Judas Iskariot

is-kar'-i-ot (Ioudas Iskariotes, dvs. 'ish qeriyoth, "Judas, mand fra Keriot"): En af de tolv apostle og Jesu forræder; om etymologi osv., se JUDAS.

I. Liv.

Judas var, som hans andet navn angiver, hjemmehørende i Keriot eller Kariot. Den nøjagtige beliggenhed af Keriot (jf. Jos 15,25) er usikker, men den lå sandsynligvis i det sydlige Judæa og identificeres med ruinerne af el Karjetein (jf. A. Plummer, artiklen "Judas Iscariot" i HDB).

1. Navn og tidlig historie:

Han var søn af Simon (Joh 13,2) eller Simon Iskariot (Joh 6,71; Joh 13,26), idet betydningen af Iskariot forklarer, hvorfor det også blev anvendt om hans far. Den første skriftmæssige henvisning til Judas er hans udvælgelse til apostelembedet (jf. Matt 10,4; Mark 3,19; Luk 6,16). Han kan have været til stede ved Johannes Døbers forkyndelse i Betania på den anden side af Jordan (jf. Joh 1,28), men mere sandsynligt mødte han først Jesus under dennes tilbagevenden gennem Judæa med sine tilhængere (jf. Joh 3,22). Ifølge De Tolv Apostles Evangelium (se SIMON THE CANAANITE) var Judas blandt dem, der modtog kaldet ved Tiberias-søen (jf. Matt 4,18-22).

2. Før forræderiet:

For enhver bestemt hentydning til Judas i tidsrummet mellem hans kaldelse og begivenhederne umiddelbart før forræderiet står vi alene i gæld til Johannes. Disse hentydninger fremsættes med det åbenlyse formål at vise Judas' forbryderiske karakter fra begyndelsen; og i deres rækkefølge er der en gradvis udvikling og voksende klarhed i den måde, hvorpå Jesus fremsætter profeti om sin kommende forræder. Således svarede Jesus, efter talen om livets brød i synagogen i Kapernaum (Joh 6,26-59), da mange af disciplene forlod Jesus (Joh 6,66), og Peter erklærede apostlenes troskab (Joh 6,69): "Har jeg ikke udvalgt jer, de tolv, og én af jer er en djævel" (Joh 6,70). Derefter følger Johannes' kommentar: "Men han talte om Judas, Simon Iskariots søn, for det var ham, der skulle forråde ham, skønt han var en af de tolv" (Joh 6,71), hvilket antyder, at Judas allerede var kendt af Jesus som en, der i sin ånd hørte til blandt dem, der "trak sig tilbage og vandrede ikke længere med ham" (Joh 6,66). Men situationen, hvor foruroligende den end må have været for de ærgerrige planer, som sandsynligvis drev Judas til at tage imod apostelembedet (jf. nedenfor), var ikke tilstrækkeligt kritisk til at få ham til straks at forlade dem. I stedet dulmede han sin frygt for at blive afsløret med den kendsgerning, at han ikke blev nævnt ved navn, og fortsatte tilsyneladende som en af de trofaste. Personlige motiver af en ussel art havde også indflydelse på, at han blev. Da han blev udpeget til at vogte pengekassen, tilsidesatte han Jesu advarsler om grådighed og hykleri (jf. Matt 6,20; Luk 12,1-3) og tilegnede sig midlerne til eget brug. Som dække for sin begærlighed foregav han at være nidkær i forvaltningen af dem, og derfor spurgte han ved Marias salving af Jesu fødder: "Hvorfor blev denne salve ikke solgt for 300 skilling og givet til de fattige? Men dette sagde han ikke, fordi han havde omsorg for de fattige, men fordi han var en tyv, og da han havde pungen, tog han af det, der blev lagt deri" (Joh 12,5; Joh 12,6; jf. også Matt 26,7-13; Mark 14,3-8).

