlediget af fortrolighed med dette eksempel på social styreform.

(b) Det var og er en næsten universel orientalsk skik, at "den nærmeste slægtning" til grundlæggeren efter grundlæggerens død blev anerkendt som overhoved for det nye religiøse fællesskab, der var blevet grundlagt, og denne skik forklarer valget af Jakob, den ældste mandlige overlevende slægtning til vor Herre, til at være det anerkendte og ærede overhoved for kirken i Jerusalem. Jakob er blevet kaldt den første biskop; men når vi hos Eusebius (Historia Ecclesiastica, III, 11, 1,2; 32,4; IV, 22, 4; III, 20, 1-8) læser, hvordan hans efterfølgere blev valgt, synes betegnelsen upassende. En succession i den mandlige linje af Jesu slægt, hvor valget til embedet hovedsagelig ligger i hænderne på et familieråd, og hvor to (Jakob og Zoker) kan styre sammen, har kun ringe lighed med biskoppeligt styre.

(c) Forholdet mellem "patron" og "klient", som i den ene eller anden form havde bredt sig over hele den civiliserede verden, antydes af en række beslægtede ord, der bruges om ledere i lokale kirker. Vi finder proistamenoi, prostatis, prostates, proestos hos forskellige forfattere, og det sidste blev brugt så sent som i midten af det 2. århundrede som betegnelse for tjeneste i den romerske kirke (Rom 12,8; Rom 16,2; 1 Thess 5,12; Hermas, Pastor. Vis. 2, 4; Justin, Apol, i.65).

(d) Det romerske imperium var gennemvævet af "lav", nogle anerkendt ved lov, de fleste uden juridisk anerkendelse og udsat for undertrykkelse. Disse broderskaber var af meget forskellig art—fagforeninger, begravelsesklubber osv.—men en stor del havde til formål at praktisere særlige religiøse riter.

De jødiske synagoger i diasporaen synes at have været registreret blandt disse broderskaber, og for deres hedenske naboer fremstod de bestemt som en slags sådanne private sammenslutninger til udøvelse af en religion, der var blevet gjort lovlig. Mange forskere har fastholdt, at de hedningekristne kirker ganske enkelt kopierede organisationen i sådanne broderskaber (Renan, Les Apotres; Heinrici, Zeitschrift f. wissensch. Theol., 1876-77); Hatch, Organization of the Early Christian Churches). Der må have været visse ydre ligheder. Plinius mente, at de kristne kirker i Bitynien var ulovlige broderskaber (Ep. 96; sammenlign Lucian, Peregrinus Proteus). De havde, i lighed med kirkerne, en demokratisk forfatning; de delte et "fælles måltid" på fastsatte tidspunkter; de foretog en månedlig indsamling; de blev styret af en komité af embedsbærere; og de udøvede en vis disciplin over deres medlemmer. Skarer af kristne må have været medlemmer af sådanne broderskaber, og mange fortsatte med at være det efter at have antaget kristendommen (Cyprian, Ep., lxvii. 6).

Men selv om de kristne kirker kan have lært meget om de almindelige principper for foreningsliv af alle disse forskellige former for social organisation, kan det ikke siges, at de kopierede nogen enkelt af dem. De tidlige kristne fællesskaber organiserede sig selvstændigt i kraft af det nye moralske og sociale liv, der var indpodet i dem; og selv om de kan være nået dertil ad forskellige veje, nåede de alle til sidst frem til én fælles form—et fællesskab styret af en gruppe embedsbærere, som besad "gaverne" til at lede og til underordnet tjeneste, legemliggjort i embederne som presbyter og diakon.

III. Tredelt menighedstjeneste.

I løbet af det 2. århundrede undergik tjenesten en forandring. Den styrende gruppe af embedsbærere i hver menighed fik en fast formand, som blev kaldt hyrden eller biskoppen, hvor den sidstnævnte betegnelse var den mest almindelige. Forandringen kom gradvist. Den fremkaldte ingen stærk modstand. Ved begyndelsen af det 3. århundrede var den accepteret overalt.

