Judits Bog

|| I. NAVN

II. KANONICITET

III. INDHOLD

IV. FAKTA ELLER FIKTION?

V. DATERING

1. Sandsynligvis i makkabæertiden

2. Andre opfattelser

(1) Pompejus' invasion

(2) Opstand under Bar Kochba

VI. ORIGINALSPROG

VII. VERSIONER

1. Græsk

2. Syrisk

3. Latin

4. Hebraisk

LITTERATUR

I. Navn.

Denne apokryfe bog er opkaldt efter sin hovedperson Judit (yehudhith], "en jødinde"; Ioudith, Ioudeth). Navnet forekommer i 1 Mos 26,34 og den tilsvarende maskuline form (yehudhi, "en jøde") i Jer 36,14; Jer 36,21; Jer 36,23 (navn på en skriver). I andre store kriser i den hebraiske historie har kvinder spillet en stor rolle (sammenlign Debora, Dom 5, og Ester). Ruts Bog, Esters Bog, Judits Bog og Susanna er de eneste bøger i Bibelen (inklusive Apokryferne), der er opkaldt efter kvinder, idet disse kvinder i hvert tilfælde er hovedpersonerne.

II. Kanonicitet.

Skønt denne bog er en fortælling om jødisk fædrelandskærlighed, oprindelig skrevet på hebraisk, blev den aldrig optaget i den hebraiske kanon, og det samme gælder Tobits Bog. Men både Judit og Tobit blev anerkendt som kanoniske af kirkemødet i Karthago (397 e.Kr.) og af Tridentinerkoncilet (1545 e.Kr.). Skønt alle romersk-katolske derfor medtager disse bøger i deres Bibel (Vulgata), udelader protestantiske bibelversioner, med meget få undtagelser, hele Apokryferne (se Apokryferne). I Septuaginta og Vulgata følger Tobit og Judit (i den rækkefølge) efter Nehemias og går forud for Ester. I de engelske bibelversioner af Apokryferne, som desværre for forståelsen af den står alene, indtager 1 Esdras, 2 Esdras, Tobit og Judit den første plads og i den nævnte rækkefølge. I sin oversættelse af Apokryferne sætter Luther, af en eller anden uforklaret grund, Judit i spidsen for de apokryfe bøger, mens Visdommen får den næste plads.

III. Indhold.

Bogen åbner med en beretning om den vældige magt hos Nebukadnesar, konge af Assyrien, hvis hovedstad var Nineve. (På den virkelige Nebukadnesars tid var Assyrien ophørt med at eksistere, og dets hovedstad var ødelagt.) Han opfordrer folkene, der bor i det vestlige land, herunder Israels land, til at hjælpe ham med at undertvinge en rivaliserende konge, hvis magt han frygtede--Arfaksad, medernes konge (ellers ganske ukendt). Men da de nægtede den hjælp, han krævede, besejrede han først sin rival, indlemmede hans område og sendte derpå sin general Holofernes for at undertvinge de vestlige folkeslag og straffe dem for deres trods mod hans myndighed. Den assyriske general marcherede i spidsen for en hær på 132.000 mand og tog snart landene nord og øst for Israels land i besiddelse, idet han nedrev deres afguder og helligdomme, for at Nebukadnesar alene skulle dyrkes som gud (Judit 1-3). Nu rettede han sine styrker mod jøderne, som for nylig var vendt tilbage fra eksil og netop havde genopbygget og genindviet deres tempel. Da jøderne havde hørt om ødelæggelsen af andre templer, som den invaderende fjende havde forårsaget, blev de meget ængstelige for deres eget tempels sikkerhed og befæstede bjergene og landsbyerne i syd, idet de forsynede sig med mad til deres behov i tilfælde af krig. På indtrængende anmodning fra Joakim ("Eliakim" i Vulgata (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) og Peshitta) forsvarede indbyggerne i Betylua (sådan i latin, engelsk og andre versioner, men Betuloua er mere korrekt ifølge græsk) og i Betomestham (begge steder ellers ukendte) de tilstødende bjergpas, som beherskede vejen til Jerusalem. Holofernes belejrede straks Betylua, og ved at afskære vandforsyningen sigtede han mod at sulte folket til underkastelse. Men han kender kun lidt til det folk, han søger at erobre, og spørger høvdingene, som er med ham, hvem og hvad disse jøder er. Akior, den ammonitiske høvding, giver en beretning om israelitterne,