3. Forræderiet:

Men selv om Judas ved denne list for en tid skjulte sin sande natur for de øvrige disciple og nærede enhver utilfredshed, der måtte opstå blandt dem (jf. Mark 14,4), følte han nu, at hans nuværende indtægtskilde ikke længe kunne forblive sikker. Hans Mesters betydningsmættede ord om dagen for hans begravelse (jf. Matt 26,12; Mark 14,8; Joh 12,7) åbenbarede for hans forræder, at Jesus allerede godt kendte de onde magter, der var i virksomhed imod ham; og det er betegnende, at ifølge Mattæus og Markus, som er de eneste af synoptikerne, der nævner salvingen, gik Judas straks derefter bort og sluttede sin aftale med ypperstepræsterne (jf. Matt 26,14; Matt 26,15; Mark 14,10; Mark 14,11; jf. også Luk 22,3-6). Men hans fravær var kun midlertidigt. Han var til stede ved vaskningen af disciplenes fødder, hvor Jesus endnu en gang skulle skelne ham fra resten af de tolv (jf. "I er rene, men ikke alle" og "Den, der spiser mit brød, har løftet sin hæl imod mig," Joh 13,10; Joh 13,18), men igen uden at blive nævnt ved navn. Det så ud, som om Jesus ønskede at give Judas enhver mulighed, selv i denne sene time, for at angre og aflægge sin bekendelse. For sidste gang, da de havde sat sig til bords for at spise, appellerede Jesus således til ham med ordene: "En af jer skal forråde mig" (Matt 26,21; Mark 14,18; Luk 22,21; Joh 13,21). Og til sidst, som svar på disciplenes ængstelige spørgsmål: "Er det mig?" udpegede han sin forræder, ikke ved navn, men ved et tegn: "Det er ham, for hvem jeg vil dyppe stykket og give ham det" (Joh 13,26). Straks efter at Judas havde modtaget det, forlod han nadversalen; den lejlighed, han søgte, var kommet (jf. Joh 13,30; Matt 26,16). Der er nogen tvivl om, hvorvidt han faktisk modtog det eukaristiske brød og vin, før han gik bort, eller ej, men de fleste moderne kommentatorer mener, at han ikke gjorde det. Efter sin bortgang begav Judas sig til ypperstepræsterne og deres tilhængere, og da han kom til Jesus i Getsemane Have, forrådte han sin Mester med et kys (Matt 26,47-50; Mark 14,43; Mark 14,44; Luk 22,47; Joh 18,2-5).

4. Hans død:

Efter forræderiet tier Markus, Lukas og Johannes om Judas, og beretningerne i Mattæus og Apostlenes Gerninger om hans anger og død varierer i detaljer. Ifølge Mattæus vækkede selve domfældelsen af Jesus Judas' skyldfølelse, og da han blev endnu mere modløs over at blive afvist af ypperstepræsterne og de ældste, "kastede han sølvmønterne ind i helligdommen og gik bort; og han gik hen og hængte sig." For pengene købte ypperstepræsterne pottemagerens mark, som siden blev kaldt "blodmarken", og på denne måde blev Zakarias' profeti (11,12-14), som Mattæus tilskriver Jeremias, opfyldt (Matt 27,3-10). Beretningen i ApG 1,16-20 er meget kortere. Den nævner hverken Judas' anger eller ypperstepræsterne, men siger blot, at Judas "erhvervede en mark for lønnen for sin uret; og da han styrtede hovedkulds ned, brast han midt over, og alle hans indvolde væltede ud" (1,18). Forfatteren til Apostlenes Gerninger ser i dette opfyldelsen af profetien i Sl 69,25. Vulgatas (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) gengivelse, "Da han havde hængt sig, brast han midt over," antyder en måde at forene de to beretninger på.

Ifølge en legendarisk beretning, som nævnes af Papias, skyldtes Judas' død elefantiasis (sammenlign Hennecke, Neutestamentliche Apokryphen, 5). Et såkaldt "Judasevangelium" var i brug blandt den gnostiske sekt kainitterne.

II. Karakter og teorier.

1. Sluttede sig til apostlene for at forråde Jesus:

Meget diskussion og strid har ikke blot samlet sig om uoverensstemmelserne i evangeliernes fortællinger om Judas, men også om hans karakter og de problemer, der knytter sig til den. At Jesu forræder også skulle være en af de udvalgte tolv, har givet kristendommens fjender anledning til angreb fra de tidligste tider (sammenlign Orig., Con. Cel., ii.12); og vanskeligheden ved at finde nogen tilfredsstillende løsning har vist sig så stor, at nogle er blevet tilskyndet til at betragte Judas blot som en personifikation af jødedommens ånd. En accept af dette synspunkt ville imidlertid underminere den historiske værdi af en stor del af de bibelske skrifter. Andre teorier fremsættes som forklaring, nemlig at Judas sluttede sig til apostelkredsen med den bestemte hensigt at forråde Jesus. Formålet med denne hensigt er igen blevet tolket på to forskellige måder, som begge søger at hæve Judas' karakter og befri ham for anklagen om lave motiver og fej forræderiskhed. Ifølge den ene var Judas en stærk patriot, som i Jesus så sin races og dens gamle tros fjende og derfor forrådte ham i sit lands interesse. Dette synspunkt er dog uforeneligt med ypperstepræsternes afvisning af Judas (sammenlign Matt 27,3-10). Ifølge den anden betragtede Judas sig selv som en sand tjener for kristendommen, der påtog sig rollen som forræder for at fremskynde Messias' handling og få ham til at åbenbare sine mirakuløse kræfter ved at kalde Guds engle ned fra himlen for at hjælpe ham (sammenlign Matt 26,53). Hans selvmord skyldtes desuden hans skuffelse over, at Jesus ikke opfyldte hans forventninger. Denne teori fandt tilslutning i oldtiden hos kainitterne (sammenlign ovenfor) og i moderne tid hos De Quincey og biskop Whately. Men de udtryk og den måde, hvorpå Jesus fordømmer Judas (sammenlign også Joh 17,12), gør også dette synspunkt uholdbart.

