Tobits Bog

to'-bit:

1. Navn

2. Kanonicitet

3. Indhold

4. Kendsgerning eller fiktion?

5. Nogle kilder

6. Datering

7. Tilblivelsessted

8. Versioner

9. Originalsprog

LITTERATUR

1. Navn:

Bogen kaldes ved navnet på sin hovedperson, som på græsk er Tobit, Tobeit og i Codex N Tobeith. Det oprindelige hebraiske ord, der således er transskriberet (Tobhiyah), betyder "Jahve er god." Sønnens græske navn er Tobias, en variant af det samme hebraiske ord. I de engelske, walisiske osv. oversættelser kaldes faderen og sønnen henholdsvis Tobit og Tobias, men i Vulgata kendes begge under samme navn--Tobias--hvilket er årsag til megen forvirring. På syrisk kaldes faderen Tobit, sønnen Tobiya, tilsyneladende efter græsk; førstnævnte er ikke en transskription af den hebraiske form, der er nævnt ovenfor, og forudsætter en anden etymologi, men hvilken?

2. Kanonicitet:

Selv om denne bog er udelukket fra protestantiske bibler (med ganske få undtagelser), læses Tobit 4,7-9 i den anglikanske offertorie, og på et tidspunkt indtog Tobias og Sara i den anglikanske kirkes vielsesritual den plads, som Abraham og Sara nu har. Om bogens placering i Septuaginta, Vulgata og engelske bibeloversættelser, se JUDITH, 2.

3. Indhold:

Tobits Bog adskiller sig i væsentlige forhold i sine forskellige versioner og endda i forskellige håndskrifter af de samme versioner (sammenlign Septuaginta). Den følgende analyse af bogen bygger på Septuagintas Codex Vaticanus og Codex Alexandrinus, som engelske bibeloversættelser følger. Vulgata afviger på mange punkter. Bogen fortæller om to jødiske familier, den ene bosat i Nineve, den anden i Ekbatana, som begge var kommet i stor nød, men til sidst genvandt deres lykke og blev forenet ved, at sønnen i den ene familie giftede sig med datteren i den anden. Tobit var sammen med sine brødre af Naftalis stamme blevet ført i fangenskab af Enemessar (= Shalmaneser) og blev i landflygtighed under hans to efterfølgere, Sankerib og Sarchedonus (Esar-haddon). Under sit ophold i Nordriget (Israel) og efter sin flytning til Nineve (Assyrien) forblev han tro mod den jødiske religion og støttede overholdelsen af denne religion i Jerusalem. Desuden fastede han regelmæssigt, gav gavmildt almisser og begravede de af sine landsmænd, som var blevet dræbt med den assyriske konges godkendelse eller på hans befaling. Trods denne troskab mod sine fædres religion og den kendsgerning, at han begravede jødiske lig, som det var hensigten skulle vanæres ved at blive stillet til skue, vandt han ligesom andre jøder (Daniel osv.) gunst ved hoffet ved sin retskafne optræden og blev sat som forvalter over kongens ejendom. Under den næste konge (Sankerib) ændrede alt dette sig, for han mistede ikke blot sit høje embede, men blev også frataget sin rigdom og kom faretruende nær ved at miste livet. Ved et uheld (fuglegødning, der faldt i hans øjne) mistede han synet, og for at gøre ondt værre spottede hans hustru ham, på samme måde som Jobs hustru, for hans religiøse tros nytteløshed. Ligesom Job bad han om, at Gud ville tage ham ud af hans nød.