og konkluderede, at når de var tro mod deres Gud, var de uovervindelige, men at når de var ulydige mod ham, blev de let overvundet. For denne udtalelse bliver Achior udstødt og overgivet til jøderne. Efter at have holdt stand i nogle dage insisterede de belejrede på, at Onias, deres statholder, skulle overgive sig. Det lover han at gøre, hvis der ikke kommer hjælp i løbet af fem dage. En rig, from og smuk enke ved navn Judit (datter af Merari, af Simeons stamme (Jth 8,1)), som hører om disse ting, irettesætter dem, der knurrer, for deres mangel på tro og formaner dem til at stole på Gud. Da Onias holder fast ved sit løfte til folket, beslutter hun at forsøge en anden måde at opnå befrielse på. Hun får tilladelse til at forlade fæstningen midt om natten, ledsaget af sin tjenestepige, for at slutte sig til den assyriske lejr. Først beder hun inderligt om vejledning og held; derpå tager hun sin sørgedragt af og ifører sig sine prægtigste klæder sammen med juveler og andre smykker. Hun tager mad med sig, som er tilladt efter jødisk lov, så hun ikke skal være nødt til at spise hedningernes forbudte mad. Da hun går gennem portene, når hun snart frem til assyrerne. Først tager vagtsoldaterne hende til fange, men da hun forsikrer dem om, at hun er en flygtning fra hebræerne og ønsker at sætte Holofernes i stand til at vinde en billig og let sejr over sine landsmænd, bliver hun varmt modtaget og gjort meget væsen af. Over for Holofernes gentager hun den lære, Achior havde fremsat: at disse jøder let kan besejres, når de bryder deres guddoms love; og hun ved, at deres nødsituation vil få dem til at spise mad, som er forbudt i deres hellige love, og når dette sker, meddeler hun ham, at han straks kan angribe dem. Holofernes lytter, bifalder og bliver straks fanget af hendes personlige ynde. Han går med til hendes forslag og samtykker i, at hun og hendes pige hver nat må få lov til at bede deres bønner ude i dalen nær den hebraiske fæstning. Den 4. nat efter hendes ankomst arrangerer Holofernes et festmåltid, hvortil kun hans hustjenere og de to jødinder er indbudt. Da det hele er forbi, bliver den assyriske general og den smukke jødiske enke efter en på forhånd aftalt plan efterladt alene. Han er imidlertid døddrukken og sover tungt. Med hans egen krumsabel hugger hun hovedet af ham, kalder på sin pige, som lægger det i madposen, og sammen forlader de lejren, som om de skulle til deres sædvanlige bønner, og slutter sig til deres hebraiske landsmænd, der stadig er ude af sig selv over den umiddelbare fremtid. Men synet af deres ærkefjendes hoved giver dem nyt mod, og næste dag marcherer de mod fjenden, som nu er grebet af panik over det, der er sket, og vinder en let sejr. Judit blev derefter for altid en heltinde i jødisk fortællekunst og poesi, en hebraisk Jeanne d’Arc, og beretningen om den befrielse, hun skaffede sit folk, er blevet fortalt på mange sprog. For senere og kortere former af fortællingen se VII, 4 (hebraiske midrasher).

IV. Kendsgerning eller fiktion?

Flertallet af teologer ned til det 19. århundrede betragtede fortællingen om Judit som ren historie; men med undtagelse af O. Wolf (1861) og von Gumpach er protestantiske forskere i nyere tid praktisk talt enige om, at Judits Bog er en historisk roman med et formål, der ligner Daniels Bog, Esters Bog og Tobits Bog. Schurer klassificerer den sammen med “parenetiske fortællinger” (paranetische Erzahlung). Den hebraiske roman er måske den tidligste af alle romaner, men den er altid en didaktisk roman, skrevet for at indskærpe et eller flere principper. Romersk-katolske forskere forsvarer bogens bogstavelige historicitet, skønt de indrømmer, at egennavnene er mere eller mindre forklædte. Men bogen er fuld af anakronismer, uoverensstemmelser og umuligheder, og den er tydeligvis skrevet for den læres skyld, den giver: adlyd Gud og stol på ham, så skal alt gå vel. Forfatteren havde ikke til hensigt at undervise i historie. Torrey går dog for vidt, når han siger (se Jewish Encyclopedia, “Book of Judith”), at forfatteren ikke havde andet mål end at skrive en fortælling, der kunne underholde. En tone af religiøs glød og intens fædrelandskærlighed løber gennem beretningen, og ingen lejlighed til at indskærpe den jødiske lovs krav forpasses. Læg især mærke til, hvad der læres i Achiors taler (Jth 5,12-21) og Judits (8,17-24; jf. 11,10): at nationen, når den stoler på Gud og holder hans bud, er usårlig.

