Jabneel; Jabne

jab'-ne-el, jab'-ne (yabhne'el, "Gud er bygmester"; Septuaginta Lebna, Swete læser Lemna; Apokryferne har Iamnia, Iamneia):

(1) En by ved den nordlige grænse af det land, der blev tildelt Juda, nær det vestlige hav, nævnt i forbindelse med Ekron (Jos 15,11). Stedet repræsenteres nu af den moderne landsby Yebna, som ligger på en høj lidt syd for Nahr Rubin, omkring 12 eller 13 miles syd for Jaffa, på vejen derfra til Askalon, og omkring 4 miles fra havet. Den havde en havn, nu kaldet Mina Rubin, kort syd for flodmundingen; nogle rester af den findes stadig. Dens havn var bedre end Jaffas (PEFS, 1875, 167-68). Den forekommer ikke i den hebraiske tekst til Det Gamle Testamente undtagen i det nævnte sted, men den optræder i formen "Jabne" (yabhneh) i 2 Krøn 26,6, som det fremgår af, at Gat og Ashdod nævnes i forbindelse med den. Septuaginta læser Gemna (Jabne), hvor hebraisk læser wa-yammah, "ja, indtil havet," i Jos 15,46, hvor Ekron og Ashdod og andre byer og landsbyer nævnes som hørende til Judas arvelod. Josefus (Ant., V, i, 22) tildeler den Dans stamme. Vi har ingen omtale af, at den blev erobret af Josva eller besat af Juda, før Uzzijas regeringstid, da han indtog den og nedrev dens mur i forbindelse med sin krig mod filistrene (2 Krøn 26,6). Jabneels beliggenhed var stærk, og den var skueplads for mange kampe, både i kongetiden og i makkabæertiden. Den nævnes ofte i beretningen om sidstnævntes krige mod syrerne. Den var besat med garnison af de seleukidiske konger og tjente som base for plyndringstogter ind i Judas område. Da Judas Makkabæer besejrede Gorgias og syrerne, forfulgte han dem til Jabneels sletter, men indtog ikke fæstningen (1 Makk 4,15). Gorgias blev dér angrebet af de jødiske generaler Josef og Azarias, imod Judas' ordre, og de blev slået tilbage med tab (1 Makk 5,56-60; Josefus, Ant, XII, viii, 6). Apollonius besatte den for kong Demetrius (1 Makk 10,69); og Kendebæus for Antiokus, og derfra plagede han jøderne (1 Makk 15,40). Judas brændte Jabneels havn og flåde (2 Makk 12,8-9). Den blev indtaget af Simon i 142 f.Kr. (Josefus, Ant, XIII, vi, 7; BJ, I, ii, 2), sammen med Gazara og Joppe, men blev givet tilbage til sine indbyggere af Pompejus i 62 f.Kr. (Ant., XIV, iv, 4), og blev genopbygget af Gabinius i 57 f.Kr. (BJ, I, viii, 4). Den blev givet tilbage til jøderne af Augustus i 30 e.Kr. Herodes gav den til sin søster Salome, og hun testamenterede den til Julia, Augustus' hustru (Ant., XVIII, ii, 2; BJ, II, ix, 1). Byen og egnen var velstående i romersk tid, og da Jerusalem blev belejret af Titus, flyttede Sanhedrin til Jabneel, og den blev siden sæde for en stor rabbinskole (Milman, History of the Jews, II, 411-12), men den blev undertrykt under forfølgelsen under Hadrian. Antonius tillod, at den blev genoplivet, men den blev igen undertrykt på grund af fjendtligt sprog fra rabbinernes side (ibid., 451-52). Korsfarerne byggede borgen Ibelin dér, idet de antog, at stedet var Gat. Den blev besat af saracenerne, og forskellige arabiske indskrifter fra det 13. og 14. århundrede er fundet dér (SWP, II, 441-42).

(2) En by i Naftali, nævnt i Jos 19,33, og antaget at være stedet for det moderne Yemma, sydvest for Galilæas sø (SWP, I, 365). Det er Talmuds Kefr Yama

H. Porter