Nu skete det på denne tid, at en anden jødisk familie, lige så tro mod den fædrene tro, var kommet i lignende nød--Raguel, hans hustru Edna og hans datter Sara, som boede i Ekbatana (Vulgata "Rages"; jf. Tobit 1,14) i Medien. Sara var en eneste datter, smuk af udseende og dydig af karakter. Hun havde været gift med syv mænd efter hinanden, men hver af dem var blevet dræbt på bryllupsnatten af dæmonen Asmodeus, som synes at have været opædt af jalousi og ikke ønskede, at nogen anden skulle få den yndige pige, som han elskede. Tobias' forældre i Nineve ønskede, ligesom Saras i Ekbatana, at se deres eneste barn gift, så de kunne få efterkommere, men ægteskabet måtte i hvert tilfælde være med en, der tilhørte det udvalgte folk (Tobit 3,7-15; men se 7 nedenfor). Fortællingens knudepunkt er at føre Tobias og Sara sammen og at hindre Asmodeus' jaloux mord. I den dybe fattigdom, som han var blevet bragt ned i, kom Tobit i tanker om pengene (ti talenter, dvs. omkring 3.500 britiske pund), som han havde deponeret hos en vis Gabael fra Rages. Septuagintas Codex Alexandrinus og Codex Vaticanus har Rhagoi) i Medien (se Tobit 1,14). Dem ønskede han, at hans søn skulle hente; men rejsen er lang og farlig, og han måtte have en pålidelig vejviser, som han finder i Rafael, en engel sendt af Gud, men som viser sig i skikkelse af en ortodoks jøde. Den gamle mand er henrykt over vejviseren, som han dog først omhyggeligt udspørger, og han sender sin søn af sted med strenge påbud om at overholde loven, give almisse og ikke tage en ikke-jødisk (EV "fremmed") pige til hustru (Tobit 4,3 ff). Da de fortsætter på rejsen, gør de holdt, da de når Tigris, og under et bad i floden ser Tobias en fisk, der så ud, som om den ville sluge ham. Englen siger til ham, at han skal gribe fisken og tage dens hjerte, lever og galde ud og omhyggeligt gemme dem. Da de når Ekbatana, bliver de gæstfrit indlogeret i Raguels hjem, og straks forelsker Tobias sig vanvittigt i den smukke datter Sara og ønsker at få hende til hustru. Dette godkendes af pigens forældre og af Rafael, og ægteskabet indgås. Før de går sammen for natten, instruerer englen brudgommen i at brænde hjertet og leveren fra den fisk, han havde fanget i Tigris. Røgen, der opstod, virkede som en modbesværgelse, for den drev den onde ånd bort, og den vendte aldrig mere tilbage (Tobit 8,1 ff). På Tobias' anmodning tager Rafael til Rages og henter hos Gabael de ti talenter, som Tobit havde betroet ham. Tobias og hans brud, ført af englen, drager nu af sted mod Nineve under Raguels bønner og velsignelser og med halvdelen af hans formue. De bliver varmt modtaget af de gamle og ængstelige forældre Tobit og Anna, og Tobias' hund, som han tog med sig (Tobit 5,16), var så glad for at komme tilbage til det gamle hjem, at den ifølge Vulgatas (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) gengivelse "løb foran, som om den bragte nyheden .... , idet den viste sin glæde ved at smigre og logre med halen" (Vulgata Tobit 11,9; jf. English Versions of the Bible 11,4). Da Tobias når frem til sin far, helbreder han, efter Rafaels anvisninger, Tobits dæmonforårsagede blindhed ved at lægge fiskens galde på den gamle mands øjne, hvorpå synet vender tilbage, og familiens lykke er fuldkommen. Englen tilbydes et smukt honorar for de tjenester, han har ydet, men han afslår alt, fortæller hvem han er, og hvorfor han blev sendt af Gud, som fortjener al lovprisning, mens han selv ingen fortjener. Tobit, som har en forudanelse om Nineves kommende undergang, opfordrer sin søn til at forlade landet og bosætte sig i Medien efter sine forældres død. Tobias får befaling om at skrive de begivenheder, der var sket for ham, i en bog (12,20). Derefter har vi Tobits lovsang og taksigelse og en beretning om hans død i en alder af 158 år (Tobit 13; 14). Tobias og Sara rejser, i overensstemmelse med Tobits råd, til Ekbatana. Hans svigerforældre følger hans forældre til den anden verden, og i en alder af 127 år dør han selv, dog ikke før han har hørt om Nebukadnesars ødelæggelse af Nineve (14,13-15).

