Judas område

(yehudhah):

I. GEOGRAFISKE OPLYSNINGER

1. De naturlige grænser

2. Judas naturlige inddelinger

(1) Kystslette

(2) Shefela

(3) Judas bjergland

II. JUDAS STAMME OG DENS OMRÅDE

III. GRÆNSERNE FOR KONGERIGET JUDA

LITTERATUR

I. Geografiske oplysninger.

Selv om Vestlandets fysiske udformning deler landet i meget klart afgrænsede områder, der løber på langs fra nord til syd, har man gennem hele historien dog anerkendt en yderligere – og politisk vigtigere – inddeling i 3 områder, der løber på tværs, og som i nytestamentlig tid var kendt som Galilæa, Samaria og Judæa. Disse distrikter adskiller sig til en vis grad ved særprægede fysiske træk, som i ikke ringe grad har påvirket deres indbyggeres historie.

1. De naturlige grænser:

Det sydligste af disse områder har på 3 sider meget klart definerede naturlige grænser: mod vest Middelhavet, mod øst Det Døde Hav og Jordan, og mod syd 60 miles, fra nord til syd, af praktisk taget sporløs ørken, en grænse lige så sikker som hav eller bjergkæde. Mod nord findes ingen sådan tydelig »videnskabelig grænse«, og på denne ene virkelig tilgængelige side vidner historien om, at grænsen er blevet skubbet frem og tilbage. Den mest ideelle naturlige nordgrænse, som først forholdsvis sent i hebraisk tid blev den faktiske (se JUDAEA), er den, der går fra floden `Aujeh i vest, op gennem Wady Deir Baldt, via den brede og dybe Wady Ishar til `Akrabbeh og derfra østpå til Jordan. En anden naturlig grænse begynder ved den samme linje i vest, men efter at have fulgt Wady Deir Baldt forgrener den sig mod syd langs Wady Nimr (som nu gennemløbes af den moderne kørevej fra Jerusalem til Nablus), krydser vandskellet tæt ved det høje Tell Ashur og løber derefter i rækkefølge ned gennem Wady Sanieh og Wady `Aujeh og via den østlige flod `Aujeh til Jordan. Denne skillelinje stemmer overens med de fysiske forhold, fordi højsletterne i »Judæa« nord for den viger for de mere opbrudte bjerggrupper i »Samaria«. En anden, mindre naturlig, men langt mere historisk, grænse er den, der går gennem Ajalons dal, følger Bet-Horon-passet og, efter at have krydset det centrale plateau nær el Jib (Gibeon) og er Ram (Rama i Benjamin), løber ned gennem den dybe og ujævne Wady SuweiniT, mellem Jeba` (Geba) og Mukhmas (Mikmas), til Jeriko og Jordan. Det var langs denne linje, at de store grænsefæstninger Betel, Gibeon, Rama, Adasa, Geba og Mikmas blev opført. Sådan var de naturlige grænser mod nord, syd, øst og vest for den sydlige tredjedel af landet; men gennem hele historien udgjorde det land, der således var omsluttet, næsten aldrig en homogen helhed.

2. Judas naturlige inddelinger:

Inden for disse grænser lå fire meget forskellige typer land – kystsletten, »lavlandet« eller Shefela, »bjerglandet« og, som regel indbefattet i det sidste, ørkenen eller Jeshimon.

(1) Kystsletten:

Kystsletten, »filistrenes Judas land« (1 Sam 6,1; 1 Sam 27,1; 2 Kong 8,2; Zak 2,5), var ideelt set, men aldrig faktisk, Judas område (sammenlign Jos 15,45-47); den kan have været medregnet, sådan som nogle moderne forfattere gør det, som en del af Shefela, men det er ikke den sædvanlige brug af ordet. Det er en stor strækning med jævn slette eller bølgende bakker med meget frugtbar jord, i stand til at underholde en blomstrende befolkning og byer af betydelig størrelse, især nær havkysten.

