Nebukadnesar

I babylonisk ortografi Nabu-kudur-uzur, som betyder “Nebo, beskyt kronen!” eller “grænserne.” I en indskrift kalder han sig selv “Nebos yndling.” Han var søn og efterfølger af Nabopolassar, som befriede Babylon fra dets afhængighed af Assyrien og lagde Nineve i ruiner. Han var den største og mægtigste af alle de babyloniske konger. Han giftede sig med Kyaxares’ datter, og således blev de mediske og babyloniske dynastier forenet.

Neko II, Egyptens konge, vandt en sejr over assyrerne ved Karkemish. Dette sikrede Egypten besiddelsen af Assyriens syriske provinser, herunder Israels land. De resterende provinser i det assyriske rige blev delt mellem Babylonien og Medien. Men Nabopolassar havde ambitioner om at generobre de vestlige provinser i Syrien fra Neko, og til dette formål sendte han sin søn vestpå med en mægtig hær (Dan 1,1). Egypterne mødte ham ved Karkemish, hvor der blev udkæmpet et voldsomt slag, som endte med egypternes fuldstændige nederlag; de blev drevet tilbage (Jer 46,2-12), og Syrien og Fønikien blev bragt under Babylons herredømme (606 f.Kr.). Fra den tid “kom Egyptens konge ikke mere ud af sit land” (2 Kong 24,7). Nebukadnesar undertvang også hele Israels land og indtog Jerusalem, idet han førte en stor mængde af jøderne bort som fanger, blandt dem Daniel og hans venner (Dan 1,1, 2; Jer 27,19; 40,1).

Tre år efter dette gjorde Jojakim, som havde regeret i Jerusalem som babylonisk vasal, oprør mod undertrykkeren, idet han stolede på hjælp fra Egypten (2 Kong 24,1). Dette fik Nebukadnesar til igen at føre en hær frem for at erobre Jerusalem, som straks overgav sig til ham (598 f.Kr.). En tredje gang kom han imod byen og afsatte Jojakin, som han førte til Babylon sammen med en stor del af byens befolkning og templets hellige kar, og han satte Sidkija på Judas trone i hans sted. Også han, uden at agte på profetens advarsler, indgik en alliance med Egypten og gjorde oprør mod Babylon. Dette førte til den endelige belejring af byen, som til sidst blev indtaget og fuldstændig ødelagt (586 f.Kr.). Sidkija blev taget til fange og fik sine øjne stukket ud efter ordre fra Babylons konge, som gjorde ham til fange for resten af hans liv.

En onyks-kame, som nu findes i museet i Firenze, bærer en kileformet indskrift, som bestemt er gammel og ægte. Profilen med hjelm siges (Schrader) også at være ægte, men det er mere sandsynligt, at det er portrættet af en tronraner på Dareios’ (Hystaspes’) tid, kaldet Nidinta-Bel, som tog navnet “Nebukadnesar.” Indskriften er blevet oversat således: “Til ære for Merodak, hans herre, lod Nebukadnesar, Babylons konge, dette fremstille i sin levetid.”

En lertavle, som nu findes i British Museum, bærer følgende indskrift, den eneste der hidtil er fundet, som omtaler hans krige: “I Nebukadnesars syvogtredivte år, kongen over landet Babylon, drog han til Egypten [Misr] for at føre krig. Amasis, Egyptens konge, samlede [sin hær] og marcherede og bredte sig ud.” Således blev profetens ord opfyldt (Jer 46,13-26; Ez 29,2-20). Efter at have fuldført undertvingelsen af Fønikien og straffet Egypten satte Nebukadnesar sig nu for at genopbygge og udsmykke byen Babylon (Dan 4,30) og forøge sit riges storhed og velstand ved at anlægge kanaler, akvædukter og reservoirer, som i pragt og storslåethed overgik alt af den slags, der nævnes i historien (Dan 2,37). Han fremstilles som en “kongernes konge,” der hersker over et vidtstrakt rige med mange provinser, med en lang liste af embedsmænd og herskere under sig, “fyrster, statholdere, befalingsmænd” osv. (3,2.3.27). Man kan med rette sige, at han skabte det mægtige rige, som han herskede over.

“Moderne forskning har vist, at Nebukadnesar var den største monark, som Babylon, eller måske Østen i almindelighed, nogensinde frembragte. Han må have haft en enorm rådighed over menneskelig arbejdskraft; ni tiendedele af selve Babylon og nitten tyvendedele af alle de andre ruiner, som i næsten utallig mængde dækker landet, består af mursten stemplet med hans navn. Han synes at have bygget eller restaureret næsten hver eneste by og hvert eneste tempel i hele landet. Hans indskrifter giver en udførlig beretning om de vældige arbejder, som han udførte i og omkring selve Babylon, og de illustrerer rigt hans pral: ‘Er dette ikke det store Babylon, som jeg har bygget?’” Rawlinson, Hist. Illustrations.

Efter hændelsen med den “brændende ildovn” (Dan 3), som de tre hebraiske bekendere blev kastet i, blev Nebukadnesar ramt af en særlig form for mental forstyrrelse som straf for sin stolthed og forfængelighed, sandsynligvis den form for vanvid, der kaldes lykantropi (dvs. “forvandlingen af et menneske til en ulv”). En bemærkelsesværdig bekræftelse af Skriftens beretning gives af den nylige opdagelse af et bronzedørtrin, som bærer en indskrift om, at det blev skænket af Nebukadnesar til det store tempel i Borsippa som et votivoffer på grund af hans helbredelse fra en frygtelig sygdom.

Han levede i nogle år efter sin helbredelse og døde i 562 f.Kr., i sit treogfirsindstyvende eller fireogfirsindstyvende leveår, efter en regeringstid på treogfyrre år. Han blev efterfulgt af sin søn Evil-Merodak, som efter en regeringstid på to år blev efterfulgt af Neriglissar (559-555), som blev efterfulgt af Nabonadius (555-538). Ved slutningen af hans regeringstid (mindre end et kvart århundrede efter Nebukadnesars død) faldt Babylon for Kyros i spidsen for Mediens og Persiens forenede hære.

“Jeg har undersøgt,” siger Sir H. Rawlinson, “murstenene fra måske hundrede forskellige landsbyer og byer i nærheden af Baghdad, og jeg fandt aldrig nogen anden indskrift end den om Nebukadnesar, Nabopolassars søn, Babylons konge.” Ni tiendedele af alle murstenene blandt Babylons ruiner er stemplet med hans navn.