Josafat

Jahve har dømt.

En af Davids livvagter (1 Krøn 11,43).

En af de præster, der ledsagede flytningen af arken til Jerusalem (1 Krøn 15,24).

Søn af Akilud, “historieskriver” eller krønikeskriver under David og Salomo (2 Sam 8,16), en statsembedsmand af høj rang, rigets kansler eller vesir.

Salomos forsyningsfoged i Issakar (1 Kong 4,17).

Søn og efterfølger af Asa, konge af Juda. Efter at have befæstet sit rige mod Israel (2 Krøn 17,1, 2), gik han i gang med at rense landet for afgudsdyrkelse (1 Kong 22,43). I sit tredje regeringsår sendte han præster og levitter ud over landet for at undervise folket i loven (2 Krøn 17,7-9). Han nød en stor grad af fred og fremgang, idet Guds velsignelse hvilede over folket “i deres kurv og deres forråd.”

Den store fejl i hans regeringstid var, at han indgik en alliance med Akab, Israels konge, hvilket bragte ham megen vanære og førte ulykke over hans rige (1 Kong 22,1-33). Efter at være undsluppet fra det blodige slag ved Ramot i Gilead irettesatte profeten Jehu (2 Krøn 19,1-3) ham for den vej, han havde fulgt. Derefter vendte han med strenghed tilbage til sin tidligere kurs med modstand mod al afgudsdyrkelse og med fornyet interesse for tilbedelsen af Gud og for en retfærdig ledelse af folket (2 Krøn 19,4-11).

Endnu en gang indgik han en alliance med Akazja, Israels konge, med det formål at drive søhandel med Ofir. Men den flåde, som da blev udrustet ved Ezjongeber, led hurtigt skibbrud. En ny flåde blev udrustet uden Israels konges medvirken, og selv om den havde held, blev handelen ikke videreført (2 Krøn 20,35-37; 1 Kong 22,48-49).

Senere sluttede han sig til Joram, Israels konge, i en krig mod moabitterne, som var skattepligtige under Israel. Denne krig lykkedes. Moabitterne blev undertvunget; men Meshas frygtelige handling, da han ofrede sin egen søn på Kir-Haresets mure for øjnene af Israels hære, fyldte ham med rædsel, og han trak sig tilbage og vendte hjem til sit eget land (2 Kong 3,4-27).

Den sidste og mest bemærkelsesværdige begivenhed i hans regeringstid er den, der er fortalt i 2 Krøn 20. Moabitterne dannede et stort og mægtigt forbund med de omkringliggende folk og rykkede mod Josafat. De forenede styrker lå i lejr ved En-Gedi. Kongen og hans folk blev grebet af frygt og tog deres tilflugt til Gud i bøn. Kongen bad i tempelgården: “Vor Gud, vil du ikke dømme dem? For vi har ingen kraft over for denne store skare, som kommer imod os.” Midt i den stilhed, der fulgte, lød levitten Jahaziels stemme, som forkyndte, at hele denne store hær den næste dag ville blive styrtet. Sådan skete det, for de kom i strid med hinanden og dræbte hinanden, så Judas folk kun havde at samle det rige bytte fra de faldne. Dette blev anerkendt som en stor befrielse, Gud havde udvirket for dem (890 f.Kr.). Kort efter døde Josafat efter en regeringstid på femogtyve år, tres år gammel, og hans søn Joram efterfulgte ham (1 Kong 22,50). Han fik dette vidnesbyrd, at “han søgte Herren af hele sit hjerte” (2 Krøn 22,9). Judas rige var aldrig mere blomstrende end under hans regering.

Søn af Nimshi og far til Jehu, Israels konge (2 Kong 9,2, 14).