(2) Shefela:

Shefela (shephelah), eller Judas »lavland« (5 Mos 1,7; Jos 9,1; Jos 11,2; Jos 11,16; Jos 15,33-44; 1 Kong 10,27; 1 Krøn 27,28; Jer 17,26).--I disse henvisninger gengives ordet forskelligt i KJV, som regel som »vale« eller »valley«, undertiden, som i de to sidste, som »plain«. I RV er den sædvanlige gengivelse »lowland«. I 1 Makk 12,38 har KJV »Shephela« og RV »plain country«. Ordet »Shephelah« synes at leve videre i det arabiske Sifla omkring Beit Jebrin.

Dette er et meget vigtigt område i Judas historie. Det er et distrikt, der hovedsagelig består af afrundede bakker, 500-800 fod høje (ca. 150-240 m), med frugtbare åbne dale fulde af kornmarker; huler findes i mængde, og der er rigelige vidnesbyrd om en befolkning, der engang var tæt. Da det ligger mellem »bjerglandet« og kystsletten, var det skueplads for hyppige sammenstød mellem hebræerne og filistrene; Juda formåede ikke at holde det mod filistrene, som beholdt det gennem det meste af deres historie. Shefela er ret skarpt adskilt fra den centrale bjergmasse af en bemærkelsesværdig række dale, der løber fra nord til syd. Begynder man ved Ajalons dal og går mod syd, har vi i rækkefølge Wady el Ghurab og, efter at have krydset Wady es Siwan, Wady en Najil, Wady es Sunt (Ela) og Wady es Cur. Det er bemærkelsesværdigt, at den vestlige ende af den mest historiske nordgrænse for det gamle Juda – den, der i vest var begrænset af Ajalons dal – synes at have været bestemt af tilstedeværelsen af dette naturlige træk. Nord for dette flader Samarias bjerge ud mod sletten uden sådanne mellemliggende dale.

(3) Judas bjergland:

Judas bjergland er langt den mest karakteristiske del af denne stammes besiddelser; det var på grund af lyet i disse bjergfæstninger, at dette folk formåede at hævde sig over for sine naboer og skjule sig for Assyriens og Egyptens erobrende hære. Ingen anden del af landet var så afsides og beskyttet af sine naturlige grænser. Det var omgivelserne med disse nøgne bakker og ujævne dale, som i høj grad formede jødernes karakter og påvirkede deres litteratur. Bjerglandet er et velafgrænset område, omkring 35 miles langt og cirka 15 bredt (ca. 56 × 24 km), og det er på tre sider beskyttet af naturlige grænser af stor styrke; kun mod nord har det ingen »videnskabelig grænse«. Mod syd lå Negeb, og hinsides den den næsten vandløse ørken, en barriere bestående af en række stenede bakker, der løber øst-vest, vanskelig for en karavane og næsten ufremkommelig for en hær. Mod vest rejser bakkerne sig brat fra de dale, som afgrænser dem fra Shefela, men de gennembrydes af en række stejle og ujævne kløfter, der snor sig op til det centrale plateau. Ved det nordvestlige hjørne løber Bet-Horon-passet — en del af den nordlige grænselinje — op fra den brede Ajalon-dal; denne rute, den mest historiske af alle, har været forbundet med en række nederlag, som blev påført af dem, der holdt det højere terræn (se BETH-HORON). Syd for dette ligger Wady `Ali, hvor den moderne kørevej til Jerusalem løber op, og endnu længere mod syd ligger den snoede, klippefyldte kløft, Wady es Surar, langs en del af hvilken jernbanen fra Jaffa er anlagt. En vigtigere dal, på grund af dens bredde og mildere stigning, er den store Ela-dal (Wady es Cunt); for at bevogte dens højeste dele (nu Wady es Cur) blev den stærke fæstning Bet-Sur bygget (2 Krøn 11,7, osv.), som Josefus (Ant., XIII, v, 6) beskriver som »det stærkeste sted i hele Judæa« (se BETH-ZUR). Op gennem dette pas trængte syrerne med held ind i Judæa ved hjælp af elefanter (Ant., XII, ix, 4). Bjerglandets østlige grænse er af usædvanlig naturlig styrke. For det første var der Jordan og Det Døde Hav; dernæst lå der langs hele den østlige grænse, bortset fra dens nordligste del, en lang række næsten lodrette klipper, nogle steder over 1.000 fod høje (ca. 300 m), helt umulige at bestige og kun gennembrudt med lange mellemrum af pas, der alle er stejle og farlige. Inden for dette kom igen et vidt område med vandløs og ufrugtbar ørken, Judas (eller Judæas) ørken, i de engelske bibeloversættelser kendt som JESHIMON (se dette). I den nordøstlige del af grænsen, hvor opstigningen fra Jerikosletten til bjergene ikke frembyder nogen særlig vanskelighed i stigning, begrænsede Jeshimons vandløse tilstand i høj grad de mulige ruter for en fjende. Den naturlige placering for den første forsvarslinje var den befæstede by Jeriko, men som grænsefæstning svigtede den fra Josvas dage og fremefter (se JERICHO). Fra Jeriko går fire veje op til Judas plateau; i modsætning til de tilsvarende pas ved den vestlige grænse følger de ikke nogen bestemt dallinje, men løber mange steder faktisk langs højderyggene.

