Josef, Marias mand

1. Henvisninger i Det Nye Testamente:

(Om etymologi osv. for Josef, se JOSEPH): Josef, tømreren (Matt 13,55), var en "retfærdig mand" (Matt 1,19 KJV), som hørte hjemme i Nazaret (Luk 2,4). Han var af Davids slægt (Matt 1,20; Luk 2,4), søn af Eli (Luk 3,23) eller Jakob (Matt 1,16), Marias mand (Matt 1,16) og den formodede far til Jesus (Matt 13,55; Luk 3,23; Luk 4,22; Joh 1,45; Joh 6,42).

(1) Før fødslen.

Kun Matthæus- og Markusevangeliet giver nogen detaljeret henvisning til Josef og Jesu fødsel, og deres beretninger afviger delvis fra hinanden. Lukas begynder med bebudelsen til Maria i Nazaret (Luk 1,26-38). Overvældet af budskabet drog Maria "med hast" "op i bjerglandet, .... til en by i Juda" for at søge fællesskab med Elisabeth, som hun var blevet forbundet med i englen Gabriels bebudelse (Luk 1,39-55). Efter at have opholdt sig hos hende omkring tre måneder vendte hun tilbage "til sit eget hus" (Luk 1,56 KJV). De begivenheder, der er nedskrevet i Matt 1,18-24, fandt sandsynligvis sted i tidsrummet mellem denne tilbagevenden og Jesu fødsel. Under Marias besøg hos Elisabeth var Josef sandsynligvis blevet i Nazaret. Hans trolovede hustrus pludselige og sandsynligvis uforklarede afrejse til Juda (jf. udtrykket "med hast") og hendes tilstand ved hjemkomsten havde voldt ham stor sjælelig nød (Matt 1,18-20). Skønt hans harme var mildnet af barmhjertighed, havde han i sinde at skille sig fra hende "i hemmelighed", men englens besøg hos ham i søvne befriede ham fra hans dilemma, og han blev forsonet med sin hustru (Matt 1,24). Beretningen fortsættes derefter af Lukas. Mens Josef og Maria stadig boede i Nazaret, "udgik der en befaling fra kejser Augustus om, at hele verden skulle indskrives" (Luk 2,1). "Og alle gik hen for at lade sig indskrive, hver til sin egen by" (Luk 2,3). Da Josef var af Davids hus og slægt, drog han sammen med Maria, som var "højt frugtsommelig", op fra Galilæa, "fra byen Nazaret til Judæa, til Davids by, som kaldes Betlehem" (Luk 2,4; Luk 2,5), og dér blev Jesus født (Luk 2,7; jf. Matt 2,1).

(2) Efter fødslen.

(a) Lukas' beretning:

De to beretninger skiller sig nu betydeligt fra hinanden. Ifølge Lukas blev den hellige familie en tid i Betlehem og fik dér besøg af hyrderne (Luk 2,8-20). Efter et ophold på 40 dage til renselsen (jf. Luk 2,21; Luk 2,22; Luk 2,12) drog Josef med sin hustru til Jerusalem for at "fremstille" spædbarnet Jesus "for Herren" og for at bringe offer efter den gamle lov (Luk 2,24). Dér var han til stede, da Simeon og Anna profeterede om Jesus, og han modtog den førstnævntes velsignelse (Luk 2,34). Efter at "de havde fuldført alt efter Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret" (Luk 2,39). Hvert år ved påsken foretog de denne rejse til Jerusalem (Luk 2,41). Josefs og Marias omsorg og bekymring for drengen Jesus og deres sorg over midlertidigt at have mistet ham er også nedskrevet (Luk 2,45; Luk 2,48; Luk 2,51). Der er vidnesbyrd om, at selv om Maria "gemte alle disse ting i sit hjerte", havde i det mindste Josef på det tidspunkt ingen forståelse af den guddommelige natur hos det ansvar, der var betroet hans omsorg (Luk 2,50).

(b) Matthæus' beretning:

Men ifølge Matthæus var det af de vise mænd fra Østen, at Jesus modtog hyldest i Betlehem (Matt 2,1-11). Der nævnes ikke yderligere noget om indvielsesrejsen til Jerusalem eller om tilbagevenden til Nazaret. I stedet siges det, at da de vise mænd var draget bort fra Betlehem, blev Josef i en drøm advaret om Herodes' forestående vrede og flygtede med sin hustru og spædbarnet Jesus til Egypten (Matt 2,13; Matt 2,14). Efter Herodes' død viste en engel sig for Josef, og han vendte tilbage til Israels land (Matt 2,19-21). Hans oprindelige hensigt var at slå sig ned igen i Judæa, men da han fik at vide, at Arkelaos, Herodes' søn, herskede dér, "trak han sig tilbage til egne af Galilæa og kom og bosatte sig i en by, der hed Nazaret" (Matt 2,22; Matt 2,23).