4. Kendsgerning eller fiktion?:

Luther synes at have været den første, der satte spørgsmålstegn ved denne bogs bogstavelige historicitet, idet han snarere betragtede den som en didaktisk roman. Det store antal detaljer, der gennemtrænger bogen, personlige, lokale og kronologiske, giver den udseende af overalt at være en historisk beretning; men dette er kun en del af forfatterens artikel. Hans mål er at interessere, undervise og opmuntre sine læsere, som tilsyneladende var i eksil og var kommet i onde tider. Det, forfatteren søger at gøre klart, er, at hvis de er tro mod deres religiøse pligter, hengiver sig til bøn og almissegivning og begraver deres døde i stedet for at lægge dem frem på "Tavshedens tårn", som perserne gjorde, så ville Gud være tro mod dem, som han havde været mod Tobit.

At bogen var tænkt som en bog til religiøs undervisning og ikke som historie, fremgår af følgende overvejelser:

(1) Der er historiske og geografiske unøjagtigheder i bogen. Det var ikke Salmanassar (Enemessar), der førte Naftalis og Zebulons stammer i eksil i Assyrien, men Tiglat-Pileser (734); se 2 Kong 15,29. Sankerib var ikke søn af Salmanassar (Tobit 1,15), men af tronraneren Sargon. Desuden ligger Tigris ikke på vejen fra Nineve til Ekbatana, sådan som Tobit 6 f antyder.

(2) Den fremtrædende plads, der gives visse jødiske principper og praksisser, gør det klart, at bogen blev skrevet på grund af dem. Se Tobit 1,3 ff, Tobits retskaffenhed, hans støtte til helligdommen i Jerusalem, hans almissegivning osv.: (a) han begraver jøders døde legemer; (b) han og hans hustru beder; (c) han lærer Tobias at holde loven, give almisse osv. Bemærk især englen Rafaels undervisning (Tobit 12,6 ff) og den, der findes i Tobits lovsang (Tobit 13).

(3) Forfatteren har i vid udstrækning lånt fra andre kilder, både bibelske og ikke-bibelske, og han viser ingen hensyn til faktuel korrekthed, så længe det lykkes ham at gøre læren klar og fortællingen interessant. Legenden om englen, der gav sig ud for at være en rettroende jøde med et passende jødisk navn og slægtsregister, blev taget fra folkelig tradition og kan næppe være blevet accepteret af forfatteren som bogstaveligt sand.

For mundtlige og skriftlige kilder, som Tobits forfatter brugte, se næste afsnit. En forfatter, hvis mål var at give en nøjagtig beretning om ting, der var sket, ville næppe have hentet stof fra så mange kilder, der tilhørte så forskellige tider, og han ville heller ikke samle begivenheder i ét liv, som i kilderne hører til mange liv (Job osv.).

5. Nogle kilder:

Tobits Bog er afhængig af ældre kilder, mundtlige eller skriftlige, i højere grad end det er tilfældet med de fleste bøger i Apokryferne. Det følgende er en kort fremstilling af nogle af disse:

(1) Jobs Bog.

Ud over at tilhøre den samme almene litteraturklasse som Job, nemlig den slags, der beskæftiger sig med lidelsens problem, præsenterer Tobit os for en mand, hvis livsforløb rummer skift mellem medgang og modgang, der ligner dem, vi møder hos Job. Når Anna bebrejder sin mand, at han bliver ved med at tro på en religion, der svigter ham i det kritiske øjeblik (Tobit 2,14), skal vi sandsynligvis se en afspejling af den lignende episode i Job ("frasig dig Gud og dø" (Job 2,9)).

(2) Siraks Bog.

