Sanhedrinet

san'-he-drin (canhedhrin, den talmudiske transskription af det græske sunedrion):

1. Navn:

Sanhedrinet var, på Kristi tid og før den, navnet på den højeste jødiske domstol, med 71 medlemmer, i Jerusalem, og også på de lavere domstole, med 23 medlemmer, hvoraf Jerusalem havde to (Tosephta' Chaghighah] 11 9; Sanhedrin 1 6; 11 2). Det er afledt af sun, "sammen", og hedra, "sæde". I græsk og romersk litteratur kaldes senaterne i Sparta, Karthago og endda Rom sådan (jf. Pausan. iii.11, 2; Polyb. iii.22; Dion Cassius xl.49). Hos Josefus møder vi ordet for første gang i forbindelse med statholderen Gabinius (57-55 f.Kr.), som inddelte hele Israels land i 5 sunedria (Ant., XIV, v, 4), eller sunodoi (B J, I, viii, 5); og betegnelsen sunedrion for det høje råd i Jerusalem først i Ant, XIV, ix, 3-5, i forbindelse med Herodes, der som ung måtte møde for sunedrion i Jerusalem for at svare for sine handlinger i Galilæa. Men før denne dato forekommer ordet i Septuaginta-versionen af Ordsprogene (omkring 130 f.Kr.), især i 22,10; 31,23, som en ækvivalent til det mishnajske beth-din = "domskammer".

I Det Nye Testamente betyder ordet undertiden, især når det bruges i flertal (Matt 10,17; Mark 13,9; jf. Sanhedrin 1 5), ganske enkelt "domstol", dvs. enhver retlig instans (Matt 5,22). Men i de fleste tilfælde bruges det til at betegne den øverste jødiske domstol i Jerusalem, hvor processen mod vor Herre blev ført, og for hvilken apostlene (især Peter og Johannes, Stefanus og Paulus) måtte forsvare sig (Matt 26,59; Mark 14,55; Mark 15,1; Luk 22,66; Joh 11,47; ApG 4,15; ApG 5,21; ApG 6,12; ApG 22,30; ApG 23,1; ApG 24,20). Undertiden bruges presbuterion (Luk 22,66; ApG 22,5) og gerousia (ApG 5,21) i stedet for sunedrion.

Se senat.

I den jødiske traditionslitteratur veksler betegnelsen "Sanhedrin" med kenishta', "mødested" (Meghillath Ta'-anith 10, samlet i det 1. århundrede e.Kr.), og beth-din, "domstol" (Sanhedrin 11 2,4). Da der ifølge jødisk tradition var to slags sunedria, nemlig det øverste sunedrion i Jerusalem med 71 medlemmer og mindre sunedria med 23 medlemmer, som blev udpeget af det øverste, finder vi ofte betegnelsen canhedhrin gedholah, "det store Sanhedrin", eller beth-din ha-gadhol, "den store domstol" (Middoth 5 4; Sanhedrin 1 6), eller canhedhrin gedholah ha-yoshebheth be-lishekhath hagazith, "det store Sanhedrin, som sidder i hallen af tilhugne sten".

2. Oprindelse og historie:

Der mangler sikre historiske oplysninger om Sanhedrinets oprindelse. Ifølge jødisk tradition (jf. Sanhedrin 16) blev det oprettet af Moses (4 Mos 11,16-24) og reorganiseret af Ezra umiddelbart efter hjemkomsten fra eksilet (jf. targumen til Højs 6,1). Men der er intet historisk vidnesbyrd, der viser, at der før den græske periode fandtes en organiseret aristokratisk styrende domstol blandt jøderne. Dets begyndelse må placeres i den periode, hvor Asien blev rystet af Alexander den Store og hans efterfølgere.

De hellenistiske konger indrømmede kommunale samfund en stor grad af indre frihed, og landet var da i praksis under hjemmestyre og blev styret af et aristokratisk ældsteråd (1 Makk 12,6; 2 Makk 1,10; 4,44; 11,27; 3 Makk 1,8; jf. Josefus, Ant, XII, iii, 4; XIII, v, 8; Meghillath Ta`anith 10), hvis leder var den arvelige ypperstepræst. Domstolen blev kaldt Gerousia, hvilket på græsk altid betegner et aristokratisk organ (se Westermann i Pauly's RE, III, 49). Senere udviklede dette sig til Sanhedrinet.

I den romerske periode (bortset fra omkring 10 år på Gabinius' tid, som anvendte det romerske regeringssystem på Judæa; jf. Marquardt, Romische Staatsverwaltung, I, 501) var Sanhedrinets indflydelse meget stærk, idet landets indre styre i praksis lå i dets hænder (Ant., XX, x), og det blev religiøst anerkendt endda blandt diasporaen (jf. ApG 9,2; ApG 22,5; ApG 26,12). Ifølge Schurer (HJP, afd. II, bind 1, 171; GJV4, 236) var Sanhedrinets borgerlige myndighed fra Archelaos', Herodes den Stores søns, tid sandsynligvis begrænset til det egentlige Judæa, og af den grund mener han, at det ikke havde juridisk myndighed over vor Herre, så længe han opholdt sig i Galilæa (men se G.A. Smith, Jerusalem, I, 416).

