Melkisedek; Melkisedek

mel-kiz'e-dek, og (King James Version i Hebræerbrevet) (malki-tsedheq, "Tsedheq, eller Tsidhiq, er min konge" (1 Mos 14,18; Sl 110,4); Melchisedek (Hebr 5,6; Hebr 5,10; Hebr 6,20; Hebr 7,1; Hebr 7,10; Hebr 7,11; Hebr 7,15; Hebr 7,17)): Navnet forklares i Hebr 7,2 som "retfærdighedens konge," med "-i" som den gamle genitivendelse; men den korrekte forklaring er uden tvivl den, der er givet ovenfor; sammenlign Adoni-Sedek i Jos 10,1, hvor Septuaginta sammen med Dom 1,5-7 har Adonibezek. Melkisedek var konge i Salem (= Jerusalem) og "præst for 'El `Elyon" (1 Mos 14,18). Han bragte brød og vin til Abraham efter dennes sejr over kongerne og gav ham også 'El `Elyons velsignelse. Abraham gav ham "en tiendedel af alt," dvs. sandsynligvis af byttet, medmindre det var af alle hans ejendele. 1 Mos 14,22 identificerer Jahve med 'El `Elyon, guddommens titel som tilbedt i Jerusalem; og således kalder Hebr 7,1 ff., der følger Septuaginta til 1 Mos 14,18 ff., Melkisedek "præst for Gud den Højeste," dvs. Jahve.

Skinner (Gen, 271, hvor Josephus, Ant, XVI, vi, 2, og Am M 6:1 citeres) påpeger, at makkabæerne blev kaldt "ypperstepræster for Gud den Højeste." Derfor mener nogle, at fortællingen om Melkisedek er en opfindelse i jødedommen, men Gunkel (Genesis 3, 285 ff.) fastholder, at han er en overleveret, om ikke en historisk, skikkelse.

Sl 110,4 gør den konge-præst, som tiltales dér, til en egentlig efterfølger af Melkisedek, og Jerusalems konger kan meget vel, som Gunkel antyder, være blevet betragtet som Melkisedeks efterfølgere på samme måde, som Karl den Store blev anset for kejsernes efterfølger, og disse igen for faraonernes efterfølgere i Egypten. Dette fører naturligt til, at Sl 110 tillægges en tidlig datering.

Tanken om en præst efter Melkisedeks orden optages af Hebræerbrevets forfatter. Han ønskede at bevise Kristi krav på at blive kaldt præst. Det var umuligt, selv om han havde ønsket det, at betragte Jesus som en aronitisk præst, for han nedstammede fra Judas stamme og ikke fra Levis (7,14). Ordene i Sl 110,4 forstås som henvist til ham (Hebr 5,5), og i Hebr 7,5 ff. anses Melkisedeks orden for at være højere end Arons, for Melkisedeks overlegenhed blev anerkendt af Abraham (a) da han betalte tiende til Melkisedek, og (b) da han blev velsignet af Melkisedek, for "den ringere velsignes af den bedre." Det kan tilføjes, at Jesus kan betragtes som præst efter Melkisedeks orden i kraft af sin afstamning fra David, hvis denne betragtes som Melkisedeks efterfølger. Men Hebræerbrevets forfatter siger ikke dette udtrykkeligt. Desuden er Aron kun et "forbillede," der i Hebræerbrevet føres frem for at vise den endnu større herlighed i Jesu gerning, mens Melkisedek er "gjort lig med Guds søn" (7,3), og Jesus siges at være "efter Melkisedeks lighed" (7,15).

Hebr 7,1 ff. frembyder vanskeligheder. Hvor fik forfatteren stoffet til denne beskrivelse af Melkisedek fra?

(1) Melkisedek siges at være "uden far, uden mor, (dvs.) uden slægtsregister"; og

(2) han beskrives som en, der "hverken har begyndelse på dage eller ende på liv"; han "forbliver præst til stadighed."