Ifølge beretningen har Nebukadnezar i 12 år været konge over Assyrien og har sin hovedstad i Nineve, skønt vi ved, at han aldrig var eller kunne være konge over Assyrien. Han blev konge over Babylon i 604 f.Kr. ved sin far Nabopolassars død; denne havde i 608 ødelagt Assyrien. Jøderne var kun for nylig vendt tilbage fra eksilet (Jth 4,3; 5,19), men var uafhængige, og Holofernes vidste intet om dem (Jth 5,3). Nebukadnezar døde i 561 f.Kr., og jøderne vendte tilbage under Kyros i 538. Betylua, som Holofernes belejrede, var ellers ganske ukendt: det er sandsynligvis en forklædt form af Beth 'Elohim eller Beth 'Eloah, “Guds hus”, og betyder det sted, hvor Gud er hos sit folk. Den detaljerede beskrivelse af stedet er blot en del af forfatterens kunst; det var det sted, som enhver hær måtte passere på vej til Jerusalem. Faktisk findes der ingen sådan position i Israels land, og mindst af alt Sikem, som Torrey identificerede med Betylua. Vi ved intet ud over det, Judit 1 fortæller os om “Arphaxad, som regerede over mederne i Ekbatana”; tværtimod står navnet alle andre steder, hvor det nævnes, for et land eller en slægt (se 1 Mos 10,22; 1 Mos 10,24; 1 Mos 11,10-13).

V. Datering.

1. Sandsynligvis i makkabæertiden:

Det er tydeligt, at denne religiøse roman blev fremkaldt af en alvorlig forfølgelse, hvor jødernes tro blev hårdt prøvet, og forfatterens dominerende mål er identisk med Daniels forfatters, nemlig at opmuntre dem, der led for deres religion, ved at give eksempler på guddommelig udfrielse i den mørkeste time. "Stol blot på Gud og hold loven; så vil udfrielsen ufejlbarligt komme"--det er læren. Judit kan meget vel være skrevet under forfølgelsen i makkabæertiden, ligesom Daniels Bog næsten med sikkerhed var det. I denne bog har vi den nidkærhed for ortodoks jødedom, som prægede makkabæernes tid, og den samme stærke tro på, at den krig, som folket var engageret i, var en hellig krig. Ypperstepræsten er statens overhoved (se Jth 4,6), hvad der passer til en periode, hvor den religiøse interesse er det vigtigste, og politik går op i religion, selv om nogle med urette siger, at Johannes Hyrkanos (135-106 f.Kr.) var den første, der forenede præstelig og fyrstelige værdighed. Vi har endnu en støtte for en datering til makkabæertiden i det forhold, at Onias var ypperstepræst under belejringen af Betylua (Jth 4,6), idet navnet næsten med sikkerhed er foreslået af Onias III, som blev ypperstepræst i 195 (eller 198) f.Kr., og som døde i 171 efter konsekvent at have modsat sig syrernes og deres jødiske allieredes helleniserende politik.

At Antiokus Epifanes' forfølgelser (175-164 f.Kr.) giver en lige så god baggrund for denne bog som nogen anden begivenhed i jødisk historie, er det mindste, man kan sige; men man må ikke være dogmatisk i sagen, da lignende forhold vendte tilbage i folkets historie, og der ikke findes ydre eller indre vidnesbyrd, som fastslår dateringen bestemt. Følgende forskere afgør sig for en datering i makkabæertiden: Fritzsche, Ewald, Hilgenfeld, Schurer, Ball, Cornill og Lohr. Forfatteren var bestemt bosat i Israels land, som hans lokalkendskab og interesser viser; og ud fra hans samvittighedsfulde hensyn til loven kan man slutte, at han tilhørte hasidæerpartiet (chacidhim). Da han så ofte nævner Dotan (græsk Dothae, Dothaim) (Jth 3,9; 4,6; 7,3.18; 8,3), er det sandsynligt, at han hørte hjemme i dette område. Skønt forfatteren altså skrev i makkabæernes tid, synes han dog at sætte sin historie ind i en ramme, der ligger omkring 200 år tidligere, som Noldeke (Die alttest. Lit., 1868, 96; Aufsatze zur persischen Geschichte, 1887, 78) og Schurer (GJV, III, 323 ff) viser. I 350 f.Kr. invaderede Artaxerxes Ochus (361-338 f.Kr.) Fønikien og Egypten, og hans vigtigste generaler var Holofernes (Jth 2,4 osv.) og Bagoas (Jth 12,11), som begge i Judit er kong Nebukadnesars embedsmænd og deltager i felttoget mod jøderne. Dette var sandsynligvis tænkt som en måde at afvæbne kritik fra fjender, der kunne tage anstød af ethvert skrift, hvor de blev fremstillet i ugunstige farver.