Når vi søger at spore årsagerne til, at ældsterådet fik en formand, som blev centrum for hele det kirkelige liv i den lokale kirke og den ene indflydelsesrige embedsbærer, er vi henvist til gætterier. Kun dette kan siges med sikkerhed: at forandringen begyndte i Østen og gradvist bredte sig til Vesten, og at der er antydninger af en gradvis udvikling (Lindsay, The Church and the Ministry in the Early Centuries, 180, 183-85). Forskere har fremført mange grunde til forandringen: behovet for en udelt ledelse i tider med fare fra ydre forfølgelse eller fra indførelsen af gnostiske spekulationer, som forstyrrede medlemmernes tro; bekvemmeligheden ved at være repræsenteret over for andre lokale kirker af én mand, som kunne påtage sig administrationen af menighedens ydre anliggender; behovet for én mand til at lede den højtidelige og kronende handling i gudstjenesten, forvaltningen af Herrens nadver; den fornemmelse af menighedens enhed, der lå i at have én leder—hver enkelt eller alle disse er sandsynlige måder, hvorpå kirkerne blev påvirket til at foretage denne ændring i deres tjeneste.

Denne trefoldige menighedstjeneste ses bedst i brevene af Ignatius af Antiokia. De skildrer et kristent fællesskab, der i spidsen har en biskop, et presbyterium eller ældsteråd og en gruppe diakoner. Disse udgør menighedens tjeneste eller embetsbærere, som man skylder lydighed. Intet skal gøres uden biskoppens samtykke, hverken kærlighedsmåltid, sakramente eller noget menighedsanliggende. Det styrende organ er en domstol, hvor biskoppen sidder som formand, omgivet af sit råd eller ældsteråd; og den ene er hjælpeløs uden den anden, for hvis biskoppen er lyren, er de ældste strengene, og begge behøves for at frembringe melodi. Ignatius sammenligner biskoppen med Jesus og de ældste med apostlene, der omgav ham. Der er intet spor af sakerdotalisme, apostolisk succession, enmandsstyre eller stiftsstyre i disse breve af Ignatius; og det, de skildrer, ligner ingen form for stiftsbiskoppelig episkopalisme.

1. Insisteren på organisation:

Det er interessant at bemærke, hvordan enhver gruppe kristne gennem hele det 3. århundrede og senere, selv hvis den bestod af færre end tolv familier, blev instrueret i at organisere sig som en kirke under en tjeneste af embetsbærere, bestående af en biskop eller pastor, mindst to ældste og mindst tre diakoner. Hvis biskoppen var ulærd — for karakter mere end lærdom afgjorde valget af ham — fik menigheden besked på at vælge en oplæser, og der blev sørget for en tjeneste for kvinder. Det var muligt at adlyde sådanne anvisninger, fordi den tidlige kirkes tjenere ikke modtog løn. Tjenesten bestod af embetsbærere, som man skyldte kirkelig lydighed i kraft af deres kaldelse og valg og deres indsættelse ved bøn, og måske ved håndspålæggelse, til et helligt embede; men de var samtidig købmænd, håndværkere eller beskæftiget i andre verdslige kald og forsørgede sig selv. Bygninger, der var indviet til offentlig gudstjeneste, fandtes ikke før helt i slutningen af det 2. århundrede, og da kun i nogle få folkerige centre i byer, der kun i ringe grad havde mærket forfølgelse. Den eneste ejendom, en kirke besad, foruden sine afskrifter af Skrifterne, sine menighedsoptegnelser og måske et gravsted, var de gaver, der blev bragt af menighedens medlemmer, for det meste i naturalier, efter eukaristien; og disse gaver blev uddelt til menighedens fattige. Hvis embetsbærere fik en andel, var det kun på grund af deres fattigdom, og fordi de stod på listen over enker, forældreløse og hjælpeløse fattige.

