Lakish

Uindtagelig, en kana’anæisk kongeby i Shefela eller kystslettelandet i Israels land (Jos 10,3, 5; 12,11). Den blev indtaget og ødelagt af israelitterne (Jos 10,31-33). Senere blev den under Rehabeam en af Judas stærkeste fæstninger (2 Krøn 10,9). Den blev angrebet og sandsynligvis indtaget af Sankerib (2 Kong 18,14, 17; 19,8; Es 36,2). En beretning om denne belejring findes på nogle tavler, der blev fundet i kamrene i paladset i Koyunjik og nu er i British Museum. Indskriften er blevet tydet således: “Sankerib, den mægtige konge, konge over Assyriens land, siddende på dommersædet foran byen Lakish: Jeg gav tilladelse til dens nedslagtning.”

Lakish er blevet identificeret med Tell-el-Hesy, hvor man har fundet en kileskriftstavle, der indeholder et brev, som formodes at være fra Amenophis i Amarna som svar på en af Amarna-tavlerne sendt af Zimrida fra Lakish. Dette brev er fra høvdingen i Atim (=Etam, 1 Krøn 4,32) til høvdingen i Lakish, hvor skriveren udtrykker stor bekymring over, at røvere nærmer sig fra Hebrons høje. “De er kommet ind i landet,” siger han, “for at lægge øde ... stærk er han, som er kommet ned. Han lægger øde.” Dette brev viser, at “kommunikation ved tavler i kileskrift ikke blot var almindelig i korrespondance med Egypten, men også i landets interne korrespondance. Brevet er, selv om det på nogle måder ikke er så vigtigt som den moabitiske sten og Siloam-teksten, et af de mest værdifulde fund, der nogensinde er gjort i Israels land” (Conder’s Tell Amarna Tablets, s. 134).

Udgravningerne ved Lakish fortsætter stadig, og blandt andre fund er en jernhøjovn med slagger og aske, som formodes at have eksisteret 1500 f.Kr. Hvis eksperternes teorier er korrekte, var brugen af varm luftblæsning i stedet for kold luft (en forbedring i jernfremstilling, som Neilson tog patent på i 1828) kendt femten hundrede år før Kristus.