2. Andre meninger:

(1) Pompejus' invasion.

At det var Pompejus' invasion, der gav anledning til bogen, er den opfattelse, Gaster fastholder. Hvis det var tilfældet, opstod Judit og Salomos Salmer under presset fra de samme omstændigheder (se Ryle og James, The Psalms of Solomon, XL, og J. Rendel Harris, The Odes and Psalms of Solomon, XIII). Men i Salomos Salmer er den øverste hersker en konge (17,22), ikke en ypperstepræst (Judit 4,6). Desuden vil enhver, der læser Salomos Salme og Judit, føle, at han i den førstnævnte har at gøre med en anden og senere tid.

(2) Opstanden under Bar Kochba.

Hitzig (som mente, at opstanden under Bar Kochba, 132 e.Kr., er den begivenhed, der henvises til), Volkmar og Graetz daterer denne bog til kejser Trajans (eller Hadrians?) dage. Volkmar gør sig stort besvær i sit forsøg på at bevise, at Nebukadnesars felttog i virkeligheden står for Trajans. Men det er en tilstrækkelig gendrivelse af denne opfattelse, at bogen citeres af Clemens af Rom (55), som døde i 100 e.Kr., og hvis henvisning til bogen viser, at den på hans tid blev regnet for autoritativ og endda som kanonisk, så den må være skrevet længe før.

VI. Originalsprog.

At der engang har eksisteret en hebraisk eller (mindre sandsynligt) en aramæisk original, er næsten alle moderne forskeres opfattelse, og beviserne for dette synes afgørende. Der er mange hebraismer i bogen, f.eks. en tais hemerais ("i dagene for," Jth 1,7, og desuden 9 gange); den hyppige brug af sphodra i betydningen af det hebraiske me'odh, og endda dets gentagelse (også en hebraisme, Jth 4,8); sammenlign epi polu sphodra (Jth 5,18) og plethos polu sphodra (Jth 2,17). Bemærk endvidere følgende: "Lad ikke dit øje skåne" osv. (Jth 2,11; sammenlign Ez 5,11 osv.); "så sandt jeg lever" (i en ed, Jth 2,12); "himlens Gud" (Jth 5,8; 11,17); "menneskesøn," parallelt med "menneske" og i samme betydning (Jth 8,16); "og det skete, da hun var holdt op med at råbe" osv. (Jth 10,1); "præsterne, som gør tjeneste i Jerusalem foran vor Guds ansigt" (Jth 11,13). I Jth 16,3 har vi ordene: "For en gud, der knuser kamp, er Herren." Nu kan "Herre" uden artikel kun være det hebraiske "Yahweh," som altid læses 'adhonay, "Herre." Men udtrykket "at knuse kamp" er hverken godt græsk eller giver god mening. De hebraiske ord shabhath ("at hvile"; sammenlign shabbath, "sabbat") og shabhar ("at bryde") skrives meget ens, og i den oprindelige hebraiske tekst må vi have haft den kausative form af det første verbum: "En Gud, der får krig til at ophøre, er Herren" (se Sl 46,9). Desuden gengives det hebraiske idiom, som forstærker et finit verbum ved at sætte en beslægtet (absolut) infinitiv foran det, i denne bogs græske tekst i den sædvanlige form, hvori det forekommer i Septuaginta (og på walisisk), nemlig et participium efterfulgt af et finit verbum (se Jth 2,13). Nærværende forfatter har noteret andre eksempler, men hindres af pladsmangel i at føje dem til her. At den oprindelige bog var hebraisk og ikke aramæisk, gøres yderst sandsynligt af den kendsgerning, at de ovennævnte eksempler på hebraisk idiom er særegne for dette sprog. Bemærk især idiomet "og det skete, at" osv. (Jth 2,4), med det underforståede "waw consecutive," og hvad der ovenfor er sagt om Jth 11,13, hvor den meningsløse græske tekst opstod gennem forvekslingen af to hebraiske (ikke aramæiske) ord, der skrives på lignende måde. Der findes også tilfælde af fejl i den græske tekst, som skyldes forkert oversættelse fra hebraisk, som i Jth 1,8 (hvor man i stedet for "folkeslag" skal læse "byer" eller "bjerge"); Jth 2,2 (hvor man i stedet for "afsluttede," hebraisk wa-yekhal, skal læse "åbenbarede," wa-ye-ghal); Jth 3,1.9.10 (se Fritzsche under ordet) osv.