Svaret skal måske findes blandt Tell el-Amarna-brevene, hvor der er mindst 6, sandsynligvis 8, breve fra en konge af Urusalim til Amenophis IV, Egyptens konge, hvis "slave" førstnævnte kalder sig. Urusalim skal identificeres med Jerusalem, og brevene hører til omkring 1400 f.Kr. Denne konges navn angives som Abd-Khiba (eller Abd-chiba), skønt Hommel, citeret af G.A. Smith, Jerusalem, II, 14, note 7, læser Chiba. Zimmer, i ZA, 1891, 246, siger, at det kan læses Abditaba, og således kalder Sayce (HDB, III, 335b) ham `ebhedh tobh. Kongen fortæller sin egyptiske overherre: "Hverken min far eller min mor satte mig på dette sted: kongens mægtige arm (eller, ifølge Sayce, "den mægtige konges arm") indsatte mig i min fars hus" (brev 102 i Berlin-samlingen, ll. 9-13; også nummer 103, ll. 25-28; nummer 104, ll. 13-15; se desuden H. Winckler, Die Thontafeln von Tell-el-Amarna; Knudtzon, Beitrage zur Assyriologie, IV, 101 ff., 279 ff., citeret af G.A. Smith, Jerusalem, II, 8, note 1).

Det bliver således klart, at traditionen muligvis identificerede Melkisedek med Abd-Khiba. Under alle omstændigheder kan tanken om, at Melkisedek var "uden far, uden mor, (dvs.) uden slægtsregister," let forklares, hvis Abd-Khibas ord om sig selv også kan være blevet tillagt Melkisedek. Ordene betød oprindelig, at han anerkendte, at han ikke kom på tronen, fordi han havde krav på den gennem afstamning; han skyldte den en udnævnelse. Men jødisk fortolkning forklarede dem som en antydning af, at han ikke havde nogen far eller mor. Sl 110,4 havde talt om kongen dér som "præst for evigt efter Melkisedeks orden," og dette synes at være blevet forstået sådan, at det også indebar Melkisedeks varighed som præst. Melkisedek blev da tænkt som en, der "hverken har begyndelse på dage" = "uden far, uden mor, uden slægtsregister," og igen som en, der ikke har "ende på liv" = "forbliver præst til stadighed." Derfor er han "gjort lig med Guds søn," idet han hverken har begyndelse på dage eller ende på liv. Vi får et andet nytestamentligt eksempel på jødisk fortolkning i Gal 4,21 ff. Vi har intet faktisk bevis for, at Melkisedek er identisk med Abd-Khiba; muligvis skal henvisningen til førstnævnte som "uden far" osv. ikke forklares som ovenfor. Men hvorfor skulle Melkisedek, og han alene, af alle Det Gamle Testamentes personer tænkes om på denne måde?

Westcott, Hebrews, 199, har en tankevækkende bemærkning om Melkisedek: "Lærdommene af hans fremtræden ligger i selve fremtrædelsen. Abraham markerer et nyt udgangspunkt. .... Men før den nye orden bliver etableret, får vi et syn af den gamle i dens overlegne majestæt; og denne giver, på tærsklen til sin forsvinden, sin velsignelse til den nye."

Om henvisningerne til Melkisedek hos Filon se Westcott, anf. værk, 201; F. Rendall, Hebrews, App., 58 ff.; og især (med de dér anførte passager og andre autoriteter) G. Milligan, Theology of Epistle to the Hebrews, 203 ff.

De konklusioner, vi når frem til, er:

(1) Der fandtes en tradition i Jerusalem om Melkisedek, en konge i førisraelitisk tid, som også var præst for 'El `Elyon. Dette er oprindelsen til 1 Mos 14,18 ff., hvor 'El `Elyon identificeres med Jahve.

(2) Sl 110 gør brug af denne tradition, og salmistens konge betragtes som Melkisedeks efterfølger.

(3) Hebræerbrevet gør brug af

(a) Sl 110, som forstås som en profeti om Kristus, (b) 1 Mos 14,18 ff., og

(c) mundtlig tradition, som ikke fandtes i Det Gamle Testamente. Det er denne uskrevne tradition, der muligvis forklares af Tell el-Amarna-brevene. Se desuden artikler af Sayce, Driver og Hommel i Expository Times, VII, VIII.

Se også JERUSALEM.

David Francis Roberts