Der er så mange paralleller mellem Sirak og Tobit, at en form for afhængighed synes ganske klar. Tag følgende som typiske eksempler: Begge lægger vægt på almissegivningens virkning (Tobit 4,11; 12,9; jf. Sirak 3,30; 29,12; 40,24). Begge lærer den samme lære om Sheol som bolig for følelsesløse skygger, hvortil både gode og onde går (Tobit 3,6.10; 13,2, jf. Sirak 46,19; 14,16; 17,28). Vigtigheden af at begrave de døde betones i begge bøger (Tobit 1,17; 2,3.7; 4,3 f.; jf. Sirak 7,33; 30,18; 38,16). De samme moralske pligter fremhæves: vedvarende opmærksomhed på Gud og det liv, han påbyder (Tobit 4,5 f.,19; jf. Sirak 6,37; 8,8-14; 35,10; 37,2); kyskhed og pligten til at gifte sig inden for ens eget folk (Tobit 4,12 f.; 8,6; jf. Sirak 7,26; 36,24); ret behandling af tjenere (Tobit 4,14; jf. Sirak 7,20 f.); begærlighedens synd (Tobit 5,18 f.; jf. Sirak 5); se mere udførligt Speaker's Apocrypha, I, 161 f.

(3) Achiqar-legenden.

Vi ved nu, at fortællingen om Ahikar, der omtales i Tobit 14,10, fandtes i mange former og blandt mange gamle folkeslag. Legendens indhold er kort fortalt, at Achiqar var statsminister i Assyrien under Sankerib. Da han var barnløs, adopterede han en dreng, Nadan (kaldet "Aman" i 14,10), og han sparede hverken udgifter eller anstrengelser for at sikre ham en god stilling i livet. Da den unge mand vokser op, viser han sig at være slet og ødsler ikke blot sine egne penge bort, men også Achiqars. Da han bliver irettesat og straffet af denne, lægger han rænker mod sin adoptivfar og overbeviser ved falske breve kongen om, at hans minister er en forræder. Achiqar dømmes til døden, men bøddelen redder den faldne ministers liv og skjuler ham i en kælder under hans (Achiqars) hus. I en stor krise, der uventet opstår, udtrykker kongen ønsket om, at han stadig havde sin gamle og (som han troede) nu henrettede minister hos sig. Han bliver henrykt over trods alt at opdage, at han er i live, og han spilder ingen tid med at genindsætte ham i hans tabte stilling og overdrager Nadan til ham, så han kan straffe ham, som han finder passende.

Der kan ikke være tvivl om, at Tobits "Achiacharus" (Achiacharos, 1,21 f.; 2,10; 11,18; 14,10), en nevø af Tobit, er Achiqar fra den ovenstående fortælling. George Hoffmann fra Kiel (Auszuge aus syrischen Akten persiacher Martyrer) var den første, der forbandt Achiqar-legenden med Tobits Achiacharus, skønt han mente, at fortællingen opstod i middelalderen under påvirkning fra Tobit. Moderne forskere er imidlertid enige om, at fortællingen er af hedensk oprindelse og af ældre dato end Tobit. Rendel Harris udgav en syrisk version af denne legende sammen med en indledning og oversættelse (Cambridge Press, 1898), men vigtigere er henvisningerne til denne fortælling i papyri fundet ved Elephantine og for nylig udgivet af Eduard Sachau, Aramaic Papyrus und Ostraka, (1911, 147 ff). Dette sidste beviser, at fortællingen er mindst så gammel som 400 f.Kr. For fuld bibliografi om emnet (frem til 1909) se Schurer, GJV4, III, 256 ff. Se også The Story of Achiqar from the Syriac, Arabic, Armenian, Greek, Slavonic versions af Conybeare, J. Rendel Harris og A. S. Lewis, 1898, og især Histoire et Sagesse d'Achiqar, paragraph Francois Nace, 1909.

(4) Esters Bog:

Forekomsten i Tobit 14,10 af "Aman" for "Nadan" kan vise afhængighed af Ester, i hvilken bog Haman, statsminister og yndling hos Ahasverus (Xerxes, 485-464 f.Kr.), udviser forræderi, der kan sammenlignes med Nadans. Men Ester synes for den nuværende forfatter at være skrevet efter og ikke før Tobit (se Century Bible, "Esther," 299 ff). Det er langt mere sandsynligt, at en afskriver, måske ubevidst gennem tankeassociation, indsatte navnet Haman i stedet for det, der oprindeligt stod i teksten. Marshall (HDB, IV, 789) mener, at Tobits forfatter kendte Jubilæerbogen, men han beviser egentlig ikke mere end, at begge har mange ligheder. I sin englelære og dæmonologi er Jubilæerbogen langt mere udviklet og hører til en senere tid (omkring 100 f.Kr.; se R.H. Charles, Book of Jubilees, lvi ff, lviii ff). Men de to skrifter har naturligt meget til fælles, fordi begge blev skrevet for at udtrykke de følelser, som strenge jøder, der levede i det 2. århundrede f.Kr., havde.