Sanhedrinet blev ophævet efter Jerusalems ødelæggelse (70 e.Kr.). Beth-din (domstolen) i Jabneh (68-80), i Usah (80-116), i Shafran (140-63), i Sepphoris (163-93), i Tiberias (193-220), havde, selv om det i Talmud (jf. Ro'sh ha-shanah 31a) blev betragtet som en direkte fortsættelse af Sanhedrinet, en væsensforskellig karakter; det var blot en forsamling af skriftkloge, hvis afgørelser kun havde teoretisk betydning (jf. Sotah 9 11).

3. Sammensætning:

Det store Sanhedrin i Jerusalem var sammensat (Matt 26,3; Matt 26,17; Matt 26,59; Mark 14,53; Mark 15,1; Luk 22,66; ApG 4,5; ApG 5,21; ApG 22,30) af ypperstepræster (dvs. den fungerende ypperstepræst, dem der havde været ypperstepræster, og medlemmer af de privilegerede familier, hvorfra ypperstepræsterne blev taget), ældste (stamme- og familieoverhoveder for folket og præsteskabet) og skriftkloge (dvs. juridiske sagkyndige), både farisæere og saddukæere (jf. ApG 4,1 ff; 5,17.34; 23,6). I Mark 15,43; Luk 23,50 kaldes Josef fra Arimatæa bouleutes, "rådsherre", dvs. medlem af Sanhedrinet.

Ifølge Josefus og Det Nye Testamente var den fungerende ypperstepræst som sådan altid leder og præsident (Matt 26,3; Matt 26,17; ApG 5,17; ApG 7,1; ApG 9,1; ApG 22,5; ApG 23,2; ApG 24,1; Ant, IV, viii, 17; XX, x). Kajfas er præsident ved retssagen mod vor Herre, og ved Paulus' retssag er Ananias præsident. På den anden side fremstilles Sanhedrinet ifølge Talmud (især Haghighah 2 2) som en juridisk domstol af skriftlærde, hvor én skriftlærd fungerede som nasi', "fyrste", dvs. præsident, og en anden som 'abh-beth-din, domskammerets fader, dvs. vicepræsident. Hidtil har det ikke vist sig muligt at forlige disse modstridende beskrivelser (se "Litteratur" nedenfor).

Sanhedrin 4 3 omtaler cophere-ha-dayanim, "notarer", hvoraf den ene nedskrev grundene til frifindelse og den anden grundene til domfældelse. I Det Nye Testamente læser vi om huperetai, "retsbetjente" (Matt 5,25), og om "ypperstepræstens tjenere" (Matt 26,51; Mark 14,47; Joh 18,10), som Josefus beskriver som "hvervet blandt de groveste og mest urolige karakterer" (Ant., XX, viii, 8; ix, 2). Josefus taler om den "offentlige pisk", Matthæus nævner "bødler" (18,34), Lukas taler om "spioner" (20,20).

Hele den eftereksilske jødedoms historie kredser om ypperstepræsterne, og det præstelige aristokrati spillede altid den ledende rolle i Sanhedrinet (sammenlign Sanhedrin 4 2). Men jo mere farisæerne voksede i betydning, desto mere var de repræsenteret i Sanhedrinet. På Salomes tid var de så magtfulde, at "dronningen kun regerede af navn, men farisæerne i virkeligheden" (Ant., XIII, xvi, 2). Således blev Sanhedrinet på Kristi tid formelt ledet af de saddukæiske ypperstepræster, men i praksis styret af farisæerne (Ant., XVIII, i, 4).

4. Jurisdiktion:

På Kristi tid nød det Store Sanhedrin i Jerusalem en meget høj grad af uafhængighed. Det udøvede ikke blot civil jurisdiktion efter jødisk lov, men også, i nogen grad, strafferetlig jurisdiktion. Det havde administrativ myndighed og kunne befale arrestationer ved sine egne retsbetjente (Matt 26,47; Mark 14,43; ApG 4,3; ApG 5,17; ApG 9,2; sammenlign Sanhedrin 1 5). Det havde bemyndigelse til at dømme sager, som ikke indebar dødsstraf; sidstnævnte krævede den romerske prokurators stadfæstelse (Joh 18,31; sammenlign Jerusalem Sanhedrin 1 1; 7 2 (s. 24); Josefus, Ant, XX, ix, 1). Men som regel afpassede prokuratoren sin dom efter Sanhedrinets krav.

For én forseelse kunne Sanhedrinet på egen myndighed henrette endog en romersk borger, nemlig hvis en hedning passerede det hegn, der adskilte templets indre forgård fra hedningernes forgård (BJ, VI, ii, 4; Middoth 11 3; sammenlign ApG 21,28). Det eneste tilfælde af dødsstraf i forbindelse med Sanhedrinet i Det Nye Testamente er sagen mod vor Herre. Steningen af Stefanus (ApG 7,54) var sandsynligvis en ulovlig handling begået af en rasende folkemængde.