(c) Den rette rækkefølge af de to beretninger:

Fortællingen hos Mattæus ville således antyde, at den hellige familie ikke havde nogen forbindelse med Nazaret før deres tilbagevenden fra Egypten. Det er dog blevet foreslået af Ramsay, at Mattæus blot gengiver det, der var almindeligt kendt, og at Lukas, selv om han var fuldt ud klar over dette, supplerede det i sit eget evangelium med detaljer, som kun den hellige familie kendte, og delvis kun moderen (jf. Sir W. Ramsay, Was Christ Born at Bethlehem? 78-79). En sammenligning af de to evangeliefortællinger gør det klart, at de vise mænds besøg fandt sted på et senere tidspunkt end hyrdernes. Sidstnævnte fandt sted umiddelbart efter fødslen (jf. Luk 2,11; Luk 2,15; Luk 2,16, "er født .... i dag," "lad os nu gå," "og de kom i hast"). På den anden side var Kristus allerede født, da de vise mænd kom til Jerusalem (jf. Matt 2,1). Der krævedes tid til denne rejse til Jerusalem og til Herodes' rådslagning med ypperstepræsterne (Matt 2,4); og i dette tidsrum havde de begivenheder fundet sted, som er optegnet i Luk 2,8-39. At der var tilstrækkelig tid til dette, bevidnes også af den kendsgerning, at Herodes' dekret var rettet mod børn op til toårsalderen (Matt 2,16). Således var det efter den hellige families tilbagevenden til Nazaret, og ved et senere besøg i Betlehem, antydet af Mattæus, men ikke optegnet af Lukas, at Jesusbarnet modtog de vise mænds tilbedelse. Da Jesus blev født i 6 f.Kr., fandt dette sted i 5 f.Kr., og eftersom Herodes døde i 4 f.Kr., kan Josef kun have gået glip af én af påskerne (jf. Luk 2,41) ved sin flugt til Egypten. (For en fuld drøftelse, jf. Ramsay, anf. værk.) Da Josef ikke nævnes i de senere dele af evangelierne, hvor der henvises til den hellige familie (jf. Matt 12,46; Luk 8,19), antages det almindeligvis, at han døde før begyndelsen på Kristi offentlige tjeneste.

2. Karakter:

Hvis man skal søge en type i Josefs karakter, er det typen på en enkel, ærlig, arbejdsom, gudfrygtig mand, som var i besiddelse af stor medfølelse og et varmt hjerte. Streng i overholdelsen af jødisk lov og skik var han dog rede, når anledningen opstod, til at lade disse underordne sig Åndens større lov. For praktisk anlagt til at have nogen dyb indsigt i de guddommelige mysterier eller den evige betydning af de begivenheder, som han fik kendskab til (jf. Luk 2,50), var han hurtig til at svare på det, han opfattede som Guds direkte kald (jf. Matt 1,24). Oprindelig en "retfærdig mand" (KJV), lod den naturlige mildhed i hans hjerte barmhjertighed sejre over den blotte retfærdighed, og ved Helligåndens tilskyndelser blev denne mildhed omsat til en stærk og varig kærlighed (jf. Matt 1,24). Josef er kun kendt for os som en dunkel skikkelse i baggrunden af evangeliefortællingerne, men hans helhjertede forsoning med Maria, selv over for mulig bagtalelse fra hans naboer, og hans fuldstændige selvopofrelse, da han forlod alt og flygtede til Egypten for at redde Jesusbarnet, viser, at han ikke var uværdig til at opfylde den store tillid, som den evige Fader havde pålagt ham.

3. Henvisninger i apokryf litteratur:

Barndomsevangeliet ifølge Jakob, et værk oprindelig sammensat i det 2. århundrede, men med senere tilføjelser (jf. Hennecke, Neutestamentliche Apokryphen, 47-63), giver en detaljeret beretning om den aldrende Josefs ægteskab med Maria, om deres rejse til Betlehem og om Jesu fødsel. Et lignende evangelium, som tillægges filosoffen Thomas, af senere oprindelse og med gnostisk tendens (jf. Hennecke, 63-73), fortæller om flere fantastiske, mirakuløse hændelser i den hellige families hjemmeliv og om Josefs omgang med den unge Jesu lærere. Andre legender, fra syriske eller egyptiske kilder, som også handler om barndommen, og hvori Josef optræder, er bevaret. Den vigtigste er The History of Joseph the Carpenter (jf. Hennecke, Handbuch der neutestamentlichen Apokryphen, 95-105). Denne indeholder en beretning om Josefs død og begravelse i en alder af 110 år og om Marias bønner til Kristus om at frelse ham. Dens formål var at fremstille Kristus som Frelseren, selv i den sidste time, og den rette måde at dø en kristen død på. Josef har fået en høj plads i den romersk-katolske helgenkalender; hans fest fejres den 19. marts.

C. M. Kerr