Disse veje er:

(a) Den tidligste historisk set, skønt nu den mindst benyttede, er den nordligste, som går vestpå bag det gamle Jeriko (nær `Ain es Sultan) og stiger op gennem Mikmas og Aj til Betel;

(b) den rute, som den moderne Jerusalem-Jeriko-vej følger;

(c) den mere naturlige rute, som går ind i bakkerne gennem Wady Joreif Ghusal og løber forbi Nebi Musa, hvor den slutter sig til den moderne kørevej en mile eller deromkring efter at have passeret den forladte ruin af den saracenske Khan el Ahmar. Her løber vejen for de tusinder af pilgrimme, som om foråret besøger helligdommen Nebi Musa.

(d) Det mest naturlige pas af alle går ad Wady el Kuneiterah, over det åbne plateau el Bukeia' og over skulderen af Jebel el Muntar til Betlehem.

Fra `Ain Feshkhah stiger en meget stejl vej, sandsynligvis gammel, op for at slutte sig til denne sidste rute i el Bukeia`; fra En-Gedi (`Ain Jidy) snor en stejl opstigning — næsten en trappe — sig brat op til plateauet ovenover, hvorfra en vej går mod nordvest ved Wady Hucaceh forbi Tekoa til Betlehem og Jerusalem, og en anden gren går mod vest til Hebron og Jutta.

Et eller andet sted langs disse ruter må »Ziz-opstigningen« og »Jeruels ørken« have ligget, skuepladsen for begivenhederne i 2 Krøn 2. Judas bjergland adskiller sig fra andre dele af Israels land ved visse fysiske kendetegn. Dets centrale del er et langt plateau — eller egentlig en række plateauer — der løber nord-syd, meget stenet og ufrugtbart og kun forsynet med sparsomme kilder: »dug« er mindre rigelig end i nord; flere af de højtliggende sletter, f.eks. omkring Betlehem, Beit Jala og Hebron, egner sig godt til dyrkning af korn og oliventræer; i de beskyttede dale og på de terrasserede bjergsider vest for vandskellet trives vinstokke, oliventræer, figentræer og andre frugttræer særdeles godt. Overalt findes der vidnesbyrd om, at dyrkningen var langt mere udviklet i oldtiden; på de fleste bjergskråninger mod vest kan spor af gamle terrasser stadig ses (se BOTANY). Dette distrikt er i mange dele, især på dets østlige skråninger, frem for alt et hyrdeland, og flokke af får og geder findes i mængde og trænger om foråret endda ud i selve ørkenen. Denne sidste er altid nærværende, synlig fra omgivelserne af alle Judas større byer og har uden tvivl dybt påvirket deres indbyggeres liv og tanker.

