Grav

Hos de gamle hebræere lå gravene uden for byerne på den åbne mark (Luk 7,12; Joh 11,30). Konger (1 Kong 2,10) og profeter (1 Sam 25,1) blev som regel begravet inde i byerne. Grave var almindeligvis grotter eller huler, naturlige eller udhugget i klipper (Es 22,16; Matt 27,60). Der fandtes familiegravsteder (1 Mos 47,29; 50,5; 2 Sam 19,37). Offentlige begravelsespladser blev anvist til de fattige (Jer 26,23; 2 Kong 23,6). Grave blev sædvanligvis lukket med sten, som blev kalket hvide for at advare fremmede mod kontakt med dem (Matt 23,27), hvilket medførte rituel urenhed (4 Mos 19,16).

Der fandtes ingen grave i Jerusalem undtagen kongernes og ifølge traditionen profetinden Huldas.

Nævnes første gang som købt af Abraham til Sara af hetitten Efron (1 Mos 23,20). Det var “hulen på Makpelas mark”, hvor også Abraham og Rebekka og Jakob og Lea blev begravet (79,29-32). I ApG 7,16 siges det, at Jakob blev “lagt i den grav, som Abraham havde købt for en pengesum af Emmors sønner, Sykems far.” Som en måde at forlige den tilsyneladende uoverensstemmelse mellem dette vers og 1 Mos 23,20 har man foreslået at læse ApG 7,16 således: “Og de [dvs. vore fædre] blev ført over til Sykem og lagt i den grav, som Abraham havde købt for en pengesum af Emmors sønner [sønnen] af Sykem.” På denne måde skal Abrahams køb ikke forveksles med det køb, som Jakob senere foretog i samme område. Om dette køb ved Abraham findes der ingen direkte beretning i Det Gamle Testamente.