6. Datering:

Denne bog synes at afspejle makkabæertiden, en tid hvor trofaste jøder led for deres religion. Det er sandsynligt, at Judit og Tobit skylder deres oprindelse til det samme sæt omstændigheder, forfølgelserne af jøderne fra det syriske partis side. Bogen hører derfor til omkring 160 f.Kr. Vidnesbyrdet er ydre og indre.

(1) Ydre.

(a) Tobit 14,4-9 forudsætter, at Jonas' Bog fandtes, og også at den profetiske kanon var afsluttet og anerkendt (omkring 200 f.Kr.).

(b) Da Siraks Bog bruges som kilde, må den bog have været skrevet, dvs. Tobit hører til en senere dato end, lad os sige, 180 f.Kr.

(c) Kirkefaderen Polykarp citerer i 112 e.Kr. fra Tobit, men der findes ingen tidligere hentydning til bogen. Det ydre vidnesbyrd beviser ikke mere end, at Tobit må være skrevet efter 180 f.Kr. og før 112 e.Kr.

(2) Indre.

(a) Tobit 14,5 f synes at vise, at Jonas blev skrevet, mens Zerubbabels tempel bestod, men før denne bygning var blevet erstattet af det prægtige tempel, der blev opført under Herodes den Store: dvs. Tobit blev skrevet før 25 f.Kr.

(b) Den vægt, der lægges på begravelsen af de døde, passer godt til perioden med den syriske forfølgelse, hvor vi ved, at Antiokus Epifanes lod jødiske lig ligge ubegravede.

(c) I Tobit og Judit har vi den samme iver for den jødiske lov og dens overholdelse, som i særlig grad kendetegnede makkabæertiden. Noldeke og Lohr (Kautzsch, Apok. des Altes Testament, 136) argumenterer for en datering omkring 175 f.Kr. med den begrundelse, at der i Tobit mangler den glødende iver for jødedommen og det had til ikke-jødiske mennesker og forhold, som man finder i bøger skrevet under makkabæerkrigene. Men vi ved med sikkerhed, at da den makkabæiske begejstring var på sit højeste, fandtes der alle grader af ildhu blandt jøderne, og det ville være mærkeligt, hvis al tidens litteratur kun repræsenterede én side af det nationale liv.

7. Stedet for tilblivelsen:

Vi har ingen midler til at fastslå, hvem der skrev denne bog, for tilskrivningen af forfatterskabet til Tobit (1,1 ff) er blot et litterært virkemiddel. Der findes dog oplysninger, som hjælper med at fastlægge forfatterens nationalitet og det land, han levede i. At forfatteren var jøde, indrømmes af alle, for ingen anden end en jøde kunne have vist så dyb interesse for jødiske forhold og for den jødiske nations skæbne. Desuden gør det forhold, at Tobit, skønt han var medlem af Nordriget, fremstilles som en, der dyrker Gud ved templet i Jerusalem og fejrer festerne dér (1,4-7), det sandsynligt, at forfatteren var medlem af Sydriget og ønskede at herliggøre sit lands religion.

At han ikke levede i Israels land, antydes af flere overvejelser:

(1) Bogen beskriver jøders skiftende skæbner i eksil så fuldstændigt og med en så levende sympati, at det tyder på, at forfatteren selv var en af dem.

(2) Det hengivne sprog, hvormed han omtaler Jerusalem og dets religiøse forbindelser (Tobit 1,4 ff), er sådan, som et medlem af diasporaen ville bruge.

(3) Forfatteren afslører ingen steder et nært personligt kendskab til Israels land. At Tobit, den tilsyneladende forfatter (1,1), fremstilles som hjemmehørende i Galilæa (1,1 f), skyldes forfatterens kunstgreb.