Den højde, der nås i dette »bjergland«, er sædvanligvis under 3.000 fod i nord (f.eks. Ramallah, 2.850 fod, Nebi Samwil, 2.935 fod), men er større nær Hebron, hvor vi når 3.545 fod ved Ramet el Khulil. Mange vil begrænse betegnelsen »Judæas bjergland« til de højere bjerge med centrum omkring Hebron, men det er unødvendigt. Jerusalem ligger nær en lavere og mere udstrakt del af plateauet, mens de højere bjerge nord for byen, ligesom byen selv, ligger i Benjamins område.

II. Judas stamme og dens område.

I 4 Mos 26,19-22, hvor hebræernes stammer opregnes »på Moabs sletter ved Jordan over for Jeriko« (4 Mos 26,3), beskrives Juda som sammensat af shelanitternes, perizzitternes, zerahitternes, hezronitternes og hamulitternes slægter. »Dette er Judas slægter efter dem, der blev mønstret af dem,« i alt 76.500 (4 Mos 26,22). I Dom 1,16 læser vi, at kenitterne sluttede sig til Judas stamme, og af andre henvisninger (Jos 14,6-15; Jos 15,13-19; Dom 1,12-15; Dom 1,20) lærer vi, at de to kenizzitiske klaner Kaleb og Otniel også blev optaget; og det er klart af 1 Sam 27,10; 1 Sam 30,29, at jerahmeelitterne--nært forbundet med kalebitterne (sammenlign 1 Krøn 2,42)--også udgjorde en del af Judas stamme. Kenizzitterne og jerahmeelitterne var sandsynligvis af edomitisk oprindelse (1 Mos 36,11; sammenlign 1 Krøn 2,42), og denne store iblanding af fremmed blod kan delvis forklare Judas forholdsvis isolerede stilling i forhold til de andre stammer (f.eks. nævnes den ikke i Dom 5).

Judas stammes område beskrives ideelt i Jos 15, men det strakte sig aldrig i virkeligheden over kystslettten mod vest. De naturlige grænser mod vest og øst er allerede blevet beskrevet som »bjerglandets« grænser; mod syd beskrives grænsen som gående »helt til Zins ørken mod syd, ved den yderste del af sydlandet«, dvs. af Negev (15,1), og (15,3) så langt mod syd som Kadesh-Barnea, dvs. oasen `Ain Kadis, 50 miles syd for Be’ersheba, langt ude i ørkenen; beliggenheden af »Akrabbim-passet«, dvs. skorpionernes pas, kendes ikke. »Egyptens bæk« antages almindeligvis at være Wady el `Arish. Faktum er, at den faktiske grænse umærkeligt gled over i ørkenen--måske varierende med mulighederne for landbrug og derfor afhængig af nedbøren. De byer, der nævnes ved grænserne, og hvis steder nu er gået tabt, markerede sandsynligvis omtrent kanten af det beboelige område (se NEGEB).

Den nordlige grænse, som skilte Judas land fra Benjamins, kræver kort omtale. De forskellige lokaliteter, der nævnes i Jos 15,5-12, behandles i særskilte artikler, men hvis vi udelader de meget tvivlsomme, vil følgende, som almindeligvis accepteres, vise grænselinjens generelle retning: Grænsen gik fra Jordans udløb til Bet-Hogla (`Ain Hajlah) og fra Akors dal (Wady Kelt) ad Adummim-passet (Tala `at edition Dumm) til En-Shemeshs vande (sandsynligvis `Ain Haud), En-Rogel (Bir Eyyub) og Hinnoms dal (Wady er Rababi). Linjen krydsede derefter Refaim-dalen (el Bukeia') til Neftoas vande (Lifta), Kirjat-Jearim (Kuryet el `Enab), Kesalon (Kesla), Bet-Shemesh (`Ain Shems), Ekron (`Akir) og Jabneel (Yebnah), »og grænsens udløb var ved havet«. Ifølge den ovennævnte linje lå Jerusalem helt inden for Benjamins grænser, skønt alterets sted ifølge en tradition, der er bevaret i Talmud, lå på et jordstykke, som tilhørte Juda. Den ovennævnte grænselinje kan følges på ethvert moderne kort over Israels land, og hvis den mange steder ikke beskriver en naturlig grænse, må man huske, at grænserne for landsbyers og byers besiddelser i det moderne land er yderst vilkårlige; og selv om de ikke bestemmes af naturlige skel som vandløb eller bjergtoppe, består de fra generation til generation, også i perioder--ikke langt tilbage i tiden--hvor der var stadig krig mellem forskellige klaner.

