Jafia

ja-fi'-a, jaf'-i-a (yaphia`, måske "høj"; sammenlign arabisk; Iephtha):

(1) Konge i Lakish, en af de 5 "amoriterkonger", som sluttede sig sammen i et felttog mod Gibeon på grund af dets pagt med israelitterne (Jos 10,3-5). Efter deres nederlag ved Josva i slaget ved Bet-Horon (10,10), "et af de vigtigste i verdenshistorien" (Stanley), flygtede de og skjulte sig i hulen ved Makkeda (10,16). Da Josva kom forbi, blev han informeret om dette, men da han ikke ville forsinke forfølgelsen af de flygtende, befalede han, at store sten skulle rulles hen for hulens munding, og efterlod en vagt ved den (10,17 f). Da hans sejr var fuldendt, vendte Josva tilbage til Makkeda og befalede israelitterne at føre de fængslede konger frem og kaldte hærførerne i sin hær til at sætte deres fødder på deres nakker. Derefter lod han dem dræbe; og efter at han havde hængt deres kroppe på 5 træer, befalede han israelitterne om aftenen at tage dem ned og kaste dem ind i hulen (10,22-27).

(2) Septuaginta Iephies, Iaphie): En af Davids sønner, som blev født ham i Jerusalem (2 Sam 5,15; 1 Krøn 3,7; 1 Krøn 14,6).

James Crichton

ja-fi'-a, jaf'-i-a (yaphia`): En by på Zebulons sydlige grænse, nævnt sammen med Kislot-Tabor og Daberat (Jos 19,12). Den repræsenteres af det moderne Yafa, omkring 1 1/2 mil sydvest for Nazaret, nær foden af bakkerne. Den var et af de steder, som Josefus befæstede (Vita, 45; BJ, II, xx, 6).