5. Mødested og mødetid:

Den talmudiske tradition nævner "salen af tilhugget sten", som ifølge Middoth 5 4 lå på sydsiden af den store forgård, som sæde for det Store Sanhedrin (Pe'-ah 2 6; `Edhuyoth 7 4, m.fl.). Men Sanhedrinets sidste møder blev holdt i byen uden for tempelområdet (Sanhedrin 41a; Shabbath 15a; Ro'sh ha-shanah 31a; Abhodhah zarah 8c). Josefus nævner også stedet, hvor bouleutai, "rådsmedlemmerne", mødtes som boule, uden for templet (BJ, V, iv, 2), og højst sandsynligt henviser han til disse sidste møder.

Ifølge Tosephta' Sanhedrin 7 1 holdt Sanhedrinet sine møder fra tidspunktet for ofringen af det daglige morgenoffer til tidspunktet for aftenofferet. Der var ingen møder på sabbatter eller festdage.

6. Fremgangsmåde:

Sanhedrinets medlemmer var placeret i en halvcirkel, så de kunne se hinanden (Sanhedrin 4 3; Tosephta' 8 1). De to notarer stod foran dem, og deres opgave var at nedskrive stemmerne (se 3 ovenfor). Fangen skulle træde frem i en ydmyg holdning og klædt i sørgedragt (Ant., XIV, ix, 4). En dødsdom kunne ikke afsiges på selve retssagens dag. Dommernes afgørelse skulle undersøges den følgende dag (Sanhedrin 4 1), undtagen i tilfældet med en person, der vildledte folket; han kunne stilles for retten og dømmes samme dag eller om natten (Tosephta' Sanhedrin 10). Af denne grund blev sager, der indebar dødsstraf, ikke behandlet på en fredag eller på nogen dag før en fest. En herold gik foran den dømte, når han blev ført til henrettelsesstedet, og råbte: "N., søn af N., er fundet skyldig til døden osv. Hvis nogen ved noget, der kan rense ham, så lad ham træde frem og erklære det" (Sanhedrin 6 1). Nær henrettelsesstedet blev den dømte mand bedt om at bekende sin skyld, for at han kunne få del i den kommende verden (ibid.; sammenlign Luk 23,41-43).

LITTERATUR.

Vores viden om Sanhedrinet bygger på tre kilder: Det Nye Testamente, Josefus og den jødiske traditionslitteratur (især Mishna, Sanhedrin og Makkoth, bedste udgave, Strack, med tysk oversættelse, Schriften des Institutum Judaicum in Berlin, N. 38, Leipzig, 1910).

Se artiklen TALMUD.

Se følgende fremstillinger af det jødiske folks historie: Ewald, Herzfeld, Gratz, men især Schurers fremragende HJP, langt mere udførligt i GJV4; også G. A. Smith, Jerusalem. Særlige afhandlinger om Sanhedrin: D. Hoffmann, Der oberste Gerichtsh of in der Stadt des Heiligtums, Berlin, 1878, hvor forfatteren forsøger at forsvare den jødiske traditionelle opfattelse af Sanhedrinets oldtid; J. Reifmann, Sanhedrin (på hebraisk), Berditschew, 1888; A. Kuenen, On the Composition of the Sanhedrin, på hollandsk, oversat til tysk af Budde, Gesammelte Abhandlungen, etc., 49-81, Freiburg, 1894; Jelski, Die innere Einrichtung des grossen Synedrions zu Jerusalem, Breslau, 1894, som forsøger at forlige de talmudiske udsagn om Sanhedrinets sammensætning med dem hos Josefus og i Det Nye Testamente (særlig i forbindelse med spørgsmålet om formand) ved at vise, at i Mishna (undtagen Chaghighah 11 2) står nasi' altid for den politiske formand, ypperstepræsten, og 'abh-beth-din for Sanhedrinets skriftlærde leder, og ikke for næstformanden; A. Buchler, Das Synedrium in Jerusalem und das grosse Beth-din in der Quaderkammer des jerusalemischen Tempels, Wien, 1902, et meget interessant, men ikke overbevisende værk, hvor forfatteren, for at forlige de to forskellige sæt kilder, forsøger at bevise, at Talmuds store Sanhedrin ikke er identisk med Sanhedrinet hos Josefus og i Det Nye Testamente, men at der fandtes to sanhedriner i Jerusalem, hvor det ene, som kendes fra Det Nye Testamente og Josefus, var et politisk, det andet et religiøst. Han mener også, at Kristus ikke blev grebet af Sanhedrinet, men af tempelmyndighederne.

Se også W. Bachers artikel i HDB (fremragende til at sigte de talmudiske kilder); dr. Lauterbachs artikel i Jewish Encyclopedia (accepterer fuldt ud Büchlers opfattelse); H. Stracks artikel i Sch-Herz (kortfattet og præcis).

Paul Levertoff