Judas område var lille; selv hvis det havde omfattet alt inden for dets ideelle grænser, ville det ikke have været mere end 2.000 kvadratmiles; i virkeligheden var det nærmere 1.300 kvadratmiles, hvoraf næsten halvdelen var ørken.

III. Juda-rigets grænser.

Disse var meget snævre. I 2 Krøn 11,5-12 findes en liste over de byer--hovedsagelig dem ved grænsen--som Rehabeam befæstede. Mod øst lå Betlehem, Etam og Tekoa; og mod vest og sydvest lå Bet-Zur, Soko, Adullam, Gat, Maresha, Zif, Adorajim, Lakish, Azeka, Sora, Ajjalon og Hebron. Stederne for det store flertal af disse er kendt, og de ligger alle ved grænserne af Shefela eller bjerglandet. Man vil også se, at de militære forberedelser, der dengang blev foretaget, var rettet mod et angreb fra vest. I det 5. år af Rehabeams regering kom det forventede angreb, og Shishak (Sheshenq I) af Egypten fejede hen over landet og erobrede ikke blot hele Juda og Jerusalem, men ifølge den læsemåde, som nogle autoriteter følger i beretningen om dette felttog i det store tempel i Karnak, overdrog han visse af Judas fæstninger til Jeroboam af Israel.

Den sædvanlige nordlige grænse mellem de to hebraiske kongeriger synes at have været den sydligste af de tre naturlige linjer, der er beskrevet i I ovenfor, nemlig gennem Ajalons dal mod vest og Mikmas' kløft (Wady SuweiniT) mod øst. Langs det centrale højland varierede grænsen. Betel (1 Kong 12,29; 2 Kong 10,29; Am 3,14; Am 4,4; Am 7,10; Am 7,13; Hos 10,15) hørte til Israel, selv om den en tid faldt til Juda, da Abija indtog den og sammen med den Jeshana (`Ain Sinia) og Efron (sandsynligvis et Taiyibeh) (2 Krøn 13,19). Geba (Jeba`), lige syd for Wady Suweinit, lå ved Judas nordgrænse; derfor læser vi nu, i stedet for det gamle udtryk "fra Dan til Be'ersheba", "fra Geba til Be'ersheba" (2 Kong 23,8). Basha, Israels konge, drog sydpå og befæstede Rama (er Ram, kun 4 miles fra Jerusalem) mod Juda (1 Kong 15,17), men Asa standsede hans arbejde, fjernede befæstningerne og styrkede med materialerne sin egen grænse ved Geba og Mispa (1 Kong 15,21; 1 Kong 15,22). I Jordandalen blev Jeriko holdt af Israel (1 Kong 16,34; 2 Kong 2,4).

Efter at Nordriget faldt, synes Judas grænse at have strakt sig lidt længere mod nord, og Betel (2 Kong 23,15-19) og Jeriko (at dømme efter Ezra 2,34; Neh 3,2; Neh 7,36) blev også en del af Judas rige. For den videre historie om dette område, se JUDAEA.

LITTERATUR.

Se især H G H L, kapitlerne viii-xv; P E F, III, og Saunders, Introduction to the Survey of Western Palestine.

E. W. G. Masterman