Hvis man antager, at bogen blev skrevet i et fremmed land, er meningerne delte om hvilket. Vidnesbyrdet synes at tale for enten Persien eller Egypten. Til fordel for Persien taler bogens persiske baggrund. Asmodeus (Tobit 3,8.17) er den persiske Aesma daeva. Pligten til at begrave de døde er blevet foreslået den jødiske forfatter af den persiske (zoroastriske) skik at lægge døde legemer frem på »Tavshedens tårn« for at blive ædt af fugle. Ægteskaber mellem blodbeslægtede er forbudt i Pentateuken (se 3 Mos 18,6 ff); men de anbefales i Tobit 1,9; 3,15; 4,12; 7,4. Det sidste synes at vise, at Tobias og Sara, som han giftede sig med, var fætter og kusine. Ægteskaber mellem slægtninge var almindelige blandt iranerne og blev forsvaret af magerne som en religiøs pligt. Man kan sige, at det blev tilladt i det særlige tilfælde, der er tale om, på grund af de særlige omstændigheder, nemlig at der var få jøder i de egne, hvor Tobits og Raguels familier boede; sammenlign 4 Mos 36,4 ff for et andet særligt tilfælde. Det forhold, at en hund lader sig ledsage Tobias på hans rejse til Ekbatana (Tobit 5,17; 11,4), taler for en persisk oprindelse, men er så frastødende for semitiske forestillinger, at det er udeladt i de hebraiske versioner af denne fortælling (se HUND). For et udførligt forsvar for en persisk oprindelse af Tobit, se J. H. Moulton, The Expository Times, XI, 157 ff; sammenlign H. Maldwyn Hughes, The Ethics of Jewish Apocryphal Literature, 42 ff. Vidnesbyrdet er ikke afgørende; for kendskab til iranske tanke- og udtryksmåder kan findes hos personer, der bor langt fra iransk område. Og på nogle punkter lærer Tobit ting, der strider mod zoroastrismen. Noldeke og Lohr mener, at bogen blev skrevet i Egypten, idet de henviser til de forhold, at dæmonen Asmodeus, da han bliver overvundet, flygter til Egypten (8,3), og at der var jøder i Egypten, som forblev loyale mod deres fædrene tro og alligevel blev forfremmet til høje stillinger i staten. Det kendskab til Mesopotamien, som forfatteren viser, er så mangelfuldt (se 4 ovenfor), at en mesopotamisk oprindelse for bogen ikke kan tænkes.

8. Versioner:

Tobit findes i et usædvanligt stort antal håndskrifter og versioner, hvilket viser, at bogen blev læst vidt omkring og betragtet som vigtig. Men det særlige ved denne bog er, at dens indhold i høj grad — og ikke sjældent i ganske væsentlige spørgsmål — adskiller sig i de forskellige håndskrifter, tekster og oversættelser (se 3 ovenfor).

Tobit er overleveret til os på følgende sprog:

(1) Græsk.

Håndskrifterne til den græske tekst hører til tre klasser:

(a) den, der findes i majuskelhåndskrifterne Codex Vaticanus og Codex Alexandrinus, BA, (som næsten er identiske) og de fleste græske håndskrifter; vores engelske og andre moderne oversættelser er lavet ud fra denne;

(b) Codex Sinaiticus' tekst, som ofte afviger fra (a) i vigtige spørgsmål. Den gammellatinske stemmer meget nøje overens med denne;

(c) teksten i håndskrifterne 44, 106 og 107 (efter Holmes' og Parsons' nummerering), som i høj grad falder sammen med (b).