VII. Oversættelser.

1. Græsk:

Den græske tekst foreligger i tre former:

(1) den i de vigtigste græske uncialhåndskrifter (A, B, som stemmer nøje overens), som følges i trykte udgaver af Septuaginta (Septuaginta);

(2) den i kodekserne 19, 108 (Lukians tekst), en tydelig revision af (1);

(3) codex 58, som nøje ligner (2), og som den gamle latinske oversættelse og Peshitta stemmer overens med på de fleste punkter.

2. Syrisk:

Der findes to bevarede syriske VSS, begge afhængige af den græske tekst (3), som er nævnt ovenfor. Peshitta er gengivet i Waltons Polyglot og i en kritisk revideret form i Lagarde, Lib. Vet. Test Apocrypha Syriac, 104-26. Den såkaldte hexaplariske syriske tekst blev lavet af Paul af Tella i det 6. århundrede

3. Latin:

(1) Den gamle latinske oversættelse synes at være lavet ud fra den græske tekst, codex 58 (se ovenfor).

(2) Hieronymus lavede sin latinske oversættelse (som Vulgata (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) er identisk med) ud fra en tabt kaldæisk oversættelse. At denne sidste ikke er bogens oprindelige tekst, er sikkert, fordi hverken Origenes eller hans jødiske lærere vidste noget om en hebraisk eller aramæisk tekst til Judit.

4. Hebraisk;

Flere sene hebraiske oversættelser af bogen er blevet fundet, ingen af dem med stærke krav på at blive betragtet som den oprindelige tekst, selv om Gaster (se EB, II, sp. 2,642) fremsætter et sådant krav for det håndskrift, som han fandt, udgav og oversatte (se PSBA, XVI, 156-63). De hebr. midrasher blev lavet til at blive læst i jødiske hjem og varierer efter de omstændigheder, de er opstået under. Men de stemmer overens på disse punkter: Egennavne udelades ofte. Jerusalem er handlingens skueplads, og krigene er makkabæernes krige. Judit er en jødisk ung pige og Ahitahs datter, ifølge Gaster-håndskriftet, og hun tilhører tilsyneladende makkabæerfamilien. Det er Nikanor, der halshugges, og anledningen er Tempelindvielsesfesten; i Gaster-håndskriftet er det kongen, der dræbes. Oversættelser af disse midrasher kan ses i Jellinck, Beth Hammidrash, I, 130-41; II, 12 f; Lepsius, Zeitschr. fur wiss. Theologie, 1867, 337 ff; Ball, Speaker's Apocrypha, I, 25 ff; Scholz, Comm.2, Anhange I and II; Gaster, i det citerede værk. Gaster argumenterer for, at den meget kortere form af fortællingen i hans håndskrift er ældre end den længere version. Men hvis en forfatter skulle udvide en kort fortælling, ville han næppe være tilbøjelig til at opfinde flere egennavne og ændre andre. Det er sandsynligt, at Judit kom til at blive fremstillet som en ren ung pige (en jomfru) under indflydelse af den lave opfattelse af ægteskabet, som blev fremmet i den middelalderlige kristne kirke.

LITTERATUR.

For udgaverne af den græske tekst og for kommentarer til Apokryferne, se under APOCRYPHA. Men om Judit bemærkes især kommentarerne af Fritzsche og Ball, hvoraf den sidstnævnte indeholder en udførlig bibliografi. Men følgende må desuden nævnes: Scholz, Commentar uber das Buch Judith und uber Bel und Drache, 1896; en 2. udgave er udkommet; A.S. Weissmann, Das Buch Judith historisch-kritisch beleuchtet, Wien, 1891; Schurer, GJV4, III, 230-37, med fuld bibliografi; sammenlign HJP, II, iii, 32-37; Pentin, The Apocrypha in English Lit., Judith, 1908; og de relevante artikler i bibelordbøgerne, især den af F. C. Porter i HDB.

T. Witton Davies