Manasses

ma-nas'-ez (Manasses; Codex Vaticanus Manasse):

(1) En, der havde giftet sig med en »fremmed kvinde« (1 Esdras 9,33), svarende til »Manasse« i Ezra 10,33.

(2) Judits velhavende mand; døde af solstik, mens han arbejdede ved byghøsten (Judith 8,2 f.7; 10,3; 16,22 ff.).

(3) En person nævnt i Tobit 14,10, som »gav almisse og undslap dødens snare.« Det må indrømmes, at Manasses her er en vanskelig læsemåde og tilsyneladende afbryder meningen, som ville løbe mere glat, hvis Manasses blev udeladt, eller Achiacharus blev læst. Der er stor variation i teksten i dette vers. Codex Sinaiticus (fulgt af Fritzsche, Libri apoc. vet. Test Greek, 1871) læser en to poiesai me eleemosunen exelthen, hvor Manasses er udeladt, og Achiacharus forstås som subjekt. Itala og syrisk går et skridt videre og læser Achiacharus som subjekt. Men Codex Vaticanus (fulgt af Swete, KJV og RV) læser Manasses, hvilket må være den korrekte læsemåde efter princippet om, at den vanskeligste læsemåde foretrækkes. Der er blevet foreslået forklaringer:

(1) at Manasses ganske enkelt er det hebraiske navn for Achiacharus, idet det ikke var usædvanligt, at en jøde havde både et græsk og et hebraisk navn;

(2) at da man læste Amon, blev Manasses indsat for Achiacharus i overensstemmelse med 2 Krøn 33,22 ff.;

(3) at Manasses her er en fejlagtig læsemåde for Nasbas (Tobit 11,18), som Grotius identificerer med Achiacharus: »Det synes på nuværende tidspunkt umuligt at nå frem til en tilfredsstillende forklaring« (Fuller, Speaker's Commentary).

Der er lige så stor usikkerhed om den person, der sammensvor sig mod Manasses: Aman, i Codex Alexandrinus, fulgt af KJV og RV, som nogle identificerer med Haman i Ester og Achiacharus med Mordokaj; Adam, i Codex Vaticanus, fulgt af Swete; Itala Nadab; syrisk Ahab (Acab).

(4) En konge af Juda (Matt 1,10 KJV, græsk form; RV »Manasse«), hvis bøn udgør en af de apokryfe bøger.

Se Manasses' bøn.

(5) Josefs ældste søn (Åb 7,6, KJV græsk form; RV »Manasse«).

S. Angus