Denne trefoldige menighedstjeneste er af nogle forskere blevet kaldt »monarkisk episkopalisme«, en titel, der er lige så højtravende, som den er vildledende. Det rige, som disse såkaldte monarker stod i spidsen for, kunne bestå, og bestod ofte, af færre end tolv familier, og deres styre var omgærdet af mange begrænsninger. Ud fra Ignatius’ breve kan vi samle, hvilke beføjelser og hvilke begrænsninger (Brev til Polykarp) biskoppen havde. Han administrerede kirkens økonomi; han var formand for de ældstes domstol; han havde ret til at indkalde og formodentlig lede disciplinærdomstolen; og han havde reguleringen af sakramenterne i sine hænder. På den anden side er det meget tvivlsomt, om han, eller endog han sammen med de ældste, kunne ekskommunikere; det synes at være forblevet i menighedsforsamlingens hænder. Biskoppen kunne indkalde menighedsforsamlingen med dette formål, men det tilkom forsamlingen og ikke biskoppen at udpege delegerede og sendebud til andre kirker; og forsamlingen havde myndighed til at pålægge biskoppen at tage af sted på en sådan mission.

(1) Hjælp givet ved valg af en biskop.

Af det, der er sagt, er det klart, at valget af en biskop blev en af de vigtigste handlinger, en menighed blev kaldet til at udføre. Derfor blev der sørget for hjælp til den. Det erklæres i De apostolske kanoner, at hvis en menighed indeholder færre end tolv mænd, der er kompetente til at stemme ved valget af en biskop, skal der skrives til nabomenigheder, som er »velordnede«, for at tre mænd kan blive sendt til at hjælpe menigheden med at vælge dens pastor (Kilder til De apostolske kanoner, 7, 8). Dette er tydeligvis oprindelsen til det, der senere blev skik og siden lov: at indvielsen af en biskop krævede tilstedeværelse af tre nabobiskopper — en regel, som har givet anledning til udsagnet, at »hele kristenheden bliver presbyteriansk på en indvielsesdag«. Denne skik og regel, som i sin begyndelse blot var praktisk hjælp givet til en svag menighed af stærkere menigheder, kom til at betyde, at den således indviede biskop var en embetsbærer i den universelle kirke såvel som pastor for en bestemt menighed. Det er også mere end sandsynligt, at denne praksis med at søge hjælp i en nødsituation er kimen, hvoraf synoden voksede frem — de tidligst omtalte synoder var menighedsmøder, som i vanskelige tider blev hjulpet af råd fra erfarne personer fra andre kirker.

(2) Biskopper og presbytere.

Når en lille gruppe landsbyboere var blevet vundet for kristendommen gennem den kristne menigheds indsats i en naboby, var de almindeligvis utilbøjelige til at skille sig fra den og kom fra deres landsbyer ind til byen for at deltage i den offentlige gudsdyrkelse. “På den dag, som kaldes søndag,” siger Justin Martyr, “samles alle, som bor i byen og på landet, på ét sted” (Ap., i.67). De tidligste samlinger af kirkelige regler viser, at biskoppen i tilfælde af fravær eller sygdom kunne overdrage sine pligter til ældste eller endog til diakoner; og dette gjorde det muligt for ham, når der opstod anledning til det, gennem sine embedsbærere at være hyrde for flere menigheder. Vi kan se den samme proces virke tydeligere i store byer, hvor antallet af kristne var blevet meget stort. Biskoppen blev altid anset for at være overhoved for det kristne fællesskab, hvor stort det end var, på ét sted. Han var hyrden; han døbte; han ledede den hellige nadver; han optog katekumener i broderskabets fulde fællesskab. Ved midten af det 3. århundrede var arbejdet i de fleste store byer mere, end én mand kunne overkomme. Der findes ingen optegnelse over antallet af medlemmer, som tilhørte den romerske kirke på dette tidspunkt, men man kan få en idé om dens størrelse af den kendsgerning, at den havde mere end 1.500 personer på sin fattigliste; og før århundredets slutning holdt de romerske kristne gudstjeneste på over 40 særskilte mødesteder. Det er indlysende, at én mand ikke kunne udføre alle hyrdepligterne for en sådan mængde, og at det meste af hyrdearbejdet må være blevet overdraget til de ældste eller presbyterne. Hyrdeembedets enhed blev længe strengt bevaret ved den skik, at biskoppen indviede nadverelementerne i én kirke, og disse blev båret rundt til de andre menigheder. Biskoppen var således hyrden i hver menighed; de ældste og diakonerne tilhørte hele det kristne fællesskab; de tjente alle menighederne og var ikke særskilt knyttet til én. I Alexandria samlede der sig derimod omkring biskoppen noget, der lignede et sognsystem, for enkelte presbytere blev sat over de særskilte menigheder inden for byen. Men altid og uden undtagelse blev biskoppens oprindelige hyrdestatus bevaret ved den kendsgerning, at én del af hyrdepligterne uvægerligt blev efterladt i hans hænder – konfirmationsriten, hvorved katekumener blev optaget i det fulde fællesskab.