Fra 7,10 og fremefter danner denne tekst grundlag for den syriske (Peshitta-)version. Meningerne er delte om, hvilken af disse tre græske tekster der er den ældste. Fritzsche, Noldeke og Grimm forsvarer BA's forrang. Til fordel for dette taler følgende: Denne tekst findes i det største antal håndskrifter og oversættelser; den citeres hyppigst af fædrene og andre tidlige forfattere; den er mindre vidtløftig og mere spontan og viser mindre redaktionel bearbejdelse. Ewald, Reusch, Schurer, Nestle og J. Rendel Harris mener, at [?] repræsenterer den ældste græske tekst. Schurer (GJV4, III, 243) giver hovedargumenterne for denne opfattelse (jf. Fuller, Speaker's Commentary, I, 168 f): den er langt fyldigere end BA. Forkortelse (jf. BA) er langt mere sandsynlig, siger Fuller og Schurer, end udvidelse (Codex Sinaiticus); men dette bestrides. I nogle tilfælde bevarer Codex Sinaiticus en indrømmet bedre tekst, hvilket naturligvis ofte også gælder Septuaginta og endog de mindre versioner i forhold til den masoretiske tekst.

(2) Latin.

(i) Den gammellatinske, baseret på Codex Sinaiticus, findes i (i) de udgaver, som blev udgivet i 1751 af Sabbathier (Bib. Sac. Latin versions Antiq.); (ii) i Book of Tobit (A. Neubauer, 1878). Denne tekst findes i mindst tre recensioner. (b) Vulgata, som blot gengiver Hieronymus' skødesløse oversættelse, udført på én nat; se (3). I Judit og Tobit er Vulgata (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) i enhver henseende identisk med den oversættelse, som Hieronymus lavede.

(3) Aramæisk (et udtryk, som strengt taget omfatter syrisk).

(a) Den tekst, hvorfra Hieronymus' jødiske hjælper lavede den hebraiske tekst, som dannede grundlag for Hieronymus' latinske version. Vi har ingen kopi af denne (se næste afsnit).

(b) Den, som blev udgivet af Neubauer (Book of Tobit, a Chaldee Text), og som han fandt indlejret i en jødisk midrash fra det 15. århundrede.

Neubauer var overbevist om og forsøgte at bevise, at dette er den version, som Hieronymus' lærer omsatte til hebraisk, og som derfor dannede grundlag for Hieronymus' egen version. Til fordel for dette taler den kendsgerning, at Tobit i Tobit 1-36, og dermed gennem hele bogen, omtales i tredje person både i denne aramæiske (kaldæiske) version og i Hieronymus' latinske oversættelse; hvorimod Tobit i alle de andre versioner (jf. kapitel 1-36) taler i første person ("jeg" osv.). Men afvigelserne mellem denne aramæiske og Hieronymus' latinske version er talrige og væsentlige, og Neubauers forklaringer er utilstrækkelige (op. cit., vi ff). Desuden beviser Dalman (Grammatik des jud.-palest. Aramaic, 1894, 27-29) ud fra sproget, at denne version hører hjemme i det 7. århundrede e.Kr. eller i en senere tid.

(4) Syrisk.

Teksten til denne version blev først trykt i London Polyglot (bind IV) og i en kritisk revideret form i Lagardes Lib. Apocrypha. Vet. Test. Syriac. Denne tekst består af dele af to forskellige versioner. Den hexaplariske tekst, baseret på de sædvanlige håndskrifter (Codex Vaticanus og Codex Alexandrinus osv.), bruges fra Tobit 1,1-7,9. Fra 7,10 og fremefter svarer teksten nøje til den græske, [?], og [?], især i dele, til håndskrifterne 44, 106, 107. Se udførligt Schurer, GJV4, 244 ff.

(5) Hebraisk.

Ingen af de hebraiske recensioner er gamle. To hebraiske tekster til Tobit har været kendt siden det 16. århundrede, idet de blev trykt dengang og ofte siden. Begge findes i London Polyglot.

(a) Den, der er kendt som Hebraeus Munsteri (HM), fordi den blev udgivet i Basel i 1542 af Sebastian Munster, skønt den også var blevet trykt i 1516 i Konstantinopel.

(b) Den, der er kendt som Hebraeus Fagii (HF), fordi Paul Fagius udgav den i 1542.