2. Forudbestemt til at være forræder:

Et andet synspunkt er, at Judas var forudbestemt til at være forræderen: at Jesus fra begyndelsen var sig bevidst, at han skulle lide døden på korset, og valgte Judas, fordi han vidste, at han ville forråde ham og således opfylde de guddommelige beslutninger (sammenlign Matt 26,54). De, der hævder dette synspunkt, bygger deres argumenter på Jesu alvidenhed, som antydes i Joh 2,24, Jesus "kendte alle mennesker"; Joh 6,64, "Jesus vidste fra begyndelsen, hvem der skulle forråde ham," og Joh 18,4, "da han vidste alt det, som skulle komme over ham." Men at tage disse tekster bogstaveligt ville betyde en alt for stiv anvendelse af læren om forudbestemmelse. Det ville behandle Judas som et blot redskab, som et middel og ikke et mål i hænderne på en højere magt; det ville gøre de appeller og bebrejdelser, som Jesus rettede til ham, meningsløse og benægte enhver virkelig eksistens af det personlige ansvar og den skyldfølelse, som det netop var vor Herres hensigt at vække og styrke i sine tilhøreres hjerter. Johannes skrev selv efter begivenheden, men i vor Herres ord var der, som vi har set, en voksende klarhed i den måde, hvorpå han forudsagde sit forræderi. Jesu alvidenhed var større end en blot clairvoyants, som hævdede at kunne forudsige det nøjagtige forløb af fremtidige begivenheder. Det var alvidenheden hos én, der på den ene side kendte sin evige Faders veje blandt mennesker, og som på den anden side trængte ind i de dybeste kroge af menneskets karakter og dér så alle dens hemmelige følelser, motiver og tendenser.

3. Forræderiet som resultat af en gradvis udvikling:

Selv om en fuldstændig drøftelse af Judas' karakter nødvendigvis ville berøre de yderste problemer om den frie vilje og arvesynden (Westcott), som ingen teologi kan løse fyldestgørende, synes den teori, der betragter forræderiet som resultatet af en gradvis udvikling i Judas' sjæl, at være den mest praktiske. Det er betydningsfuldt, at Judas som den eneste blandt disciplene var af sydlig herkomst; og forskellene i temperament og socialt syn, sammen med de smålige fordomme, som disse almindeligvis giver anledning til, kan til dels forklare, men ikke retfærdiggøre, hans senere forræderi--den mangel på indre samhørighed, der fandtes mellem Judas og resten af apostlene. Han besad utvivlsomt en vis forretningsevne og blev derfor sat til at vogte pungen. Men hans hjerte kan ikke have været rent, selv fra begyndelsen, eftersom han endog forvaltede sin første opgave uærligt. Denne begærligheds kræft bredte sig fra det materielle til det åndelige. For ingen af disciplene bragte det svindende håb om et jordisk rige med pragt og herlighed større skuffelse end for Judas. De kærlighedens bånd, hvormed Jesus gradvis drog de andre disciples hjerter til sig, den undervisning, hvormed han løftede deres sjæle op over alle jordiske ting, var for Judas' egoisme som snærende lænker. Og af hans lænkede begærlighed og skuffede ærgerrighed udsprang misundelse, nag og had. Det var hadet, ikke hos en stærk, men hos et i grunden svagt menneske. I stedet for at bryde åbent med sin Herre forblev han tilsyneladende en af hans efterfølgere; og denne fortsatte kontakt med en godhed, som han ikke ville bøje sig for (sammenlign Swete om Mark 14,10), og hans grublen over sin Mesters irettesættelser gav "Satan" let adgang "til hans sjæl". Men hvis han "kendte det gode og ikke gjorde det" (sammenlign Joh 13,17), var han også svag i udførelsen af sine onde planer. Det var denne tøven, snarere end djævelsk snedighed, der fik ham til at blive i nadversalen til sidste øjeblik, og som fremkaldte Jesu bemærkning: "Hvad du gør, gør det hurtigt" (Joh 13,27). I tråd med denne svage sindstilstand var hans forsøg på at kaste skylden på ypperstepræsterne og de ældste (sammenlign Matt 27,3; Matt 27,4). Han søgte at bringe sig selv i orden, ikke med den uskyldige Jesus, som han havde forrådt, men med sine medskyldige i forbrydelsen; og fordi den verden, som hans egoisme havde gjort til hans gud, svigtede ham til sidst, gik han bort og hængte sig. Det var den tragiske afslutning for en, som sluttede sig til en stor sag i spekulationens og den selviske ærgerrigheds ånd, og som ikke vejede de frygtelige følger, som disse urene motiver kunne føre ham til (sammenlign også Bruce, Training of the Twelve; Latham, Pastor Pastorum; Stalker, Trial and Death of Jesus Christ).

C. M. Kerr