II. Forøgelse af ordener: et hierarkis vækst:

Midten af det 3. århundrede var vidne til to ændringer i kirkens tjeneste. Den ene var en forøgelse af ordener, og den anden var et hierarkis vækst; og skønt mange årsager medvirkede til at frembringe disse ændringer, kan der næppe være tvivl om, at de i det mindste delvis skyldtes efterligning af hedensk religiøs organisation. Selv om vi finder skellet mellem dem, der skal adlydes, og dem, der skal adlyde, klart fastlagt i Paulus’ breve, finder vi ikke et fælles udtryk i almindelig brug til at betegne den førstnævnte klasse før begyndelsen af det 3. århundrede. I vest var ordet ordo, og i øst clerus, hvorfra vores “ordener” og “kleresi” kommer. Ordo var betegnelsen for byrådet i byerne eller for den komité, som ledede et broderskab; og clerus betegnede rang eller klasse. Indførelsen af kirkelige lønninger og den forudsætning, at en lønnet tjeneste forventedes at give hele sin tid til kirkens tjeneste, gjorde skellet mellem gejstlighed og lægfolk mere eftertrykkeligt. Når vi undersøger sagen, er det tydeligt, at det forhold, at gejstligheden bliver lønnet, komplicerer spørgsmålet; for de tidligste lister er åbenbart over dem, som har ret til at få del i kirkens midler, og enker og forældreløse optræder som medlemmer af ordo eller clerus. Hvis vi ser bort fra dette forstyrrende element, finder vi, at den tidligste opdeling af tjenesten i det 3. århundrede er i biskopper, presbytere og diakoner (alle menighedstjenester); men biskopper og presbytere siges undertiden at udgøre den særlige ordo ecclesiasticus. Den tidligste tilføjelse til disse tre ordener er læseren, og snart derefter følger subdiakonen. Så kommer sådanne personer som eksorcister, akolytter, sangere, dørvogtere og endog gravere; og sådanne får navnet “lavere ordener”. Alle er indbefattet i gejstligheden, alle modtager en forholdsmæssig andel af indtægterne fra menighedens midler. Tilstedeværelsen af biskopper, presbytere og diakoner behøver ingen forklaring. Læsere var, som vi har set, først nødvendige for at hjælpe analfabetiske biskopper eller hyrder; at de blev bevaret, og at eksorcister blev indføjet, er sandsynligt blevet forklaret ved den tanke, at de repræsenterede optagelsen af den gamle profetiske tjeneste. Men ved at indstifte de øvrige lavere ordener kopierede den kristne kirke tydeligvis de hedenske tempelskikke, hvor personer, som udførte tilsvarende tjenester, blev regnet med til tempeltjenesten og havde behørig andel i tempelindtægterne. Ved indstiftelsen af et gradueret hierarki, som omfattede metropolitter og patriarker, fulgte kirkerne sandsynligvis eksemplet fra den store hedenske organisation, som blev fremkaldt af kejserkulten for Divi og Divae (Lindsay, The Church and the Ministry, 335 ff). Som Mommsen bemærker: “Den sejrende kristne kirke tog sine hierarkiske våben fra fjendens arsenal.”

