Filip

fil'-ip (Philippos, »hesteelsker«):

(1) Faderen til Alexander den Store (1 Makk 1,1; 6,2), konge af Makedonien 359-336 f.Kr. Hans betydning for Grækenland og for menneskeheden i almindelighed lå i, at han fremskyndede den græske bystats forfald, og i de forberedelser, han efterlod Alexander til udbredelsen over hele verden af de forskellige sider af græsk åndsliv.

(2) En frygier, som Antiochus Epifanes efterlod som statholder i Jerusalem (omkring 170 f.Kr.) og som i 2 Makk 5,22 beskrives som »mere barbarisk« end Antiochus selv; han brændte flygtende jøder, der havde samlet sig i huler i nærheden »for hemmeligt at holde sabbatsdagen« (2 Makk 6,11), og traf særlige foranstaltninger for at standse Judas Makkabæers modstand (2 Makk 8,8). Der er et vist grundlag for at identificere ham med--

(3) En ven eller fosterbror til Antiochus (2 Makk 9,29), udnævnt af Antiochus på hans dødsleje som regent. Lysias havde allerede embedet som regent, eftersom han havde opdraget Antiochus' søn fra hans ungdom, og ved hans fars død indsatte han ham som konge under navnet Eupator. Beretningerne om regenternes rivaliseringer og om Filips skæbne, sådan som de er gengivet i 1 Makk 6,56; 2 Makk 9,29; Josefus, Ant, XII, ix, 7, er ikke lette at forene.

(4) Filip V, konge af Makedonien 220-179 f.Kr. Han nævnes i 1 Makk 8,5 som et eksempel på romernes store magt, dem som Judas Makkabæer sluttede forbund med på de beskrevne vilkår (op. cit.). Filips konflikt med romerne faldt tidsmæssigt sammen med Hannibals konflikt; efter dennes nederlag ved Zama kunne romerne give Makedoniens anliggender deres udelte opmærksomhed. Filip blev besejret af romerne under Flaminius ved Cynoscephalae (197 f.Kr.) og tvunget til at acceptere sejrherrernes betingelser. Han døde i 179 og blev efterfulgt af sin søn Perseus, den sidste konge af Makedonien, som mistede sin krone i sin kamp mod romerne.

Se Perseus.

J. Hutchison

(Philippos):

1. Nytestamentlige henvisninger:

En af de tolv apostle. Filip hørte hjemme i Betsajda i Galilæa (Joh 1,44; Joh 12,21). Sammen med Andreas og andre bysbørn var han rejst til Betania for at høre Johannes Døbers undervisning, og dér modtog han sit første kald fra Kristus: "Følg mig" (Joh 1,43). Ligesom Andreas vandt Filip straks en ny efterfølger, Nathanael, for Jesus (Joh 1,45). Det er sandsynligt, at han var til stede ved de fleste af de begivenheder, der er nedskrevet om Jesu hjemrejse fra Betania til Galilæa, og at oplysningerne om disse blev givet til Johannes af ham og Andreas (sammenlign ANDREAS). Hans endelige indsættelse blandt de tolv er nedskrevet i Matt 10,3; Mark 3,18; Luk 6,14; ApG 1,13. Ved bespisningen af de 5.000 blev Filip stillet dette spørgsmål af Jesus: "Hvor skal vi købe brød, så disse kan spise?" (Joh 6,5-7). Grækerne henvendte sig til ham, da de ønskede at tale med Jesus ved påsken (Joh 12,20-33). Under Jesu tale til sine disciple efter den sidste nadver fremsatte Filip denne anmodning: "Herre, vis os Faderen, og det er nok for os" (Joh 14,8).

2. Apokryfe henvisninger:

Ifølge "De tolv apostles slægtsregistre" var Filip af Zebulons hus (sammenlign Budge, Contendings of the Apostles, II, 50). Klemens af Alexandria (Strom., iii.4, 25, og iv.9, 73) gengiver den tradition, der identificerer ham med den ukendte discipel, som bad om lov til at gå hen og begrave sin far, før han fulgte Jesus (sammenlign Matt 8,21; Luk 9,59), og siger, at han døde en naturlig død. På grund af forveksling med evangelisten Filip er der megen uklarhed i den apokryfe litteraturs beretninger om apostlen Filips tidligere missionsvirksomhed. "Filips Gerninger" fortæller om en religiøs strid mellem apostlen og en judæisk ypperstepræst foran filosofferne i Athen. Senere latinske dokumenter nævner Gallien (Galatien) som hans arbejdsmark. Om hans udsendelse af Josef fra Arimatæa derfra til Britannien, se JOSEPH OF ARIMATHAEA. Vidnesbyrdet synes afgørende for, at den sidste del af hans liv blev tilbragt i Frygien. Dette støttes af Polykrates (biskop i Efesos i det 2. århundrede), som siger, at han døde i Hierapolis, af Theodoret og af de dele af Contendings of the Apostles, der handler om Filip. Således blev Frygien ifølge "Filips og Peters prædiken" (sammenlign Budge, Contendings of the Apostles, II, 146) tildelt Filip som missionsmark af den opstandne Kristus, da han viste sig for disciplene på Oliebjerget, og "Filips martyrium i Frygien" (Budge, II, 156) fortæller om hans forkyndelse, undere og korsfæstelse dér.

Filip blev i tidlig tid betragtet som forfatter til "Filipsevangeliet", et gnostisk skrift fra det 2. århundrede, hvoraf en del blev bevaret af Epifanius (sammenlign Hennecke, Neutestamentliche Apokryphen, 40, 41).

Se APOKRYPHE EVANGELIER.

3. Karakter:

Som hos Andreas antyder Filips græske navn, at han havde græske forbindelser, og dette styrkes af den kendsgerning, at han fungerede som grækernes talsmand ved påsken. Han var af svagere støbning end Andreas, men var dog den, som grækerne først ville henvende sig til; han havde selv en spørgende ånd og kunne derfor have forståelse for deres tvivl og vanskeligheder. Den praktiske og viljestærke Andreas var naturligt den mand, der kunne vinde den impulsive og hurtigtænkende Peter; men den langsommere Filip, som var kyndig i Skrifterne (sammenlign Joh 1,45), talte mere til den kritiske Nathanael og de dannede grækere. Da han selv var forsigtig og velovervejet og ønskede at underkaste al sandhed den sanselige erfarings prøve (sammenlign Joh 14,8), drog han den slutning, at det samme kriterium også ville være acceptabelt for Nathanael (sammenlign Joh 1,46). Det var tilstedeværelsen af denne materialistiske tilbøjelighed i Filips sind, der fik Jesus til, for at vække en større og mere åndelig tro i sin discipel, at stille spørgsmålet i Joh 6,6, idet han søgte "at prøve ham". Denne medfødte tilbageholdenhed, som påvirkede Filips religiøse overbevisninger, kom også til udtryk i hans ydre liv og adfærd. Det var ikke blot beskedenhed, men også en vis mangel på selvtillid, der fik ham til at vende sig til Andreas for at få råd, da grækerne ønskede at se Jesus. Fortællingen om hans senere liv er dog tilstrækkelig til at vise, at han overvandt disse oprindelige mangler i sin karakter og på ædel vis opfyldte den opgave, som hans opstandne Herre lagde på ham (sammenlign Matt 28,16-20).

C. M. Kerr

("tetrark," Luk 3,1).

Se HERODES.