Judasbrevet

Forfatteren var “Judas, Jakob den Yngres bror” (Jud 1,1:1), også kaldet Lebbæus (Matt 10,3) og Thaddæus (Mark 3,18). Ægtheden af dette brev blev tidligt draget i tvivl, og tvivlen om det blev genoplivet på reformationstiden; men beviserne til støtte for dets krav er fuldstændige. Det har alle kendetegn på at stamme fra den forfatter, hvis navn det bærer.

Der er intet helt bestemt, der afgør tid og sted for dets affattelse. Det blev tilsyneladende skrevet i den senere del af den apostolske tidsalder, for da det blev skrevet, var der stadig personer i live, som havde hørt apostlene prædike (v. 17). Det kan således være skrevet omkring A.D. 66 eller 70 og tilsyneladende i Israels land.

Brevet er rettet til kristne i almindelighed (v. 1), og dets formål er at sætte dem på vagt mod de vildledende bestræbelser fra en bestemt klasse af vranglærere, som de var udsat for. Brevets stil er som et “lidenskabeligt angreb, i hvis heftige hvirvelvind forfatteren føres af sted, idet han samler eksempel efter eksempel på guddommelig hævn over de ugudelige; lægger epithet på epithet og stabler billede på billede, og så at sige kæmper for at finde ord og billeder, der er stærke nok til at skildre den besmittede karakter hos de tøjlesløse frafaldne, som han advarer kirken imod; idet han igen og igen vender tilbage til emnet, som om alt sprog var utilstrækkeligt til at give en dækkende forestilling om deres udsvævelser og til at udtrykke hans brændende had til deres forvanskning af evangeliets lære.”

Den slående lighed, som dette brev har med 2 Peter, vækker den tanke, at forfatteren til det ene havde set den andens brev.

Den lovprisning, som brevet slutter med, regnes for den fineste i Det Nye Testamente.