Manasses' bøn

1. Navn

2. Kanonicitet og placering

3. Indhold

4. Originalsprog

5. Ægthed

6. Forfatter og motiv

7. Datering

8. Tekst og versioner

(1) Græsk

(2) Latin

LITTERATUR

Manasses' bøn giver sig ud for at være, og kan i virkeligheden være, den bøn af denne konge, som nævnes i 2 Krøn 33,13; 2 Krøn 33,18 f.

1. Navn:

I Cod.

A. kaldes den ganske enkelt "En bøn af Manasses", i London Polyglot "En bøn af Manasses, jødernes konge." Dens titel i Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) er "En bøn af Manasses, Judas konge, da han blev holdt fanget i Babylon." I Baxters Apokryfer, græsk og engelsk, står denne bøn til sidst med overskriften "En bøn af Manasses, Ezekias' søn" (= Hizkija).

2. Kanonicitet og placering:

Den græske kirke er den eneste, som konsekvent har regnet denne bøn som en del af sin bibel. Indtil Tridentinerkoncilet (1545-1563 e.Kr.) udgjorde den en del af Vulgata, men ved dette koncil blev den sammen med 3 og 4 (1 og 2) Esdras henvist til tillægget (som omfattede ikke-kanoniske skrifter), "for at de ikke skulle gå helt tabt, eftersom de lejlighedsvis citeres af fædrene og findes i trykte eksemplarer." Alligevel mangler den helt i Sixtus V's Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.), skønt den står i tillægget til Clemens VIII's Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.). Dens placering varierer i håndskrifter, versioner og trykte udgaver af Septuaginta. Den findes oftest blandt oderne eller sangene efter Psalteren, som i Codices Alexandrinus, T (Zürich-psalteren) og i Ludolfs etiopiske Psalter. I Swetes Septuaginta står Salomos Psalter, efterfulgt af oderne (Odai), hvoraf Manasses' bøn er den 8., som et tillæg efter 4 Makkabæerbog i bind III. Den blev placeret efter 2 Krønikebog i den oprindelige Vulgata, men i den romersk-katolske Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) står den først, efterfulgt af 3 og 4 (1 og 2) Esdras i det apokryfe tillæg. Den findes i alle håndskrifter af den armenske bibel, hvor den, som i Swetes Septuaginta, er en af mange oder. Skønt den ikke var medtaget i Coverdales bibel eller Genève-versionen, blev den bevaret (ved afslutningen af Apokryferne) i Luthers oversættelse, i Mathews bibel og i Bishops' Bible, hvorfra den gik over i vores engelske bibelversioner.

3. Indhold:

Ifølge 2 Krøn 2 (sammenlign 2 Kong 2) blev Manasse af assyrerne ført i landflygtighed til Babylon som straf for sine synder. Der angrede han og bad inderligt til Gud om tilgivelse og udfrielse. Gud besvarede hans bøn og førte ham tilbage til Jerusalem og til tronen. Skønt bønnen nævnes i 2 Krøn 33,13; 2 Krøn 33,18 f, gengives den ikke, men denne mangel er blevet udfyldt i Apokryfernes Manasses' bøn. Efter en indledende påkaldelse af Abrahams, Isaks, Judas og deres retfærdige afkoms Gud, alle tings skaber, den Højeste, men dog barmhjertige, som har indstiftet omvendelse, ikke for fuldkomne som patriarkerne, der ikke havde brug for den, men for sådanne som den bedende person, følger en syndsbekendelse, for det meste formuleret i almene vendinger, en bøn om tilgivelse og et løfte om at prise Gud til evig tid, hvis denne bøn bliver besvaret.

4. Originalsprog:

Flertallet af forskere (Fritzsche, Reuss, Schurer, Ryssel osv.) er enige om, at denne bøn blev affattet på græsk. Den græske recension er skrevet i en fri, flydende og noget retorisk stil, og den læses som et originalt værk, ikke som en oversættelse. Skønt der findes nogle hebraismer, er de ikke flere eller mere iøjnefaldende end dem, man sædvanligvis møder i hellenistisk græsk. Det har også en vis betydning, at selv om jødisk tradition i vid udstrækning føjer til legenderne om Manasse, har den aldrig leveret en hebraisk version af Bønnen (se VERSIONS; TEXT OF THE OLD TESTAMENT). På den anden side argumenterer Ewald (Hist. Isr, I, 186; IV, 217, note 5, tysk udgave, IV, 217 f), Furst (Gesch. der bibl. Lit., II, 399), Budde (ZAW, 1892, 39 ff), Ball (Speaker's Apocrypha) og andre for en hebraisk original, måske bevaret i den kilde, der nævnes i 2 Krøn 33,18 f (se Ryssel i Kautzsch, Die Apocrypha des Altes Testament, 167).