Den var dog tidligere blevet udgivet, nemlig i Konstantinopel i 1517. HF indfører bibelsk sprogbrug, hvor det er muligt. Da disse er forholdsvis sene oversættelser, har de kun ringe kritisk værdi, og det samme gælder de to følgende hebraiske oversættelser, som blev opdaget, udgivet og oversat af dr. M. Caster (se PSBA, XVIII, 204 ff, 259 ff; XIX, 27 ff):

(a) Et hebraisk håndskrift fundet i British Museum og betegnet af ham som HL. Dette håndskrift stemmer på nogle punkter overens med Vulgata (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) og aramæisk, hvor de andre vidner afviger, og dr. Gaster mener, at det ikke er usandsynligt, at vi i HL har en kopi af den oprindelige tekst. Ingen forsker har fulgt ham i denne opfattelse.

(b) Dr. Gaster kopierede for nogle år siden fra en hebraisk midrash, som tilsyneladende ikke længere eksisterer, en forkortet hebraisk version (HG) af Tobit. Ligesom HL stemmer den ofte overens med Vulgata og aramæisk imod andre versioner og håndskrifter.

(6) Etiopisk.

Dillmann har udgivet de gamle etiopiske versioner i sin Biblia Veteris Testamenti Aethiopica, V, 1894.

9. Originalsprog:

Flertallet af moderne forskere, som har et bedre kendskab til Sere end de ældre forskere, mener, at Tobits oprindelige tekst var semitisk (aramæisk eller hebraisk); således Ewald, Hilgenfeld, Graetz, Neubauer, Bickell, Fuller (Speaker's Apocrypha), Marshall (HDB). Til fordel for dette taler følgende overvejelser:

(1) Eksistensen af en aramæisk tekst på Hieronymus' tid (se (3) ovenfor).

(2) Egennavnene i bogen, mandlige og kvindelige, har en semitisk karakter.

(3) Forfatterens stil er semitisk snarere end arisk; mange af udtrykkene giver dårligt græsk, men når de omsættes til semitisk, giver de godt aramæisk eller hebraisk.

Se argumenterne, som de fremlægges af Fuller (Speaker's Apocrypha, I, 164 ff). Marshall (HDB, III, 788) giver sine grunde til at konkludere, at originalsproget var aramæisk, ikke hebraisk; i denne opfattelse følger han Neubauer (op. cit.). Graetz (Monatsschrift far Geschichte und Wissenschaft der Juden, 1879, 386 ff) giver sine grunde til at afgøre sig for et hebraisk originalskrift. At bogen blev skrevet på græsk, er den opfattelse, som hævdes af Fritzsche, Noldeke, W.R. Smith, Schurer og Lbhr. Teksten i Codex Vaticanus og Codex Alexandrinus, siger Lohr, indeholder græsk af den mest idiomatiske slags og giver ingen antydning af at være en oversættelse.

LITTERATUR.

Meget af den bedste litteratur er blevet citeret i løbet af den foregående artikel. Se også »Literature« i artiklen APOCRYPHA, for tekst, kommentarer osv., og bibelordbøgerne, Encyclopedia Biblica (W. Erbt) og HDB (J. T. Marshall). Bemærk desuden følgende: K. D. Ilgen, Die Geschichte Tobias, nach den drei verschiedenen Originalen, Griechisch, Lateinisch u. Syriac., etc., 1800; Ewald, Gesch.3, IV, 269-74; Graetz, Gesch.2, IV, 466 ff; Noldeke, "Die Texte des Buchs Tobit," Monatsschrift der Berlin Acad., 1879, 45 ff; Bickell, "A Source of the Book of Tobit," Athenaeum, 1890, 700 ff; 1891, 123 ff; I. Abrahams, "Tobit's Dog," Jewish Quarterly Review, I, 3, 288 E. Cosquin, "Le livre de Tobie et l'histoire du sage Achiqar," Rev. Biblical Int., VIII, 1899, 50-82, 519-31, afviser R. Harris' synspunkter; Margarete Plath, "Zum Buch Tobit," Stud. und Krit., 1901, 377-414; I. Levi, "La langue originale de Tobit," Rev. Juive, XLIV, 1902, 288-91, Oxford Apocrypha, "Tobit" (fuld bibliografi).

T. Witton Davies