Manddrab

hom'-i-sid (rotseach): Hebraisk har ikke noget ord for drab eller mord; rotseach er ordet for manddraber. Det græske ord for mord er phonos. Manddrab var enhver bevidst voldelig handling mod et menneske med døden som umiddelbart resultat. Det skulle altid straffes med døden, da det blev betragtet som en forbrydelse mod Guds billede. Drab er udtrykkeligt forbudt i det sjette bud (1 Mos 9,5; 2 Mos 20,13; 2 Mos 21,12; 3 Mos 24,17; 3 Mos 24,21; 4 Mos 35,16-21; 5 Mos 19,11-13). Dødsstraffen blev ikke pålagt, når drabet var utilsigtet eller ikke overlagt (2 Mos 21,13; 4 Mos 35,22-25; Jos 20,3-5; sammenlign Mishna, Makkoth, xi. 5). Tilflugtsbyer blev grundlagt, hvortil manddraberen kunne flygte fra "blodhævneren." Der måtte han blive indtil efter den tjenestegørende ypperstepræsts død. Hvis han forlod byen før denne begivenhed, var den hævner, som dræbte ham, fri for straf (2 Mos 21,13; 4 Mos 35,10-15; 4 Mos 35,25-28; 4 Mos 35,32; 5 Mos 19,1-13; Jos 20,2). Se tilflugtsbyer. At dræbe en tyv, der brød ind om natten, blev ikke regnet for mord (2 Mos 22,2). Utilsigtet drab på den gravide kvinde i et slagsmål blev straffet efter lexicon talionis, dvs. den dræbte kvindes mand kunne dræbe hustruen til den mand, der havde begået forseelsen, uden at blive straffet (2 Mos 21,22). Dette blev sædvanligvis ikke gennemført, men det gav dommeren en målestok, efter hvilken han kunne idømme lovovertræderen en bøde. Hvis en mand undlod at bygge et rækværk på sit hus, og nogen faldt ned og blev dræbt, kom blodskyld over den mands hus (5 Mos 22,8). Den, der dræbte en tyv om dagen, var skyldig på samme måde (2 Mos 22,3; sammenlign King James Version). Hvor et lig blev fundet, men morderen var ukendt, blev de ældste i den by, der lå nærmest det sted, hvor det blev fundet, ved en foreskreven ceremoni pålagt at erklære, at de ikke var skyldige i at have forsømt deres pligter og derfor var uskyldige i mandens blod (5 Mos 21,1-9). To vidner var nødvendige for en domfældelse for mord (4 Mos 35,30). Hvis en slave døde under tugtelse, skulle herren straffes efter princippet om, at "den, der slår et menneske, så det dør, skal visselig lide døden" (2 Mos 21,20; sammenlign 2 Mos 21,12). Ifølge rabbinerne skulle herren dræbes med sværd. Da udtrykket "han skal dø" ikke bruges i dette stykke, har nogle ment, at der ikke er tale om dødsstraf. Hvis den slave, som herren straffede, døde efter en eller to dage, var herren ikke strafskyldig (2 Mos 21,21). På grund af ordene "for han er hans penge" mente rabbinerne, at der var tale om ikke-israelitiske slaver. I gammel tid skulle blodhævneren selv være morderens bøddel (4 Mos 35,19; 4 Mos 35,21). Ifølge Sanhedhrin 9:1 skulle morderen halshugges. Intet siges i loven om selvmord.

Paul Levertoff