5. Ægthed:

Har vi her den autentiske bøn, som Manasse bad under de omstændigheder, der beskrives i 2 Krøn 2? Ewald og de andre nævnte forskere (se foregående afsnit), som mener, at Bønnen blev skrevet på hebraisk, siger, at vi her sandsynligvis har en græsk gengivelse af den hebraiske original, som Krønikebogens forfatter så i sin kilde. Ball er derimod, skønt han ikke er stærkt imod denne opfattelse, mere overbevist om, at den hebraiske original skal søges i en haggadisk fortælling om Manasse. Selv hvis vi accepterer Ewalds eller Balls opfattelse, mangler vi stadig bevis for, at denne hebraiske original er netop den bøn, som kongen bad i Babylon. Men argumenterne for en græsk original er temmelig afgørende. Mange gammeltestamentlige forskere betragter fortællingen om Manasses fangenskab, bøn og bod som en fiktion skabt af Krønikebogens forfatters fantasi; for ham syntes det højst upassende, at denne onde konge skulle undslippe den straf (landflygtighed), som han i rigt mål havde fortjent. Således De Wette (Einleitung), Graf (Stud. u. Krit., 1859, 467-94, og Gesch. Bucher des Altes Testament, 174) og Noldeke (Schenkels Bibelwerk, "Manasse"). Intet tilsvarende forekommer i den mere bogstavelige fortælling i 2 Kong 2, et argument som dog kun har ringe vægt. Nyere fund af kileskriftsindskrifter har taget brodden af de vigtigste indvendinger mod historiciteten af denne del af Krønikebøgerne. Se Ball (anf. værk, 361 ff.) og Bissell (Langes Apocrypha, 468). Den sandsynligste antagelse er, at forfatteren til Bønnen var en alexandrinsk jøde, som med 2 Krøn 2 foran sig ønskede at skrive en sådan bøn, som Manasse sandsynligvis ville have bedt under de formodede omstændigheder. Denne bøn, skrevet på fremragende alexandrinsk græsk, er, som Fritzsche påpeger, en tilføjelse til 2 Krøn 2, svarende til Mordokajs og Esters bønner, som er føjet til den kanoniske Esters Bog (Tilføjelser til Ester 13,8-14,19), og også til Azarias' bøn (De tre børns sang (Azariah) 1,2-22) og de tre unge mænds sang (De tre børns sang (Azariah) 1,29-68), som er føjet til den kanoniske Daniels Bog.

6. Forfatteren og hans motiv:

At forfatteren var en alexandrinsk jøde, gøres sandsynligt af det (græske) sprog, han bruger, og af de tanker, han udtrykker. Det er mærkeligt at se Swete (Expository Times, II, 38 f.) forsvare, at denne Bøn har kristent ophav. Hvilket formål kunne forfatteren søge at realisere ved at skrive og offentliggøre bodssalmen? I mangel af sikker viden kan man med Reuss (Das Altes Testament, VI, 436 f.) antage, at det jødiske folk på den tid var hengivet til stor utroskab mod Gud og grov moralsk fordærvelse. Bønnens lære er, at Gud vil tage imod den bodfærdige, uanset hans synder, og fjerne folkets byrde af lidelser, hvis blot det vender sig til Gud.

7. Datering:

Ewald og Furst (anf. værk) mener, at bønnen mindst er lige så gammel som Krønikebøgerne (300 f.Kr.), eftersom den, siger de, udtrykkeligt nævnes i 2 Krøn 33,13; 2 Krøn 33,18 f. Men den oprindelige form var, som det er set (sammenlign 4 ovenfor), græsk, ikke hebraisk. Desuden er Bønnens lære postbibelsk. Patriarkerne idealiseres i en sådan grad, at de anses for fuldkomne og derfor ikke for at behøve tilgivelse (33,8); deres fortjenester gavner de syndige og ufortjente (33,1) (se Weber, Jud. Theologie, 292). Udtrykkene "de retfærdiges Gud" (33,8), "deres Gud, som omvender sig" (33,13), hører til en forholdsvis sen jødedom. En periode omkring begyndelsen af den kristne tidsalder eller (Fritzsche) lidt tidligere ville passe til Bønnens karakter (sprog og lære). Ligheden mellem de læresætninger, der forudsættes i Manasses bøn, og dem, der læres i samtidens apokryfe skrifter, bekræfter denne konklusion. Der er ingen grund til med Bertholdt at rykke skriftets tilblivelse ned til det 2. eller 3. århundrede e.Kr. Fabricius (Liber Tobit, osv., 208) daterer Bønnen til det 4. eller 5. århundrede e.Kr., fordi dens forfatter efter hans mening er den samme som forfatteren til De apostolske konstitutioner, som har denne datering. Men kilden til denne del af De apostolske konstitutioner er Didaskalia (3. århundrede), og desuden er begge disse skrifter af kristen oprindelse, mens Bønnen er et værk af en alexandrinsk jøde.

8. Tekst og oversættelser:

(1) Græsk:

Den græske tekst findes i Codices Alexandrinus, T (Psalterium Turicence 262, Parsons). Swete (OLD TESTAMENT in Greek, III, 802-4) giver teksten fra Codex Alexandrinus med varianterne fra T. Den mangler i hovedparten af de gamle håndskrifter og udgaver af Septuaginta, ligesom også i flere moderne udgaver (Tischendorf osv.). Nestle (Septuaginta Studien, 1899, 3) mener, at den græske tekst i Codices Alexandrinus, T osv. er taget fra De apostolske konstitutioner eller fra Didaskalia. Den almindelige opfattelse er, at den af sidstnævnte blev uddraget fra Septuaginta.

(2) Latin:

Den latinske tekst hos Sabatier (Bib. Sac. Latin, III, 1038) er ikke af Hieronymus, og den er heller ikke i den gammellatinske stil; dens datering er senere.

LITTERATUR.

Den vigtigste litteratur er blevet citeret i den foregående artikel. Der kan henvises til Howorth ("Some Unconventional Views on the Text of the Bible," PSBA, XXXI, 89 ff.: han argumenterer for, at fortællingen om Manasse, inklusive Bønnen i De apostolske konstitutioner, repræsenterer en del af den sande Septuaginta til 2 Krøn 2).

T. Witton Davies