Mellemmand

En, der træder imellem to personer, som er i strid, med henblik på at forsone dem. Dette ord findes ikke i Det Gamle Testamente; men den tanke, det udtrykker, findes i Job 9,33, i ordet “daysman” (se dette), randnote, “voldgiftsmand.”

Dette ord bruges i Det Nye Testamente ganske enkelt om en internuncius, en ambassadør, en der fungerer som kommunikationsmiddel mellem to kontraherende parter. I denne betydning kaldes Moses en mellemmand i Gal 3,19.

Kristus er den ene og eneste mellemmand mellem Gud og mennesket (1 Tim 2,5; Hebr 8,6; 9,15; 12,24). Han skaber forsoning mellem Gud og mennesket ved sit fuldkomne sonoffer. En sådan mellemmand må på én gang være guddommelig og menneskelig: guddommelig, for at hans lydighed og hans lidelser kunne have uendelig værdi, og for at han kunne have uendelig visdom og kundskab og magt til at lede alle ting i forsynets og nådens riger, som er betroet i hans hænder (Matt 28,18; Joh 5,22, 25, 26, 27); og menneskelig, for at han i sin gerning kunne repræsentere mennesket og være i stand til at yde lydighed mod loven og opfylde retfærdighedens krav (Hebr 2,17, 18; 4,15.16), og for at han i sin herliggjorte menneskelighed kunne være hovedet for en herliggjort kirke (Rom 8,29).

Dette embede omfatter de tre funktioner som profet, præst og konge, som alle udføres af Kristus både i hans fornedrelses- og ophøjelsestilstand. Disse funktioner er så iboende i det ene embede, at den egenskab, der hører til hver af dem, giver karakter til enhver mellemmandshandling. De adskilles aldrig i udøvelsen af mellemmandsembedet.