IV. Synoder:

Synoder var til at begynde med i det væsentlige demokratiske forsamlinger. I deres oprindelige form var de menighedsmøder, som i nødstider blev bistået af delegerede (ikke nødvendigvis biskopper) fra "veletablerede kirker", og de udviklede sig til at blive det redskab, hvormed kirker, der var grupperet omkring ét centrum, blev forenet til én fast organisation. Tiderne var ikke demokratiske, og gradvis blev lægfolkets, og endda presbyteres og diakoners, tilstedeværelse og deres samlede tilslutning til forsamlingens beslutninger mere og mere en formsag og ophørte efterhånden helt. Synoderne bestod udelukkende af biskopper og blev råd, der registrerede deres beslutninger; og dette indebar, at hver lokal kirke var fuldt og helt repræsenteret ved sin pastor eller biskop, som i høj grad var blevet en enevældig leder, ansvarlig ikke over for sin menighed og heller ikke over for en synode, men alene over for Gud. Før slutningen af det 3. århundrede og fremefter var synoder eller kirkemøder blevet en fast del af hele kirkens organisation, og medlemskabet var begrænset til biskopperne for de forskellige kirker, der var omfattet af gruppen. Det var naturligt, at sådanne forsamlinger skulle mødes i provinshovedstæderne, for vejene løb sammen i de byer, som var sæde for den romerske provinsadministration. En synode krævede en formand, og der fandtes forskellige skikke med hensyn til den naturlige formand. Først blev den ældste tilstedeværende biskop sat i formandsstolen, og dette vedblev længe at være praksis i flere dele af riget. Efterhånden blev det skik at sætte biskoppen i den by, hvor kirkemødet mødtes, i formandsstolen, og dette voksede til en hævdvunden ret. Det var da, at biskopperne i de byer, som var mødesteder for synoder, kom til at kaldes metropolitter. Titlen var længe kun en høflighedstitel og medførte ikke nogen kirkelig rang og myndighed. Men ved midten af det 4. århundrede havde metropolitterne erhvervet retten til at indkalde synoderne og endda til at udøve en vis myndighed over biskopperne inden for området, især i spørgsmålet om valg og indvielse. Da kristendommen var grundigt etableret som rigets religion, sikrede de vigtigere biskopper sig den borgerlige rangfølge og de privilegier, som havde tilhørt de højere præster i den opgivne kejserkult, og de højere grader af den kristne tjeneste kom i besiddelse af et herredømme, der stod i besynderlig modsætning til deres tidligere stilling som tjenere.

LITTERATUR.

C. Vitringa, De synagoge vetere libra tres, Leucopetrae (Weissenfels), 1726; Bingham, Antiquities of the Christian Church, 1708-32; Bannermann, The Scripture Doctrine of the Church; Hort, The Christian Ecclesia; Lightfoot, Commentary on the Epistle to the Philippians (afhandling om tjenesten); Hatch, The Organization of the Early Christian Church, og artikler om "Orders" i Smith's Dictionary of Christian Antiquities; Harnack, The Expositor for januar til juni 1887, og Entstehung u. Entwicklung der Kirchenverfassung .... in d. zwei ersten Jahrhunderten (1910) (engelsk oversættelse, The Constitution and Law of the Church); Lindsay, The Church and the Ministry in the Early Centuries; Schmiedel, artikel "Ministry" i EB; Gayford, artikel "Church" i HDB.

T. M. Lindsay